Neumanns brev til kongen

Til Kongen,

Det var den 26de i forrige måned i mørkningen, da jeg var beskæftiget med mit høstarbejde, navnlig at hjemføre hvede, at nuværende sognefoged Anders Olsen i Fjenneslev kom til mig i min gård, og forlangte; at min karl, Jens Jørgensen, og min kone skulle straks følge med til Fjenneslev mølle. Jeg spurgte: hvad de skulle der? hvortil han svarede: at han ikke vidste det; og jeg erklærede ham da: at de ikke kunne komme efter sådan ordre, da de begge havde vigtige arbejder for, karlen med at høste (hvilket især i år var af særdeles vigtighed, da man måtte med ængstelse benytte ethvert øjebliks tørvejr) og min kone med at lægge dej og passe vore små børn, af hvilke det mindste kun var ¾ år, og endnu fik die, hvilket hun så meget mindre kunne forlade således på en studs, som vi ikke holde tjenestepige. Fogden gik da ind til min kone, der – som sagt – var i gang med at ælte dej, og sagde til hende: at hun straks skulle følge med til møllen. Hun svarede: at det kunne hun ikke, da hun nys var begyndt at deigne (lave dej). Denne besked syntes vel ikke at være ham fyldestgørende.; men han gik dog bort hermed. Omtrent ½ time efter kom fogden i følge med Hans Jacobsen og Ole Hansen af Fjenneslevmagle til mig på marken og til min kone i gården med samme besked, idet de sagde: at det var efter ordre fra Justitsråd Harhoff. Da min kone endnu ej var færdig med dejen og da Harhoff desuden ikke er vor øvrighed, såsom Fjenneslev ligger under Sorø Birk, samt da vi i alt fald var berettigede til at fordre i det mindste aftens varsel ifølge Frdn. 3die juni 1796 § 29 og Refer. 3.nov. 1798, så undslog vi os begge derfor, og de gik.

Atter noget efter, da det var blevet mørkt, kom Fogden igen med samme mænd og desuden en anden mig ubekendt person, som jeg siden hørte at være justitsråd Harhoffs fuldmægtig, og hans kusk, til min gård. Der traf de min karl, som de beordrede at gå til møllen. Han svarede at han ikke kunne gå, fordi han skulle passe sit arbejde. Da min kone hørte, at den ommeldte person skreg højt, bandede og gjorde megen alarm, løb hun fra dejtruget ud i gården, med dej på hænderne, og spurgte: hvad der var på færde, siden man gjorde sådan alarm? dertil sagde personen: at hun uden ophold skulle pakke sig ud af gården, ned til møllen, tillige med karlen. Da hun sagde” nej! jeg går ingen steder, fordi jeg ikke har tid”, så tog han hende i brystet, trak hende hen i gården idet han sagde: “vil hun ikke gå med, så skal hun svinebindes og kastes op i vognen;” og derhos slog han hende i ansigtet med en stof eller knippel, som han havde i hånden (hvilket må være set af min tjenestekarl Jens Jørgensen og husmand Niels Larsen af Fjenneslev samt af Hans Jacobsen, Ole Hansen og Justitsråd Harhoffs kusk).

Konen gav et skrig af sig, og da jeg, som arbejdede straks udenfor gården, hørte dette, løb jeg til og spurgte: hvad er her på færde?” – ” De slå mig! ” sagde min kone, idet hun viste mig sin kind, som allerede hovnede af slaget. Jeg blev derover forbitret; men styrede dog min harme og spurgte: hvo det var, som således gjorde bold på mit hus? Personen svarede, at han var Justitsråd Harhoff. Men jeg, som kendte Justitsråd Harhoff af person, sagde: at det ikke var sandt og truede dem med prygl, dersom de ikke gik, hvorpå de alle 4 løb ud af porten.

Det varede imidlertid ikke længe, så kom virkelig Justitsråd Harhoff selv, som havde samlet en 50 mennesker, hvilke han lod omringe gården på alle kanter. De havde 6 – 7 lygter. Flere kom til, hele byen blev råbt sammen. Da blev jeg, som ikke vidste at Harhoff var med, betagen af angst, især da jeg iblandt stemmerne hørte min avindsmand, den afsatte sognefoged Niels Larsen. Jeg sagde derfor til min kone “det er bedst vi skjule os; jeg frygter de mishandle os.” Vor ældste søn fik ordre at sige vi var ikke hjemme, og nu skjulte vi os på loftet, medens de andre med Harhoff gik ind i stuerne og ransagede.

Jeg klatrede så højt jeg kunne og forstak mig i noget foder. Hun som var frugtsommelig – kunne ikke følge, men blev nede på loftet. Et par mænd med lygter kom op. Harhoff stod underneden og befalede, hun skulle komme. Hun gik da ned ad trappen. Ligesom hun trådte ned, greb Harhoff hende i brystet og sagde til sognefogden, som stod med to Bagreeb, at han skulle svinebinde hende. “jeg skal lyde min mand”, undskyldte hun sig. I skal lyde øvrigheden! svarede han. “Jeg skal lære jer at tjene øvrigheden; hidtil har I været vant at råde jer selv hos øvrigheden; nu er det forbi med eders hundekunster. Nu skulle I få Qvarteer for livstid”. Hun ville på ingen måde lade sig binde, da hun var svanger og lovede derfor at følge godvillig. Harhoff førte hende til bryggersdøren. Hun bad at måtte tage sit ¾ års gamle barn med, som lå i vuggen. “Jeg vil ingen børn have”, råbte han, “ikke et fjed må hun gå”. Hun kom ud til vognen, tog plads i Justitsrådens Stol, medens Harhoff og personen der nok var skriver eller fuldmægtig hos ham, stående stillede sig bag hende og idet de kørte op ad gaden hånede Justitsråden eller fuldmægtigen hende til den sammenløbne Mængde. De kom således til møllen, hvor der blev anstillet forhør, dog om lutter hende uvedkommende ting. Ved forhøret vare Harhoffs fuldmægtig og kusk vidner, hvilket vel næppe var rigtigt, da andre mindre interesserede eller afhængige kunne haves. Harhoff udskældte hende og truede hende med arrest, men ytrede dog, at der endnu kunne redning for hende, når hun kun ville angive alt hvad hun vidste, også fra tidligere tider. Både fuldmægtigen og kusken snakkede med ved forhøret lige så vel som dommeren, hvilket vel ikke passede sig, når de skulle være vidner.

Da hun var blevet udspurgt om forskellige ting og derved ikke just behandlet med høflighed, tog Harhoff hende og stødte hende ud af døren. ” Må jeg nu gå hjem til mit barn “? ” Nej, hun skal blive til jeg får fat i Neumann.”

” Det kan jeg ikke, jeg går”; hvorpå Harhoff sagde til de omstående, ” Tager rebene og binder hende og lægger hende udenfor! ” dog gjorde ingen det, da hun blev stående stille. Min tjenestekarl kom derpå ind, og hun måtte imidlertid stå udenfor, næsten ved mølle broen. Endelig fik hun af Justitsråden lov at gå hjem. Hun skyndte sig bort og ville for at skyde genvej løbe over Ole Hansens mark. Da råbte Justitsråd Harhoff `s fuldmægtig, som nok hedder Klüwer: ” Opløber hende! Prygler hende og slæber hende tilbage! ” Så løb to mandspersoner efter hende, formodentlig møllersvende, thi de havde hvide trøjer på. De indhentede hende; den ene tog hende bagfra i begge arme, den anden i håret og trak hende baglæns et stykke vej. De kom til en vandgrøft, og idet de vedblev at slæbe hende, gjorde hun et så voldsomt fald i den, at det var som om hun blev sønder flået over lænden, og blodet drog løst i hende. Nu skreg hun højt og Klüwer råbte: ” Så lad hende løbe den rakker tæve.” Da hun kom hjem, var der 7-8 mænd i bryggers og stue med høtyve og knipler. De gik nu bort. Men i stuen var tøjet smidt ned og overtrådt. Vore små børn, som var i senge, havde de revet dynerne af, og de ældre truede de med at komme i hullet, hvorover det ene, en dreng på 8½ år fik en sådan skræk i blodet, at han siden ej har kunne sove.

I kammeret var skabet lukket op og babertaske, tegnebog og ur var borte. I tegnebogen var 61 eller 62 Rbd. (2 tidalersedler, hvorpå der med blyant var skrevet 3 bogstaver) og i babertøjet 155 Rbd., bestående af en hundredalerseddel, 5 tidalers og en 5 dalers, skjult med forskellige småting. Min kones blodtab varede indtil søndagen den 1. oktober, da hun fødte et endnu ikke fuldbåret foster til verden, hvorpå jordemoderens attest allerunderdanigst vedlægges.

Da man – som meldt – havde fået min kone ned af loftet, vedblev mængden at lede efter mig, og det på en måde, som om de eftersøgte den grueligste og farligste misdæder. Da man anede at jeg havde skjult mig i den på loftet værende halm, som også var tilfældet, så nøjedes man ikke med at splitte den ad, hvortil der var mandskab nok, men – ret som om man mere tragtede mig efter livet, end blot attråede at få min forklaring i et forhør, jagede man høtyve og andet deslige ind i halmen, hvorved man også virkelig traf og sårede mig, så at jeg kun må takke guds forsyn for, at jeg ikke derved tilsatte livet. Men det skulle være nok med det ene menneskeliv, som derved blev opofret, idet man dræbte det foster, som min hustru bar under sit hjerte. Imidlertid blev jeg ved denne rædsomme adfærd end mere betagen af skræk og den formening, at det gik på livet løst, hvortil det ikke lidet bidrog, at jeg hørte min avindsmands, Niels Larsens stemme imellem de søgende, og at en stemme, som forekom mig at være Justitsråd Harhoffs eller dennes fuldmægtigs, opmuntrede dem til at søge, sigende: at det var lige godt enten de fik mig død eller levende; og om de stak mig øjnene ud eller tarmene ud af livet.

Det var derfor intet under, at jeg benyttede et øjeblik, da mængden havde forladt loftet (for at bivåne det skuespil, hvormed Justitsråd Harhoff opvartede, da han bortførte min kone) og undløb gennem en lem.

Da jeg på min ilsomme flugt i den mørke nat vadede over Mølleåen, ej uden fare for at drukne, hørte jeg min kones ynkelige skrig, da hun – som meldt – blev således mishandlet, at vort barn i moders liv blev ombragt. Jeg troede, at det var et dødsskrig, således lød det, og for ikke endnu engang at times det af retfærdighedens håndlangere, som jeg før havde prøvet af stimænd, hvorom erindringen i samme øjeblik vågnede hos mig med fornyet styrke, løb jeg, som forfulgt af mordere, ad København til.

Først da jeg kom her, troede jeg mig nogenlunde sikker, og skrækken er endnu således i mit blod, at jeg ikke tør være i mit hjem. Kun en gang vovede jeg, dreven af en usigelig længsel efter min kone og mine børn, at rejse hjem, ledsaget af en slægtning her i byen, som havde lovet at forsvare mig; men da nu mine venner sagde mig: at justitsråd Harhoff havde beordret: at når jeg kom så, skulle jeg gribes, bindes og føres til Ringsted, så tog jeg atter flugten, og vil nu ikke oftere vove at komme i en egn, hvor jeg først på alfaer vej overfaldes af stimænd, og mishandles således, at de kun forlod mig, fordi de anså mig for død, uden at øvrigheden eller dommeren var i stand til at forhjælpe mig til stimændenes opdagelse og afstraffelse; og hvor jeg siden, hjemme i mit eget hus udsættes for den mest voldsomme behandling, trues på livet og berøves min formue af en rasende mængde efter eller under selve øvrighedens anførsel.

Skal det ikke være nok, at øvrigheden ikke kan hjelme den fredelige borger sikkerhed på liv og gods? Skal den endog få bidrage til at sætte begge dele på spil, og på den mest voldsomme måde at krænke husfreden, dette væsentlige gode i et ordnet borgersamfund?

Vel ved jeg: at enhver statsborger er forpligtet til, når dommeren varsler, da at møde for retten og give oplysning om det, hvorom han tilspørges. Men vel ved jeg også, at det tilkommer mig og enhver – især hvor man ikke kaldes som Inqvisit, ikke som mistænkt forbryder, for at aflægge regnskab for sine egne urigtige handlinger, men som simpel vidne; som uskyldig borger – at der da tilkommer enhver lovligt varsel, i det mindste aftens varsel, og at man ikke har nødigt, når en dommer fløjter, straks at forlade sin gerning, lade sæden ligge ubjerget, uforvaret på marken, dejen halvt æltet i dejtruget, små børn uden tilsyn i hjemmet, for at afgive forklaring om løs snak, som man skal have hørt; thi om sådan blev min kone udspurgt.

Jeg ved også, eller kan begribe, at den dommer, hvis myndighed for et enkelt tilfælde er blevet udstrakt uden for hans jurisdiktion, bør sætte vedkommende i behørig kundskab om sin bemyndigelse, forinden han fordre, og med voldsomhed tiltvinger sig lydighed. Endelig ved jeg også, at en dommer vist ikke kan forsvare, i en sag som den, til hvis undersøgelse her blev anvendt så voldsomme midler, i en sag, hvor det – så vidt jeg af rygter kender til den – slet ikke kommer på an på nogle dage før eller efter, at sammenkalde en hel bys befolkning, ophidse en ukultiveret menneske masse, en magt, som han ikke siden kan styre, hvis virksomhed ikke lader sig beregne. Endelig ved jeg også, at det havde været en simpel pligt for justitsråd Harhoff, efter at have sat så stærke kræfter i bevægelse, da i det mindste at blive tilstede, til det af ham oprørte element atter var beroliget; men han kørte bort, overladende det til tilfældet, om mord eller brand skulle blive enden på dramaet; så at jeg må skatte mig lykkelig, at mit tab endda ikke blev større, endskønt det vel var nok, at min kone kom til at føde for tidligt, så at fosteret ikke kom til livet, at min ene søn blev ind jaget en sådan skræk, at det rimeligvis kan efterlade sig følger for hele hans liv, og at jeg – dels ved det, som voldsmændene under eller efter Harhoffs anførsel ligefrem ranede, dels ved det tab jeg har lidt, både direkte ved ødelæggelsen hin uforglemmelige nat, og ved nu i så lang tid at være fra hjemmet – ved alt dette har uskyldig tabt over 400 Rbd. foruden at jeg nu ser mig nødt til at sælge min ejendom for ej meget over halvdelen af hvad jeg ellers vurderede den til; thi jeg vover aldrig at bo i denne egn.

Jeg tager derfor min tilflugt til Deres Majestæt, idet jeg vover allerunderdanigst at ansøge om: “At enten Justitsråd Harhoff må blive pålagt at erstatte mig blot nogenlunde med 600 Rbd. Det pecuniaire tab (thi menneskeliv og helbred kan han desværre ej erstatte mig) som jeg led ved hans urigtige adfærd, eller at der må blive nedsat en kommission til at bedømme denne hans adfærd og tilkende mig erstatning, uden at mig herved påføres bekostning”.

Kjøbenhavn den 24de october 1838.
Allerunderdanigst
Jens Andreas Neumann
Arvefæster i Fjennesløvmagle under Sorø Birk