Aunslev - Avlsgården

Min tid som murer

Jeg stillede over på pladsen bag ved John Købmand tirsdag morgen kl. 7.
Jeg blev sendt ud sammen med gl. Arne.Vi skulle ned på Drejet og grave fri ved nogle stophaner, så smeden kunne komme til at lave dem. De var blevet udtætte i løbet af vinteren, hvor de ikke var blevet brugt. Man skulle sørge for at grave hullet så stort, at smeden kunne komme til, ellers brokkede han sig. Kl. 9 spiste vi frokost. Det foregik i bilen, når det ikke var vejr til at sidde udenfor. Kl. halv 11 holdt vi kaffepause, det kaldte man drikketid. Kl. 12 spiste vi resten af vores madpakke, og kl. halv 3 var det igen drikketid.

I Nyborg skulle samtlige septiktanke laves om til gennemløbsbrønde. Det arbejde fik Bendt Jørgensen. Det blev Børge fra Skalkendrup og mig, der blev sat til at lave dem om. Det arbejde gav os mange sjove oplevelser.
I Møllervangen hvor der var mange lejligheder til en brønd, bad vi folk om ikke at skylle ud i toilettet, mens vi arbejdede i brønden. Det var ikke alle, der huskede det, men heldigvis kunne vi høre, når der kom en skylle. Engang Børge lige havde skåret hul i røret, hørte jeg at der blev skyllet ud. ”Pas på,” råbte jeg til Børge, ”nu kommer det.” han kiggede ned i røret, og hvad så han, der kom forbi? En gang suppe med boller. Bagefter blev vi enige om, at der kunne vi have fået suppe til middag. Hullet,der blev skåret i røret, var for, at man kunne spule hvis rørene stoppede.
Jeg husker det første sted. Jeg kom ind kl. 7½ om morgenen, og da var beboerne allerede bænket ved morgenbordet med øl og snaps, så det gik lystigt til i Møllervangen. Det var også derfor, de glemte, at de ikke måtte skylde ud i toilettet. Det første år, jeg var ved Bendt hjalp jeg til, da Albert Sørensen byggede en villa ved siden af værkstedet, han havde bygget i Nederby.

Bendt havde meget arbejde i Nyborg. Jeg blev engang sendt op til en skorsten, hvor der lå nogle løse mursten, som i stormvejr kunne ryge ned på fortovet. For at komme op til skorstenen, kom der en bil med kran med en kurv, jeg kunne stå i. Jeg kom op og begyndte at tage stenene af, men det viste sig, at der var mange løse sten. Jeg kunne ikke ene mand holde på alle de løse sten, så de begyndte at ryge ned af taget, som var af skiffer. Det kom nærmest til at ligne en si. Bendt havde heldigvis en forsikring, som dækkede for at få taget repareret.

I Skippergade lagde vi nyt tag på 2 ejendomme, og der blev også lavet meget indvendig. Facaden blev vandskuret, men her sad der en flot lampe, så jeg spurgte arkitekten, hvad vi skulle gøre ved den. ”hvis du vil have den, sagde han,” så tag den. ” Da jeg var ved at tage den ned, lukkede Gudrun, som var ansat i Bikuben, et vindue op og råbte over til mig, om hun kunne købe lampen. Det kunne hun godt, men den koster 400 kr. ”Det er for meget”, sagde hun,”du kan få 300 kr.” Det fik hun den så for, hvorefter vi købte øl for pengene. Når jeg kører forbi, der hvor Gudrun bor, kan jeg se, at hun har hængt lampen op.

Præstegården i Skalkendrup skulle have nye sålbænke. Det blev Poul og mig, der skulle ordne det. Da vi kom derned, så vi, at de gamle var af kobber. Da Bendt kom ned, og så til os, sagde han at dem måtte vi nok hellere lægge til side. Det gjorde vi nu ikke, for da præsten kom ud, spurgte vi ham, hvad vi skulle gøre ved de gamle sålbænke. Han sto og så på dem et øjeblik, så spurgte, han om det var noget, vi kunne komme af med. Vi var ikke længe om at sige, at det kunne vi sagtens, og vi var heller ikke længe om at få dem læsset på bilen, hvorefter jeg kørte til Nyborg i frokostpausen og solgte dem. Jeg fik 400 kr. for dem, som Poul og jeg delte. Bendt spurgte aldrig om, hvor de var blevet af.

Til jul, årstallet kan jeg ikke huske, brændte Johannes Jeppesens gård i Hjulby. Det blev også Bendt, der fik arbejdet der, og vi skulle brække hele taget ned. Alle spær og lægter skulle ned, da de havde taget stor skade af ilden. Det var kun stuehuset, der var brændt, og der var selvfølgelig sket stor skade på det, men Johannes og kone boede stadig i huset, selv om vi gik oppe på loftet og lavede et forfærdelig spektakel. Der skulle brække nogle gulve op, som jeg skulle hjælpe tømrerne med. Her skete det, at et af brædderne røg op og ramte mig på næsen, så jeg så både sol, måne og stjerner, og blodet sprøjtede ud af næsen. Tømrer Jørgen Vest, som jeg hjalp, kørte mig på skadestuen, hvor det viste sig at næsen var brækket. Johannes og hans kone var nogle flinke mennesker at arbejde for. Hver eftermiddag kl. 14,30 fik vi kaffe med friskbagt kringle. Bendt sendte mig engang til lÅsum, til et par ældre damer, da deres afløb fra badeværelse var stoppet. Rørene var stoppet med trærøderne fra et stort piletræ, som stod ude ved vejen. Jeg begyndte at grave op uden for huset, men det viste sig at trærøderne var groet tværs igennem badeværelset og helt over i brusekabinen, så det endte med, at vi måtte hugge hele badeværelsesgulvet op. Der gik mere tid end vi havde regnet med, men de tog det meget pænt, jeg blev da inviteret på kaffe om eftermiddagen. Det skete også, at de sagde. ”Skal vi dog ikke have en cognac til kaffen?” Jeg var med Poul Bjarnmose i Ørbæk for at sætte en isokærn i skorstenen ved hans svigerforældre. Vi havde fået besked om, at vi ikke skulle tage vores madpakke med, da de ville give både frokost og middagsmad, og vi kunne også låne sofaen, hvis vi ville sove til middag.

Det bedste job jeg havde ved Bendt, var da jeg kom til at arbejde på Juelsberg. Erik Juel havde bestemt, at slottet skulle renoveres. På avlsgården skulle der laves et halmfyr, og det skulle være så stort, at det kunne levere varme til slottet, forvalterboligen, maskinhallen, korntørringsanlægget og Amalienlund.
Man fyrede med store halmballer, der blev sat ind i fyret med traktor, og varmvandtsbeholderen var så stor at den kunne rumme 100,000 l. vand. Det første halve år, efter at vi begyndte, boede der ingen på slottet. Jeg fik udleveret en nøgle, så jeg selv kunne låse mig ind om morgenen, og samtidig slog jeg tyverialarmen fra. Det var mærkeligt at lukke sig ind på slottet, som stod tomt. Avlsgården

Erik boede på avlsgården. Der skulle brækkes skillerum ned, det var det første jeg begyndte med, men når Erik kom, blev jeg nogen gange sat til at lave noget helt andet. Engang bad han mig om at flytte hans mors tøj og sko ned i kælderen.

Anne, hans kone, bad mig engang hjælpe hende med at få ryddet ud fra værelserne af gammelt sengetøj. Jeg hentede en traktor og gummivogn på avlsgården, og kørte over på slottet, hvor Anne stod oppe på første salen og smed det ud af vinduet ned på vognen, jeg kørte det over bag ved laden og brændte det af. Erik, som var ved at køre, råbte til os fra bilen, at nu skulle vi ikke rydde hele slottet.

Vi havde sjov med en musvit, da vi arbejdede på Juelsberg. I sommer ferien var der en, der havde bygget rede i værktøjskassen på blandemaskinen.

JuelsbergDa vi kom efter ferien, var der unger i reden, og de skulle fodres. Men så lang tid maskinen kørte, turde forældrene ikke komme, så jeg var nød til at stoppe hver gang, jeg havde brugt den. Normalt kørte maskinen ellers hele dagen, men når jeg stoppede, kom de og fodrede, og pludselig var ungerne væk.

I selve slottet blev der sat 80 radiatorer op. Nogle af dem skulle ned under gulvhøjden, og det gav nogle problemer, for her lå nogle store kampsten, og de var ikke sådan at flytte, da det var grunden til slottet.

Så for at få plads til radiatorerne, borede man nogle huller på 10 cm, hvori der kom noget pulver, som var rørt op i vand. Det var noget Bendt havde fået fra Norge, og når det havde stået nogle dage flækkede stenen.

Erik var meget pertentlig. Radiatorerne, som hang på væggen, skulle selvfølgelig hænge lige, men der skulle også være en bestemt afstand fra væggen. Så når Erik kom, prøvede han med sin lille båndoptager om afstanden passede, og gjorde den ikke det, skulle det bare laves om. Der var en telefon så Erik kunne ringe til mig. Jeg kan huske engang han ringede, han og Anne var kørt til Jylland, om jeg ikke kunne gå over i lejligheden for at se, om Anne havde slukket for en kogeplade, hvor på der stod en gryde med noget voks i. Hun havde godt nok glemt at slukke.

Efterhånden begyndte der at komme flere håndværkere på. Bendt havde en murer, Erling Skov, som var meget dygtig, så ham fik Erik tillid til. Der var flere pejse på slottet, dem ville Erik gerne have til at fungere, så det blev Erlings job at få dem lavet så de virkede. I pejsene var der nogle spjæld af jern som var rustet op, men Erling kunne andet end mure, han var også god til at arbejde med jern, så dem fik han lavet.
Erik ville gerne have lavet en elevator, på grund af at han var meget dårligt gående. Det var eftervirkningerne, efter at han som barn havde haft børnelammelse. Den skulle gå fra kælder til loft. Til at mure elevatorskakten fik Bendt fat i en murer fra odense, som ellers var gået på efterløn. Men han kunne ikke finde sig i at gå hjemme, så han var begyndt at arbejde igen, og jeg skal love for, at mure en elevatorskakt det var noget han kunne. Den mørtel, jeg blandede til ham, måtte der ikke komme cement i, den blev kaldt bastardmørtel. For at få plads til elevatoren, skulle der laves hul i gulv og loft. Det var en svend fra Bendt tømrer i Ullerslev begyndt på, men han lavede desværre noget forkert, så Erik tog en anden tømrer fra Vissenbjerg, Gunnar hed han, han var vant til at arbejde på slotte og i kirker, det var jo nogle meget store dimensioner tømmeret havde, og det var han vant til at arbejde med. Gulvbrædderne på Juelsberg var meget store og lange, de var lavet af douglasfyr.
Erik ville også gerne have vinduerne på slottet ordnet, så Gunnar tog et vindue med hjem, da de skulle skilles ad, uden at det glas, der sad i gik i stykker. Det var det gamle originale glas, der sad i vinduerne, men det viste sig, at det var meget besværligt at skille dem ad, og det tog lang tid, da de skulle undgå, at glasset gik i stykker. Erik søgte ”Fredningen” om tilskud, men fik afslag, så det opgav han.
Nede i kælderen skulle der laves et dørhul, men her sad der en stor kampesten i vejen, så der blev sendt bud efter en stenhugger fra Regstrup, som sad der i flere dage og huggede. Han brugte 2 muggerte og 2 mejsler, som han skiftede for hver 10. Slag.
Der skulle isoleres i mellemrummet mellem første salen og loftet, så gulvbrædderne, som var meget store, de var lavet af douglasfyr, blev taget op. Der kom en stor tankbil med isoleringen, som blev blæst op på loftet, hvor vi med trillebør kørte rundt og lagde det mellem spærene.
Når det var fyraften, skulle jeg sørge for at lås og slå tyverialarmen til. Da skete det engang, da jeg lukkede døren, at alarmen gik i gang. Det viste sig, at vi havde glemt, at Lars ikke var kommet ned oppe fra loftet.
Der skete mange sjove ting mens vi arbejdede på Juelsberg. Murer Skov havde sat filser op i badeværelset i forvalterboligen. Om eftermiddagen kom forvalteren over på slottet og sagde til Skov, at der var en af fliserne, som sad forkert. ”Det kan ikke passe sagde Skov. Men da forvalteren var kørt, gik Skov over og lavede det om, uden at forvalteren op dagede det. Til fyraften kom han igen og sagde til Skov; ”Du har nok været ovre og lavet det om.” Nej jeg har ikke lavet noget om, ”påstod han. Hvor er du fuld af løgn,” sagde forvalteren, men han fik ikke Skov til at indrømme, at han havde lavet det om.
EN anden sjov episode jeg kan huske, var med mig selv. Jeg sad og spiste morgenmad, da Bendt pludselig holdt ude i gården og kom ind og spurgte, om jeg ikke skulle på arbejde i dag. ”Jo,det skal jeg da, men klokken er da ikke så mange. ” Jeg havde glemt, at vi var gået over til sommertid.
Mig og Kim (Bent Tømrers søn) var i Nyborg og lave kloak ved et hus, men der var noget vi ikke rigtig kunne finde ud af, så vi forsøgte at få fat i enten Bendt eller Knud. Men det lykkedes ikke, så vi valgte at lave det så godt vi kunne. Da vi var ved at være færdige, kom Knud. Han så på det og sagde, ”Hvad er det dog for noget, I har lavet? Det ser jo forfærdeligt ud: ”Jeg stod lidt og tænkte over det, så sagde jeg til ham:” Ved du hvad Knud, nu har vi forsøgt hele formiddagen at få fat i dig og Bendt, men i er ikke til at råbe op, så vi blev enige om at gøre det færdig. Knud så lidt på det, så sagde han: Dæk det til det ser udmærket ud.

Aunslev Kirke var jeg med til da den skulle kalkes. Det var ret spændende, for det skulle gøres efter en ganske bestemt opskrift. Kalken, vi fik var flere år gammel og den skulle røres op i kærnemælk, som vi fik fra Ullerslev mejeri. Der var stillads omkring tårnet, hvorfra der var en dejlig udsigt, når vi var helt oppe. I tårnet var der nogle huller, og her var der en tårnfalk som havde en rede, hvor der var unger. Selv om vi arbejdede på stilladset, kom moderen og fodrede ungerne med mus.

 

1 svar
  1. Lars Riber siger:

    Jeg boede nogle år i Nyborg. Har som håndværker rejst & arbejdet flere steder i Danmark og kender herfra forskelligheder i håndværk & landbrug herhjemme..
    Al det ulovlige fusk den mand har været med til at udføre, selv for velhavere undrer mig ikke!
    Lovpligtig standarder & håndværksmæssig kunnen kendt 40 år tilbage i min hjemegn, Randers, var helt ukendte for flere bygningsværkere & smede (!) jeg arbejdede sammen med eller udførte reparation i boligforening i Nyborg..
    Mage til ligegyldige fuskere & klamphuggere sku man lede længe efter. Selv brandsikring måtte jeg ikke bare sige til tømreren skulle være lovlig. Han vidste ikke hvad der var fagligt korrekt..
    Maler, Smede & boligforeningens ansatte & selv tilsynsførende kendte heller ikke lovpligtig håndværk. Som fuskeren der lystigt fortæller var de ogsåbedøvende ligeglade, uanset hvor farligt det var for deres kunder.
    Spændende egn med helt egne traditioner .. 😉

    Svar

Skriv en kommentar

Har du kommentarer ti historien eller andres kommentarer?
Så send gerne dine kommentarer!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag notifikationer via e-mail, hvis andre kommenterer på historien. Du kan også abonnere, uden at kommentere.