Mere om skolelivet i Tirstrup

Min 8 år ældre bror, Jørgen, har tidligere beskrevet skolelivet i vores landsbyskole. Trods aldersforskellen skete der ikke de store forandringer frem til min skoletid. Men jeg kan da supplere lidt.

Nogle af legene i skolegården var “Pukkelryg”, “Teg” (hvordan det egentlig staves, ved jeg ikke), “Gå til Paven i Rom”, spil med marmorkugler og de endnu finere glaskugler, og selvfølgelig fodbold. Skolens område grænsede op til en gård. Midt for skolegården lå et cykelskur og bag det i det meste af skolegårdens forløb var en lav mur. Bag denne mur lå i den vestlige del en grisesti og i den østlige en mødding. På et tidspunkt i min barndom blev der, vistnok på min fars foranledning, opsat en højere mur omkring møddingen, som dog ikke forhindrede en betydelig stank på varme sommerdage.

På gården var der en tid ansat en medhjælp, som blev kaldt Aksel Buhko. Det brød han sig vist ikke om, for når eleverne af og til råbte øgenavnet til ham, kastede han enten håndfulde el. skovle af møg ned efter dem. – Grisestien var en udmærket landingsplads for vildfarne bolde. Der var ikke altid grise i den, men altid et solidt lag mudder og slam, som boldene blev sølet grundigt ind i, så de skulle skylles. Miljømyndigheden var sognerådet, som ikke mente, der var nogen tvingende grund til at ændre på forholdene. Måske havde man heller ikke muligheden.

Min far fik på et tidspunkt (ca. 1953) bevilling til at anskaffe et filmapparat (Kodak 16 mm.). Filmene blev lånt på Statens Filmcentral og var et nyt indslag i vores liv. Der var ikke nogen biograf i landsbyen, men der kom dog af og til en rejsebiograf til byen. Så var der forestilling i byens krosal. Selv husker jeg at have set en George Formby- film: “Det ligger i luften” og “Lynfotografen” – muligvis med Buster Keaton. Man sad på alm. hårde stole på et fladt gulv. Billetterne solgtes ved indgangen og kontrolløren var jævnligt en ung, evnesvag mand ved navn Ejvind. – Skolens filmapparat var selvfølgelig kun til stumfilm, men det var alligevel en oplevelse ved sjældne lejligheder at se Chaplin-film m.v. Min far sørgede også for, at der engang imellem kom en tryllekunstner og optrådte, og en enkelt gang et omrejsende dyremenageri “Skandinavisk Dyremenageri”, der så vidt jeg husker havde et par eksotiske dyr spærret inde i trange bure og ellers forskellige tamdyr, men kunne se på.

Fornøjelserne var selvsagt få. Én årlig begivenhed var sommerudflugten. Den gik ud på, at man, forsynet med madpakke og rød sodavand, på en god varm sommerdag spadesrede i flok op i en nærliggende skov tilhørende godset Høgholm. Der legede man forskellige lege, løb rundt i skoven o.s.v. Pigerne pyntede andenlærerens hat med blomster og man spiste sin mad, hvorefter alle gik tilbage igen. Selve skolelivet var, som min bror har beskrevet. En lille detalje er, at andenlæreren engang imellem snød næsen ned i tørvekassen, så man måtte være opmærksom ved påfyldning af kakkelovnen. Han havde – i øvrigt ligesom forskolelærerinden – ofte sin hund med. Han var også gymnastiklærer. Vi havde ikke nogen gymnastiksal – ej heller badefaciliteter, men løb ud til den lokale sportsplads om sommeren fuldt påklædt og foretog forskellige øvelser eller spillede bold, hvorefter vi løb hjem igen og fortsatte undervisningen.

Eksamen afholdtes under hele skolekommissionenes bevågenhed. Dens medlemmer med præsten i spidsen sad på rad og række og hørte på elevernes præstationer, ofte som gruppeeksamen – f.ex. i geografi. Dengang havde vi blindkort uden navne og skulle så remse enten Fyns byer op eller pege på fremmede lande og navngive dem. Skolegangen gik selvsagt kun til 6. klasse, og skoleåret fra april til april. Man gik ud af skolen, når man var konfirmeret. En del fortsatte dog på en privat realskole i den nærliggende lidt større landby, Trustrup, men langt de fleste gik ud. Mig bekendt klarede vi fra den gamle skoleordning os lige så godt som bybørnene, der havde gået i skole hver dag.