Hilsen til Peter

Den 29. august 1943 fik forvalteren på Hellestrupgård Jens Chr. Lunn kontakt med Flinteruplejrens marinepersonel, der om dagen arbejdede i Store Bøgeskov og om natten illegalt. I december 1943 dannede Jens Chr. Lunn sin egen gruppe bestående af blandt andet sognepræst Karl Andersen, Gyrstinge, skovfoged Jacob Jørgensen, Store Bøgeskov og gårdejer Helmer Sørensen, Ørslevvester. Senere blev der dannes flere grupper, som under et blev kaldt Flinterupdelingen.

I Gyrstinge-Ørslevvestergrupperne stod sognepræst Karl Andersen for forbindelsen til Jens Chr. Lunn. Gårdejer Helmer Sørensen var fører for Ørslevvestergruppen. Den sidste overlevende fra den gruppe er Johannes Lyngsgaard, Lyngsgaarden.

Da han en aften i sommeren 1944 cyklede hjem fra håndbold, spurgte Helmer Sørensen, om han ville være med.

Er der kommunister med?

Nej, vi skal kun bevogte nogle strategiske steder, når besættelsen hører op, svarede Helmer Sørensen.

Det svingede lidt med, hvad gruppen skulle lave, fortæller Johannes Lyngsgaard.

Vi har en bestemt opgave. Når den tiden kommer, skal vi nok få at vide, hvad den går ud på, forsikrede Helmer Sørensen altid.

Hilsen til Peter
Johannes Lyngsgaard blev udrustet med en maskinpistol. Han deltog i en øvelse i Store Bøgeskov, men fik ikke lov til skyde med maskinpistolen af frygt for, at schalburgerne eller tyskerne skulle blive alarmeret. Da han som hjemmeværnsmand i 1945 fik lov til at skyde med maskinpistol, konstaterede han med stor tilfredshed, at han var skrapt til at ramme.

Gruppernes våben blev opbevaret i bag brændestabler i Kildehuset i Store Bøgeskov. Det var alt for farligt at færdes bevæbnet på vejene. Schalburgerne foretog hyppigt de såkaldte landevejsstrejf.

Alle i gruppen vidste, at når BBC fra London sendte særmeldingen »Hilsen til Peter«, skulle de ud og modtage våben ved Lille Enemærke vest for Hellestrup. Gruppen mødtes hos gårdejer Marius Beck, Ørslevvester, og cyklede derefter ud til Kildehuset for at hente deres våben og videre til skoven Lille Enemærke, hvor de ventede i et skur. Senere blev de ført ud til deres standpladser på nedkastningsstedet.

Nogle modstandsfolk blev sat i stilling med maskingeværer på adgangsvejene. De skulle stoppe tyskere eller schalburgfolk, hvis de dukkede op. To hold á to mand blev anbragt på nedkastningsstedet. Når flyet kom, skulle de med en lygte afgive to korte og et langt blink, som tegn på, at det var den rigtige plads.

I oktober 1944 var der planlagt to nedkastninger ved Hellestrup. Hver gang kom der et fly, men der blev ikke nedkastet containere med våben, ammunition og andet godt. Frihedsmuseet har dokumenteret begge planlagte nedkastninger. Den ene blev aflyst på grund af vejret.

Efter den mislykkede operation gik der nogen tid, inden vi vovede at cykle hjem. Schalburgerne, som må have hørt flyet, kørte rundt ude på vejene og belyste terrænet med kraftige projektører. Vi lå og trykkede os, indtil der blev ro igen. Derefter kørte vi ned til Kildehuset og afleverede vore våben. Derfra kørte vi hjem to og to.

Mor er syg
Den 1. november 1944 blev Johannes Lyngsgaard elev på Dalum Landbrugsskole ved Odense. Så vidt han har hørt, blev der også kastet våben ned efter den dato.

Inden afrejsen blev det aftalt, at hvis schalburgerne eller tyskerne begyndte at søge efter ham, skulle beskeden »Mor er syg. Kom hjem!« ringes til Landbrugsskolen.

Den telefonbesked kom den 16. februar efter, at hele modstandsbevægelsen i Ringsted og omegn var blevet revet op. Ringsteds byledelse undslap med nød og næppe Gestapo.

Johannes Lyngsgaard forlod fluks Landbrugsskolen og tog til Stenlille, hvor hans daværende forlovede og senere hustru opholdt sig. Hans flinke morbror, Johs. Møller, som var sognerådsformand i Kirke Flinterup, udstedte et nyt identitetskort på navnet Peter Hansen.

Det var skam ikke forkert, men heller ikke den fulde sandhed. Dengang hed jeg Johannes Peter Lyngsgaard Hansen. Senere har jeg smidt Hansen væk, fortæller han med et stort smil.

14 dage senere vendte Johannes Lyngsgård tilbage til Dalum Landbrugsskole.

Gestapo slår til
Allerede i oktober 1944 var flere modstandsfolk ude i Gyrstinge-Ørslevvester gået under jorden. Blandt dem var en gårdejer, som dog overnattede i ægtesengen natten mellem den 14. og 15. februar. Han slap væk, da tyskerne kom til gården. De konstaterede, at ægtesengen var varm i hele sin bredde, og skulle til at tage konen under hård behandling for at få hende til at tale. Så langt kom det heldigvis ikke. Kontrolassistenten, som pludseligt kom ind fra stalden, fattede hurtigt situationen.

Det var ham, der har sovet i ægtesengen om natten, hævdede han uden at blinke. Den historie troede tyskerne på. Den stakkels kone slap for at blive torteret.

Sognepræst Karl Andersen gik under jorden i slutningen af oktober 1944. Først da befrielsen kom, vendte han hjem.

Den 15. februar 1945 dukkede Gestapo op i præstegården. Med pistol i ryggen blev præstefruen tvunget ind i en bil og til at vise vej til de steder, hvor forskellige gruppemedlemmer boede.

Dengang gik snakken om, hvor Gestapo havde fået deres navne fra. Var det fra præstefruen? Næppe! Gestapo havde brugt måneder på at forberede denne razzia. Da Gestapo i oktober 1944 arresterede forvalter J. Chr. Lunn på Hellestrup, fandt det en lommebog eller liste med adresser og dæknavne. Med pistol for panden blev Lunn tvunget til at tage telefonen, hver gang den ringede. Han talte med flere modstandsledere.

Selv blev han blev torteret 26 gange. Den 27. gang kunne han ikke mere holde mund.

En rapport sendt til Berlin den 1. december 1944 afslører, at Gestapo kendte modstandsbevægelsens organisation i Sorø Amt. Det har givet arbejdet videre med de oplysninger, der blev indhentet i oktober-november 1944, og fundet frem til det ene navn efter det andet. Også navnene på medlemmerne af Gyrstinge-Ørslevvestergrupperne. Det har næppe været svært!

Mange danskere havde stadig ikke lært at holde mund. Andre brød sig ikke om frihedskæmperne. Stikkerne lyttede med, når folk lod munden løbe på offentlige steder.

I enkelt tilfælde fortalte en ansat tyskerne, hvor hans arbejdsgiver, der tilhørte Gyrstinge-Ørslevvestergrupperne, var gået under jorden.

Så kom maj
Ved tilbagekomsten til Dalum Landbrugsskole opdagede Johannes Lyngsgaard, at der var mange modstandsfolk blandt eleverne. Mejeriets loft var fyldt med nedkastede våben, som skulle renses for ferronat. Den 1. maj sluttede han på Dalum og tog hjem for at overtage Lyngsgaarden. Den har været i slægtens eje i 238 år!

Han stillede på Dampmøllen i Ringsted den 4. maj sammen med andre fra Gyrstinge-Ørslevgrupperne.

Vor tilknytning til Flinterupdelingen gjorde, at vi var ukendte i Ringsted. Da jeg meldte mig på Ringsted Dampmølle, hvor den lokale frihedsbevægelse havde indrettet sit hovedkvarter, mærkede jeg en tydelig mistro. Da jeg begyndte at mærke, at de troede, jeg var en 6. maj-medløber, havde jeg ikke mere at gøre der. Jeg fik ingen opgaver. De andre fra Gyrstinge-Ørslevvestergrupperne havde det på samme måde. Jeg tog hjem og passede min dont på gården, fortæller Johannes Lyngsgaard.

Officiant Clausen, som kendte ham fra værnepligtstiden i Ringsted, sørgede dog for, at han fik sit frihedskæmperarmbind.

Forklaringen på, hvorfor der blev set med skepsis på modstandsfolkene fra Ørslevvester-Gyrstinge, ligger ligefor. Modstandsbevægelsen i Ringsted og omegn blev revet op den 15. februar 1945. Det var den også blevet i oktober og november 1944.

Den nye byleder, Holger Aakjær, tog ingen chancer. Han afbrød forbindelsen til de få delings- og gruppeførere, der var tilbage, og startede forfra med rekrutteringen. Det lykkedes ham at opbygge en ny organisation inden 4. maj.