Brændekilde - Akvarel - Johannes Theodor

Johannes Theodor Christensens familieberetning

Blandt en del arkivalier modtaget fra Birgit Svenstrup, Mariager var denne beretning skrevet af hendes farfar Johannes Theodor Christensen, Pilehuset, Brændekilde Væde

Introduktion af familien
Den 22. juli 1822 fødtes i Biskorup Skovhus under St. Hans landsogn ved Odense en dreng, der i dåben fik navnet Hans Christian Eriksen. Hans far var daglejer eller arbejdsmand, måske på det gamle træskibsværft i Skibhusene. Forældrene var Erik Jensen og Johanne Knudsdatter. Der var fem børn i deres ægteskab. Foruden Hans Christian var der to andre drenge, Frederik og Jørgen, og pigerne Hanne og Ane. Iflg. Folketællingen fra 1834 var Johanne allerede afgået ved døden.

Med i krigen
Både Hans Christian og Frederik deltog i Krigen 1848-50. Hans Christian gjorde tjeneste ved Feltbageriet på Als og kom gennem krigen uden en skramme. Frederik derimod blev hårdt såret i slaget om Fredericia den 6. juli 1849 og døde kort efter på lazarettet i Assens Kirke. Et brev fra Jørgen til Hans Chr. beretter udførligt om begivenheden.

Brev fra Jørgen til Hans Christian:
Dateret Odense den 22. juli 1849.
Kjære Broder. Jeg vil nu tilsende dig følgende sørgelige Begivende, som er passeret, hvis du ikke har spurgt det, vores elskelige Broder Frederik, blev som du ved haardt saaret den 6. ved Frederiks, efter at de havde taget deres Forskansninger og Batterier. Han vidste ikke andet end Faren var overstaaet. Mens han stod og skruede Bajonetten af Geværet kom der en Kugle, som gik igennem hans hoved, som du jo ved, eftersom han selv har skrevet dig til, og det forholder sig også således, som hans Brev berettede. Jeg fik Brev fra ham den 13tende, hvori han berettede mig, at han var i Assens Kirke, og Brevets Indhold var det samme, som du fik, da jeg har læst dem begge.
Du kan tro kjære Broder, hvor han Brev fornøjede mig. Vores Søster Ane kom i samme Øjeblik, da jeg stod og læste det. Hun var meget glad derved. Jeg var derpaa ude at fortælle det om aftenen for mine andre Søskende og Fader. Derpaa besluttede jeg mig til at rejse ned til ham den anden Dag.
Jeg havde faaet Svar fra ham, som var den 14tende, da ankom jeg til Assens om morgenen Klokken 8 og gik straks hen i Kirken, at se hvorledes det var med ham. Han laa og svømmede i sit Blod, thi det han var forbundet med sprang 3 Gange den korte Tid, jeg var der. Jeg var inderlig bedrøvet ved at se ham saaledes, men han var ved godt Mod, bad mig ikke at sørge, thi der var ingen Fare for ham, kom sig nok igen. Han kunne ligge og smile i Sengen, og Doktoren sagde ligeledes, der var ingen Fare, men bad mig ikke tale for meget med ham, da han ikke havde godt deraf at tale saa meget, hvilket jeg heller ikke gjorde, hver Gang jeg var der. Første Gang jeg var der, havde det, han var forbunden med sprunget op to Gange. Jeg gik derpaa hen i Byen en liden Tid, men besøgte ham straks efter, da havde det blødt tredje Gang, og Blodet var løbet ham ned paa Skulderen. Sengen var meget overblødt. Han klagede sig ogsaa mere. Det gjorde ondt. Thi han var forbunden haardere end han plejede. Derpaa hilste jeg af med ham, og han leverede mig sit Ur, som han bad mig modtage. Jeg gik derfra med sorrig Sind og var i Byen og fik en smule fat at leve af. Jeg besluttede mig da til at gå hen til ham en Gang endnu. Førend jeg rejste, og da laa han i en blid Søvn, og jeg kunde ikke faa sind til at vække ham, men stod og talede med en Anden og vilde have været til at gaa igen, men da vaagnede han, og jeg syntes, han var bedre end forrige Gang, jeg var der. Jeg bad ham da skrive mig til, saa snart han mærkede, det var enten bedre eller daarligere med ham. Et Brev havde han skrevet til dig, som du vist allerede har faaet. Det forseglede jeg og skikkede paa Posthuset, hvorfor jeg heller ikke har skrevet dig til før. Jeg rejste derpaa til Odense, efter at jeg havde betalt en Dragon for at faa ham til i mellem at skrive mig til, hvis han ikke selv kunde. Du kan tro kjære Broder. Jeg rejste derfra med et bedrøvet sind, men vi havde dog ikke troet, at jeg saa snart efter skulde have spurgt hans Død. Det var den 14tende, jeg var der. Da kunde han ligge i Sengen og le, og saa mellem den 15 og 16tende afgik han ved Døden. Vi fik det ikke at vide – men vores Søster, Ane, besluttede sig til at rejse ned til ham Natten mellem den 17 og 18tende, og da hun kom derned, var han ved Døden afgaaet. Han fik nemlig Blodstyrtning og døde, og saa vare Folk dernede saa flinke, at hun ej en Gang maatte faa ham at se. Hun ankom her til Odense den 18tende om Aftenen og fortalte os det, der var passeret og tillige, at han skulde begraves om anden Dagens Morgen. Jeg og Søster Karen rejste derned at ledsage ham til sit sidste Hvilested. Han laa der i sin Kiste, ligesom han kunde ligge og smile deraf. Da Klokken var 12 den 19tende gik Ligtoget for sig, der var 16 Jomfruer, som gik foran med Kranse og Blomster, at bestrøe deres Grave med. Der var 5 i alt, som blev begravet den Dag, der blev ledsaget til Graven af Byens Borgere, en Oberst, flere Officerer og Doctoren. Obersten, da han fik at vide, jeg havde en Broder iblandt de døde, kom han straks hen og tog mig i Haanden, ligeledes Præsten. Jeg og Karen gik da ved siden af Præsten lige bagefter Ligene, og de andre Deltagere to og to sammen. Du kan tro, det var en tung Gang for mig. Præsten holdt derpaa en meget smuk Tale over dem og til Slutning en tale over vor Broder alene og bad de andre at deltage i vores Sorg. Derpaa gik vi i samme Orden tilbage, og Præsten bad mig hilse min Fader og mine Søskende. Ved Udgangen til Kirkegaarden tog de Afsked med os alle: tog os ved Haanden og sagde ”Farvel”!
Obersten især var meget bedrøvet, thi ved Ankomsten til Lighuset begyndte han straks at fælde Taarer og ligeledes ved deres Grave. ”Kjære Broder” nu dækker den kolde Jord hans Legeme, og vi faar ham ikke at se mere her i livet. Jeg skal hilse dig fra Ane, som har været din Kjæreste, hun tjener i Assens, og naar du rejser Hjem, som jeg tænker skal blive med det første, saa kan hun vise dig Graven, hvor han ligger. Hun tjener hos en, der hedder Krøjer, saa du kan nok opsøge hende, hvis du kommer derigennem. For resten lever vi alle vel, vores Fader begynder at gaa lidt oppe, men er meget bedrøvet tillige med vi andre.
Jeg har ogsaa hørt, du har skrevet Jens til, men ingen af os har læst Brevet, og han har ogsaa svaret mig, ”at Brevet var jo skreven til ham, og han ikke kunde faa Tid til at løbe omkring os”.
Kjære Broder, dersom du tager fra Bageriet førend, du kan rejse Hjem til os med det samme, gør du os meget imod alle, betænk hvorledes det er gaaet Frederik – det kunde saa let gaa det samme med dig Hvis du kom ud for Fjendes Kugler.
Nu være du hilset paa det venligste fra os alle og især fra din kjære Broder.
Jørgen Eriksen
Jeg beder dig hilse alle mine Bekjente fra mig, bed dem skrive mig til.

Til Christian Eriksen, Skibhuse Bagerkarl paa Feltbageriet I Sønderborg paa Als.

Efter krigen
Hans Christians søstre blev senere gift. Karen med en væver og kom til at bo i Brændekilde sogn, på Mosegyden. Familien fik dengang et kendenavn efter stedet, hvor de boede. Karen og væveren kom derfor til at hedde ”Mosevæverens”.
Hans Christians anden søster Ane blev gift med en høker og fik forretning i Allested.
Hans Christian havde, som det fremgår ovenfor på et tidligere tidspunkt været forlovet med pigen Ane. Det var dog af en eller anden grund gået forbi. Familien fik ham efter krigen interesseret i en pige, Johanne, der boede på Brændekilde Væde.
Johanne boede sammen med sin moder, der var enke, i et husmandssted, og savnede i høj grad mandlig hjælp. Johannes fader havde deltaget i krigen 1807, og Johannes moder, der også hed Johanne, oppebar en mindre krigspension. Foruden Johanne var der endnu to børn, en søn, Peder Nielsen, var væver og boede i Hasmark, og en datter, Stine var gift og boede i Marslev. Partiet med Hans Christian kom i stand, og i oktober 1850 overtog hun huset, som nedenstående afskrift af skødet viser.

SkødeBrændekilde - Kongsberghuset
Jeg underskrevne Johanne Cathrine nsdatter, enke efter afdøde selvejerhusmand Niels Pedersen af Kongsberghus på Store Stærmose grund i Brændekilde sogn, tilstår herved med værge at have solgt og afhændet, ligesom jeg herved sælger, tilskøder og afhænder til min datter Johanne Cathrine Nielsdatter ovennævnte mit nævnede og iboende ejendoms hus, Kongsberghuset, kaldet på Store Stæremose grund i Brændekilde sogn, Odense Herred og Amt, med underliggende jorder og hartkorn ager og eng med matrikel 1 spp 2 falz, ½ album med herligheder og rettigheder som efter adkomst, skøde af 24. marts 1839 tinglæst 5. september s.å., blev min ovennævnte nu afdøde mand Niels Pedersen overdraget og efter hvem jeg sidder i udskiftet bo. Dette ejendomshus afhænder jeg til min datter Johanne Cathrine Nielsdatter på vilkår: At hun i købesum herfor udbetaler 600 Rbd. Skriver seks hundrede rigsbanksdaler sølv, samt for min livstid at give mig fri bopæl i huset og en årlig aftægt således som nærmere i den mellem os oprettede aftægtskontrakt bestemmer Kjøbesummern med påløbende halvårsrenter udbetales i 11te junitermin 1851 enten i kontanter eller med udstedelse af ny panteobligation til husets kreditorer, hvormed dog bemærkes, at min aftægt skal hæfte på den solgte ejendom næstefter 400 Rdb. Der som offentlige midler hæfter med 1ste prioritet. Huset modtager kjøberinden straks til besiddelse med den med samme nuværende og tilhørende ud og indvending besætning og inventarium, så og med den indavlede afgrøde, hvis følge alle offentlige afgifter og præstationer af ejendommen for sidste halvår påhviler kjøberinden ligesom også de medgående omkostninger ved handlen. Anførte til stadfæstelse under min hånd og værges underskrift i overværelse af tvende vitterlighedsvidner.
Kongsberghuset, den 20d Oktober 1850
Johanne Cathrine Hansdatter
Med ført Pen

Handlen afsluttetBrændekilde - Vædevej med Hesbjerg skov i bagrunden
Dermed var handlen med ejendommen afsluttet og Johanne var ejer af Kongsberghus. Samtidig var hendes moders alderdom sikret. Hun blev for øvrigt syg kort tid efter og var sengeliggende i 8 år, før hun døde. Så det blev en ret streng anden prioritet i ejendommen.
Året efter i 1851 blev Christian Eriksen og Johanne Cathrine Nielsdatter gift, og nu begyndte en streng tid for det unge par. Meget var forsømt både på bygninger og jorder.

Ejendommen
Kongsberghuset var en meget, meget gammel ejendom fra omkring begyndelsen af 1700 og bestod af to huse, en beboelse og en ladebygning. Begge bygninger med gavlene vendt mod vejen adskilt af en gårdsplads. Huset lå ved foden af en bakke, Waden, i ældre tid ”Watten” på 92 meter. Bygningerne var egentlig gravet ind i bakken således at gavlene her dannedes af brinken og taget gik ret ned til jorden. Brinken mellem bygningerne ned mod den plane gårdsplads, var bygget op med kampesten i hushøjde. I midten var dannet en trappe af samme materiale, der førte op til en have og skov op ad bakken og skrænten.
Stuehuset var opført af kampesten og kjernhederne klinet og udfyldt med ler og kalkpudset ud- og indvendig, så murene var indtil ¾ m tykke.
I stuehuset var to stuer. I den ene en stor indbygget alkove, et børneværelse, også med stor muret alkove, desuden et spisekammer, forrådskammer, dernæst et bryggers med åbent ildsted og bageovn. Fra bryggerset førte en stige op til loftet, hvor korn og frugt blev opbevaret. Om sommeren tilberedtes maden over det åbne ildsted i bryggerset, og om vinteren i en stor kogekakkelovn i opholdsstuen.
Ladebygningen var opført som bindingsværk og med rå sten i gavlen. Modsat vejen var et mindre værksted, huggehus og hønsehus. I midten af huset var tærskeloen og i gavlen mod vejen stald. Ved siden af ladebygningen og bygget sammen med denne lå brændsels- og tørvebygningen opført efter en af de allerældste byggeformer, nemlig ved at nedramme en række pæle, her imellem var flettet med ris fra gulv til husets højde, hvorefter hele fladen var klinet og tætnet med ler og kalket.
Brændekilde - Kongsberghuset ladebygningTil ejendommen hørte 8-9 tdr. land af blandet beskaffenhed, dog mest dårlig jord, men selve stedet var uhyre naturskønt, med bakker, skove og moser. Huset var bygget lige ind i skellet af en skov. Hen til og forbi huset var vejen ført tæt ved bakkens fod, således at der dannedes terrasser. På den ene side af vejen, en skråning op mod bakken. Til den anden side en skråning ned mod mose og eng og lavere liggende mark. Her var nok at tage fat på for de nygifte.

Det hårde arbejde
Fra det første dagskær til mørket sænker sig, blev der slidt i jorden. To grusgrave blev sløjfet, planeret og lagt ud til agerjord, en del af bakken, der lå hen, da den ikke egnede sig til at dyrke, blev tilplantet med træer, som skov, med både løv- og nåletræer. Langs vejen blev plantet hurtigt voksende pil. Agrene blev renset for flere hundrede kubikmeter sten. Nok til et langt dige i skel til en nabomark. Haverne, der var to, blev også sat i stand. Den øverste fik Johanne til sin fornøjelse. Hun elskede blomster. Det blev den fyldt med, ligesom der førte en trappe op ad bakken til den øverste have, var der en trappe ned fra vejen til den nederste have, som var nyttehave. Den var ret stor. Her var frugttræer, æbler og pærer af forskellig slags, ribs og stikkelsbær, forskellige køkkenurter og krydderurter i mange slags. Sennep og kommen blev også avlet. Der var også en humlehave. Haven var indrammet af levende hegn, op mod vejen en stor bøgehæk. I modsat ende stødte haven ned til en vandrende og eng. Her var plantet vidiepil og birketræer. På siderne var forskellige buske som hegn, ind imellem var plantet forskellige kirsebær og blommetræer. Neden for haven, ved engen, var også en mindre mose, stor nok til at forsyne ejendommen med tørv. I det hele taget blev det hele lagt an efter at være selvforsynende i så stor udstrækning som muligt. Der gik år før alt det nye var ydedygtigt, men Hans Christian var en utrolig slider og i besiddelse af en ukuelig energi. Det samme kan også siges om Johanne. Hun var her og der og alle vegne, var vittig, munter og glad midt i alt sliddet.

Familien voksen
Efter nogen tid formerede familien sig, idet Johanne 1853 fødte en pige, der i dåben fik navnet Johanne Hansen. For at spare blev det dog i daglig tale forkortet til Hanne. Johanne havde nu to børn at passe, idet hendes moder på det tidspunkt lå i sengen syg og lammet og på alle måder skulle passes som et barn. Det tog dog ikke modet fra Johanne- Hun var på færde både ude og inde. Hun skulle også passe koen, et par får og en gris, som også skulle have mad. Mange gange var hun alene om det hele, da Hans Christian måtte gøre mange dages arbejde på nogle gårde i nærheden til gengæld for markarbejde og pløjning med deres heste. En dagleje i rede penge var der jo også hårdt brug for til mange ting, selvom de selv avlede de daglige fornødenheder. Nærmeste nabo til huset var et teglværk, hvor han også mange gange arbejdede: Når han var færdig der, kunne han tage fat hjemme. Der var nok at virke med, så hverken han eller konen havde tid til at kede sig.
Tiden gik, for dem blot alt for hurtigt. Den 17. maj 1856 blev familien forøget med nok en pige. Hun kom til at hedde Anne Cathrine Hansen: Hun skulle ikke i daglig tale hedde Anne. Det kunne forveksles med Hanne. For ikke at slide på hele det næste navn med tre stavelser, blev det forkortet til Trine. To børn og en syg bedstemor i sengen, en grund til om muligt at slide endnu hårdere. De fleste af deres sparepenge fra ungdommen var gået til at bringe ejendommen på fode og til plantning og skov.
Ikke altid skønner forældre lige meget på deres børn – således også her. Den syge bedstemoder, der stadig lå i sengen, fik hver termin en pension udbetalt af staten, penge der havde været hårdt brug for i huset, men dem kom der som regel en anden svigersøn og fik. Så nu måtte Hans Christian dagligt gå på dagleje og egen bedrift kom til sidst og som fritids arbejde, men blev trods alt passet mønsterværdigt.
Endelig i 1859 fik de noget hjælp. Da fødte Johanne nemlig en dreng, Erik Hansen.
Foreløbig var han nu ikke til så megen hjælp, men det var dog ikke så besværligt nu. Hanne var 6 år og kunne hjælpe med at passe de to mindre, men der var dog én mere til at kræve ind af livets goder.

Nyt arbejde
R.F.P. er forbogstaverne til en latinsk sætning (Christian IV’s valgsprog: Regna Firmat Pietas – gudsfrygt styrker rigerne) og står vistnok på Rundetårn. Det er tolket oversat som ”Riget fattes penge”, således også her. Hans Christian arbejdede men syntes, det blev til for lidt. I Bred, ca. 2 mil fra Brændekilde Wade, var flere teglværker, hvor der blev ydet, efter den tids forhold, en ret høj arbejdsløn og på akkord. Her tog Hans Christian hen. Hjemmefra spadserende natten til mandag med en stor madpakke, der skulle var til onsdag, hvor Johanne måtte gøre turen frem og tilbage med en ny forsyning, der skulle vare til lørdag, hvor turen atter gik hjem til familien. Om søndagen arbejdede han på egen bedrift og fik nogle timers søvn i en rigtig seng. På teglværket var nattelejet på et knippe halm i nærheden af en af ovnene. Men det var jo rare penge at få med hjem. Tiden gik. De to piger, Hanne og Trine gik i skole.
Året 1863 oprandt. Da kom en ny lille verdensborger til verden i Kongsberghus. Det blev Benjamin – han kom til at hedde Peder Hansen. Men som alt andet der, trives også han godt. Han var den sidste og blev deraf måske også lidt forkælet fra moderens og de større søskendes side. Han blev en kvik og dygtig dreng i besiddelse af store evner i skolen senere hen, og store forhåbninger blev stillet til ham.
I 1864 kom den 2nd Slesvigske Krig. Hvor de helt til Waden kunne høre Brændekilde - Skolenkanonerne dundre. Heldigt for Hans Christian var han nu for gammel til at komme med. Det var et held for dem og ville have givet et slemt afbræk i det hele. Skoven groede og især pilene i hegnene var nu blevet store. Hans Christian havde nu som alle andre fået et kendenavn og blev i daglig tale kaldet ”pilemanden” og Kongsberghus blev kaldt ”pilehuset”.

Børnene konfirmeres
Hanne var blevet konfirmeret og var kommet ud at tjene. Cathrine var også i konfirmationsalderen, men da hun først fyldte 14 år i maj, et par måneder efter konfirmationen, skulle biskoppens tilladelse indhentes. Dertil krævedes så også, at barnet var dygtig nok i skolen til at slutte skolegangen.
Følgende attest for Cathrines vedkommende for den tid foreligger og lyder som følger:
Anne Cathrine Hansen, datter af husmand Hans Christian Eriksen og hustru Johanne Cathrine Nielsdatter i Brændekilde, som født 17nd maj 1856, vaxineret 10. september 1857. Ved examen i Brændekilde 28. oktober 1869 blev hun udskrevne af skolen med hovedkarakteren ”Meget godt”. Hun blev med biskoppens tilladelse konfirmeret 1ste søndag efter påsken 1870 og var onsdagen derefter gjæst ved Herrens bord.
Gud velsigne hende.
Brændekilde, den 28. april 1870
Sign. J. Chr. Fritz
Cathrine var så konfirmeret. Dengang gjaldt det om at få børnene fra hånden så hurtigt som muligt.
Hans Christian og Johanne kunne glæde sig over nogle gode og dygtige børn, der i skolen viste rige evner og fra hjemmet havde lært arbejdets glæde, nøjsomhed og gudsfrygt. Tidligt måtte de være med overalt, så det voldte heller ingen vanskeligheder at skaffe dem pladser. Cathrine kom til at tjene på en gård i Brændekilde. Tre år efter blev Erik konfirmeret og kom ligeledes ud at tjene. Så var der kun Peder tilbage. Han var ualmindelig dygtig til alle fag i skolen, og da han ikke havde nogen lyst til landbruget, men interesserede sig en del for skrivning og drømte i barndommen om at blive en stor forfatter. Råd til at lade ham studere var der dog ikke, men for at han kunne få brug for nogle af sine evner, kom han efter konfirmationen i købmandslære i Odense, hos Klem-Ejby, der boede på hjørnet af Kongensgade og Grønnegade.

Andelstanken
Nu var alle børnene kommet ud og kom kun hjem ved sjældne lejligheder, når der kunne fås en fridag. Johannes moder var efter at være sengeliggende i 8 år også død. Så nu var de helt ene. Ejendommen var drevet op til et mønsterbrug. Fyns Patriotiske Selskab havde hørt om det og havde været ude at se på det og bedømt det. Hans Christian fik et diplom og en pengepræmie samt et hold rugeæg af racehøns – hvoraf fremkom den første stamme racehøns (brune italienere) i vide omkreds. På alle måder havde Hans Christian arbejdet sig frem. Han var meget dygtig og havde erhvervet sig kendskab til mange ting, der ellers lå uden for menigmands område. Han blev da også søgt om råd og vejledning i mange ting. Han drev en hel lille prokuratorvirksomed, blot med den forskel, at han gjorde det gratis bare for at gøre folk en tjeneste. Han var tidlig inde på andelstanken og gensidighedsprincippet, var med til at starte en af de første sygekasser på landet og skrev lovene til den. I 1880 begyndte tanken om andelsmejerier. Han var ligeledes her med til at kæmpe for og oprette et af de allerførste. Her havde han også haft en finger med i spillet med lovene, idet han bl.a. fik indført en paragraf om, at den der ikke turde gå med i første omgang, men senere meldte sig, når de så, at foretagendet gik godt, da skulle betale et klækkeligt indskud pr. ko. Ved oprettelsen af andelsmejeriet fik de anskaffet en ko mere, så de nu havde to køer og undertiden også en kvie. Det var efter den tids forhold meget på det areal magert fagerland. Johanne måtte da også skære og bære store byrder af græs hjem fra grøfter og skove om sommeren som hjælp til det foder, de selv avlede. Mejeriet var ellers noget af det bedste, han var med til at oprette, idet det gav kontante penge hver måned, foruden pengene for æg. Så kunne Hans Christian arbejde noget mere hjemme på sit eget. Pligtarbejdet for pløje- og markarbejde med gårdmændenes heste, skulle han dog stadig udføre.

Cathrine nedkommer
Hanne den ældste datter, var blevet forlovet og nu i 1880 gift med en murer, der tillige drev en mindre landejendom, og hun boede nu på Sjælland i nærheden af Ringsted.
Cathrine havde tjent på forskellige gårde i Brændekilde og rejste til Allested, hvor hun tjente på fire forskellige gårde fra 1875 til 1883. Det sidste sted var hos gårdejer Kristian Hansen. Hans yngste søn hed Jacob Kristensen. Mødet med ham blev skæbnesvangert for Cathrine. Hun afbrød i juli 1883 brat tjenesten og rejste den tunge vej hjem til sine forældre. Her måtte hun nu fortælle, hvordan det var gået hende:
At hun i Allested var bleven kendt med Kristian Hansens søn Jakob og at bekendtskabet havde fået følger og endelig, at Jakobs forældre for enhver pris modsatte sig en forbindelse mellem deres søn og en husmandsdatter. For Cathrine var det en streng dag. Hendes forældre var strengt religiøse, og der faldt mange grove ord, men det kunne jo ikke ordne sagen, så Hans Christian fik tøjet på og stav i hånd og vandrede gram i hu til Allested, hvor både Jakob og hans forældre fik læst og påskrevet i en ærlig mening, og at det ikke var med hans gode vilje, om datteren blev gift ind i den familie.
Han kom hjem fra færden med 1200 kr. som fuld afgørelse for skaden og som en erstatning for en ægteviet fader til datterens kommende barn. Foreløbig blev Cathrine nu hjemme og hjalp sine forældre. Efteråret kom, tidlig kom vinteren også det år. Allerede i november satte det ind med kulde og sne, således også den 9. november sneede det. Cathrine var ene hjemme, hendes forældre var til en sammenkomst hos nogle naboer om formiddagen, og da de kom hjem, over middag var det på høje tid. Hans Christian kom øjeblikkelig af sted efter køretøj og fik hentet jordemoderen og kl. 04.00 om eftermiddagen fødtes atter et væsen til verden i Kongsberghuset. Et uægte barn… som om nogen børn kan være uægte…så er det i alt fald ikke børnenes skyld, og dog er det dem, der i mange tilfælde må lide for det. I dette tilfælde kunne der måske være lidt mening i det, med uægtheden. Det lille livløse, blå og rynkede væsen, uden mindste tegn på liv indtil jordemoderen løftede det op i det ene ben og bearbejdede den lille ”noksagt” med nogle kraftige slag med flad hånd, alt mens Cathrine lå i sengen og græd og råbte nej, nej, nu kom der alligevel liv i fyren, der gav sig til at skrige i vilden sky over den ublide medfart, og både nu og senere protesterer mod at blive kaldt uægte.
Det var en dreng. Nøjagtig månedsdagen efter fødslen, søndag den 9. december Brændekilde - Kirken1883, blev han døbt i Brændekilde Kirke og fik navnet:
JOHANNES THEODOR KRISTENSEN.
Johannes opkaldt efter bedstemoder og oldemoder. Theodor efter almanakken for dagen den 9. november og Kristensen efter faderen til drengen, Jacob Kristensen, yngste søn af Kristen Hansen, Allested. Kristensen med K er af forskellige myndigheder i tidens løb ændret til Christensen. Cathrine blev nu hjemme hos forældrene vinteren over, men i marts 1884 fik hun en stilling som amme hos redaktør Jørgen Pedersen, ”Fyns Tidende”, for deres søn.

Børnene
Johannes blev sat i pleje hos en familie, der hed Frandsen, som boede i nærheden af Cathrines forældre. Frandsens havde selv en dreng på samme alder, og de to blev nu fosterbrødre. Frandsens dreng døde dog tidlig, og Johannes blev nu sat i pleje i Odense hos to damer, mor og datter, der boede i Hunderupgade, det nuværende Benediktsgade. Her blev han til han var mellem tre og fire år, hvor bedsteforældrene på Waden tog ham hjem til sig, da han nu var så stor, at han kunne stolper en del rundt selv.
Sønnen Erik var blevet gift med en husmandsdatter i Holmstrup, hvor han havde overtaget svigerforældrenes ejendom og havde fået svigerforældrene på aftægt. Det gik dog i begyndelsen ikke særlig godt, idet de gamle stadig ville råde, hvorfor Erik og hans unge kone rejste til Odense, hvor Erik havde en stilling. Ret længe varede det dog ikke, inden svigerforældrene bad dem komme hjem igen, da de ikke selv kunne klare sig, og fra nu af gik det godt, da de unge fik lov at råde over bedriften selv.
Den sidste søn, Peder, var blevet udlært som købmand. Han var dog fuld af planer og eventyrlyst. I noget af sin fritid hos købmanden havde han beskæftiget sig lidt med tjenerfaget og havde nu sagt Odense farvel og var rejst til Island, Reykjavik, hvor han havde fået plads som tjener. Alle Hans Christians og Johannes børn var voksne ogBrændekilde - Kongsberghuset - Akvarel af Johannes Theodor Christensen klarede sig selv. Nu var det næste generation igen, det gjaldt.

Barnebarnet
”Må jeg gå ned i haven og lege, far?” Disse ord blev af en purk på mellem tre og fire år sagt til en ældre mand, der stod i laden på Kongsberghus i færd med at tærske korn med plejl. Drengen var Johannes Theodor Kristensen, og den ældre mand var Hans Christian Eriksen, drengens bedstefar. Det er min allerførste erindring. Hvorvidt jeg fik lov at gå ned i haven, erindrer jeg ikke, men jeg var foreløbig kommen i en sikker havn hos bedstefader og bedstemoder. Det blev mit barndoms paradis, og dem kaldte jeg far og mor. Min rigtige mor var foreløbig en fremmed og blev bare ”Mor Trine”.
Da Hans Christian Eriksen og Johanne ikke længere havde kræfter til at passe stedet, måtte de sælge og flytte derfra, og Johannes kom derefter til sin ”Mor Trine”.
Ifølge kirkebogen i Brændekilde boede Hans Christian Eriksen og hustru Johanne på Brændekilde-Bellinge Fattiggård i Brændekilde sogn (uden at være fattiglem), da Hans Christian døde 28. januar 1896. Altså, de betaler selv for deres ophold. Ifølge kirkebogen bor Johanne ved sin død på Ravnebjerg Mark i Sanderum sogn.

 

0 kommentarer

Skriv en kommentar

Vil du bidrage til historien?
Skriv din kommentar i formularen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag notifikationer via e-mail, hvis andre kommenterer på historien. Du kan også abonnere, uden at kommentere.