Bellinge - Landsmandsliv

Landmandsliv

Bellinge - KortI året 1795 sejlede 2 brødre fra Avernakø til Fyn. Fra Fåborg kom de gående til det sydvestligste hjørne af Bellinge sogn, samtidig også det sydvestligste hjørne af Vibæklavet og Borrebylavet. Disse to brødre skulle være soldater, men når de havde en ejendom selv, kunne de undgå soldatertjenesten. Her købte de et jordstykke på 28 tdl. af Dannesbogård, tilhørende Hans Poulsen. Disse 28 tdl. var blevet skåret fra, da landevejen fra Odense til Assens blev anlagt. De fik så hver 14 tdl. uden bygninger. På skråningen langs engen var der skov, og derfra tog man træ til bygningerne. Der blev kun bygget ét stuehus, men hver sin lade. En lade ved hver sin side af skellet mellemBellinge - Beboere på gården jordlodderne nede i lavningen ved engen. Der blev hentet vand fra en kilde ved bækken i engen. Den ene gård blev kaldt Lillemarksstedet, og er senere kaldt Avernaklund. Lillemarksstedet nedbrændte i tordenvejr 1931.

Den først byggede ejendom blev kaldt Landevejslykkestedet. Den fik matr. nr. 5. Den blev revet ned og flyttet til sin nuværende beliggenhed ved landevejen 1925, men havde før den tid fået navnet Avernakgård.
Bellinge - I markenSom sjette generation på Avernakgård vil jeg i store træk fortælle om landmandslivet, fra mine forfædres lommebøger, der alle er bevaret siden 1918, og fra jeg blev født, som jeg husker og oplevede livet på stedet her og i omegnen, og illustrere det med billeder fra de gamle fotoalbum.

Skolegangen foregik i Bellinge Rytterskole, hvor også mine forfædre havde deres første skolegang, blot med den forskel at de måtte gå de 3 km til og fra skolen. Jeg blev udstyret med en cykel til denne transport, som foregik hver anden dag.
Som noget uforglemmeligt husker jeg, når mine forældre tog os børn, og de af folkene, som ønskede det, med til jule-gudstjeneste i Bellinge Kirke, hvor kirkens juletræ var tændt med levende lys, juleevangeliet blev forkyndt, under de, for os børn, meget høje hvælvinger, og julens salmer rungede i kirke-rummet. En stemning man tog med sig hjem til juletræet i stuerne samme aften.Bellinge - I marken
Lige før anden verdenskrigs afslutning husker jeg, hvordan der med 2-300 m’s mellemrum, blev gravet skytte-huller langs lande-vejen, hvor besættelsesmagten ville sidde og modtage fjenden, hvis denne skulle nå så langt.

På dette tidspunkt var man stadig mange mennesker til at passe driften af gårdene. Maskinerne var ved at vinde indpas og krævede kapital, hvorfor man måtte udvide bedriften på forskellig måde, f.eks. med flere dyr, og indskrænke folkeholdet. Heldigt var det nok, at industrien i byerne var begyndt at blomstre, og derfor kunne bruge den ledige arbejdskraft fra landbruget.

Bellinge - I markenI juni 1945 sattes malkemaskinen på de første køer på stedet her, ligesom det elektriske hegn også blev taget i anvendelse, man kunne så undgå at bruge den såkaldte pigtråd til indhegning af kreaturerne på markerne.
Det græs, som blev slået til hø til kreaturerne, begyndte man at stakke på høstativer, hvor vinden bedre kunne lufte og hurtigere tørre det. Derefter læssedes det på hesteforspændt høstvogn, kørtes hjem og blev stoppet i den nyanskaffede negblæser, som blæste det op på loftet, hvor det sattes på plads med et drys høsalt imellem. I slutningen af halvtredserne sattes en høgaffel bag på trak-toren, bakkede den ind under stakken, løftede den op, og kørte stakkene hjem en for en. Først i tresserne Bellinge - I markenanskaffedes småballepresseren til hø og halm, samt halmbanen under taget på laden.

En le med en særlig bøjle, kaldet mejetøjet, brugtes til at høste hele kornstykket inden maskinernes tid. Der-efter brugtes det kun til at høste en kørevej rundt omkring korn-marken, inden man begyndte at høste. Det gav mange ømme og trætte muskler at svinge dette mejetøj hele dagen. En lås blev lavet af nogle få kornstrå, en lidt tilfældig bunke kornstrå, som låsen kunne nå om, blev samlet sammen og bundet sammen med denne til et neg, og lagt ud til siden. Den første maskine, som Bellinge - I markenafløste mejetøjet var slåmaskinen. Trukket af to heste klippede den kornstråene af og lagde dem i en række på jorden, hvor man så kunne samle dem sammen, og binde dem til neg med låsen. Slåmaskinen blev afløst af aflæggeren; den samlede kornstråene sammen og lagde dem i løse bunker på jorden. Noget senere anskaffedes selvbinderen, som blev trukket af 3 heste. Den klippede også kornstråene af og bandt dem selv sammen til neg med et bånd udenom, og lagde dem enkeltvis på jorden. At trække denne maskine var hårdt arbejde for hestene, og hvis man kunne, skiftede man heste midt på dagen. Traktoren overtog i midten af halvtredserne hestenes slæb af denne maskine.

Bellinge - I markenNegene skulle herefter sættes sammen to og to med ti eller tolv stk. i stakke, som blev kaldt skokke. Når kornet havde stået og modnet færdigt her et stykke tid, læssede man negene op på en høstvogn, kørte dem hjem, rakte dem ind på loftet gennem de små lemme i gavlen eller væggene på den gamle stråtækte gård. Det, der ikke kunne være indendørs, blev sat i hæs udenfor, og kørt ind i løbet af vinteren. Efter den nuværende gård var bygget anskaffedes negblæseren, som blæste negene fra vognen helt op under ladens tag. På loftet sattes de på plads, hvorefter man i løbet af efteråret og vinteren tærskede kærnerne af stråene,Bellinge - I marken og kværnen knuste dem, så de kunne bruges til foder til dyrene. Efter at negene var fjernet fra marken, skulle den rives ren for aks og strå med hesteriven, som lagde det i rækker, hvor det så blev samlet på en vogn og kørt hjem til tærskeværket. I nogle få år tærskedes hele kornavlen efterhånden, som den blev kørt hjem fra marken. I endnu ældre tid gik man ligefrem og samlede de allersidste aks op i en sæk, så intet gik til spilde.

Bellinge - I markenI begyndelsen af tresserne overtog en bugseret mejetærsker høsten, og strå og kærner blev skilt på marken og kørt hjem hver for sig.

I midten af trediverne gravedes de sidste tørv op af tørvemosen i engen. Det var selve engjorden, som blev gravet op og skåret i firkanter på størrelse med en almindelig mur-sten. De blev så stablet i pyramideformede stakke på ca. 1,5 m i højden med huller imellem, så sol og vind kunne tørre dem. Herefter overtog koks og briketter sammen med brænde opvarmningen af stuehuset. Træet blev fældet i skoven i løbet af vinteren og kørt hjem, de tykke stykker savet igennem og kløvet, de tynde grene blev stoppet igennem kvashuggeren, og endte som kvasbrænde. I løbet af forsommeren tørrede det og blev Bellinge - I markenkørt ind i brændehuset. Først i tresserne overtog oliefyret opvarmningen af huset.

Indtil først i halvtredserne blev de 40 eller 50 liters mælke-junger, trukket ud til landevejen. Hver enkelt ejendom havde sit eget mejerinr. trykt på spandene. Ved landevejen hentede mælkekusken dem. Johannes Larsen fra Vibæk var vistnok den sidste, som kørte til Borreby Andelsmejeri, med mejeriets egen flade mælkevogn forspændt hans egne to gule fjordheste. Han returnerede fra mejeriet med valle, skummetmælk, smør og ost. Når jeg engang imellem var med på mejeriet, forbavsedes jeg over, at han næsten Bellinge - Mælkebilenaldrig rørte hestetømmen, eller dirigerede noget som helst med hestene. Han fortalte mig, at af mange års erfaring ved daglig at trække mælkevognen, vidste de nøjagtigt, hvad rute de skulle gå, hvornår de skulle stoppe og sætte i gang igen. Hvis en ejendom en gang imellem skulle have en mælkejunge mere eller mindre med, hændte det at hestene satte lidt for tidligt eller lidt for sent i gang. Det var, som om de vidste hvor mange mælkejunger, der skulle læsses af eller på hvert enkelt sted.

På mejeriet mindes jeg smørdritlerne blive fyldt med smør fra den store smørkerne. I forvejen havde jeg set dem blive lavet på værkstedet hos hjulmanden Rasmus Rasmussen i Vibæk.

Efter Borreby Mejeris nedlæggelse blev mælkejungerne hentet med lastbil og kørt til Højby Mejeri, der senere hentede mælken med tankbil, som sugede mælken op af mælkejungerne, og vejede den samtidig.

Da frysehuset i Vibæk startede, kunne vi levere den indpakkede slagtemad, med nr. på pakken, ned i en boks, og på et bestemt tidspunkt af dagen kunne pakkerne afhentes, efterhånden som de skulle bruges derhjemme. Købmand Aksel Larsen fik så en seddel med de numre, der skulle hentes. Med den store overfrakke, halstørklædet, skindhuen godt ned over ørerne, termostøvler og vanter forsvandt han så ind i kølerummet, for lidt senere at dukke frem igen med de rigtige pakker, som vi børn så, efter at have hentet en pose slik i butikken, kunne traske hjemad med til centralvarmekomfurets ventende gryder.

Til de fleste gårde hørte en større eller mindre prydhave med græsplæne, stauder og blomster, samt en anseelig køkkenhave eller urtehave, hvor man dyrkede de fornødne kartofler, grøntsager, bær og frugt, som skulle bruges til husholdningen året igennem. Disse haver krævede meget håndarbejde af alle på gården. Igennem halvtredserne og tresserne svandt disse haver meget ind, efterhånden som folkeholdet blev mindre.

Bellinge - I markenOmkring på de fleste gårde bryggede man selv sit øl, slagtede gris og kalv, og indbød til pølsegilder og kaffekomsammen. Disse pølsegilder var fordelt hen over vinteren. Man havde sværere ved at holde det nyslagtede friskt. Man kogte det i henkogningsglas og saltede det ned i baljer. Det, der kunne røges, blev gennemrøget på et røgeri. Ved pølsegilderne kom man sammen, og gjorde et godt indhug i det nyslagtede. Man kunne så få en kogekone til at tilberede maden. Var man ti til tolv sæt naboer, venner og familie, der kom sammen en gang om ugen eller så, kunne man spise nyslagtet mad lige så lang tid af vinteren, og dertil få et godt krus øl. Aftenen forløb gerne med kortspil, og de fleste af damerne fandt gerne strikketøjet frem. Det kunne let blive sen nat, inden man vendte næsen hjemad.

Når der skulle vaskes storvask, lejede man gerne en brændefyret vaskemaskine, som kunne tilsluttes el for at tromlen kunne køre rundt. Denne maskine afløste vaskebrættet, som tøjet ellers med håndkraft blev gnedet på, til det var rent. Vandet til dette var opvarmet i den store ca. 200 liters gruekedel, som var opmuret i et hjørne af bryggerset, det rum hvor øllet også blev brygget. Tøjet skulle herefter skylles, vrides og hænges til tørre helst udendørs, men i tilfælde af dårligt vejr, hængte man det op på snore i kælderen. Når det var tørt, skulle det stryges eller rulles, lægges sammen og gemmes i skabe og skuffer, til det skulle i brug igen.

Bellinge - MinilastbilI slutningen af fyrrerne og begyndelsen af halvtredserne mindes jeg, hvordan jeg havde kaniner, som jeg selv skulle passe under opsyn af min far. Fortjenesten ved salget af dem måtte jeg inkassere selv. Han anskaffede mig også en minilastbil med pedaler (købt af handelsmand Alfred Bynke i Bellinge) til kørsel af kaninerne til og fra græsburet, ligesom den også kunne bruges til kørsel af foder og andre ting. Den var et godt og nyttig stykke legetøj, den kan stadig køre (år 2003).

Under malkningen kunne min far også bruge min hjælp til at påsætte pattekopperne. Du er jo dernede alligevel, sagde han.

Om vinteren blev man tilkaldt, hvis  vejene skulle ryddes for sne. Da der en vinter var meget af slagsen på Bryllevejen og Klemmeløkken (dengang kaldet Den sandede Gyde, den var ikke asfalteret), var man mange til rydde sneen væk, og stod i tre etager, for at få det fjernet. Når man stod på toppen af sne-kanten, kunne man nå telefontrådene med hænderne, dengang hang trådene på træmaster langs vejene.

Vinteren var også årstiden til at lave reb af snorene fra kornnegene. Disse snore blev taget fra under tærskearbejdet, da der blev lagt i tærskeværket med hånden. Dette var slut, da ilæggeren blev sat på.

I fritiden om aftenen ca. en gang ugentlig, samledes karle og piger fra de omkringliggende gårde på sportspladsen til idræt, håndbold og fodbold. Om vinteren til dilettant i forsamlingshuset, og kortspil og hyggesnak på deres værelser eller i gårdens stuer. I de gamle lommebøger nævnes også, at karle og piger var til idræt i Frøbjerghallen, til dans på Kratholm, eller til dyrskuefest på Fyns Forsamlingshus i Odense.

Når forårsarbejdet begyndte, kom en hård tid for både heste og folk, når jorden skulle behandles, staldgødning og ajle køres ud på marken og pløjes ned. Staldgødningen blev læsset på vogn med håndkraft, kørt ud og hakket af vognen i mindre stakke, for senere at strø dem ud med greb. Senere begyndte man at strø fra vognen. Traktorens ankomst gjorde dette arbejde lettere, da der anskaffedes en bag- Bellinge - I markeneller frontmonteret læsser, og en vogn der kunne sprede gødningen, mens den kørte hen over marken. Det pløjede skulle så harves, udsæden sås, harves igen, samles sten og tromles. Dermed blev der trætte ben for heste og kuske, for man måtte gå efter de fleste redskaber dagen lang.

Når roerne skulle tyndes ud med roejern til en for hver 15 cm,. var der nogle trætte, krumme rygge at rette nu og da. Radrenseren for-spændt en hest brugtes til at holde ukrudtet væk imellem roerækkerne, mens man med hakkejern måtte hakke ukrudtet væk imellem roerne 2 til 3 gange sommeren igennem for at holde marken ren. I midten af tresserne anskaffedes enkornssåmaskinen, som lagde roefrøene med den nødvendige afstand. Den var påmonteret båndsprøjte, som sprøjtede et 25 cm bredt bælte over roerækken, hvor der så ikke kom ret meget ukrudt, og hakning kunne næsten undgås. I oktober og november skulle roerne tages op og køres i kule. Indtil midten af fyrrerne løsnede man roen med en togrenet roegaffel, trak den op med hånden og lagde dem i en række på jorden herefter lagde man sig på knæ, tog roen i hånden, skar toppen af med en roekniv og kastede den hen i en lille stak. Med en roegreb læssede man så roerne på en hestetrukket kassevogn, kørte dem hen til kulen, og med roegreben læssede man dem så af deri. De blev så dækket med halm og jord for frosten. I løbet af vinteren blev de igen læsset på vognen med håndkraft og kørt ind og læsset af i roehuset, de blev så skåret i stykker i den håndtrukne roeskærer, og var et særdeles fortrinlig foder for kreaturer, grise og heste. Roetoppen pløjede man ned i jorden som gødning, men i midten af fyrrerne hentede man også den hjem og lagde den i en stak, hvor den blev til ensilage, når den blev dækket lufttæt med halm og jord. Den kunne så også bruges til foder til dyrene.

Vandløbene og de åbne vandrender i engene skulle renses op og holdes rene, så vandet kunne løbe uhindret. I Odense Å slog vi bundvæksten af med le og gjorde bunden jævn, derved kunne man bedst undgå, at vandet gnavede huller i sider og bund. Arbejdet skulle efter en bestemt dato synes af en vandsynskommission. Odense Bellinge - GårdenÅ brugte man også som badevand efter en travl og svedig arbejdsdag. Man kom sjældent til stranden.

I begyndelsen af halvtredserne fik flere og flere traktorer, og mekaniseringen kom rigtig i gang. Derfor begyndte en udvikling inden for landbruget, så bedrifterne skulle gøres større, mere effektive og udvides med mere produktion man prøvede så at beholde den medhjælp, man hidtil havde haft.

Den sidste arbejdshest forlod denne ejendom i midten af tresserne, hvor den i de sidste år nærmest kun havde trukket radrenseren. Hestestalden var nogle år i forvejen blevet medtaget til flere køer. Der blev samtidig installeret et rørmalkningsanlæg i stedet for de gamle spandemaskiner, så mælken selv kunne løbe ud i mælketanken. Besætningen blev udvidet ved indkøb fra landmænd, som ønskede at stoppe med den animalske produktion og finde arbejde i andet erhverv. Nogle blev boende på ejendommen og passede jorden som bierhverv, andre forpagtede jorden ud eller solgte den, atter andre solgte hele ejendommen til fritidslandmænd, eller til sammenlægning med anden ejendom, og flyttede til et hus i byen.

Bellinge - MælkeanlægSom et forsøg på stadig at følge samfundsudviklingen og højne levestandarden måtte produktionen atter øges og gøres mere rationel. I 1969 besluttedes det derfor at bygge ny svinestald og benytte den gamle svinestald til endnu en udvidelse af kvægbesætningen. Der blev bygget en fodercentral imellem ko- og svinestald, der godt og vel kunne tage hele kornavlen, hvor kornet automatisk kunne flyttes fra silo til silo, hvis der viste sig temperaturstigning, hvilket også blev styret automatisk. Kornet kunne også automatisk føres over til male- blandeanlægget, eller til det fuldautomatiske, oliefyrede gennemløbstørreri, som foruden at tørre egen avl også i nogle år tørrede en betydelig mængde korn for Borreby Mølle. Der blev også installeret et fuldautomatisk udmugningsanlæg, som kunne medtage begge stalde, samtidig kunne den samme medhjælp beholdes. Dette byggeri blev realiseret og taget i brug med fuld produktion i efteråret 1970. Der forpagtedes også den nødvendige jord, så jordarealet stadig passede til produktionens størrelse.

 

0 replies

Skriv en kommentar

Har du kommentarer ti historien eller andres kommentarer?
Så send gerne dine kommentarer!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag notifikationer via e-mail, hvis andre kommenterer på historien. Du kan også abonnere, uden at kommentere.