Landsbyhistorier.dk

Min barndoms jul

Kære Mads og Ida kom her og sæt jer, så skal bedstefar fortælle jer lidt om min barndoms jul hjemme hos min far og mor.

Vi skal helt tilbage til omkring 1936, hvor jeg var 4 år. Min far, jeres oldefar, var præst ved Horne kirke på Fyn, og vi boede i en gammel præstegård tæt ved kirken. Familien bestod af far, mor, farmor, tante søster, 9 børn, hvoraf jeg var den 3. yngste, samt 2 tjenestepiger, altså 15 i alt.

Hvor præstegården ligger, lå der i meget gamle dage et munkekloster og en bygning står stadig tilbage, den er fredet. Vi børn var ikke helt trygge ved at færdes i det gamle kloster, for højt til vejrs på de fritliggende loftsbjælker havde et par store ugler indrettet sig, og når de stirrede på os med deres store øjne, var der dømt gys, for ikke at tale om når de næsten lydløst susede forbi os i skumringen. I klosterbygningen opbevarede vi vinterforråd som kartofler og gulerødder, og vi børn var da også helt sikre på, at her boede gårdnissen.

Når julen nærmede sig, blev der stor travlhed i hele præstegården, der skulle gøres rent, bages, pudses sølvtøj og meget meget mere. Forpagteren, der passede landbruget og dyrene, skulle også sørge for at grisen blev slagtet, men det arbejde blev udført af hjemmeslagteren.

Far, der som i nok husker, var præst, stod et par søndage før jul på prædikestolen og formanede menigheden om, at de ikke måtte arbejde om søndagen, men at de skulle holde den hellig. Da far kom hjem fra kirke, så han hjemmeslagterens bil holde på gårdspladsen, og på staldmuren hang en slagtet gris. Slagteren var blevet bestilt til at komme, når han fik tid, og det var så blevet søndag, der passede ham bedst.

Far, der lige havde stået og belært menigheden i kirken, blev nu så vred over hvad der foregik i hans eget hjem, at han med store ord bebrejdede slagteren og hans søndagsarbejde. Slagteren tænkte lidt over irettesættelsen og sagde så på syngende fynsk: ”Jamen det nytter it’ no’e hr. pastor, grisen er fame’ dø’ ”. Grinende måtte far fortrække ind til sig selv, hvor han fortalte mor historien.

Når sådan en gris blev slagtet, blev dens blod tappet over i en stor gryde, og så skulle der røres uden ophold, for at blodet ikke skulle størkne, samtidig blev der tilført kogt byggryn, rugmel, spæk, rosiner, sukker og krydderier, og alt blev fyldt i grisens egne rengjorte tarme for til sidst at blive kogt til blodpølse. En sådan skive ristet blodpølse med sukker, kanel og sirup smagte rigtig godt.

Der blev også slagtet fjerkræ, ænder og gæs til julestegen og høns til suppe og hønsekød, i den forbindelse tror jeg nu nok, at hønsegårdens store og meget arrige hane røg med i købet, for der skete nemlig det, at jeg som lille purk på 3 – 4 år havde lukket mig ind i hønsegården, hvor jeg ville indsamle æg, her blev jeg pludselig overfaldet af den skrækkelige hane, der fik mig væltet ned på ryggen og satte sig med baskende vinger på mit bryst. Mine skrig blev hørt af en af tjenestepigerne, der straks kom til hjælp og sparkede dyret væk. Da mor og far hørte om episoden, var hanens skæbne beseglet.

Lillejuleaften blev det store juletræ, der nåede helt til loftet, båret ind i den pæne stue, hvor mor og far begyndte at pynte det, samtidig blev vinduer og nøglehuller blændet, så vi ikke fik en chance for at få et glimt af herlighederne inden tiden.

Juleaften om eftermiddagen skulle vi alle i kirke, og det må have været et stolt syn at se præsten i præstekjole med hele familien i én lang række bag sig gå ad kirkestien.

Så blev det endelig juleaften og en portion risengrød var sat ud til nissen i klosteret. Inde var vi alle samlet til den store fest, I husker nok, hvor mange vi var, ja rigtigt 15 i alt. Først blev et meget stort lerfad med risengrød båret ind af tjenestepigen, i grøden var der lagt en mandel og kun én. Mandelgaven var altid en lille marcipangris.

Et år gik alt dog ikke som planlagt, tjenestepigen, der bar grøden ind, snublede over dørtrinet og faldt så lang hun var med grød og fad. Hun skoldede sig grimt på den varme grød, og far måtte i hast køre hende til Fåborg sygehus til behandling, hun kom senere med tilbage med begge arme i bind. Tante søster havde i mellemtiden kogt en ny portion risengrød, så med stor forsinkelse blev det alligevel jul det år.

Efter opvask blev alt lys i spisestuen slukket og farmor fortalte juleeventyr medens vi ventede spændt. Pludselig blev fløjdørene slået op, og vi så det mest fantastiske juletræ stråle imod os. På træet hang hjerter fyldt med pebernødder side om side med sukkerstænger, hjemmelavet konfekt og stjernekastere. Under træet var der som i dag lagt julegaver, dog ikke i så store mængder.

Med hinanden i hænderne gik vi rundt om træet og sang alle de gode julesalmer og sange. Til sidst læste far juleevangeliet for os, og så var det endelig tid til gaver. Jeg selv fik en trehjulet cykel, som næsten blev kørt sønder og sammen af mine store brødre inden aftenen var forbi. Ellers bestod gaverne mest af tinsoldater, lersoldater og bliklegetøj, og alle, tror jeg, fik et eller andet hjemmestrikket til at varme sig ved.

Ja sådan husker jeg min barndom og jul i præstegården på Fyn. I 1938 flyttede jeg med min familie til Lemvig, hvor jeg havde resten af min opvækst.

Et stort knus til Mads og Ida fra bedstefar.

 

0 replies

Skriv en kommentar

Har du kommentarer ti historien eller andres kommentarer?
Så send gerne dine kommentarer!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag notifikationer via e-mail, hvis andre kommenterer på historien. Du kan også abonnere, uden at kommentere.