Landsbyhistorier.dk

Min far

Jeg var vist syg – i hvert fald lå jeg i øverste køje og kiggede ud ad vinduet. Jeg ventede på, at far kom hjem og spiste middagsmad kl. 12. Så stod han der i gården og kiggede ind til mig. Han viste mig noget, han holdt i armen som et lille dyr. Det havde 2 runde øjne og en lille rund mund. Det så ud, som om det havde noget stift hår. Jeg havde aldrig set noget lignende. Et øjeblik troede jeg, det var en lille abe. Jeg lå og lyttede efter hans skridt gennem køkkenet og stuen. Nu tog han i døren og kom ind og lagde “aben” ned i sengen til mig. Han sagde, det var en kokosnød, og man kunne spise den. Jeg legede med den mange dage, før far gik i gang med løvsaven. Og man kunne spise det hvide i den. Det var en ny smag for en 5-årig. Skallen pudsede og polerede far. Han satte de to halvdele sammen, så de dannede en lille skål. Den skål havde vi mange år. Dette er en af de første erindringer, jeg har om min far.

Han blev født i 1906 i Langerhuse (Tøt) med Vesterhavet lige uden for døren. Hans far var fisker, familien var fattig. Der var 7 børn, og far lå i midten af børneflokken. Familien levede af fiskeri, så maden bestod af fisk, måger og en gris i saltkarret. Og selv om drengene var forudbestemt til at fortsætte i faderens fodspor, måtte de vente, indtil de fik kræfter nok til det slidsomme fiskeri. I ventetiden “tjente de bønder”. Selv om far kun gik i skole om vinteren, og i en 6-7 år, stavede og regnede han uden fejl. Lønnen til en hjordedreng var et par træsko og kost og logi pr. halve sommer-år. Bønderne på den fede jord oven for det sandede, flade forland, Langerhuse lå på, var ikke altid gode ved de små drenge på 7-8 år, som var sendt hjemmefra for i det mindste at spare maden til dem. I hvert fald er det en af de få gange, min far omtalte sin barndom med vrede og afsky.

Han fortalte kun én gang om sit hvide øje. Der lå en hvid hinde over øjet, og han var blind på det. Som lille dreng sad han på skuldrene af sin far og så på, at han flåede ål. Den skarpe lommekniv smuttede ud af åleskindet og lige op i fars øje. Der var langt til lægen, og den kloge kone anbefalede, at han opholdt sig i mørke. Han sad så i et skab i lange tider. Da han kom ud, var øjet ødelagt og blindt. Der var ingen vrede i ham mod forældrene, men jeg rasede og græd og forbandede, når jeg var alene, og tænkte på den lille, bange dreng i det mørke skab.

Det var ikke kun det hvide øje, der gjorde far anderledes end andre fædre. I dag ville man kalde ham “en blød mand med udpræget yngelplejeinstinkt”. I 40-erne var det ikke normen. Ingen af mine veninders fædre var sådan. Far fandt sig i alt, jeg eksperimenterede med. Jeg brugte toiletpapir som papillotter og bandt dem i hans sparsomme grå hår. Det blev nu ikke fyldigere af det. Så puttede jeg jord på hans måne og spyttede forsigtigt ned i jorden. Jord og vanding fik jo frø til at spire – dog ikke fars hår. Min far “gik i land” fra fiskeriet, da jeg blev født. Han sagde senere til mig, at han ikke kunne undvære mig de mange dage, kutterne var på havet. Jeg kunne heller ikke undvære ham.

Jeg var altid nær ham, når han var hjemme. Han verfede mig aldrig ned fra sit knæ. Jeg holdt hans hånd, når vi spiste. Som voksen har jeg tænkt på, at han så måtte spise med venstre hånd. Han lagde sin kind mod min, når jeg havde tandpine. Efter en tid sagde han så, at nu havde han så ondt i sin tand – og mine smerter var pist borte. Når jeg skulle til den halvårlige tandlægetjek, løb jeg ned på havnen og hentede far. Han gik altid med mig, selv om han stod midt i en fiskeauktion, som økonomisk betød en del i husholdningen. Han vidste, jeg ikke turde åbne munden, hvis ikke min hånd var gemt i hans. Når vi gik tur om vinteren, stak vi vores hænder i hans bukselomme. Han gik altid i Holmens bukser med gode, store lommer. I lommen lå lommekniven. Samme model, som hans fars. Jeg måtte kun røre den i fars lomme. Men han brugte den, når han skar tørfisk og fodrede mig. Eller skar frugt ud i mundrette stykker. Appelsinskallen skar han i ovaler – skar tænder og åbning ud og stak dem i munden med tungen mellem de hvide appelsintænder. Jeg ville både se og slet ikke. Det gav et frydefuldt kuldegys at se sin far som klovn.

I 1951 byggede far og en ven et sommerhus ved havet i Vrist. Min mor var syg, og jeg var i pleje hos min moster i Vrist. Jeg havde det godt hos hende, men jeg savnede min far. Byggeriet af sommerhuset foregik i de lyse sommeraftener og om søndagen. Når min længsel blev for stor, gik jeg alene op til det halvfærdige hus og lagde mig på brædderne og jamrede min sorg ud i lyngen og marehalmen. Jeg fortalte ikke far om min længsel, men han så den og var ekstra kærlig, når vi var sammen. Han tog mig med til havet og viste mig, hvad jeg måtte samle op, og hvad der kunne være farligt. Miner spillede en stor rolle i min fantasi. Jeg havde hørt frygtelige historier om minesprængte kuttere, bortsprængning af hornminer på stranden, så alle ruder i husene blev smadret. Også sprængblyanter og fosfor kunne ligge på stranden som en hilsen fra krigens tid. Men engelske mælkeflasker med patentprop, mundblæste glaskugler fra trawl og ikke mindst rav var tilladte skatte at samle på. Far havde rav”øje”. Han bukkede sig ikke efter gule sten, som jeg hele tiden bed i for endnu engang at skuffes. Nej, hans interesse gik mere mod havets gaver. Hans barndoms fattigdom havde lært ham at tage mod havets gaver. I hele sin holdning var far en ærlig og lovlydig borger, men at gå forbi en god planke eller andet drivtømmer var et umenneskeligt krav. Det blev halet op mellem klitterne og gemt lidt af vejen – for i aftenskumringen at blive hentet hjem til sommerhuset og dækket af en presenning. Som teenager drillede jeg ham lidt med det, men modtog med glæde det lille 3-benede sofabord, han lavede af en mahogniplanke, han havde “strandet” ved havet. Han havde altid noget med fra havet. Måske en smuk flaske, måske en mundblæst glaskugle. Eller bare en mærkelig ting fra de fremmede lande.

Fars morgentur var før, vi andre stod op, og jeg tror, han nød den tur mere end dagens andre ture til havet. Hvad gik han og tænkte på? Mindedes han barndommens mange ture ved havet, fiskeriet fra åbne havbåde, som blev trukket op på stranden, da der ingen havn var ved Langerhuse? Eller tænkte han på strandinger, han havde været vidne til som barn og ung? Det hav, han holdt så meget af, havde dog gennem tiderne krævet liv i hans slægt. Han fortalte om sin bedstefar, som druknede i en redningsaktion. Og han fortalte om dengang, den kutter, han fiskede med, blev minesprængt. De 3 mand bar alt køjetøjet op på dækket og tændte bål. Da de var ved at opgive, lå der pludselig en kutter på siden af dem. Far og hans bror fik bundet et reb om yngste manden – kun en dreng. Han blev halet over på hjælpebåden og nu gik det stærkt på fars båd. De to mænd måtte springe i havet og komme væk fra det synkende skib. Da de blev reddet op, var deres kutter forsvundet i dybet. Han fortalte altid meget afdæmpet og uden dramatik. Dramaet var i min lille pigehjerne – og skrækken. Hvad nu hvis..?

Far ville gerne ha’ været snedker, men det var udelukket. Men han holdt drømmen i live, når han havde mulighed for at tømre hylder, kasser og skabe sammen. Mor viste ingen begejstring for hans “værker”, da han ikke gik meget op i mål og vinkler. En høvl hørte ikke med i værktøjssamlingen. I stedet fik frembringelserne flere lag tyk. hvid maling, som bandt de fleste splinter. Sommerhuset var en oplagt chance for at snedkerere af drivtømmeret.

Da jeg var 17-18 år og flyttede hjemmefra, sagde far engang til mig, at jeg aldrig havde gjort ham ked af det. Jeg forstod nok ikke dybden af ordene dengang. Og til sidst, 3 år senere, da far lå og skulle dø, svigtede jeg ham. Jeg kunne ikke overvinde min rædsel over at skulle miste ham. Han lå bevidstløs med rør og slanger, og jeg var så skræmt, at jeg ikke satte mig og stak min hånd ind i hans. Den hånd, som gennem hele min barndom altid kærligt var der for mig.

 

0 replies

Skriv en kommentar

Har du kommentarer ti historien eller andres kommentarer?
Så send gerne dine kommentarer!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag notifikationer via e-mail, hvis andre kommenterer på historien. Du kan også abonnere, uden at kommentere.