Da „lillebror Askø“ slog „storebror Fejø“!
Det var i begyndelsen af 50’erne. På Askø have man fået ansat en ung mejeribestyrer Milter Bjerg. Mejeribestyreren og hans kone havde været på Ollerup Idrætshøjskole og var derfor meget interesseret i gymnastik og sport i det hele taget. På Askø var det ikke sædvane, at man ligefrem trænede boldspil, men det fik mejeribestyreren hurtigt ændret på. Der gik ikke lang tid, så var der samlet et „karlehold“, som blev trænet i håndbold to aftener om ugen på en mark, som en af øens landmænd havde stillet til rådighed.
Nu skulle det være
Da der var gået ca. et år, så mente Mejeribestyreren, at nu var Askøspillerne gode nok til at prøve at kæmpe med et udenbys hold. Der kom en aftale i stand med Fejøs håndboldkarle – og Fejøs hold var allerede begyndt at gnide sig i hænderne, for de var dygtige til håndbold på Fejø – og de vidste jo, at Askø aldrig havde gjort sig gældende, hvad boldspil angik.
En af fiskerne på Askø tilbød at sejle spillerne til Fejø i sin fiskekutter, for Fejø-spillerne krævede, at kampen foregik på en „rigtig“ boldbane. Humøret var højt hos spillere og træner, da skibet stævnede ud fra Askø Havn. I 50’erne var der ikke så meget underholdning, så alene det at komme til en anden ø, var en stor begivenhed.
Det utrolige skete
Nu ville skæbnen – eller hvem der nu greb ind – at Askø-holdet vandt stort over Fejø!
Fejø-holdet var sandelig ikke vant til at tabe – og slet ikke til sådan nogle bønder fra Askø, så de blev så „edderarrige“, at der fløj trusler om tæsk og andet gennem luften, alt imens „Fejbattingerne“ så mere og mere truende ud.
Trak op til tørre tæsk
Mejeribestyreren fra Askø kunne se, hvad det trak op til, så han skreg til sine spillere: „Løb! Løb, alt hvad I kan ned til skibet!“ Det lod Askøkarlene ikke sig sige to gange, de drønede af sted ned mod Dybvig Havn, hvor fiskekutteren lå. Fejø-holdet løb bagefter, mens de truede og råbte ukvemsord mod Askø-holdet.
Da fiskeren så Askø-holdet komme løbende, kunne det nok være, at han fik startet sin kutter i en vis fart – spillerne fra Askø sprang ombord på skibet og med fuld drøn på motoren drønede kutteren ud af Dybvig Havn. Håndboldspillerne på Fejø stod på kajen og smed sten og æbler efter kutteren, mens de stadig råbte „grimme ord“ mod Askø-holdet, og to spillere fra Fejø var så rasende, at de sprang i vandet og forsøgte at svømme efter kutteren, som var i fuld fart på vej hjem mod Askø igen.
Fars sejrssmil
Når min far, som var gammel Askøbo, fortalte den historie, kunne han ikke skjule sit sejrssmil, selvom det var mange, mange år siden, at det skete. Faktisk må vi konstatere, at det såmænd også var både første og sidste gang, at det lykkedes „lillebror Askø“ at slå „storebror Fejø“!
Jeg er ældste datter af Helle og Milter Bjerg, og jeg er født på Askø i 1951. Far elskede også denne historie. Mie´s far og min far kunne virkelig tale om de gode tider, når de senere mødtes.
Gode hilsener fra Anny