Landsbyhistorier.dk

Grethes erindringer

Jeg er vokset op i Øster Tørslev, en landsby ca. 17 km nord-øst for Randers, mine forældre havde en lille ejendom på ca. 10 tdr. land. I trediverne var fattigdommen stor i Danmark, vi havde en god barndom. Vi var ikke ret store da vi måtte hjælpe til. Lisbeth og jeg var vel 6 og 5 år da vi måtte gå til købmand med 12-15 æg, da vi skulle over broen til åen nede ved kirken, opdagede vi at det var skægt at smide æggene ned på stenene, det sagde splat. Men så kom Anna Kjerulf, og så fik det sjov en ende. Mor kunne godt nok ikke forstå, at hun fik mindre for æggene end naboerne.

Vi måtte også med i marken i al slags vejr, men hvis det regnede kom Karen Andreasen eller Steffens Marie og hentede os, så var vi der. De havde to ejendomme ude ved marken, det var ca. 2 km hjemmefra.

Der var et ualmindelig godt naboforhold, alle tog del i hinandens glæder og sorger, men de var vel også afhængdige af hinanden. De kunne låne alt af hinanden, det var lige fra porcelæn og glas hvis de skulle have gæster til tøj. Skulle vi i byen havde Charles en jumbe, vi havde lygterne. Fars spillede kort med Robert og Marie, venner de havde hele livet, de kunne godt få en rugbrød med farin, men skidt de morede sig. De spillede også kort en gang om ugen med Jens Nørgård, Valdemars og Agentens. Mor var god til at bage sirupslagkage, så engang kom Agenten til at tabe lagkagen ned i skødet, Robert sagde “skal jeg hente øksen”, det grinede Agentens Agnes af i 1984, da jeg var der som hjemmehjælper, hun sagde “vi var fattige”, men de havde det bedre end nu. Nu er de døde alle, men vi er da nogle der endnu kan huske dem. Deres søndagstur var når de gik ned i bakkerne, og kunne se ud over fjorden. Pastor Gamborg havde et sommerhus der nede, det var der ingen andre der havde. Gamborg malede billeder. Han samlede de unge mennesker, og han gik som måske den eneste der ejede en slåbrok, tur ud af Stoubyvejen i slåbrok og tøfler.

Jeg syntes altid der var sne om vinteren, det er da hændt at vi måtte blive hjemme fra skole, fordi vi ikke kunne komme ud, husene var iskolde, vi havde kun varme i stuen. Alle byens mænd havde snerydnings pligt. De skulle møde og kaste sne, fra gårdene skulle de stille mandskab efter gårdens størrelse. Jeg husker også en orkan, hvor vi havde ordre til at blive inde, vi måtte ikke lukke dørerne op, stråtaget kunne blæse af. Så bankede charles på vinduerne, der var væltet en ende af Ladegården, det var Niels og Malenes, som fars kom sammen med. Mor satte panden på bordet med de stegte frikadeller og løb. Vi tre piger tog en hel frikadelle hver, vores ration var en ½, men da de efter et par timer kom hjem, var der til vores forundring ingen skæld ud.

Vi var eneste børnebørn i fars familie, så vi var nogle af de første, der havde gummistøvler. Oldefar Rasmus Bach lavede også en dukke vugge til os den var grøn. Han døde januar 1933. Bedstemor var enebarn, så da hun fik sidste afdrag (100,00 kr.) på huset, fik vi en pæn frakke hver. Jeg var ikke ret gammel, da jeg ville prøve at malke en ko, (vel 6-7 år) jeg havde et vældigt arbejde med at få malkestolen på plads, da jeg rakte efter kopatterne, var koen gået over på den anden side af mig. Jeg ville også gerne tidligt op, og med far ned i kostalden, så en morgen tog en af køerne mig med hornene, og smed mig ned i møget i grebningen, far fløj op fra malkestolen, og bar mig ind, jeg var jo lidt forslået, men heldigvis var jeg kommet i Lisbeths kjole, min var jo hel og pæn, og den var for lille til hende, de var helt nye, sikken en ståhej.

Jeg klatrede også meget i træerne, da jeg kravlede op i pæretræet, fald jeg ned i en stikkelsbærbusk. En anden gang klatrede jeg i et æbletræ, der stod i et vildnis, mellem vores og naboens grund, da var Rasmus på ferie. Der var vilde hindbær og brændenælder i massevis, så havnede jeg på et pindsvin, Rasmus samlede pindsvinet op, gik ned til mor og klagede over den snotte tøs, hun kunne have slået pindsvinet ihjel. Hvor forreven og forslået jeg var tænkte ingen på. Jeg kunne jo blive ved jorden, sikken et forlangende af et barn der elskede at kravle i træer.

Skulle vi cykle måtte vi bruge fars cykel, så kunne vi sidde under stangen, (sært vi ikke fik skæve rygge). Da vi blev 8-9 år kunne vi leje cykler ved blikkenslageren (Bernhard og Christiane), han lavede nogle klodser, sadlen blev sat ned i, jeg tror vi gav 50 øre, det var for 2 dage, vi cyklede til Gassum-Hvidsten, kørte en dag kom hjem den næste. Ingen biler men til gengæld en del hestevogne, hvis det var travlt i landbruget. Slagterens Inga døde da vi var 12år, hvad hun døde af fik vi ikke at vide. Vi legede sammen i skolen, det gjorde et stort indtryk på os.

Historien er skrevet af min mor, Krista Margrethe Christensen, kaldet Grethe, gift Bugge.. Min mor blev født i Gassum, 31.12.1926, men flyttede som spæd til Østergade i Øster Tørslev. Hun kom ud at tjene som 13 årig i Vester Vested og senere på Mors.

 

0 kommentarer

Skriv en kommentar

Vil du bidrage til historien?
Skriv din kommentar i formularen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag notifikationer via e-mail, hvis andre kommenterer på historien. Du kan også abonnere, uden at kommentere.