Landsbyhistorier.dk

Min barndoms jul

Min barndoms jul var på mange måder en god jul. Jeg er født i 1955 i Thyborøn og husker de første jul klart, da jeg var begyndt i skolen. Som mange, der har læst min bog, ved, var min barndom meget svær, men julen hjemme var altid god, fordi min far var hjemme i juledagene og han var meget traditionsbunden og det gav han videre til mig.

Skolen
I skolen var der hele december måned tegnet med flotte farver på tavlen.
Granguilander og klokker og på tavlen var datoen skrevet og der blev talt ned, med en ny dato hver dag i december. Et stort hvidt stearinlys lyste på lærerens kateter og jeg husker tiden, som var der mindre vold, fra lærerenes side. De var mere milde i denne juletid.
Det helt store var forventningens glæde, især til juletræsfesten i skolens aula. Byens amatørorkester spillede op og var klædt i nissetøj. Det store grantræ, gik til loftet og var pyntet med stads, som alle eleverne havde lavet gennem årene.. Alle børnene havde deres forældre med, mine var aldrig med, da min mor altid var syg og min far ikke var hjemme. Men jeg kom alligevel…i mere eller mindre pænt tøj. Det kom meget an på, hvor syg min mor var. Var hun syg og sengeliggende, havde jeg bare mit gamle tøj på, som ikke var rent og blev selvfølgelig drillet. Men “det store” i julen og træet, alle lysene, nisserne og forventningen om julegodteposen, vi fik og appelsinen, som vi kom en sukkerknald i og trykkede og trykkede på den, så den søde saft fyldt munden med velbehag… og isen, to stpore skiver vanilieis og vaflerne, der hørte til…overskyggede svigtet, så de andre børns lede udmeldinger, gik ikke slet ind…mobberiet holdt ferie…det var jul og Kirsten var euforisk og lykkelig.

Så var der en juletræsfest mere mellem jul og nytår, i socialdemokratiet. Der var mine forældre med, ihvertfald min far, som var en meget rød socialdemokrat. Sad tæt på ham og var stolt. Den kom jeg lidt nemmere igennem, da der var mange andre fattige børn med. Mit problem var egentlig ikke fattigdom, men mere svigt. Men barneøjnene strålede og jeg vidste, at der var en Gud og en dag ville Han hjælp mig. Jeg havde lært min bibelhistorie i skolen og vidste at Jesus, gik med de mennesker, andre ikke ville være sammen med og han havde også sagt:” Lad de små børn komme til mig” og det vidste jeg, dybt inderst inde, at han mente. Men kunne alligevel ikke, i mit lille barnehovede, forstå, hvorfor de kristne ikke hjalp mig, når de nu også troede på ham og lyttede til hans ord i kirken. Men salmerne, fortalte jo sandheden, det var menneskene der løj.

Hjemme
Julen hjemme blev altid god. Selv om indledningen…det halve af oktober og hele november, var mere eller mindre kaotisk, blev tingene gjort sporadisk. Min far, der sejlede, kom først hjem, et par dage før jul og da blev der først sat system i kaoset og der blev lige så stille julefred, i det lille hjem højt mod nord. Min mor som var psykisk syg og drak, faldt i igen og igen, i dagene før min far kom hjem og det kunne være midt i kødbjerge, fra en gris fra landet, vi havde delt med naboen eller i hendes “rengøring”, hvor hun hev det hele frem og så gik hun og blev væk et døgn eller mere, eller lå i sengen, så jeg kunne ret tidlig gøre rent og kokkerere, fordi jeg blev nødt til det. Når far så kom hjem, “lå hun syg” og jeg holdt sandheden tæt inde på kroppen. “Nu skal vi være gode mod mor, hun er jo syg” sagde min far og jeg tænkte mit, sagde ingenting, det var bedst at tie.

Når far så endelig kom hjem, med køjesækken over skulderen…så blev de halvhjertede tiltag, fuldført, med mig og min bror som hjælpere. Juletræet blev hentet, min bror bagte og jeg gjorde rent. Jeg sad på køkkenbordet, med min lille blå salmebog og sang i viden sky, så taget var ved at lette, mens far ordnede al fisken, som skulle på julebordet.

Næsten hvert år, byggede min far en ny kælke til os og vi havde efterhånden flere. Vi havde vi dem i alle modeller, både de gængse og de han selv fandt på modeller til. Nogle kunne vi være flere børn på og det gav venner. Skøjter havde vi også, men af den slags, som skulle skrues på støvlerne og enten var støvlerne for små og det gjorde ondt i fødderne eller også var støvlerne for store, fordi man havde lånt nogen eller havde mors på og så sejlede man rundt og slog sig. Og skruerne kunne sidde fast, fordi de var rustne eller være svære, at skrue i med små forfrosne fingre, med våde vanter eller uden…og så faldt skøjterne af, hver gang man havde skøjtet 2 meter…ja, “De gode gamle dage” for nogen, er det vist en skrøne….ihvertfald for mig i mange henseender.

I disse år, i det miljø, kunne man ikke gå ind i julen, uden huset skinnede.
Julerforberedelserne startede for mange kvinder allerede om sommeren, hvor der blev tapetserert og ferniseret og gjort ved. Intet måtte rode udenfor på den hellige aften, ingen tøj på snoren, kagedåserne skulle være fulde, leverpostej, rullepølse, blodpølse, krydderfedt, sylt, hjemmefiskede, saltede, marinerede sild, stegte sild, rulleål, hjemmelavet marcipan, havregrynstoppe, figner, dadler, appelsiner, nødder og fine røde æbler…det hele var der og vi kunne spise ubegrænset, så det var næsten traumatisk for børn, der levede det meste af året, med en mor, der ikke fungerede og tit selv skulle lave maden, ellers fik de ikke noget, da far sejlede. Så tit var vi halvsløje i julen med al den mad. Kasserne med æbler, appelsiner og slik, stod i soveværelset og godterne kom først frem juleaften. Og vi der ellers altid kom tidligt i seng, måtte blive oppe, så længe vi ville. Min bror sad altid og sov i en stol i julenatten, men jeg havde lagt pakkerne ved min hovedpude og lå og kiggede på dem, ved min lille lampe. Især husker jeg et par røde træsko, med hælkappe…duften, farven..åh, jeg elskede de træsko.

Fra den 23. December om aften, startede julen for alvor, hvor der blev lavet æbleskiver, i den gamle æbleskivepande, min far havde fisket op i sin ungdom i Nordsøen. Jeg har den endnu og bruger den hvert år. Der blev lavet gløgg og hyggen bredte sig i det pyntede hjem. Kravlenisser overalt og julekalenderne hang på rad og række, kalendere vi fik gratis, hos de handlende og en enkelt sprællemand. Alt var rent, der var bagt og lavet til og så kom juletræet ind, bare duften af det friske gran og den blev pyntet med de gamle ting, fra mine forældres ungdom og barndom og vi børn havde lavet stads af kulørt papir, flettet hjerter og lavet roser af crepepapir og musetrapper i metervis. Lys i de gamle lyseholdere, levende lys, hvor vi altid havde en spand vand tæt på, hvis uheldet skulle være ude. Fehår, der sad fast i strømperne og stak i fødderne, når man trådte på det og stjernen…så smuk og i “sølv”. og den fine juletræsfod, min gar havde lavet og malet grøn. Den 23. var det dyrenes juleaften og vi bandt et rødt bånd, om hundens hals og den fik en lækkerbisken.

Snelandskabet, vi fik lov at lave, med vat og små huse, nisser af røde piberensere og hvor far havde lavet et lille lys, der lyste i den lille kirke. Små råkid, vi havde samlet på, i vakepulveret, hvor der i hvert pakke, var et dyr. Den røde julesterne, der lyste i køkkenvinduet. Jeg husker også, at i mælkemandens vindue, var et snelandskab, der var meget flottere. Der kørte et lille tog, med nisser i. Jeg kunne stå der i timevis, i mørke og kulde og se på det lille tog i den duggede vindue, der kørte rundt og rundt og rundt, til jeg var stivfrossen og svimmel. Løb hjem og fik varmen og så afsted igen.

Vintre, hvor kakkelovnen gik ud og vi krøb sammen og hvor der var isblomster på vinduerne og dynen næsten hang fast i væggen. Hvor vi opholdt os i køkkenet, ved gasblussen og ventede på, at far skulle komme hjem. Og selv om der var gang i kakkelovnen, var det altid koldt, hvor vi sov. Husker at vi børn, lå i vore iskolde senge og mor varmede dynen på kakkelovnen og kom løbende ind og pakkede dynerne ned om os.

Den 24. December om formiddagen, hvor pakkerne blev lagt ind under træet og der blev smovset lidt i lækkerierne, som var lavet. Naboer, der kom forbi, fik en lille en eller en kop kaffe og skulle smage bagværket…eller en sildemad og en snaps og man diskuterede, hvilke sild var bedst.”Man måtte jo ikke bære julen ud”. Den store neg, der blev hængt op på plankeværket, så fuglene også mærkede, at det var jul.

Jeg elskede hyggen, om eftermiddagen, hvor mor og jeg hjalp hinanden, med forberedelse til julemaden og sent på eftermiddagen, da far og jeg gik i kirke. Mor ville ikke med, hun ville ikke “være sammen med de hyklere”, som hun sagde (måske havde hun ret) men hårde ord. Juletøjet, kjolen som strammede og de fine hvide sportsstrømper og skoene, som var blevet pudset og klemte lidt. Pandehåret der var kort og skævt, fordi man selv havde klippet det.
Kirken, som lyste i mørket, da der ingen gadelygter var og som var fyldt til randen, af glade mennesker i festtøj. De gamle i deres sorte tøj, kvinderne med tørklæde og mændene med bryllupshabitten og kasket. Det store grønne træ, så rent og enkelt, med levende lys og hvide engle. Gran ved alle bænkeindgange. Altetavlen med Jesus, lammene og børnene, hvide gule, brune…vidunderligt ..Og så kom præsten ind, i sin sorte kjole og alle holdt vejret, troede at han havde en direkte linje til Gud og synderne tog hatten af og bøjede hovedet. Orglets brusen, tropeternes klar smukke lyd og menneskerne, der sang af hjertens lyst. “Det kimer nu til julefest…”.

Maden, hvor det hele var der, and, steg, pølse, rødkål, brune kartofler…ris a mande med mandel i og mandelgaven, som altid var en lyserød marcipangris, den søde kirsebærsovs….juleøllet og de fine sodavand med patentprop…en til hver…citronvand, appelsinvand og de røde, som jeg elskede og sparede på min, så den kunne holde hele aftenen. Oprydningen efter julemiddagen, som var endeløs, da min mor fik “maudsyndrom” og det hovedsaglig var mit område og vandet skulle koges på komfuret…puh…men der var noget der ventede forude, som gav kræfter i de små arme….. Møblerne skubbet ud til siden, træet ind midt på gulvet, lysene tændes på træet og det elektriske lys slukkes…udenfor er det buldravende mørkt…og vide, at hele byen, ja hele landet…lige nu tænder juletræet og synger…fandt de små hæfter frem, med de gamle jule sange…Julen har bragt velsignet bud, Glade Jul..dejlige jul, Dejlig er jorden, Et barn er født i Bethlehem…osv…ikke en blev glemt…og så gaverne, gaverne, gaverne, som havde været gemt i soveværelsets højeste skab, på den øverste hylde, helt inde bag ved tøjet. Som vi havde, i et øjeblik af skam, på en stige, haft hånden inde og røre ved. Bare høre den knasende lyd af papiret…åh..gaver som var købt i “Londonbasaren” i Lemvig eller senere hos “Kjeld” og gaven fra onkel Henning (ham vil jeg skrive om senere) …gavepapiret, som vi strøg og båndet vi sirligt rullede sammen og brugte næste år…og de små fine kort.
Så kom der slik på bordet…og frugt og kage…vidunderligt. Men inden vi rørte det, tog min far, den gamle store sorte bibel frem, men mine bedsteforældres navne på, med guldbogstaver og så læste han Jule evangeliet, jeg elskede det og ham:

Lukasevangeliet – Kapitel 2 – vers 1-20
Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra Kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget.I den samme egn var der hyrder, som lå på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engle frem for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: “Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; Han er Kristus, Herren…

Familien Vi holdt også nogle juleaftener i familiens skød. Det eneste jeg husker, fra en jul hos mine bedsteforældre, som boede i Harboøre, 10 km fra Thyborøn, var at der var blevet spået, at jorden skulle “gå under” Julenat ved midnat. Jeg kan huske, at vi havde lejet en “lillebil”, som en taxa hed dengang og at vi havde alle pakkerne i en stor sinkbalje. Vi kørte hjem ved midnatstid, hvor katestrofen var spået, skulle ske og Jeg var meget bange, ikke så meget for at dø, for jeg vidste jo, at ham der Jesus, var god og han ville tage børnene til sig. Men jeg var bange for braget og hele rutcheturen, indtil os børn fandt Jesus;-) Og far var der jo også og skulle vi jo samme sted hen, trøstede jeg mig med.
Min bedstefar, var en vidunderlig mand. En stor hærdebred, rødhåret mand, der altid var glad og elskede sine 11 børn og alle børnebørnene. Ni døtre og to sønner havde de og 28 børnebørn.. Men min bedstemor var stram og vred…jeg var bange for hende. Hun var uopnåelig og jeg nåede aldrig op på hendes skød…ønskede, håbede, kan huske, at jeg sad på gulvet og kiggede op på hende, når hun sad og syede, men hun så mig ikke. Jeg tror egentlig ikke hun var mere vred end andre, men måske er det fordi, jeg huskede tonen, når hun talte (til) med min mor, som hun helt sikkert var vred på, fordi hun ikke tog sig af sine børn og hjemmet. Det gjorde de andre 8 døtre jo i høj grad. Og måske havde hun også bare fået nok af børn, men det sved, især da min farmor var død og min mor ikke var kærlig, så drømmen om farmor, var levende.

Bedsteforældrene på min fars side, var forlængst døde. Min farmor allerede i 1941 og min farfar 3 år inden jeg blev født. Men de var i min fars bevidsthed og der blev sat en grankvist over deres potrætter, som en del af julepynten. Og min far talte, især om hans mor, både tidligt og silde. Den smukke, dygtige Kirstine, som var så speciel og sygeplejerske, havde hun været. Hele tiden blev jeg sammenlignet med hende…”Du ligner din farmor Kirsten”, sagde min far igen og igen og min mor fnøs. Jeg elskede hende, uden at kende hende, drømte og legede i min fantasi, at hun kom og hentede mig og så skulle vi bo sammen og hun skulle lære mig alle gode ting, hun kunne. Bage, sy og brodere og hun var så mild, blev der sagt. Så ville jeg sidde på hendes skød, med armene om hendes hals.

Til gengæld holdt vi jul nogle gange, hos min fars søster i Lemvig. Hun var så dejlig, min lille faster Eva. De boede helt ned til Limfjorden i et slot, syntes jeg det var, i min barndoms lille verden. Alt var perfekt og smukt, ned i mindste detalje. Rent, lækkert og stilfuldt. Flotte malerier på væggene, bogklassikere i reolen, fint porcelæn og sølv…og cognac til kaffen og min onkel røg store og fine cigarer. Klaver havde de også og der blev julesalmerne spillet på. Ja, der var der ingen slinger i valsen. Jeg kan huske, at hun vaskede køkkengulvet, efter vi havde vasket op, efter julemaden…et andet senarie, end i mit hjem, hvor børnene stod for det meste. Hende blev jeg også sammenlignet med af min far. Ja, de gode rollemodeller, dem var der nok af. Jeg kan også huske gaverne, vi fik af hende og onkel Børge, som var fiskeskipper. Hans skib hed Suma. Min far havde lavet en miniaturemodel, af skibet og den stod i en fin glaskasse, hvor der var laver vand med små bølger på og på kysten stod Bovbjerg fyr…Gaverne var Pukbøger, dagbøger, pigebøger og min bror fik, tror jeg alt, hvad Doktor Liberkind har skrevet, om verdens fugle og verdens fisk. Kikkerter og lommeknive og andet, som man gav en “rigtig dreng”.

Onkel Henning
Ja, onkel Henning er et kapitel helt for sig. Min far havde 3 søskende. To gode, smukke søstre og SÅ onkel Henning, som var yngre end min far. De mistede deres mor, da min far kun var 21 år, så han gik ind som en beskytter for den lille Martha og hans lillebror Henning. Eva, den ældste, var for længst gift. Og Dagmar var død af tuberkulose.
Henning var kæreste med Anne Sofie og hun var nyuddannet sygeplejerske og ville arbejde på Grønland et år og så ville hun komme tilbage og gifte sig med Henning. Men Anne Sofie kom aldrig hjem. Hun druknede ved Grønlands kyst, med skibet “Hans Hedtoft”. Så sammen med moderens tidlige død og hans elskedes død, mistede onkel Henning lidt grebet om livet. Han var et fint menneske, meget intelligent og lidt svagelig, ikke som min far, der var robust og klarede alle de maskuline ting. Henning var en drømmer og min far passede på ham. Han blev kun arbejdsmand og min far fik ham altid med på de både, min far sejlede med, som Matros.

Fra jeg var ganske lille, elskede jeg onkel Henning. Hans hjem var et paradis for mig, da han havde mange , gamle ting, fra mine bedsteforældres hjem. Især mit gamle udskårne egetræsskab, der stod i hans lille fiskerhus holdt jeg af. Ved en hver lejlighed, med hans godkendelse, åbnede jeg de store skuffer, som var fulde af magi…af billeder og kort, fra en svunden tid og især var det billeder, af min farmor, som jeg interesserede mig for. Jeg tiggede og bad og gik sjældent derfra, uden et eller andet jeg kunne bruge, i min fantasi om den familie, jeg aldrig havde kendt og som jeg følte mig så knyttet til. Det var alt fra billeder, kort, hårspænder og endda smykker. En lille jadesmykke fra min fars søster Dagmar, som døde som 17 årig, på herregården Rysensteen, hvor hun var barnepige. Hun døde af tuberkulose. Der var også en lille nål i guld, fra KFUK, som var hendes. Men det har jeg for længst mistet.

Jeg har altid arbejdet som barn, havde mine faste ruter hos kvinder i nabolaget, hvor jeg tog opvasken eller passede børn. Hos onkel Henning var jeg fast rengøringskone, fra jeg var 6 år, tror jeg og nogle gange overtalte jeg ham, til af få gjort rent en ekstra dag, hvis jeg var i pengenød. Jeg skrubbede og skurede og “det gamle skab” fik en omgang petrolium, (som han i øvrigt fyrede med) og i særlige tilfælde, blev skabet gjort flot med skosværte og poleret derefter…det havde hans mor gjort, så det fortsatte jeg med, da jeg jo så gerne ville ligne min elskede farmor.

Rengøringsdagen var lagt i helt faste rammer. ALT blev sæbet af og efter dette, fandt jeg en lille dug, min farmor havde broderet. Den var lidt krøllet, da der ikke forefandtes et strygehjern i huset. Derpå de fine gamle kopper, sukkerskålen med valmuer på. Mariekiksene med smør imellem. Kaffen var klar og stod og varmede på det lille kakkelovn…og så kom det, jeg både frygtede og så hen til…….jeg skulle gå op i Sneglehuset og hente 2 røde sodavand og to lysøl. De røde sodavand lokkede, men jeg vidste også, hvad der ventede mig. Poula, den gamle kone, som var gift med Alfred, som havde bygget Sneglehuset, hvor de boede og solgte kaffe og is om sommeren, bad mig altid om, at gå i kælderen, når jeg kom og jeg var så bange!

Kælderen var under køkkenet og i gulvet var der en lem, med en stige ned til kælderen, hvor der var en svag glødepære og jeg var rystende angst for, at lemmen skulle falde i og jeg aldrig ville komme op og hen til onkel Henning og drikke mine røde sodavand…og det job der ventede mig, når vi havde nydt vores kaffe, kiks og onkel Henning havde drukket sine øl og jeg skulle have min to-krone…og..og…og jeg ville blive et billede i onkel Hennings skuffe og andre ville stå og kigge ned i skuffen og sige…åh det var hende, den lille dygtige Kirsten, der lignede sin smukke farmor…ja, det var jo hende, der blev kvalt i Sneglehusets kælder..åh-åh-åh…sikke en skæbne.

Når jeg så endelig var kommet ned i kælderen og først skulle vænne mig til lyset, vidste godt, hvor de røde sodavand stod og også lysøllerne…så råbte Poula oppe fra køkkenet “Lille Kirsten, kan du ikke tage den steg, der står ovre til venstre og den skål fedt der står derovre og 5 hvidøl i kassen til højre og sætte op på kanten..og…og…og. Endelig var det de to sodavand og de to øl…op i lyset igen og Poula sagde: “Du er så dygtig lille Kirsten, når du bliver stor, skal du være ung pige i huset her hos Poula…og jeg tænkte..”Nej, det vil jeg ikke.!..jeg vil aldrig mere ned i den kælder, så jeg bliver et billede i skuffen”. “Men en knald, det skal du godt nok, ha´lille Kirsten…du er en knag” sagde Poula og jeg løb, alt hvad mine små ben kunne, hjem i onkel Hennings varme stue med flaskerne raslende i posen,.og nu skulle vi hygge os.

Drikkevarene stod i køkkenet, vi skulle jo først have kaffe, som havde kogt et par timer på kakkelovnen og kiksene skulle spises og så skulle der vaskes op og så kom drikkevarerne på bordet. Alt skulle gøres i den rigtige rækkefølge, efter min lille husmorplan:-).
Onkel Henning drak, men ikke mens jeg så det, jeg syntes nok, han snøvlede lidt, men jeg troede, at det var hans ulykkelige kærlighed. Han havde nok taget et par store snaps i den time, hvor jeg var i Sneglehuset.

Da vi var igang med anden flaske hver, sagde onkel Henning “Lille Kirsten, vil du tage billedet oppe i uret” Kirsten tog en stol, kravlede op og åbnede det gamle ur og i bunden af urkassen, lå billedet af Anne Sofie…..jeg tog det lille slidte billede i min lille barnehånd og så gik jeg over bag ved onkel Henning, som sad ved spisebordet. Billedet lagde jeg foran ham og med mine små barnearme, holdt jeg om ham. Vi kiggede på billedet sammen, mens vore tårer smeltede sammen på dugen..”.åh, hvor var det synd, hun skulle jo bare derop et år, sagde han med grødet stemmme. min lille Anne Sofie”….åh, hvor gør det ondt. “Det skal nok gå onkel Henning, du har jo mig”, sade jeg trøstende. “Ja, jeg har jo dig, lille ven og tak Gud for det” sagde han med grådkvalt stemme. Jeg lagde billedet tilbage i uret, til næste uge, hvor det var samme plan igen. Da jeg var kommet ud fra huset og kiggede ind af vinduet, sad han med hovedet ned i bordet og men armene over og græd….jeg løb hjem over stok og sten, med den blanke to-krone i lommen….ind i huset på Vestvej…mor råbte “Hvor fanden har du været, din møgtøs…har du nu været ovre ved den idiot igen…han kan sgu selv gøre rent…du skal vaske op nu…og…og…og…kom så igang…ja, det er en anden historie og hører ikke julen til.

Jul med onkel Henning
Min onkel Henning var altid fuld i julen og det gjorde min far vred. “Kan han da ikke, bare den ene dag om året være ædru” sade min far og det kunne han selvfølgelig have ret i, men jeg tror, at lige nøjagtig i julen, blev smerten for stor for ham og han blev nødt til at dulme den. Det havde min far ingen forståelse for og iøvrigt heller ikke for andre der drak. Han afskyede det.

Men som børn, var vi meget frustrerede og bange, da vi ikke vidste om far gav lov til at han skulle holde juleaften hos os. Det var selvfølgelig gaverne vi tænkte mest på. Vi fik de allerbedste gaver af ham. Vi havde allerede i november skrevet ønskeseddel og plantet foran ham og husket ham på hver dag i december, at det der stod øverst på sedlen, skulle han huske, at det var det, vi ønskede mest!

Onkel Henning havde orden i pengesagerne. Det viste sig ved hans død, at der ingen gæld var. Huset var betalt. Han havde en pengekasse gemt under sengen, med flere tusinde kroner i og den eneste gæld han havde var en flaske gas, hvor regningen lå i pengekassen sammen med beløbet i en brun kuvert. Så han lå ingen til last. Og skulle min far, som den handy mand han var , lave noget for sin bror, sætte et vindue i, eller lave en trappe eller andet, så var det med regning, underskrift og det hele… rene linier.

Hele formiddagen før juleaften jamrede min far” Jeg har lige været ovre ved ham og han sidder med en øl i hånden. Han skal altså ikke herover og ødelægge vores jul…osv” og vi børn havde ondt i maven. “Jamen far, han er ikke fuld, kun lidt…må han ikke nok!”. Sådan gik hele dagen, hvor vi børn skiftevis løb over og målte hans brandert og håbede. Sækken med pakker, stod i hans stue og han var klar, må man sige…

Efter kirketid og lige før maden skulle på bordet sagde min far “Så hent ham da” og vi fløj ud af døren, ud i kulden, min bror og jeg og løb over til det lille hus. Han var fuld nu, kunne vi høre. Han sagde altid “Pleeease…..” og det mest fantastiske kom ud af hans mund, når han var godt lakket til. Jeg kan huske, at han ofte sagde til mig, når han var fuld ” Pleeease…der kommer en dag, Kirsten…hvor du kommer hjem fra Hooooolywood…i en stor hvis limousine!!…pleeease” Ja, hold da op, det var noget af en varsel, for en lille 7 årig pige i det mørke Thyborøn:-)

Men vi fik hentet ham og vi havde alt, hvad vi kunne gøre med at holde ham på benene og bære den store sæk. Så der kom mange pleaseer den aften og historierne blev fortalt, men Anne Sofie nævnte han ikke, kun hans mor blev nævnt i næsten hver sætning.
Gaverne fra onkel Henning var altid de ting, der stod øverst på ønskesedlen. Rulleskøjter, store dukker, små fine møbler til mit hjemmelavede dukkehus osv…de overstrålede fuldstændig, de gaver jeg fik af far og mor. Men julen var reddet. Onkel Henning var der og han blev mere og mere ædru, som aftenen gik. Det sørgede min far for, da juleaften var fri for alkohol.

Glædelig Jul.

 

1 svar

Skriv en kommentar

Har du kommentarer ti historien eller andres kommentarer?
Så send gerne dine kommentarer!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag notifikationer via e-mail, hvis andre kommenterer på historien. Du kan også abonnere, uden at kommentere.