Amatørteaterforening i Bellinge

Den 6. december 1989 var vi samlet fem mennesker hos Finn Wisnevski og Anette Jacobsen, der dengang boede på Mosegyden. De øvrige deltagere var Elsebeth, der dengang var formand for Rasmus Rask-Skolens skolebestyrelse samt Alfred Stausholm og Mogens Skov Kristensen, som begge var lærere på Rasmus Rask-Skolen. Alle havde nogle erfaringer med dramatik og amatørteater især fra arbejdet i skolen. Alfred var desuden medlem af et jazzorkester. Det endte med, at vi ville forsøge at starte en amatørteater-forening. Vi lavede et sæt vedtægter og kontaktede de lokale aviser og indkaldte til stiftende generalforsamling den 11. januar.

Foreningen startes
Den 11. januar 1990 var omkring 20 interesserede mennesker mødt op til den stiftende generalforsamling, og et sæt vedtægter blev vedtaget. Dermed var der en forening. Det blev besluttet, at foreningens navn skulle være Rasmus Rask-Scenen, og foreningen havde til formål at tilbyde og organisere amatørteatervirksomhed for interesserede voksne og børn.

Det blev pointeret, at foreningens navn ikke havde nogen tilknytning til Rasmus Rask-Skolen. Alle interesserede både børn og voksne i området skulle være velkomne deltagere i foreningens arbejde. Der blev holdt ordinær generalforsamling den 7. februar. Den første bestyrelse blev valgt, og så var arbejdet i gang. Allerede ved første bestyrelsesmøde var der forespørgsel fra BIF om at levere underholdning til foreningens sæsonafslutning sidst i marts, og en gruppe gik i gang med at lave en lille kabaret.

Første forestilling
16 personer fra RR-Scenen leverede underholdning, hvor der blev taget gas på alle afdelinger af BIF og en afslutning med en gang can-can af fire af vore unge piger. Forestillingen fik en god omtale i den lokale avis og gav blod på tanden til at gå i gang med en revy i begyndelsen af 1991.
Første rigtige egenproduktion var en revy, som løb af stabelen den 2. februar 1991.
Titlen var ZAPP, en titel som var inspireret af det at zappe fra kanal til kanal på fjernsynet. Instruktør var Mona Andersen, og 14 unge og unge, der var blevet lidt ældre, var på scenen, og bag scenen yderlige 10 personer. Programmet startede med en revyplatte leveret af Kurt Iversen, Bellinge Kro, og selve revyen bestod af 19 numre, hvor man kom rundt om nogle aktuelle events lokalt og videre ud. Kronprinsen var en ung mand med masser af lyst til livet og måtte til kammeratlig samtale med mor, og lokalt havde pastor Aksel B. Hansen fået en hjælper, og selvfølgelig måtte han holde for med en sang udført af Kurt Vinding i præstekjole og med et sultent blik efter den kvindelige medhjælper. På det tidspunkt var der en meget set australsk tv-udsendelse, der hed ”Tornfuglene”, eller Piet van Deurs museumsprogram, ”Hvad er det?”, hvor Dronning Margrethe og Prins Henrik var hold A, og hold B bestod af Ritz Pæregård og Britta Steff Houlberg. Mest husker jeg balletten ”Svanesøen”, hvor vi aldrende og lidt tunge mænd dansede ballet, og til sidst skød Amor svanen med sin pil.

UPS
Året efter, 1992 udkom en ny udgave af revyen. UPS blev den kaldt denne gang og skulle være en forkortelse af alle mulige mærkelige ord, Umanerlig, Provokerende Spidsfindig eller noget andet. Denne gang dristede vi os til tre opførelser: en forpremiere 30. januar og to aftener med spisning, derpå revy og efterfølgende dans til det orkester, som ”vore egne unge” havde fået op at stå samt til Alfred Stausholms Jazzband. Denne gang med Elsebeth som instruktør og 19 aktører på scenen og otte bag scenen. Et af de store numre var den genoplivede Elvis (Kurt), der steg ud af tågen og sang ”Love Me Tender…”

Teater med børn
En af foreningens intentioner var at lave teater med børnene. I efteråret 92 tog foreningen udfordringen op og gik i gang med forestillingen, Dickens klassikeren, ”Oliver Twist”. Forestillingen var henlagt til Bellinge forsamlingshus.
Omkring 30 børn og voksne medvirkede, Mona Andersen instruerede og satte skik på skuespillerne, og hun syntes, det var spændende at arbejde med børnene. Når børnene er med, så kommer der også forældre – og bedsteforældre. Titelrollen blev spillet af Karsten Rytter Laursen (13 år), medens Lurendrejer blev spillet af Marlene Kristensen. Det viste sig, at det var nødvendigt at besætte nogle drengeroller med piger. Ikke så mange drenge har lyst til eller tør optræde på en scene. Der blev spillet for fulde huse to gange og var absolut en succes for foreningen. Det lykkedes at få aviserne til at interessere sig for foreningen, og dette er altafgørende for en forening, der gerne vil have mange aktive medlemmer og et publikum.

Chippen-danes
93-revyen foregik i Ådal-skolens gymnastiksal. Det var arrangement med to opførelser 2. og 3. april. Inden revyen blev der serveret en 3-retters menu – det hele for 135 kr. pr. person. Revyen gik udmærket, men der var alt for få publikummer.
Et af numrene handlede om reagensglasbørn – et aktuelt emne på det tidspunkt, og et andet var Chippen-danes afledt af en gruppe unge flotte fyre, der kaldte sig Chippen-dales og drog verden rundt med deres numre, hvor de dansede og til sidst stod næsten uden tøj – og fik unge og lidt ældre piger til at gå helt agurk. Fire personer fra RR-scenen gennemførte et lignende nummer med støtte fra en backinggruppe og sluttede med at stå med nøgen overkrop og en voksenble. De unge var bare blevet noget ældre – mellem 45 og 63 år, men stadig meget flotte. Der var desuden et fint nummer med en indvandrer, der filosoferede over ordet ”gris” med alle dette ords betydninger fra en lille sød en til en ”gammel gris”. Elsebeth Pedersen instruerede og havde skrevet en masse af teksterne, som jo i en revy skal være aktuelle og omhandle de sidste begivenheder.
Foreningen leverede under-holdning til BBB`s sommer-fest i maj 93 i Rasmus Rask-Hallen med fire numre fra revyen på Ådalskolen. Det blev næppe den store succes, fordi der manglede et kraftigt højtaleranlæg til at overdøve det meget højstemte publikum, bl.a. fra en københavnsk venskabsklub, hvis medlemmer var meget interesseret i at optræde med egne berusende indslag. Men de morede sig i alt fald meget, vist mest over sig selv.
I 93 blev der desuden leveret underholdning til hushold-ningskredsen med bl. a. hovedkræfterne i Ronja Røverdatter, nemlig Fenja Hansen (12) som Ronja og Jonas Jeppesen (13) som Birk samt 3-4 andre numre. Desuden er der leveret underholdning til et par private fødselsdage.

Ronja Røverdatter
Astrid Lindgrens Ronja Røverdatter omsat til musical af Sebastian blev opført i januar 1994 med mange børn og nogle voksne og foregik i H-lokalerne ved Rasmus Rask-hallen. Omkring 30 personer var med på scenen og bag scenen. Stykket blev instrueret af Mona Andersen med Kurt Vinding som sekundant, og det blev en rigtig stor succes. Oprindelig var der planlagt to forestillinger, men forsalget af billetter viste, at der var publikum til tre forestillinger og 420-450 mennesker så Ronja Røverdatter.
En tilskuer, som overværede forestillingen sammen med sit barnebarn, skriver i Dalum-Hjallese Avis:
”Må en ”gammel” amatør-skuespiller have lov til at udtale et stort hurra for den utrolige store og gode oplevelse, det var at se opførelsen af Ronja Røver-datter i Bellinge.
Jeg var sammen med mit barnebarn ude og se forestillingen. Og jeg skal lige love for, at vi fik valuta for pengene. Mit barnebarn og alle andre børn, unge og voksne for den sags skyld, var rent tryllebundet af alt det, der foregik – både de kønne unger som anemoner, rumpenisser der ”trissede” rundt, de sjove grådværge med ”blinkeøjne” og de to gode hovedkræfter som Ronja og Birk.
Ja, alle medvirkende spillede meget overbevisende. Hvor kan Rasmus Raskscenen dog være glade for, at de har så mange talenter. Man kunne helt have ønsket sig, at der havde været nogle profes-sionelle teaterfolk for at se forestillingen. Jeg nød forestil-lingen i fulde drag og tænkte tilbage på dengang, jeg var med, og hvor man ikke havde børn med i forestillingen. Hvor må det være dejligt, men sikkert også anstrengende at have med så mange børn at gøre, både når de skal sminkes og have skiftet kostumer. Dekorationer og kostumer var også helt perfekte rammer om en dejlig eftermiddag. Til lykke, I folk på og bag scenen – I klarede alt til UG”.
Det var flotte ord af en som ved noget om, hvor meget tid og arbejde, der ligger bag sådan en forestilling – en vigtig del af en forestilling er PR-kontakten til pressen og befolkningen i området.

Gift
I 1995 var der en revy med titlen ”GIFT”, som blev opført 3. og 4. november. Revyen blev set af omkring 100 mennesker.
Elsebeth Pedersen havde jobbet som instruktør og havde desuden forfattet de fleste tekster. Elsebeth skriver: ”Revyen “Gift” drejede sig om den nyligt annoncerede forlovelse mellem prins Joacim og Alexandra Manley- forudsigelser for dem, og hvordan bryllupsforberedelserne ville forløbe.” Vi havde det vist lige på kornet. Leif Kjær Jensen optrådte son en vellignende prins Joacim og hans datter Tanja (asiatisk afstamning) som en vellignende Alexandra fra Hong-Kong. Vi øvede brudevals i kælderen på Rasmus Rask-Skolen, så det stod efter, og finalen blev en fejende vals med herrer i kjole og hvidt og damer i lange, fejende fest-kjoler.

Amatørteater for børn
I 1996 blev der arbejdet aktivt med flere ideer, både amatørteater for voksne og for børn. Det endte med enighed om at gå i gang med Astrid Lindgrens Pippi Langstrømpe. Også denne gang startede vi allerede i august med optagelsesprøver til de vigtigste roller. Børnene kunne melde sig og vise deres evner som bl.a. sangere. Vi fik en meget kompetent stab til hoved-rollerne, og under Elsebeths ledelse gik prøverne i gang. Lokalavisen havde denne omtale den 26. november efter snak med Leif Jensen:
”Ingen kunne stå for den charmerende Line S. Nielsen, der var som skabt til Pippi-rollen. Med strittende fletninger og sit fandenivoldske gåpåmod havde hun publikum i sin hule hånd, og det selv om hun – hvis vi ser bort fra pausen – stort set ikke var af scenen.
Rollerne som de mere veldresserede børn, Tommy og Annika, var ligeledes i sikre hænder hos Rune T. Mortensen og Sabine Larsen. De tre bærende kræfter nåede at blive så populære hos de yngste tilskuere, at de efter forestillingen måtte sætte sig på scenekanten og snakke lidt, inden de var parate til give slip. Og søndag eftermiddag blev der oven i købet skrevet autografer.”
Jeg har aldrig været med til noget lignende. Det oversteg simpelthen alle vores forventninger. Søndag eftermiddag stod 25 mennesker i kø ved indgangen, selv om billetterne faktisk var solgt på forhånd. Alle nåede dog at komme ind Fordelt på tre forestillinger nåede ca. 540 mennesker at se Pippi Langstrømpe, og det er ny rekord.
Vi må erkende, at det er denne form for familieforestillinger, der trækker bedst. Set i forhold til vore revyer kommer der 3-4 gange så mange til familie-forestillingerne.
De yngste tilskuere var placeret på madrasser helt oppe ved scenen, og de levede så meget med i forestillingen, at det var lige før, de var kravlet op på scenen. Og hver gang Pippe nåede til sit opgør med de to politibetjente, var stemningen så fortættet, at den mest af alt mindede om en landskamp, hvor der blev hujet og heppet, så det var helt forrygende.
Det varmer med sådan en opbakning, for guderne skal vide, at der var panik på denne gang. Kulisserne var først færdige om tirsdagen, og ved prøverne onsdag lignede det nærmest kaos, så da vi gik hjem, var der nok mange af os, der inderst inde gerne havde aflyst generalprøven om torsdagen.
Glæden over, at det gik så forrygende godt skal samtidig ses i forhold til den lille, men trofaste stab af voksne, der er knyttet til amatørscenen, bruger en stor del af fritiden på alt det praktiske arbejde, der følger med, og desværre var der ingen nye kræfter, der meldte sig under fanerne i forbindelse med de tre forestillinger.”
Jeg synes, det bør tilføjes, at de to politibetjente også spillede fantastisk. De havde trænet meget i faldøvelser, så de kunne falde på en nogenlunde naturlig måde, når Pippi skubbede til dem. Og de blev virkelig dygtige, og det vakte vild jubel, når Pippi fik dem til at falde.
Foruden den vellykkede opførelse, så gav forestillingen et overskud på omkring. 15.000 kr. Der blev derfor råd til, at alle der havde ydet en aktiv indsats, skuespillere, lys/lyd folk, scenepersonale, dragter og rekvisitter, instruktør, mange forældre, m. fl. kunne inviteres til et lille afslutningsarrangement i januar med spisning og lidt hyggeligt samvær. Efter succeserne med to familieforestillinger er man i bestyrelsen enige om, at det er her, man bør satse. Imidlertid er det stadig den gamle garde, der sørger for, at der bliver sat nogle projekter i gang. Bestyrelsens drømme om flere medlemmer lykkes ikke rigtig. Det er de samme 14 mennesker, der stadig sidder i bestyrelsen. Der er god støtte og opbakning fra forældrene, så længe børnene er deltagere i en forestilling. Adskillige forsøg på at få yngre personer ind som aktive bestyrelsesmedlemmer mislykkes næsten helt. Vi føler, vi bliver bakket op og får ros i høje toner, men når der bliver tale om arbejde i bestyrelsen, så bakker man ud.

Ændringer i bestyrelsen
1997 Der blev byttet lidt om på bestyrelsesposterne, men det var stort set de samme mennesker. Der blev arrangeret en tur til revy i Otterup for at få inspiration.
1998 er der planer om at spille ”Nødebo Præstegaard” sidst i november. Der bliver tilrettelagt optagelsesprøve, men det viser sig, at der kom for få og kun een kunne magte én af de bærende roller som student. Et nyt forsøg medfører ikke kontakt med kvalificerede unge, og forestillingen må opgives.
I stedet udkommer en udgave af en kabaret med titlen ”Det ville glæde mig at høre” lørdag den 21. november kl. 15 og 19.30. Et godt arrangement, men uden ret stort publikum. Den ene forestilling blev solgt til SuperBrugsen, hvilket medførte, at økonomien holdt nogenlunde.

Nye tiltag
Efter et par forholdsvis rolige år med lidt skuffelser over de manglende nye medlemmer og dermed fornyelse, så bliver 1999 året, hvor der bliver sat nye tiltag i værk. Der blev brug for alle de gode kræfter, det ville være muligt for os at stampe op af jorden.
Foreningen fik en henvendelse fra Bellinge Fritidsklub om i fællesskab at sætte musicalen ”Midt om natten” op. Stykkets oprindelse kan henføres til filmen af samme navn med bl. a. Kim Larsen og Erik Clausen i hovedrollerne som Benny og Arnold. Handlingen foregår i Sydhavnen i København, hvor Benny og Arnold sammen med andre unge mister deres væresteder og opretter fribyttersamfundet ”Haveje” (Hawaii).
Gennem historien følger man fristaden, og de problemer der opstår for de to hovedpersoner og de øvrige beboere. En af konflikterne opstår, da filmens to hovedpersoner bliver forelsket i samme pige, Susan Himmelblå.
Musicalen rummer bl.a. Kim Larsens sange: ”Tik Tik”, ”Papirklip”, ”Susan Himmel-blå”, ”Haveje”, og titelmelo-dien ”Midt om natten”.

Jubilæumsforestilling
Midt om natten blev Rasmus Rask-Scenens 10-års jubilæumsforestilling. Vi vidste godt, at vi gik i gang med et meget stort projekt, som krævede en omfattende organisation og stillede store krav til samarbejde mellem deltagerne, dvs. skuespillere og skuespilinstruktør, danse-instruktør, sanginstruktører, musikere, sceneopbygning, kulisser, kostumer, lokaler, lys og lyd, annoncering og PR, økonomi. En ansøgning til Odense Kommune med en beskrivelse af projektet førte til, at vi fik et tilskud på 25.000 kr. Det var ca. halvdelen af, hvad vi mente, det ville koste at sætte forestillingen op. Det bevirkede i alt fald, at vi turde benytte lidt mere professionelle faciliteter til f. eks. lyd og lys, ligesom vi kunne tilbyde musikerne en smule økonomisk kompensation for deres indsats.
Ellers var alt arbejde frivilligt og ulønnet, og der blev lagt utroligt mange frivillige, ulønnede timer i forestillingen fra bestyrelsens, nogle forældres og børn og unges side. Foruden alle disse personer medvirkede mange forældre, alle RR-Scenens medlemmer og hele bestyrelsen. Vi regnede ud, at vi i de sidste forberedelser havde 119 personer involveret.
Fra mange sider mødte vi velvilje og støtte. Det lokale fritidsudvalg og Odense kommunes fritidsforvaltning lod os råde over Rasmus Rask-hallen fra onsdag og til og med søndag. Forestillingen skulle spilles to gange lørdag den 6. november og een forestilling søndag d. 7. november.
Manuskriptet, der er en bearbejdet udgave af film-versionen, blev lavet af Anette Kristensen, der også stod for instruktionen. De mange og gode sange blev instrueret af Marie Louise Aagaard. De flotte danseoptrin og koreografien til disse var lagt i hænderne på Marlene Kristensen. På scenen kunne man opleve ca. 60 børn og unge samt fem noget ældre. Fire musikere medvirkede og ydede den nødvendige støtte til sang og dans.
Rasmus Rask-hallen blev i løbet af en enkelt dag forvandlet til en stor teatersal med en scene, der fyldte den ene fjerdel af hallen. Selvfølgelig var meget af arbejdet med at lave kulisser foregået i forvejen, men mange, både bestyrelse og forældre og andre voksne, arbejdede ihærdigt i mange timer med tømrer-, smede-, male-, elarbejder til sidst til langt ud på natten. Der var blevet lavet drejekulisser, så de mange sceneskift kunne ske på et øjeblik. Lys og lyd skulle på plads, der skulle sættes stole op til publikum osv.
Det var en overvældende opgave. Den var spændende, og det førte til en over-vældende forestilling, hvor alle de små dele blev kædet sammen til det, der blev en succesoplevelse for alle medvirkende og forhåbentlig også for publikum. Det var imponerende at se, hvordan børn fra 11-årsalderen sang solo eller i kor. Danserne supplerede fint, somme tider i mindre grupper, til andre tider indtil 24 dansere på scenen. En hær af voksne dels fra Rasmus Rask-Scenen, dels børnenes forældre sminkede, solgte billetter, øl og sodavand, sørgede for skuespillernes behov for mad og drikke osv. Forestillingen blev set af knapt 600 betalende gæster – og desuden af alle de mange hjælpere.
Både i Fritidsklubben og Rasmus Rask-scenen var der yderst tilfredshed med forløbet, og det lykkedes at holde budgetterne, så der var et lille overskud til hver af de to samarbejdsparter.
I Rasmus Rask-Scenen var vi en lille flok, som havde været aktive i mange år og som trængte til en pause. Vi fik en del børn som nye medlemmer, men de forældre, vi håbede ville melde sig ind for at afløse os – så vi desværre ikke noget til.

Danseskole
En direkte følge af dans i stykket var, at mange af danserne ønskede at fortsætte med at danse med Marlene som instruktør, og det kom til at foregå i spejlsalen på Bellingeskolen. Der blev startet en danseskole i Rasmus Rask-Scenens regi, og jeg blev som pensionist danseskole-leder uden egentlig at have meget forstand på den slags dans, nemlig SHOWDANS, HIP HOP og FUNK. Men jeg kunne da bruge nogle af de erfaringer, jeg havde fået som ungdomsskoleleder for mange år siden.
Vi besluttede at udbetale løn til danseinstruktøren, og det bevirkede, at vi måtte registreres som arbejdsgiver og tilbageholde skat, feriepenge og hele det administrative arbejde, som er pålagt en arbejdsgiver. Marlene fortsatte og fik 3 hold i gang i september 2000, begyndere og lidt øvede og øvede. Denne type dans var populær på det tidspunkt.
Danseskolen fortsatte med nye hold to gange om året, og vi var langt billigere end danseskolerne inde i byen. Vi var i gang 2000, 2001 og 2002, så sluttede vi den del af scenens virke. Marlene kunne ikke fortsætte længere end til udgangen af 2000, men så fik vi Lise Lønsmann og senere Doris Osei, som begge var meget populære blandt danserne. Sommeren 2002 sluttede vi og lukkede danseskolen.

Flere familieforestillinger
Vi havde jo erfaret, at familieforestillinger med mange børn og voksne var den type teater, som vi kunne få mange mennesker involveret i og få et stort publikum.
I 2001 tilbød Mona Andersen at instruere og sætte forestillingen ”Junglebogen” op.
Mona lavede manuskriptet frit efter Kiplings fortælling. Historien drejer sig om menneskebarnet Mowgli, der bliver fundet i junglen og vokser op hos ulvene – om nogle af dyrenes kamp for at bringe Mowgli i sikkerhed for tigeren Sheren Khan samt Mowglis egen kamp om, hvor han vil være, hos dyrene eller hos menneskene.
Stykkets roller er næsten alle dyr, og derfor stilles der særlige krav til kostumerne. Shere Khan (Hans Kristensen) og King Louie (Kurt Vinding).
Vi fik kontakt med KFUM`s Genbrugs aktiveringsprojekt, og her kreerede og syede man de fantastiske kostumer, der vakte begejstring blandt publikum. I denne forestilling indgik der også danse, som blev koreograferet af Doris Osei, som på det tidspunkt underviste i danseskolen.
18 børn og unge var på scenen sammen med en halv snes voksne. Blandt de voksne skuespillere var den gamle garde. Mowgli blev spillet af Monas adoptivdatter, som var lidt utilfreds med, at der aldrig var brug for brune mennesker i teaterforestillingerne. Også denne forestilling forløb meget fint med masser af børn og forældre og bedsteforældre, som ville se deres børn, børnebørn og klassekammerater optræde. Et par episoder opstod, da Lars Pedersen som Baloo glemte at tage sit hoved på og kom ind med det sædvanlige hoved, da Hans Kristensen som Shere Khan (den onde tiger) glemte helt at komme ind, og musikken måtte fortsætte et stykke tid uden, at der skete noget. Forestillingen blev opført tre gange i H-lokalerne med et stort publikum.

Foreningen nedlægges
I 2005 var der to general-forsamlinger, hvor foreningen blev nedlagt i henhold til vedtægterne. De daværende medlemmer var de samme som havde været med siden stiftelsen i 1990. Gennem alle årene var debat i bestyrelsen om, hvordan får vi fornyelse i bestyrelsen, hvordan får vi nogle yngre kræfter og ny inspiration ind i arbejdet i foreningen. Der blev ved at være masser af støtte og hjælpsomhed blandt forældrene, når vi lavede børne- og familieforestillinger, men vi fik ingen til at gå ind i foreningsarbejdet. Der skete også det, at to af de gode kræfter i foreningen afgik ved døden, og vi andre syntes, det kunne være nok. Blandt de trofaste medlemmer havde der gennem hele forløbet hersket stor enighed, og medlemmerne havde støttet hinanden på eksemplarisk vis. Enigheden fortsatte til det sidste med enstemmighed om at nedlægge foreningen.
Til slut vil jeg lave en oversigt over de 12-15 mennesker, der har været med i hele forløbet eller næsten, og en oversigt over, hvad disse personer beskæftigede sig med.