Landsbyhistorier.dk

Der var en gang et posthus på Askø

Der var en gang…
Sådan begynder alle gode eventyr, og det kan vel på en måde betragtes som lidt af et eventyr, at Askø helt fra 1. april 1863 fik oprettet sit eget brevsamlingssted.
I 1912 fik brevsamlingsstedet et ”selvstændigt kontor” på ”en fast adresse”. I 1921 fik det lov at kalde sig ”Kongelig Postekspedition”, og fra den tid ved vi, at postekspeditionen fik fast adresse i et rødt murstenshus på Konemadevej 36.
I 1958 blev Askø Postekspedition lagt under Maribo Postkontor, stadig med filial på Askø – men…

Det allersidste brev
30 september 1968 var det desværre slut med det ”kongelige postvæsen” på Askø. Postekspeditionen lukkede og slukkede – det flotte røde skilt med guldbogstaverne blev pillet ned — og det allersidste brev med et Askøpoststempel på, sendte den daværende ”postbestyrerinde” Agnete Skov Jørgensen til sin mand Henning.
Agnete var gift med Henning Skov Jørgensen. Agnete bestyrede postekspeditionen i temmelig mange år. Hun overtog jobbet efter sin far, Niels Larsen, som den gang blev kaldt postbådfører, fordi han i mange år skulle hente posten med båd, dels i Bandholm, dels på Fejø.
Fra 1880’erne kom der en fast forbindelse fra Bandholm til Fejø med skibet ”Poluxene”. Her måtte postbådføreren ro ud til skibet fra Askø i al slags vejr for at få overbragt posten til Askø i rum sø. Niels Larsen måtte også gå over isen de syv kilometer til Bandholm i meget hårde isvintre — trækkende med en slæde, som han trak posten hjem på — en utrolig hård og kold tur, som sandelig ikke var ufarlig. Dette at hente posten over isen, når det var hård isvinter, var for øvrigt nedskrevet i postbådførerens ansættelseskontrakt.
Postfører Niels Larsen blev interviewet til en lollandsk avis i 1952, efter han var blevet pensioneret. Journalisten spurgte, hvordan Niels Larsen dog have kunnet holde så hård en tilværelse ud. ”Jamen”, svarede Niels Larsen, ”posten skulle jo frem!”.
Det var ikke hver dag, man som Askø-bo bevægede sig op til posthuset, men når man havde ærinde der, så var man i en lettere ærbødig tilstand. Alene det med lugen, som først blev skudt til side, når Agnete var klar, og man gik ind ad den fine hoveddør — og billederne af kong Frederik den 9. og dronning Ingrid i flotte rammer på væggen — det var svært at få fremstammet, at man skulle have for to kroner frimærker til sin mor.

Svend Post
I min barndom blev posten omdelt af Svend Jensen. ”Svend Post”, som han altid blev kaldt, var meget afholdt af folk på Askø og Lilleø. Han havde altid en lun bemærkning og var altid i godt humør. Det må have været spandevis af kaffe, den mand nåede at drikke på sin postrute rundt på Askø/ Lilleø — og jeg kan endnu se ham stå tilfrosset i vores bryggers, iført sit vintertøj og tunge støvler. I en fart fik han stukket en varm kop kaffe i hånden af min mor og i den anden hånd en stykke af min mors nybagte, berømte kanelkringle.

Sensationel pakke
En gang i min barndom i 50’erne modtog vi en pakke, som blev lidt af en sensation. Agnete ringede fra postekspeditionen, at der var kommet en kæmpepakke fra Amerika til os.
Min far sagde: ”Det må være fra farbror George!”. Min fars farbror var emigreret til USA med sin familie. Derovre i Californien tog han et andet efternavn, han skiftede Jensen ud med Vidar.
Svend Post kom asende på cykel med den store pakke — og aldrig har jeg oplevet en sådan spænding, som da den pakke skulle lukkes op. Min far fortalte højtideligt, at den pakke havde rejst i flere måneder over Atlanten på et skib — inden pakken blev lukket op, blev alle stempler undersøgt og kommenteret.
Så kom det store øjeblik, hvor indholdet blev lagt op på spisebordet i roligt tempo: En masse drenge- og pigetøj — måske ikke lige egnet til livet på landet – men det var ”amerikansk”!
Desuden en masse forskellige stoffer: Uld, bomuld, silke med mere (det var efter krigen med knaphed på alt i DK). Amerikansk slik, engelske tegneserier, blandt andet Anders And på engelske (som vi ikke forstod) — og en kæmpe musling, som farbror George selv havde samlet op på en strand ud til Stillehavet.
Muslingen var belagt med perlemor — og den står den dag i dag i min vindueskarm og minder mig om den gang, jeg og min familie på lille Askø fik en pakkehilsen fra på den store verden.
Vi kan i Danmark se tilbage på 375-års posthistorie, og meget har forandret sig.
Vi lever i et stadigt voksende kommunikationssamfund, hvor meget kommunikation bliver foretaget digitalt over computeren.

Fortæller pligten
Det digitale samfund har sat sine spor på de små danske posthuse, som i stor stil er blevet lukket over hele landet. Hvem ved, måske vil mine efterkommere ikke opleve et rigtig dansk posthus?
Måske er de smukke røde postkasser ikke eksisterende længere om 50 år?
Så er det, at vi, der født ”fra før verden gik af lave”, har ”pligt” til at efterlade os fortællinger om den gang, der var posthuse i Danmark.
Der var en gang et posthus – det lå på Askø – og for længe siden kom der til øens posthus en enorm stor pakke sendt hele den lange vej fra Amerika…

 

0 kommentarer

Skriv en kommentar

Vil du bidrage til historien?
Skriv din kommentar i formularen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag notifikationer via e-mail, hvis andre kommenterer på historien. Du kan også abonnere, uden at kommentere.