Landsbyhistorier.dk

Den ny dampkedel

Marinus fragtmand kom slæbende fra Aalborg med den ny dampkedel til mejeriet. Han havde sine egne velfodrede heste for, og endda to til, som han havde lånt. Den ene var mejeriformandens. Den anden hans nabos. De fire heste trak godt i skaglerne, kunne han se, og hans søn kløede op ad bakke lige så stærkt på det forreste spand som han selv på det bageste. Men der var også mere læs i sådan et jernmonstrum end Marinus havde tænkt. Det var da knusende som krikkerne trak. Han fortrød næsten, at han havde lovet at slæbe den mejerikedel hjem for gårdmændene. Og ned ad bakke var bæstet næsten ikke til at holde. Det gik dog jævnt godt rask fremad, thi chausseen var banet og hård.

Den sidste fjerdingvej blev dog den værste. Da Marinus og hans søn svingede ind på bivejen, opdagede både kuske og heste, at nu skulle ørerne holdes stive og strikkerne stramme. Vejen bugede under de 8 til 10.000 pund, og der stod spor bag efter vognen. Det sidste stykke vej til byen var gruset. Af og til havde de holdt for at hestene kunne puste ud. Nu holdt de tiere. Hestene hang med hovederne så det duede. Marinus så nok, at dette sidste stykke vej var over deres evner, men han ville ikke være bekendt at standse nu. Derfor klemte de på hen over den grusede vej. Stenene knasede under hjul og hove. Marinus knissede tænderne sammen, thi han arbejdede altid sammen med sine heste. Han var irriteret over, at han havde taget mod tilbuddet at hente kedlen hjem til mejeriet, og det var alt for lidt han skulle have for det.

Da han kørte ind i byen, blev han endnu mere oprevet i sindet, da en husmand fra en dør grinende råbte til ham: ”Nej, Marinus – nu slider du s’gu koderne af hestene helt op til knæene”. Marinus så nok, at det var for hårdt, og da han nåede det første hjørne af mejeriet, standsede han brat.

Han havde lige kørt forbi forsamlingshuset, hvor der var bestyrelsesmøde i mejeriet. Der var kun en snes skridt derhen fra mejeriet. Bestyrelsesmedlemmerne havde set ham køre forbi, og de skulle være til stede, når han kom med kedlen og hjælpe til med at få den af på rette plads. Derfor havde Marinus holdt stille lige først for, thi der var ingen mening i at køre længere end nødvendigt med et sådant læs.

Marinus kom hen i forsamlingshuset og kiggede op til den lille sal, hvor medlemmerne sad. Han sagde: ”Nå, så er jeg her med kedlen, vil I så komme og hjælpe mig med at få den af”. ”Det er vel et tungt høved”, svarede en. ”Ja, det er for stort et læs til fire heste”, svarede Marinus. Han var ikke oplagt til spøgefuld tale. Han gik og mente nok, at de kom. Men der kom ingen af bestyrelsesmedlemmerne.

Marinus gik derhen igen. ”Kommer I snart”, sagde han til dem, ”jeg skal skynde mig hjem med hestene”. ”Åh”, bemærkede formanden, en velnæret gårdejer, ”du kan vel vente lidt. Vi skulle lige have drukket en kop kaffe”. Marinus blev halvvejs gal. ”Nej, jeg kan ikke vente. Kommer I ikke, så smider jeg den selv af, hvor det passer mig”. Så lo de alle, og én bemærkede: ”Nej, så må du hellere lige få en kop kaffe med, for det kan du vel nok behøve, når du vil til at kyle med den slags sager”. I det samme kom konen, der boede i forsamlingshuset ind med kaffen. Marinus ville nu ikke have kaffe, thi han holdt i øjeblikket ikke af deres selskab, men gik.

Da han kom hen til vognen så han, at der stod spade, skovl og greb lige inde i mejeristens have. Han hentede redskaberne og han og sønnen gik i lag med at grave huller ved vognhjulenes side. Hullerne gravedes ret dybe, og da det var sket, halede de i hver sit hul ind under for- og baghjul. Lige på én gang gav vognen efter. For- og baghjul gik ned i hullerne, og der trillede hele dampkedlen ud på grønningen. ”Nu kommer de nok fra kaffen”, sagde Marinus, ”lad os nu køre hjem.

De kørte med den tomme vogn forbi forsamlingshuset. Formanden i mejeriet stak næsen mod ruden. Marinus og hans søn lod som om de ikke så det. ”Da tror jeg, at han har fået den smidt af”. Et medlem sprang fra bordet og ud i forsamlingshusets dør, men kom grinende tilbage. ”Har han fået den af?”, spurgte hver især. ”Jeg siger ikke noget”, lo den tiltalte. Én efter én listede de sig ud for at se, og da alle havde set, sagde formanden, der var den sidste: ”Havde jeg tænkt, at han ville kyle den der, så skulle han ikke have været budt på kaffe”. Og så begyndte en diskussion om, hvordan de nu skulle få den hen til den anden side af mejeriet.

         

 

0 replies

Skriv en kommentar

Har du kommentarer ti historien eller andres kommentarer?
Så send gerne dine kommentarer!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag notifikationer via e-mail, hvis andre kommenterer på historien. Du kan også abonnere, uden at kommentere.