En Gedsted drengs erindringer

Den 29. juli 1916 kom jeg til verden, i mine bedsteforældres lejlighed c/o fabrikant Carl Pedersens hus på torvet i Gedsted. Som 1½ årig flyttede jeg med min moder og min stedfader til Tange og derfra til V. Torslev ved Hobro, hvor jeg fik en lillesøster. Jeg var nu 4 år og ret ofte var jeg i Gedsted. Min bedste hentede mig og jeg var da hos hende i lang tid. Der begyndte mine gåture til fjorden om aftenen. Bedstefar var jo på jagt eller fisketure med Carl Pedersen, så når bedste havde lukket butikken, var vi nede at hente dem. (butikken var en urmagerforretning med musikinstrumenter samt tobak og cigarer mm.).

Min stedfader var jo lokomotivfører, så de blev forflyttet til Mundelstrup. Jeg var 6 år og skulle begynde i skolen, og det var Fårup skole jeg kom i.

Vi skrev da 1923, det gik også stærkt dengang, for allerede om efteråret flyt-tede vi til Gedsted, og jeg kom i skole hos lærer Knudsen, hvor jeg sad sammen med Willy Frank Pedersen. Vi blev fine venner, og lavede en del bal-lade. Lærer Knudsen syntes, nu kan det være nok, så i en sangtime mærke-de jeg pludselig violinbuen oven i hovedet og den brast. Det fik Willy til at le højt, så han fik en drejning i øret, men det hjalp da ikke på os to.

I Gedsted (det var nu blevet 1924) boede vi to steder. Jeg husker bedst hos Martin Hansen, Vesterbro 18, men så blev stedfar lokomotivfører i Hestbæk, det var ved mergelbanen, og vi flyttede så til Ullits, og jeg kom til Foulum i skole hos lærer Regnar. Det var jeg ked af, jeg ville være blevet i Gedsted, der var min bedstemor, og der var jeg hjemme, men nej. For min stedfader var Ullits bare et springbræt, og vi flyttede derfra til Hornum st., hvor jeg gik i 2, 3 og 4. klasse, og hvor jeg også blev konfirmeret.

Disse 4 år indtil min konfirmation var en start til, at jeg ikke var barn mere, men dog, jeg fik cykel, som jeg faktisk selv samlede, og hver eneste ferie var jeg i Gedsted og ellers også der ind imellem. Jeg cyklede mange gange fra Hornum fredag og tilbage igen søndag aften, turen gik over Våsen og gen-nem Gl. Ullits og tilbage på igen lidt før Farsø, det var 21 km, og det gik glimrende i disse 4 år. De sidste par år i kartoffelferien var der jo landmænd, der skulle have taget kartofler op, og en skolekammerat og mig ville jo gerne tjene nogle penge, og det var bedstefar ret stolt over, alene det at knægten ville arbejde, så fornyede jeg jo cyklen lidt.

Vi er nu nået til 1930, og jeg er blevet konfirmeret. Jeg skulle så i lære og gerne noget med biler. De havde jo lastbil derhjemme og der var jeg ret iv-rig.

Jeg kunne ikke være hjemme, jeg skulle på landet. Jeg kendte lidt til Jens og Margrethe i Holmmark, og jeg syntes de var ret flinke. De ville godt have mig derned, og Karl Olsen og Nilda rådede mig til det for en sommer, men nej, det landbrug det var ikke noget for mig, rent ud, jeg stak af derfra og til Hornum igen. Der arbejde jeg forskellige steder, lidt derhjemme på lastvog-nen, men der var en cykelhandler, ham oj jeg var fine venner, så der var jeg faktisk hele tiden. Han opdagede at jeg godt kunne lave cykler, han spillede musik (mest om aftenen hist og her), så han sov meget om formiddagen. Det ene år gik, og det andet med, jeg lærte faktisk cykelfaget.

Så skete der noget hjemme, min stedfar var uheldig en dag i Nibe, han kørte galt og kørekortet røg. Jeg var kun 17½ og var på dette tidspunkt i Haubro hos en vognmand, hvor jeg var arbejdsmand og alt mulig. Derhjemme fir de så en chauffør, men det gik ret skidt, så de solgte forretningen og flyttede til Farsø, hvor de købte en anden vognmandsforretning, og stadig med chauffør på. Det var for dyrt og jeg var nu blevet 18 år og begyndte så med kørekor-tet, Det stod hårdt på, jeg måtte selv tjene til det, da stedfar og jeg ikke just var på bølgelængde. Jeg gjorde noget ved det og tog til Gedsted til Chr. Jut-temand (Chr. Christiansen), det tog en time til 4 kr. En uge efter havde jeg kortet. Jeg begyndte så at køre hjemme, vel et års tid, men det gik ikke.

Jeg var imidlertid blevet fine venner med en chauffør, der kørte på Hornum-Farsø-Fjeldsø-Viborg, så en søndag aften in imellem var jeg med i Viborg og kom derved til at kende andre chauffører i Viborg. En dag sagde en af dem om jeg havde lyst til at komme til Skelhøje til en vognmand, der havde flere biler. Det lykkedes og jeg kørte der i ca. 1½ år, og et var så starten til at jeg blev rutebilchauffør.

Jeg var nu lige ved at runde 22 år, og jeg fik så det røde kort, da jeg fyldte dem, men det var en lidt usikker tid. Vi skrev 1938 og det ulmede, men jeg kørte på flere ruter i Viborg og da også i Farsø. Det blev da også til en som-mer (1942) hos Martin Nielsen i Gedsted, og jeg glemmer aldrig da bedstefar sagde: Kan du ordne så stor en vogn?

Jeg var nu ved at blive en blakket fyr, og drog nu til Ålborg, der var der ar-bejde nok, men det var ikke min livret. Jeg kom hurtig i forbindelse med en vognmand fra Tylstryp. Og han manglede en som mig, der var kendt med generator. Tiden gik fint i Ålborg, jeg fandt en sød pige, og hun var fra Års, ja, godt arbejde og en sød og fornuftig pige. Magda og jeg blev gift i 1944 og fandt da også et sted at bo. I 1945 fik vi en pige og lykken var stor. Imidler-tid sluttede krigen, og jeg fortsatte så med at køre lastvogn. I 1949 fik vi en pige mere, og det blev så ikke til flere. Vi har nu rundet 1950 og rutebilen svævede stadig i hovedet. Jeg kom da også til at køre en turistbil, og i en pe-riode på ruten Ålborg-Hobro, men at blive fastansat var umulig. Vi talte nu en del om at forlade Ålborg, så efter en samtale med rutebilejer Henry Ting-gaard, som jo havde rødder i de forenede rutebiler her i Gladsaxe, tog jeg herover og fik arbejde. Mange rejste hurtigt hjem, men jeg blev og efter 3 mdr. flyttede vi herover, vi skrev 1954, og jeg har også kørt for andre sel-skaber. Alting gik ret godt, og vi fik en dejlig lejlighed. Ikke alt går efter den lysegrønne sti, sygdom kom der også, jeg fik noget med balancen, og efter lægens råd måtte jeg holde op med bussen. Jeg kørte så varevogn og hyre-vogn i en 4-5 år. Imidlertid kom jeg på højkant igen og begyndte med bus-sen igen. Forholdene blev bedre og bedre og vognene bedre og mere i løn, så alt har fungeret fint. Begge vores piger er gået i mit fodspor og har haft kort i mange år, og børnebørn er der 3 af, og de er alle voksne og i gode stillin-ger.

Nu er det efterhånden 8 år siden jeg ble pensioneret, men disse år har ikke alle været i fuldt flor. I sommeren 1990 skrantede jeg en del, hvad resulte-rede i en stor operation, som da også gik godt. Det var hovedpulsåren, der var ved at sprænges, men jeg er ikke den samme mere. Med ryggen er det heller ikke godt, men med medicin går det, og vi kan rejse ud med måde, takket være min kone Magda og familien, så derfor håber, at få nogle gode år endnu.

Ejler Olsen sov ind den 21. marts, 1999. Han skrev ovenstående erindringer i 1992 til lokalhistorisk arkiv i Gedsted. (Historien er indsendt på vegne af min morfar)