Noget om Brændekilde og Bellinge sogne før 1700

Denne historie kunne ligge både her og under byen Bellinge. Vi har valgt at placere den her, da Brændekilde nævnes flest gange i teksten.

Markkortet over Brændekilde og Bellinge sogne, som er tegnet på grundlag af markbogen 1681 og som viser markerne med påførte marknavne placeret på de rigtige steder i forhold til hinanden, giver et udmærket overblik over landskabet, som det så ud dengang. Studiet af dette kort har åbnet nogle perspektiver for mig, som jeg sikkert aldrig havde opdaget på andre måder. Jeg skal i det følgende prøve at beskrive nogle af de tanker, det har sat i gang hos mig. Det skal kun betragtes som en lægmands tanker affødt foruden af omtalte kort dels af læsning om emnet og dels af et langt livs erfaringer som bonde.

I virkeligheden ved vi jo meget lidt om tingenes tilstand, så snart vi kommer nogle hundrede år tilbage i tiden. Det gælder også de professionelle forskere, navnlig når vi går så langt tilbage, at der ingen eller kun få skriftlige overleveringer findes. Hvis man vil beskrive disse fjerne tider, må man nok erkende med en af de oldgræske filosoffer: ”Alt er kun et spind af gisninger”.

Byer med endelsen –inge hører ifølge stednavneforskerne til nogle af vore ældste landsbyer, og det må antages, at byen Bellinge er langt ældre end byen Brændekilde. Forleddet i Bellinge kommer af balle, gammel dansk balg, og skulle i stednavne betyde ”jævn stigende forhøjning i terrænet”, altså bakke1. Der er stor uklarhed om betydningen af endelsen –inge, men jeg har dannet mig min egen teori. Hvis vi ser på de gamle betegnelser for brøker: treding, fjerding, otting, så er der ingen tvivl om, at endelsen her betyder del, afgrænset del af noget større, eng (flad mark), vang, vænge, mark! Alle disse ord betyder jo i virkeligheden også del, en afgrænset del af et større område. I alle –ing stednavne kan vi sikkert uden problemer erstatte –ing endelsen med et af de ovenstående ord. Bellinge betyder altså: den høje del i forhold til det omgivende terræn. Et andet ord med endelsen –ing en lavning, der jo betyder den lave del i forhold til det omgivende terræn.

Markerne ved Bellinge har fra begyndelsen kun været tofterne, senere har man i årenes løb udvidet opdyrkningen af de omkringliggende arealer og delt den opdyrkede jord imellem sig i forhold til tofternes størrelse. Fra midten af 1000-tallet til midten af 1200-tallet skete der en kraftig stigning i befolkningstilvæksten og som følge deraf en udvidet opdyrkning af jorden. Men på et eller andet tidspunkt kom en bys nyopdyrkede jorde til at ligge så langt fra byen, at det ikke var rentabelt at drive dem. ”Grænsen mellem indmark og udmark (gødet og ugødet) ligger 800 til 1000 m fra landsbyen. Ved befolkningstilvækst oprettede man en udflytterby, hvorved en tidligere udmark omdannedes til indmark, og udbyttet øgedes”.

Brændekilde er sikkert en udflytterby fra Bellinge. Hvornår denne udflytning er sket, vides ikke, men det er sikkert sket samtidig med, at udflytterne har opdyrket de højereliggende jorde i den vang, som hedder Gamle Fehlet. Alle agre i denne vang tilhører Brændekilde, mens i de andre vange de to byers agre er blandet sammen, hvilket betyder, at der ikke er nogen geografisk grænse mellem de to sogne.

Der er en ting, som i mange år har undret mig, nemlig at Brændekilde gennem de mange hundrede år har været hovedsognet, mens Bellinge, den langt ældre moderby, kun var anneks til Brændekilde. En dag, jeg stod og så på markkortet, fandt jeg pludselig en mulig forklaring på det forhold, og samtidig måske en mulig forklaring på navnet Brændekilde. Nogle få hundrede meter nordøst for Brændekilde kirke ligger der en bakke, som hedder Bregnebjerg, fra denne bakke falder terrænet hen imod kirken. Jeg tror, at der fra foden af denne bakke er udsprunget en kilde, som man måske allerede i hedensk tid er valfartet til. Det ville da være naturligt at kalde denne kilde ”Bregnekilde”, og heraf kommer måske det senere landsbynavn.

”Mange af vore ældste landsbykirker er opført på hedenske gudehov og kultpladser, og kirkebyggerne har ønsket, at kapellets hov (senere kirkens) største helligdom, alteret, skulle stå over den tidligere hedenske kilde eller kildens vandåre. Hvor kilderne forløber, har grunden, måske for århundreder siden, givet efter, og der er sket iøjnefaldende forskydninger i korets og skibets mure, de har ”sat sig”, og væggene viser ved flere kirker stærk fugtighed på disse steder. Ved nogle kirker, opført over kilder og kildeårer, vil man se, at der for at undgå, at murene synker og måske vælter, har måttet opføres svære, udvendige støttepiller. Indbygning af hvælvinger i den gotiske tid omkring 1450 kan have øget faren for sammenstyrtning”. Så vidt Sigfred Svane i bogen ”Danske Helligkilder” fra 1984, hvor han har registreret 720 helligkilder i  Danmark.

Brændekilde kirke er forsynet med to støttepiller på hver side af skibet og to dobbelt så svære støttepiller ved de østlige hjørner. Piller ved skibets sider har nok til formål at hindre hvælvingerne i at trykke murene ud. Hvorimod de meget svære piller ved hjørnerne ser ud til først og fremmest at have til formål at hindre murene i at synke. Min idé er, at der har været en kilde og et valfartssted længe før, landsbyen opstod, og at der  herefter blev opført en kirke måske længe før, der blev bygget kirke i Bellinge. I forbindelse med kirkebyggeriet i Brændekilde er der så opført en præstegård ved siden af kirken, og samtidig eller måske senere er kommet flere gårde til. I Aarbog for Odense og Assens Amter, 1913-16,I, står: ”Brændekilde har utvivlsomt sit Navn efter en Kilde, og at denne i sin Tid har været ”hellig”, er højst sandsynligt, selv om der ikke findes Efterretninger derom”.
Den ældste stavemåde, der kendes af landsbyens navn, findes i en arveskiftesag fra 1383 over Axel Jacobsøn Ulfeldts store fynske godskompleks bestående af Bullerup Hovedgård med 93 gårde og 18 gårdsæder, heraf 5 gårde i ”Brenkil”.

I ”Håndbog i danske stednavne” af Aage Houken tolkes forstavelsen Brænde-: Afbrændt område, men samtidig står der, at flere navne på Brænd- er vanskelige at skelne fra plantenavnet bregne. Jeg tror på det sidste bl.a. på grund af marknavnet Bregnebjerg så tæt på kirken.

Marknavne er vanskelige at tolke, hvilket ikke er så mærkeligt, da mange af dem måske kun har været overleveret mundtligt, indtil de blev skrevet i markbogen til Chr. V’s matrikel af landmåleren, som fik navnet oplyst af bønderne, i dette tilfælde i fynsk dialekt. Et marknavn som Baroyels Maall virker temmelig uforståeligt, men i en artikel om ”Sjællands Landsbyer og Landsbynavne” i ”Fortid og Nutid”, IV Bind 19237, skrevet af Henrik Larsen, optræder marknavnet Borøjle, som ligner Baroyel. Henrik Larsen skriver i artiklen, at –løse og –bonavne altid ligger i nærheden af skove, og at de  begge tyder på det samme: steder, hvor der blev drevet kvægbrug. Bo(d) betyder fæbod, en primitiv bygning til kreaturer. Han mener, at navnene stammer fra folkevandringstiden (ca. 400 e.k.), og at disse kvægbrug var ejet af en stormand, som drev dem ved hjælp af trælle. Selv havde stormanden bolig et andet sted.

Hvis vi prøver at overføre disse forhold til Brændekilde-Bellinge sogne, så har vi to bonavne, nemlig føromtalte Borøjle (røjle betyder rykla, forhøjning) og Waasebo. Vase betyder vej over sumpet terræn, der kan være lavet af flettede grene eller bare grene, der er lagt på kryds og tværs. Hvor har stormanden så boet, som ejede kvæget og trællene? Marknavnet Salen tyder på, at her har en stormand haft sin bolig. Denne mark har ligget på arealet mellem Brændekildevej og Lundekærsvej.

Henrik Larsen omtaler videre i sin artikel, at der altid i nærheden af disse kvægboder fandtes offersteder med navne som Sol-, Smør- eller Frej-, Frø-, hvor man ofrede smør ved at lægge det på en solvarm sten og lade det smelte. Jeg har ikke kunnet finde sådanne navne her. Det eneste, der kan minde om Frej er Freløe Bjerg, men her kommer l’et i vejen. Her findes også et Ulleholm. Som måske kunne henvise til guden Ull, men det kan også være dyrenavnet ulv. Et andet marknavn er Uetersuie. Det kommer måske af vætter, en slags elverfolk, og vie, hedensk kultsted. Det kan have været mosejord, hvor folk har set lysfænomener som lygtemænd eller vættelys eller mosekonebryg, hvilket har givet næring til overtroen. Et andet marknavn er Lames Hau – Langmose Have. Sagt hurtigt på fynsk kan det opfattes sådan. På kortet ligger det ved et langt, smalt vådområde.

Til sidst vil jeg nævne den mark, som har givet navn til min egen gård, Ruhavegaard, nemlig Ruehauge, af Ruerne i Sanderum sogn. Jeg tror, at navnet kommer af ru, ujævn. At være ru betyder jo, at der er tale om små ujævnheder. Terrænet ved Ruhavegaard og Ruerne er ujævnt, bestående af små bakker. Den almindeligt anerkendte tolkning af navnet er rud, rydning. Når jeg tvivler på den tolkning, er det på grund af det manglende d. Fynboer kan ganske vist ikke udtale blødt d, men det kan ikke bruges som argument, for hvis en fynbo skal udtale ordet ”rydde”, så udtaler han det med hårde d’er. Der er flere steder på Fyn, som hedder Ruerne eller har andre navne, hvori indgår stavelsen ru eller rue (uden d). Jeg har tænkt mig at undersøge, om de har den samme karakteristiske småbakkede terrænformation.

I 1681 var alle gårdene i Brændekilde og Bellinge sogne fæstegårde, bortset fra enkeltgårdene Store Stærmose, Dannesbo og Voldsgaard. I Brændekilde ejede Lands-dommer Lassen (Dalum Kloster) 15 gårde, 1 halvgård, 1 boel og 2 huse. Mogens Rosenkrandz ejede 1 boel og Fürsten af Plöen 1 gård. Desuden var der præstegården og 2 huse, bygget på præstegårdens grund. I Bellinge ejede Landsdommer Lassen 2 gårde, 4 halvgårde og 5 huse. Desuden står der ud for Annexgaarden: ”Landsdommer Lassen Herlighed og Præsten Landgildet”. Fru Wind og Otto Kruuse ejede 3 gårde og 1 halvgård. Ud for resten, 4 gårde, 3 halvgårde og 1 boel, står: ”Kongl. Maytz.: til Rytter udlagt”.

Ejendomsretten var altså på det tidspunkt på forholdsvis få hænder. Det betyder dog ikke, at ejendomsretten til jord først blev indført ved udskiftningen, sådan som det hævdes i bogen ”Det danske landbrugs historie” , hvor der oven i købet står, at det er en absurd tanke, at man kan eje jord. Ejendomsretten har uden tvivl været et anerkendt princip, så længe der har været agerbrug i Danmark, og det er der en god begrundelse for. Før en mand kunne begynde at dyrke et stykke agerjord, gik der et kæmpearbejde forud. Skoven skulle ryddes, og rødder og store sten skulle fjernes. Det betyder jo i virkeligheden, at al agerjord i Danmark er menneskeskabt, uden menneskenes indsats ville der være skov overalt. Derfor er det klart, at den mand, som har frembragt et stykke agerjord, har retten til det. Det er også et synspunkt, som bekræftes i skriftlige efterretninger om den tyske markforfatning. ”Det synes som om der fra den første bosættelses tid har været fri adgang for enhver bymand til at rydde den jord, han kunne overkomme at dyrke paa byens og bygdens alminding, og hans udelukkende ret til saadan rydningsjord er med styrke fastslaaet i de germanske folkeretter fra det 1. aartusinde efter Kr. I disse retsoptegnelser fremhæves det med stor styrke, at retten til jorden er arbejdets løn, og der synes at være enighed om, at denne grundsætning rækker tilbage til de ældste tider”. I begyndelsen har bonden vel selv skullet forsvare sin ejendomsret til sin nyopdyrkede jord, men efterhånden er begrebet hævd blevet anerkendt, først som en uskreven lov gennem mange hundrede år, senere nedskrevet i landskabslovene i 1200-tallet.

Der var vangelag imellem Bellinge, Brændekilde, Brylle, Render, Gundestrup og Tommerup Nørremark. Alle disse byer havde 3-vangsbrug med rotationen byg, rug og fælled (græsmark). Ved at samordne rotationen byerne imellem, så man i markerne på hver side af byskellet altid havde samme afgrøde, kunne man undgå at opsætte gærder i byskellene og derved spare en masse gærdsel og arbejde. Hvis der f.eks. et år var rug i Lundsmarken, så skulle Render også have rug i Ryedsbierg, som støder ind til Lundsmarken. Næste år skulle der så være fælled i de to marker. Og på samme måde skulle det fungere mellem de andre byer i vangelaget.

Det er klart, at foruden de møder, man holdt på de enkelte byers bystævner, så måtte man også i et sådant vangelagssystem holde nogle fællesmøder med repræsentanter for alle byer for at aftale, hvornår gærderne skulle fuldlukkes om foråret og ævred opgives om efteråret samt antallet af kreaturer, der det pågældende år skulle svare til et fuldt høveds græsning. Alle dyr skulle ”forsynes med ejermandens mærke, dette fæmærke var som regel brændt ind i dyrenes hårlag. Hvad der fandtes af umærkede dyr blev indtaget af oldermændene. Hvis en bymand undlader at mærke sine dyr, kan han altså komme meget galt afsted”. ”Først når alle byer havde erklæret sig tilfreds, køerne havde fået skåret spidsen af deres horn og svinene ring i trynen, kunne fællesgræsningen begynde. ”Vangelagsfællesskab omtales allerede i Eriks sjællandske Lov, som i håndskriftsform går tilbage til tiden omkring 1300”.

Det var ikke kun for at spare gærdsel, at man oprettede de mange vangelag over hele landet, men også for at lette færdselen ad vejene mellem byerne. Hver gang et gærde gik på tværs af en vej, var det forsynet med et led, som den vejfarende skulle lukke op og lukke igen, når han havde passeret det. Et citat fra L. M. Wedels bog ”Rejser gennem Danmark 1799 og 1804” viser, hvor besværligt der var: ”Fra Dalum til Fraugde er kun en Miil men 25 Leed som man idelig maa lukke op, saa jeg til sidst lod Kudsken gaae”.

”7/8 1683 afsagdes Dom mellem Bellinge, Brendekilde, Brylle, Render og Gundstrup Bymænd paa den ene Side og Tommerup Bymænd paa den anden Side: Omendskønt Tommerup Bymænd beviser, at de ej videre har mødt, hvor Fællesdrift har været, end ved Gundestrup Skel, ej heller gjort Rede for, hvis (hvad?) Kvæg de paa Fælled havde, hvilket ej for Billighed kan eragtes, med mindre de deres Bykvæg paa deres Grund kan holde, som ej ske kan, med mindre de deres Mark fra de andres vil indhegne eller fra gjærde, hvorfor bemeldte Tommerup Bymænd, som har Jord og Rebsmaal i Nørremark, bør at møde, naa de lovlig ankyndes ved Markstævnen, nemlig Ryedsbierg, som er ungefær midt i Marken, og der Rigtighed og Rede at gøre med foranskrevne Byers Mænd, hvor meget Kvæg enhver paa sin Gaards Grund enten af eget eller hvissens tilstaar paa græsning at have og i saa Maade Jeffnet med dennem og de andre med dem. Ikke desmindre er Tommerup Mænd ej pligtige at fælge hver Byes Mænd, til hvilken By de dem tilsige eller paalægge at holde Drik og Gilde, men hvis (hvad) overafhandles med Vide og Vedtægt, det at ske ved Markstævnen, saa vidt brugeligt og Ret er. Tommerup Mænd skal og have den Lighed efter Advenant at paabyde Markstævner eller Fællesdrift, naar de omrørte Bymænd tilsige”. (Tingbogen)13.

Foruden bystævnet i hver af byerne var der altså et markstævne, hvor man skulle mødes og drøfte fælles anliggender for hele vangelaget, når man blev tilsagt. Dette markstævne lå på Ryedsbjerg, som er syd for den nuværende gård Bækholm, og det er nøjagtig midt i vangelagsområdet, så alle byer havde den kortest mulige vej dertil. Man skulle altså på markstævnet bl.a. fastsætte, hvornår gærderne skulle lukkes om foråret og lukkes op om efteråret.

Jyske Lov fastsætter, at hegnet for rugvangen skal være lovligt til påske eller før og for vårsæden til pinsedag, og hegnene for begge vange skal opretholdes indtil Mikkels-dag (29/9), med mindre alt kornet er kørt hjem fra marken forinden.

Poul Meyer sondrer i sin bog Danske Bylag ”imellem hegnets ”gablukning” og dets ”fuldlukning”. Vedtægterne giver næsten ingen oplysninger om, hvilken forskel der er på de krav, der stilles til et gablukket og til et fuldlukket hegn, men meningen er formentlig, at man ved gablukning skal istandsætte alle gennembrydninger i hegnet, hvorigennem kreaturerne uden videre kan gå ind i vangen, medens fuldlukningen har til hensigt at gøre hegnet i stand til at modstå angreb fra kreaturer, der ikke ligefrem er uvane”. Det lyder mærkeligt, og jeg har en mere enkel forklaring. Den dag man fastsætter, at hegnet skal være gablukket, skal alle huller være reparerede og hegnet være fuldt intakt, men alle led skal fortsat stå åbne. På dagen, hvor der skal være fuldlukket, går man så blot ud og lukker leddene.

Vangelagssystemerne virkede meget konserverende, idet det var umuligt at ændre på afgrøderotationen, uden at der gik kludder i systemet. Hvis en by alligevel gjorde det, skulle den selv sørge for at hegne mod nabobyerne og kunne ikke regne med, sådan som loven foreskrev, at nabobyerne opførte halvdelen af gærdet. Det viser bl.a. følgende dom: ”Fyenbo Landstingsdom 28/9 1712: Det er bevist med Tingsvidne, at der aldrig har været Gærde mellem Broby Fang og Karup Bys Marker, men at der fra Arilds Tid altid har været Vang imod Vang og Fælled imod Fælled. Nu besværer Karup sig over, at Broby optager deres Kvæg og Heste, og derfor paastaar de, at samtlige bør tage Halvgærde fra Skel til Skel mellem de paagældende Marker.

Saa ser vi ikke at kunne paabyde Broby at hegne, hvor der aldrig har været hegnet før, men kender for Ret, at saafremt Karup Mænd finder det gavnligst for dem selv at forandre Markerne, saa bør det ske uden at skade deres Naboers Korn og Græs, og Karup Mænd maa selv hegne”.

Man kan altså ikke uden videre ændre en tilstand, som har eksisteret fra Arilds tid, der er vundet hævd på den, og det havde sandsynligvis været nok, at den havde eksisteret upåtalt i 20 år. Her ser man altså, at almindelige lovregler må vige for hævd. Her vil jeg atter vende tilbage til kortet over markerne fra 1681. Til at begynde med undrede jeg mig over de gamle vejes forløb. I mange tilfælde kunne man se en vej gå skråt hen over mark med højryggede agre, hvilket ikke synes særlig hensigtsmæssigt, men det skyldes sikkert også begrebet hævd. Der var jo mange bønder, som havde en hævdvunden ret til at færdes på den pågældende vej. Skulle vejen flyttes, måtte alle være enige om det, og de bønder, der fik gener af flytningen, ville selvfølgelig modsætte sig den. Vejen har sandsynligvis ligget det pågældende sted fra ældgammel tid, måske først som en gangsti hen over overdrevet, senere som en ridesti og til sidst som et hjulspor. Begrebet hævd har altså haft en enorm betydning gennem måske flere tusinde år, at man næsten kan kalde det loven over alle love.

A propos de gamle veje, så vil jeg til slut nævne en gammel talemåde, eller som vi siger på fynsk en sæje (sige): ”Af vejen, her kommer præsten”! Det skulle forstås rent bogstaveligt; de gamle veje bestod jo kun af et enkelt hjulspor, så når to vogne mødte hinanden, måtte den ene af vejen og holde stille i marken ved siden af, til den anden var passeret, og hvis det var en standsperson som præsten og en bonde, der mødte hinanden, var det selvfølgelig bonden, der måtte køre af vejen.

Da man indførte postvognene, blev der udstedt et dekret om, at alle skulle køre af vejen for postvognen, for at den kunne komme hurtigst muligt frem. Til det formål blev postillonen forsynet med et signalhorn (posthorn), som han kunne blæse i, når han så en modkørende forude, så denne i god tid kunne køre af vejen uden at sinke postvognen.
Jeg kan en gang imellem gribe mig selv i at ønske, at jeg havde en tidsmaskine, der for en kort stund kunne føre mig tilbage til Det gamle Land16 før udskiftningen for at se, hvordan landet så ud dengang. Der er sikkert ikke nogen periode i Danmarks historie, hvor landskabet har forandret sig så gennemgribende på så kort tid som i de 30 år fra 1780 til 1810, hvor hovedparten af udskiftningen foregik. Jeg ville dog nok ret hurtigt stille tidsmaskinen om til nutiden igen.

Følgende har været brugt som kilder/noter til ovenstående.
-Age Houken: Håndbog i danske stednavne, s. 68
-Do. s. 53-54
-Geografisk orientering 1973. Årgang 3. Viggo Hansen, s.14
-Sigfred Svane: Danske helligkilder. 1984, s. 33-34
-Aarbog for Odense og Assens Amter. 1913-16, I, s. 451
-Odense bys historie, Odense til 1559, s. 292-3
-Fortid og Nutid, IV Bind 1923, s. 120-146
-Det danske landbrugs historie I, v. Claus Bjørn, s. 266
-Poul Meyer: Danske bylag, 1949, s. 23 og 290
-Do. s 177
-Frits Hastrup: Danske vangelag i nordisk perspektiv. (Kulturhistoriske skrifter, 7, 1970, s. 70-71)
-L. M. Wedel: Rejser gennem Danmark 1799 og 1804
-Aarbog for Historisk Samfund for Odense og Assens Amter 1918-21, Aargang 6-9, s. 202
-Poul Meyer: Danske bylag, s. 221
-Do. s. 219
-Hugo Mathiessen: Det gamle Land.