Den gamle præstegård

Det var en bindingsværksbygning fra Christian den fjerdes tid, jeg mener, den var ret forfalden og blev derfor restaureret, mens vi boede der.
Foran huset var der nogle gamle træer og en masse brosten, som vi hjalp til med at luge.
For gavlen var der nogle store lindetræer, som vi klatrede i og byggede huler i. Der var en stor gårdsplads og lige over for præstegården lå laden. Langs kirkegården lå forpagterboligen. Den fungerede som kirkedige på det stykke. For enden af forpagterboligen var der konfirmandstue med lange missionshus bænke. Efter konfirmandstuen var der hestestald og længere henne var der rum til brændsel.
For enden af laden overfor forpagterboligen lå kostalden, og vi havde også et rum til en gris. Her i enden af denne bygning var der et lokum eller das – senere synes jeg nu også, at vi havde garage der. Til præstegården hørte der en enorm have – navnlig havde vi også en stor køkkenhave, som min far virkelig fik opdyrket.
For enden af den store køkkenhave var der nogle frugttræer, bl.a. filippa æbler og et skovfoged æbletræ. Oven for dem igen var højen. Her var der trapper op til, og det var et yndet sted at bo i legen. Langs med Storebak var der lysthuslignende beplantninger. Der var store græsplæner, som blev slået med le.

Selve indretningen af præsteboligen var mod gårdspladsen følgende.
Først var der bryggerset, hvorfra der førte en trappe op til et stort gammelt loft. Der var også en meget lav dør ind til køkkenet. Den stødte folk ofte hovedet imod.
Efter bryggerset var der et anretterrum, derefter var der en spisestue og en dagligstue (den pæne stue), så var der en lille smal entre og et lille kontor.
Mod havesiden var der bagved kontoret et værelse, som min far brugte som et ekstra arbejdsværelse ind imellem, ellers var det også gæsteværelse.
Herefter endnu et værelse og et stort badeværelse. Jeg husker der var en stor ovn der til vand. Jeg husker ikke, om man fyrede op i den. Jeg syntes nu også, vi brugte dasset.
Efter badeværelset var der et stort rum, som vi brugte til soveværelse og så endelig køkken og ved siden af pigeværelse.
Et eller andet sted derned var der også nedgang til kælder, tror jeg. Jeg husker i hvert fald, vi havde et saltkar med flæsk og et saltkar med sild.
I alle rum var der kakkelovne, som der skulle fyres op i. I køkkenet var der et stort brændekomfur.

Efter nogle år blev præstegården restaureret, og der skete nogle få ændringer i indretningen. I stedet for anretterværelset blev der lavet en lille pæn stue, som min mor bl.a. brugte til systue. Pigeværelset fik vi vist til legerum, for der var nok ikke råd til ung pige mere, og børnene kunne begynde at hjælpe til.
Der blev også ved restaureringen lagt centralvarme ind i huset, og det var naturligvis også en stor hjælp og arbejdsbesparende. Fyret kom ned i kælderen, og der blev også lavet en indvendig kældernedgang til fyret fra entreen. Før havde der kun været en udvendig nedgang til denne del af kælderen.
En ting, der blev bevaret var i hvert fald troldevinduet i spisestuen. Når man så igennem det vindue, fik personen et helt forkert udseende. Senere blev haven lagt om med mere beplantning ned ad bakken.

Der var også et stort gammelt loft. Der var et værelse i gavlen og ellers var der et stort loft. På et tidspunkt kom der lidt nye brædder på gulvet. Vi var da blevet større, og vi brugte nu loftet til at arrangere cirkus forestillinger. På loftet havde vi også en kæmpemæssig rulle fyldt med store sten. Rullen var lavet af byens karetmager, og vi trak rullen, da vi blev store nok til det. Der kunne være 2 stokke under den. Tøjet blev meget flot, når det det var rullet. Christian og jeg fik på et tidspunkt værelset på loftet.
Christian havde fået slæbt en kat til huset, og den formerede sig, så vi havde virkelig mange katte. Uheldigvis lagde disse katte deres killinger alle mulige steder. Jeg husker, at den 2 gange havde fået killinger i min seng, og jeg var efterhånden helt hysterisk og bange for katte. Jeg turde f.eks. ikke selv gå ned fra loftet, hvis der var katte i nærheden. Katten fik også en gang killinger i mors stoppekurv.
Senere var det Karen Margrethe og jeg, der havde værelset, og Christian fik gæsteværelset.
Neden for præstegården lå skolen. Der var 3 klasseværelser. Et til de små og to til de større børn. Vi gik i skole hver anden dag, og vi havde lang spisepause, så dem der boede i nærheden kunne gå hjem og spise middagsmad. Rundt om skolepladsen var der kolbøttestænger. I selve skolebygningen var der også en pigegang og en drengegang, og ville man lege sammen måtte det ske på legepladsen. Vi havde ingen gymnastiksal, men til gengæld havde vi nogle ribber på skolepladsen. Vi havde også en buk og en plint, som blev taget ud, når vi eller læreren syntes.
For enden af skolepladsen havde den gamle Kjeldsen lavet et tingsted med store sten. Lige op til skolepladsen og nabo også til præstegården lå Kjeldsens gård.
Førstelæreren boede også for enden af klasseværelserne, og der var også bibliotek i bygningen. Samme lokale blev også brugt til sparekasse, når der var åbent der. Anden læreren boede for enden af forskolen.

Mine forældre flyttede til Tirstrup i 1940. Jeg var da 2 år, og efter det, der er blevet fortalt mig, fandt jeg hurtigt en legekammerat i Lisbeth, som er datter af førstelærer Pedersen. Ellers blev vi jo hurtig fortrolig med dyrene på gården, for vi hentede mælk hos forpagteren.
Den første forpagter hed Jørgensen, men de flyttede lige efter krigen. Herefter blev det Palle Kolind og hans familie, og det er dem, vi husker bedst. De havde jævnaldrende børn med Flemming og Ellen.

Før jeg begyndte i skolen, gik jeg nede hos Marie Poulsen. Her fik vi lært at læse. Hun fortalte også for os. Jeg ved ikke, om det kun var min årgang, der gik der, for jeg har ikke kunnet finde andre end nogle fra min klasse, der gik der.

Jeg husker, at der kom mange unge mennesker i præstegården, nok til møder, men også hyggeligt samvær. Jeg husker, der blev spillet kroket i haven. På grund af krigen foregik der nok ikke så meget.
De første år havde vi ung pige, og jeg har stadig et mærke på venstre overarm fra en af dem, der var så uheldig at vælte en gryde kartofler ned over mig, da jeg sad på tørvekassen. Jeg blev skoldet, så det har nok gjort ondt.

Landsbyen Tirstrup. For at forstå, hvordan livet i landsbyen var, må man vide, at dengang foregik der meget i en landsby. På gårdene var der indtil flere karle og også altid en ung pige, så der var mange unge mennesker på landet.
Lige nedenfor præstegården, overfor skolen, lå købmand Sørensens forretning. En fin og stor forretning. Der var den egentlige butik, hvor der var kolonial i den forreste del og isenkram, lidt legetøj i den inderste del. Foran i disken var der lige som små skrå glasruder, hvor der lå småting. Disse ruder kunne kun åbnes af ekspedienterne. Bag ved disken var der skabe og skuffer, nærmest som et reolsystem langs væggen. Der var også her mange ansatte.
Når man løb til købmanden for at købe ind, havde vi ikke penge med, for familien havde en kontrabog, hvor alt blev noteret. Vores far betalte så en gang om måneden, og det foregik på købmand Sørensens kontor. Far fik så en stor cigar og en pose brystsukker (bolsjer) med hjem til børnene. I forlængelse af butikken havde købmanden også foderstof, og der kom alle gårdmændene og handlede.

Udover købmanden var der også en brugs, den lå i enden af krobygningen, som nu er omdannet til lejligheder. Der handlede vi ikke, for det var jo nemmere ved købmanden, og den var også meget større. I forgangen til Brugsen kunne man også stå, hvis man skulle med rutebilen. Det var navnlig i dårligt vejr og om vinteren.

Vi havde også 2 slagterforretninger. Den ene nede i vores ende af byen, og en anden på Vesterbro, som vi kaldte den del af byen. Det var begge store og fine butikker, men det var også før man handlede med kød andre steder.
Senere kom der også en lille købmandsbutik ude i byen. Skousen havde en købmandsforretning, lige hvor man nu kører ned fra den gamle del af byen og op på hovedvejen.

Vi havde også en manufakturforretning, hun hed Augusta. Der var en elektriker, et savværk og indtil flere tømrere. Der var også i hvert fald 2 murermestre. Smeden tror jeg boede i Drammelstrup.
I byen var der også et stort mejeri, og vi havde en mælkemand, der kørte rundt med mælk, men vi hentede normalt mælk ved forpagteren.
Nede i byen havde vi også et sprøjtehus, hvor der var brandsprøjte. Senere blev der bygget et frysehus ved siden af, og der kunne man købe en fryseboks. Lægen boede lige nedenfor præstegården.
Ellers bestod selve byen mest af gårde. Der var dog også en gartner, en karetmager, en skomager, en barber, en bager og en skrædder. I Drammelstrup var der også et røgeri, hvor man kunne få røget spegepølser, skinker osv.

På det tidspunkt, vi flyttede til Tirstrup, var Danmark besat af tyskerne. Tyskerne var ved at bygge en flyveplads, så der var megen aktivitet fra deres side i disse år. Der var indforskrevet mandskab fra hele landet, måske nogle der sympatiserede med tyskerne. Jeg mener at kunne huske, at tyskerne beslaglagde værelser rundt i byen. Der blev anlagt en meget bred startbane, hvor hovedvejen også er i dag. Endvidere selve flyvepladsen. Det havde været meningen, at den brede bane skulle bruges som landings- og startbane.
Vi havde også et beskyttelsesrum nede i skrænten bagved den nuværende service bygning. Jeg mener også, at der blev smidt en slags bombe ovre bag laden for at genere vores første forpagter, som nok var lidt tyskvenlig. Jeg kan kun huske, at vi var i beskyttelsesrum en enkelt gang.

Jeg startede i skolen 1. april, det gjorde man dengang. Det var inde hos fru Sørensen, som var forskolelærerinde. På grund af krigen var de gamle kasser med tavler kommet i brug igen, så vi lærte skrivningens svære kunst ved at skrive på tavler med grifler. Ellers var der den sædvanlige stavning, som vi lærte ved hjælp af Ole Bole. Også i skolestuerne blev der fyret i kakkelovn, så duksen skulle bl.a. hente tørv til fyringen.

Jeg husker meget tydeligt skoledagen efter befrielsen, for da gik hele skolen over i Fru Sørensen have, hvor der var en flagstang, og så blev Dannebrog hejst, og vi sang nogle danske sange.
Jeg tror vi gik 2 år inde hos fru Sørensen, inden vi rykkede op i de store klasser. Der gik vi halvdelen af dagen inde hos lærer Katholm og resten af dagen inde hos lærer Pedersen.

Vi, der var gode til at læse, fik lov til at læse alt, hvad vi kunne fra skabet med frilæsningsbøger, mens de knap så dygtige terpede noget mere. Det var ret fremsynet, men jeg mener at kunne huske, at det syntes de voksne var noget pjat.
En gang om året kom skolekommissionen til eksamen. Af fag havde vi geografi, historie, dansk, regning og bibelhistorie, sang og skrivning. De fleste børn kom fra landsbyen og gårdene, og så var der nogle fodermesterbørn fra de store gårde, og disse børn skiftede ofte skole. Jeg tror disse børn havde det svært.
I frikvartererne legede vi ofte i pigegangen. Det var som regel sanglege og andre børnelege. Jeg husker: Der kom en pige gående, ris ras filigong, bjørnen sover, banke kød, først den ene vej, rådden æg, skibet er ladet med. Hønseringe og hoppe i mand var også populære. Ude var det to mand frem for en enke, tik (fangeleg), vi spillede med marmorkugler, gik på kolbøttestængerne, slog kolbøtter, spillede med 2-3-4-5 bolde.  Ellers legede vi naturligvis i haven med vores dukker. Græsplænen blev slået med le, og så rev vi græsset sammen og lavede senge m.v. der. Vi boede i rummene i haven og ned på Rådhuspladsen, hvor der også var en gruppe træer. Vi legede tit med slagterens piger, så der fik vi pålægsrester, som vi brugte til mad. Vi legede også på skolepladsen. Karen Margrethe og Holger havde vi megen fornøjelse af, de lå i den gamle barnevogn, og senere var de brudepar.
Karen Margrethe var ikke bange for nogen ting, så hun har stået model til mange ting. En af tingene var rumpestød. Det foregik på den måde, at en sæk med klude blev lagt op på det gamle bord, og så sad Karen Margrethe derpå, og så blev sækken trukket ned på gulvet, og det gav så et vældigt stød i rumpen. Jeg husker ikke, at hun kom til skade. Derimod husker jeg, at hun puttede en ært op i næsen, og at hun var til lægen. Jeg husker ikke, hvordan hun fik den ud.
Jeg husker også, at Holger fik en kagedåse til at sidde fast ned over hovedet, så vi måtte ind og hente lærer Pedersen i skolestuen.
Når far og mor var i byen muntrede vi os med at hoppe fra dækketøjsskabet og ned på divanen. Et fint spring.
Et af vores kæreste minder var dengang moster løb efter en af ungerne og vedkommende hoppede først ned i en barneseng, derefter på forældrenes senge og til sidst ned i den sidste barneseng. – Moster løb lige efter, men brædderne i den sidste seng holdt ikke, så den gik hun igennem. En anden ting, vi husker, var dengang Flemming skulle have det lidt sjovt. Han var ganske lille, og vi passede ham, og så kørte vi ham op ad bakken og gav slip på barnevognen. Den væltede, men heldigvis kom han ikke til skade.
Ellers spillede vi rundbold og fodbold på skolepladsen. Vi legede Antonius over svinehuset nede ved Tinne.
Heksemutter med det røde hår var også en yndet leg.
Jens Kjeldsen snittede tøjrepæle til os, og dem legede vi også med.
Et yndet sted at gå hen var også Nøruplund skov. Der var også en høj, og derfra var der også en sti ned til Frigårds, som ejede Nøruplund. Der plukkede vi anemoner og bøgegrene. Dengang kunne man færdes alle steder uden voksne.
Når hele Tirstrup skole skulle på skovtur, gik vi dog i Høegholm skov. Jeg husker, vi pyntede fru Sørensens hat, og ellers legede vi i skoven.

Til påske trillede vi påskeæg, gerne på Jernhatten, så fik vi lige en søndagstur, men ellers foregik det på Storebak.
Dengang gjorde vi meget ud af fastelavn, vores mor var dygtig til at pynte op. Vi lavede fastelavnsris og bankede vore forældre op om morgenen, mens vi sang. Vi havde fri fra skole, og mange børn gik ud og raslede, men det måtte vi ikke, men vi gav altid noget til dem, der kom.
Om søndagen gik vi i søndagsskole. Lærer Pedersen var også lærer i søndagsskolen, så det må have været på andre tidspunkter end kirketiden, for han var også kirkesanger i Tirstrup. I søndagsskolen hørte vi om Gud og sang nogle salmer. Der var også en negerdreng, der nikkede, når vi kom penge i til ydre mission.
Hver sommer var der også en udflugt, som de fleste år gik til Kalø Slotsruin. Jeg tror man mødtes med andre søndagsskoler her til møde. Turen derud var vigtig, for den forgik på ladet af en lastbil. Her var stillet bænke op fra missionshuset. Der var som regel 2 biler. Som barn gjaldt det om at komme med Folmer, for han kørte så stærkt på den snoede vej, så man rutsjede rundt mellem hinanden. Med Hans Rasmussen var tempoet mere adstadigt.
Der var også juletræ i missionshuset. Der var et meget stort juletræ, vist det fra kirken. Det blev fint pyntet, og det stod midt i salen, og så gik vi rundt om det og sang, og der blev læst julehistorier. Vi fik også en godtepose med æbler, pebernødder og slik i. Det var en vigtig ting.
Der var også KFUM spejdere, som bageren stod for. Her var mine brødre med. De blå pigespejdere var der også, men dengang jeg ville hav været spejder, synes min far ikke, at de var kristelige nok. Senere måtte jeg gerne, men da var tidspunktet forpasset, så det var kun mine søstre, der blev blå spejdere.

Det var ikke nemt at få brændsel i disse tider, så min far gik i tørvemosen sammen med Marinus Bonde. Vi børn var også med, og vi hjalp med til at rejse tørv. Vi lavede tørv nede ved Marinus Mortensen og senere i Gravlev ved Jørgen Munk. Der var i hvert fald 2 heste i gang. Nemlig en, der trak hestegangen, hvor tørven blev æltet med vand og en anden, der var spændt foran vognen, der kørte æltet ud på marken. Her blev der trukket en stor form henover, så tørvene fik passende stykker. Når massen var tør, skulle vi børn i gang med at rejse tørvene på højkant, og senere skulle de så stakkes. Vi kunne jo mere inddrages i arbejdet, fordi vi kun gik i skole hver anden dag. Når tørvene var helt tørre, blev de kørt hjem, og så kunne vi klare det meste af vinteren med brændsel.
Jeg var som barn lidt bange for heste, fordi vores nabo havde sådan nogle flotte rideheste, og de stak tit af og så løb løbsk oppe i vores have, indtil de blev indfanget igen. Mærkeligt nok var der ingen af os, der blev sparket eller ramt af dem. Ved Kjeldsens var der også ringridning, jeg tror det var til fastelavn. Så kom der ryttere mange steder fra, og vi kunne stå i haven eller køkkenvinduet og se på.

Når det var slemt tordenvejr om aftenen eller natten, blev vi hentet ned fra loftet, og så sad vi nede i køkkenet. En gang husker jeg et enormt brag, så vi troede faktisk, at lynet var slået ned, men det var ikke hos os, men i Drammelstrup. Ellers stod vi tit og trøstede hinanden med, at lynet nok ville slå ned i de høje lindetræer. Jeg husker også, at vi sagde til hinanden, at nu havde den stået i så mange år, så ville den nok også stå vores tid ud.

Vi gjorde dog 2 gange forsøg på at brænde præstegården af. Jeg husker den ene gang, hvor Bedstefar havde glemt sin pibe i frakkelommen. Det resulterede dog i, at vi fik en pæn hovedindgang, og Bedstefar fik en bød. Karen Margrethe gjorde sig også bemærket ved at redde vores allerældste taburet, som oven i købet havde en revne og manglede et bræt, 3. gang var det i laden, ilden opstod, og da gik præstegården til.

Vi kom også meget ned til Niels Lauritsen, jeg tror vi hentede æg der, indtil vi selv fik høns.
Min far hjalp også altid et par dage eller mere med høsten oppe hos Marinus Bonde, og her fik vi også lov at være med, når kornet skulle køres ind. Engang gik det dog galt, og læsset væltede, og vi kom ind under kornet, men vi kunne selv kravle ud.

I præstegården foregik der mange ting. Det var et mere neutralt sted end missionshuset og kroen, og her havde jeg indtryk af, at der kom folk fra mange sociale lag. Jeg husker navnlig kvindekredsene. For Tirstrups vedkommende blev disse møder altid holdt i præstegården. Min mor serverede kaffe og hjemmebag, og det var naturligvis gratis, alt blev dengang betalt af præstens egen lomme. Man sang nogle salmer og hørte ellers om Ydre Mission, idet hans første arbejde efter teologisk embedseksamen var sekretær i Arabermissionen.
Når der var missionærer hjemme, kom de også og fortalte om deres arbejde i de fremmede lande. Det var meget spændende. Min far var også med til lave store missionsudstillinger. Her var der udstillet dragter og ting og sager fra de forskellige missionsmarker. Her kunne man købe u-landsting og høre forskellige missionærer fortælle om deres arbejde. Vi børn var af og til med.
Mange i kvindekredsen strikkede og syede til en basar. Min mor var i hvert fald utrolig kreativ med symaskinen, selv om hun i starten kun havde den gamle symaskine, som hun havde fået efter sin mor.
Når der var basar, var der først gudstjeneste i Tirstrup kirke, og derefter kunne man købe kaffe m.v. i præstegården. Tombolaen var nogle gange ude i præstegårdens have, så derfor var det om sommeren. Senere efter branden var tombolaen i den nye garage. Der var også fiskedam for børnene, og den var selvfølgelig populær, fordi der var gevinst hver gang. I tilfælde af regnvejr, tror jeg, det blev afviklet i missionshuset. Jeg husker basaren som et stort tilløbsstykke, det var en begivenhed, som sognene bakkede op. Nogle gange var der også optrin, og her blev f.eks. de indiske og afrikanske dragter brugt.

Hvert år i julen havde vi juletræ for sognets gamle. I den gamle præstegård blev soveværelset ryddet, og der blev stillet lange borde og bænke op fra missionshuset. Nogle unge piger fra sognet kom og hjalp til med at lave kaffe og servere. Min mor bagte boller, søsterkage og lagkage. Det var meget hyggeligt, og jeg husker, at de gamle var meget glade for det, for så mødte de mange af de mennesker, de havde kendt i deres ungdom. Og der blev snakket og snakket. Min far sagde også lidt, og så læste han en julehistorie. Når kaffen var færdig, gik man ind i stuerne.
Da den nye præstegård var færdig, blev det lidt lettere på den måde, at de fleste kunne drikke kaffe i kælderen, og de øvrige fik kaffen i spisestuen. Naboer og pårørende kom kørende med de gamle.

I den gamle præstegård havde vi også vinterlejre. Jeg husker ikke, hvor de sov, men det må jo have været i missionshuset, og så foregik det ellers i huset. Jeg husker, at Ida Basse var i køkkenet. Ida var kogekone.
Vinterlejrene var for unge mænd, og det foregik i KFUM regi. Jeg husker vi syntes, at det var sjovt, og vi ville gerne forskrække dem, så vi lavede roelygter, som vi tændte stearinlys i, og så stillede vi dem på kirkemuren. Ida var også altid god at forskrække.
Der var nok også tilsvarende lejre for piger, men det havde vi ikke. Sekretæren for KFUM og KFUK var nok den, der stod for selve lejren sammen med min far.

Ellers var der almindelige møder for ungdommen, men det gik på skift rundt om i hjemmene og naturligvis også i præstegården.
Der var også samtalemøder for Indre Mission, men det gik også lidt på skift.

De første af mine barndomsår tror jeg Indre Mission var ret streng, det var meget begrænset, hvad man måtte som barn. Senere ændrede det sig, og det mørke livssyn ændrede sig, og man kunne tillade sig lidt mere. Det var ikke Indre Mission som i Vestjylland.
I vores hjem måtte vi ikke spille kort i min barndom, men det skyldtes nok mere min fars barndomsoplevelser, hvor han kendte folk, der havde spillet deres gårde væk. Dette ændrede sig efter, at min far fik et spil kort til jul, men det var mange, mange år senere. Min far elskede nemlig at spille. Christian var også god til at spille kort, det havde han lært nede ved lægens.

Jeg husker også, at navnlig en enkelt psykisk syg kom ned for at snakke, og det kunne tage flere timer. Jeg husker også, at Per Doktor tit kom og fik en snak. Lærer Pedersen kom også en del, når der skulle konfereres kirkebøger, aftales salmenumre m.v.
Hvert år efter konfirmationen var der sammenkomst for alle konfirmanderne i præstegården. Her legede man forskellige lege, sanglege, 2 mand frem for en enke, tyv ja tyv, men også blinkeleg, skibet er ladet med osv. Ja, så fik man kaffe eller lignende – også hertil havde min mor naturligvis bagt. Dengang var det nok en selvfølge, at når man ansatte en præst, forventede man at konen var en vigtig del af arbejdet, men uden løn.
Dengang var lønnen for øvrigt ikke høj. Det var lidt svært dengang at få tingene til at slå til, når der skulle bages så meget, for meget var jo rationeret, så det skete også, at der var nogle, der kom med rationeringsmærker, og vi fik også sommetider fra Moster og Bedstefar. Men det var nok en fordel at bo på landet, for vi kunne samle fløde på mælken, og så kunne vi selv lave smør. Vi lavede også kærnemælks ost selv. Om vinteren, når det var frost, lavede vi is, for så kunne det fryses i en spand, som kunne sættes ned i sne og is.

Vi var 5 søskende. Jeg er den ældste, og Christian er nummer 2. Vi er meget tæt på hinanden, og havde som børn et ret tæt forhold, selv om Christian legede meget med Kaj og jeg med Lisbeth. Indadtil kunne vi nok være lidt hårde ved hinanden, men udadtil forsvarede vi hinanden. Nr. 3 i flokken er Karen Margrethe, som vi også kaldte Kama. Hun siger selv, at hun har haft det hårdt med placeringen midt imellem de små og de store. Når de små skulle tidligt i seng, hørte hun til der, og når de små skulle noget særligt, hørte hun til de store. Nr. 4 er Flemming og tæt på ham kommer Ellen, og de 2 var også meget tæt knyttet til hinanden.
Vi store havde selvfølgelig nogle pligter, og de små har nok fået nogle, da vi andre flyttede hjemmefra. Jeg husker, at jeg altid fejede og ryddede op. Jeg syntes altid, der var rod. Senere da vi havde fået en støvsuger, støvsugede jeg også nogle steder.
Apropos støvsuger husker jeg tydeligt, da vi fik den. Egentlig var det ikke os, der skulle have den, men Phil (sekretær i KFUM og KFUK). De havde været skrevet op til den længe, men så ville han læse til lærer, og havde så ikke råd til at købe den, og så købte vi den af dem. Det var en virkelig stor ting dengang. Det var meget svært at få ting, og det var meget dyrt i forhold til indtjeningen.

Christian og Karen Margrethe vaskede altid op, og det gik ikke stille af. Der var ofte kamp og rundtur om huset eller igennem. Karen Margrethe var hurtig, hun kunne tage flere tallerkner ad gangen, sommetider en hel stak, men så var de nu også noget våde. Så snart hun var færdig, stak hun af, og nogle gange var det nødvendigt at hente hende hjem igen – som regel var hun nået ned til Tinne.
Vi fik også lov til at hjælpe med bagning og madlavning – også drengene, og det var ikke så almindeligt dengang.

I køkkenhaven var der også brug for hjælp. Vi plukkede stikkelsbær i pottevis. Vi fik 5 øre for en liter (potte). Stikkelsbærrene skulle også nibbes, og det fik vi også 5 øre for. Stikkelsbærrene blev henkogt. Det var et stort arbejde.
Æblerne skulle samles op, og i mange år kørte vi dem til et mosteri, hvor vi fik lavet æblemost af dem.
Ellers plukkede vi ærter, og det var baljevis. De skulle naturligvis også bælges, og så var hele familien i gang. Ærterne havde vi megen glæde af, efter vi fik fryseboksen nede i Tirstrup, for så bevarede de farven i modsætning til ved henkogningen.
Vi plukkede jordbær, og nogle gange havde vi så mange, at vi sendte dem på auktionen igennem gartneren. Det gjorde vi også med nogle kirsebær. Min far dyrkede i det hele taget alt i grønsager, og min mor var dygtig til at bruge dem, så vi fik en meget varieret kost med mange grønsager. I sommerperioden fik vi grønt salat hver dag. Vi havde spinat, sølvbeder, gulerødder, porrer, løg, blomkål, hvidkål, rødkål, kartofler, ærter, bønner, persille, agurker, græskar, asier, grønkål, radiser, rødbeder, selleri.

Under krigen og nok lige efter dyrkede vi dog en ting, som nok ikke var specielt godt – nemlig tobak. Det blev hængt til tørre, og så blev det knust, og så kunne det bruges i piben. Jeg husker ikke, om det var af tobaksplanterne, de blev dårlige, eller det var tørrede blade fra kirsebærtræerne, der var årsagen. Opfindsomheden var stor for at få noget at ryge.
Køkkenhaven blev vi ved med at have glæde af, også som voksne, for der kunne vi gå op og forsyne os og tage med hjem, så længe far og mor boede i Tirstrup.

Lørdag aften fik vi dog altid grød. Det kunne være risengrød, mannagrød, vandrisengrød og lignende. Senere på aftenen hyggede vi os med te, og meget hjemmebag, rundstykker, boller, birkes og lignende.

Ellers fik vi meget varieret kost. Altid 2 retter mad. Enten en forret, som kunne spare på hovedretten eller frugtgrød. Til festlige lejligheder fik vi dessert. Af retter kan nævnes hvid sagosuppe, gul sagosuppe, hyldebærsuppe, hvidkålssuppe, grønkålssuppe, hønsekødssuppe. Efterretter var jordbærgrød, rabarbergrød, hindbærgrød, æblepie m.v. Til kødretterne fik vi altid kartofler og grønsager. Af retter husker jeg boller i selleri, stuvet hvidkål, gratin, kålgratin, stuvede sølvbeder, stuvet spinat, ærter og gulerødder.
Min bedstefar var fisker, og vi fik sendt fisk fra ham med rutebilen, når han havde været på havet. Vi fik fisk ca. en gang om ugen. Min mor henkogte kød, ellers havde man kun det saltede, indtil vi fik fryseren. Kylling fik vi friskslagtede og ligeså høns.
På et tidspunkt havde vi også selv gæs, men det var kun til jul, at vi fik den slags. En gang havde vi glemt at få lukket for gæssene, og det fik ræven glæde af. Den kunne dog også forsøge sig i hønsegården.
Vi havde også gris selv nogle gange. Den blev slagtet, når forpagteren slagtede, og så kom slagteren, og der blev varmet vand til slagtningen, og vi holdt en spand under, så vi fik blod til blodpølse. Vi lavede også selv spegepølse, og de blev røget på et røgeri i Drammelstrup, og så hang de oppe på loftet.
Hare og fasan fik vi fra en jæger, der havde jagten på præstegården.

Udflugter og ferier. En af de første længere ture, jeg kan huske, vi var på, var op til Bedstemor. Det var til farbror Karls bryllup. Vi havde lejet en bil i Trustrup. Det var måske lige efter krigen, i hvert fald før vi selv fik bil. Vi punkterede simpelthen hele tiden, så det tog lang tid at komme til Vestjylland. Ellers husker jeg ikke noget fra turen. Det forekommer mig også, at vi en anden gang blev hentet ved toget i jumbe.

Da vi var små, var vi på ferie ved Bedstemor sammen med vores forældre. Vi morede os sammen med farbror Karl, der på det tidspunkt havde Dalgård. Bedstemor var lidt strengere. Et år skulle vi også have været der, men så kom farbror Eriks med deres børn, og de havde mæslinger, og så opgav vi, og det blev starten på vore campingture, først i Danmark og senere til Udlandet.
Bedstemor boede på en gård. Hun var blevet alene som ganske ung. Hun havde da 5 børn og ventede nr. 6. Hun havde lært at klare sig. Der var 3 stuer, et gæsteværelse, soveværelse, et kammer og et køkken. Nede ved bryggerset var der 2 værelser, så der var plads nok. Dalgård var blevet udstykket fra Veje til farbror Marius og tante Olga. Jeg tor nu stadig Bedstemor mente, hun skulle bestemme lidt over Dalgård.
Hun havde høns, gæs og kalkuner på gården udover husdyrene.
Da farbror Marius var død, solgte tante Olga gården og flyttede til Staby. Farbror Karl købte den. Tante Sine syntes vist, at Bedstemor ville bestemme for meget, så de solgte den og flyttede til Ulfborg. Da farbror Christian ikke kunne klare Veje mere, kom farbror Karl og tante Sine tilbage, men nu til Veje.

På de første ture lånte vi telt af spejderne og camperede ude hos bønder, men senere medbragte vi madrasser. De lå på bagagebæreren bagpå bilen sammen med teltet.
Disse ture startede først efter, vi havde fået bil. Nu kunne vi bedre komme rundt. Vi havde Moster og Bedstefar med op til morbror Hanses. Vi var 4 voksne og 5 børn, så der var fuld læs på. Vi sad i flere lag, men det gik jo udmærket. Vores første bil var en Ford 1929, og nummeret var V4697.
Vi havde også Moster og Bedstefar med til Skagen, og da havde vi en pause ved købmanden i Gammel Bjergby.
Når vi var alene på ferie, var det ude hos Moster og Bedstefar, men da var vi blevet lidt større. De første gange var vi der sammen med vores forældre.
Når vi var i Knebel, var vi altid en tur i Mols Bjerge og en tur på Stendyssen.
På et tidspunkt boede moster Magda lige over for, og hun solgte Svale is, så det var et dejligt sted at komme. Vi plukkede bær i hendes have sammen med Moster. Ellers roede vi og badede. Bedstefar havde også mange bøger, vi kunne læse. Vi gik med ham hen i hans fiskerhus, hvor han bødede sine garn. Det var dog kun Christian, der kom med på fisketur. Vi andre måtte nøjes med at ro ud til fiskekutteren. Senere lånte vi deres cykler, og så kunne vi komme lidt længere omkring.
Moster og Bedstefar boede i en lejlighed i stuen. De første mange år, var der et das, men de seneste år fik de et lille toilet under trappen. Moster havde et stort værelse, og der sov vi børn sammen med hende. Vore forældre sov på Bedstefars soveværelse, og Bedstefar sov på divanen i stuen.
De havde 2 stuer og de 2 værelser og et køkken og spisekammer. Der var selvfølgelig også komfur og kakkelovne.
Når de skulle ud til os, kom de med rutebil eller på cykel. Jeg tror det var på cykel under krigen, og så skulle de have legitimationskort med, som de skulle vise tyskerne.
På et tidspunkt var fiskeriet ikke så godt, så de havde ikke meget at gøre med, for Moster havde ikke arbejde. Hun var kommet til Bedstefar, for at hjælpe ham, da hans kone døde meget ung. Moster er søster til vores mormor. Vi børn syntes nok, at hun kunne være lidt speciel, men hun havde været som en mor for de 2 børn, og hun havde brugt sit liv på dem, så hun var som en mormor for os, men vi kaldte hende for Moster, hvilket mor også gjorde.

Bedstefar var fuld af sjov. Nytårsaften lavede han skattejagt for os børn, så havde han købt små gaver, som han havde gemt.
En anden gang havde han væddet med Ingrid, at han ville gå ud i Tirstrup by med hendes pels og hat på, og det gjorde han. Karen Margrethe var glad for Ingrids taske, for hun havde både pudder og læbestift i den, og det var vi ikke så vant til.
Moster Magda var også sjov, hun kunne få os alle sammen til at grine, og navnlig hvis vi så samtidig kunne drille Moster lidt. Hun kunne f.eks. lave vandkamp med os, og det kunne jo godt give lidt svineri, og Moster ville gerne have det pænt, for vi var jo i en præstegård. Moster Magda tog det ikke så tungt.

Det var ikke altid let at være præstens børn, for der var en del ting, man ikke måtte deltage i. Man kunne f.eks. ikke spille fodbold og håndbold om søndagen, og slet ikke hvis det var i kirketiden.
Men på andre måder var det frit nok. Vi var mange børn i den del af byen, så sommeraftener blev der spillet rundbold på skolepladsen og spillet Antonius. Danse måtte vi heller ikke, men lege sanglege måtte vi godt.