Oustrup - Søren Peder Christensen

Fra min Barndoms By

Den gamle husmand og lokalhistoriker, Søren P. Sørensen, der var født i Oustrup, og senere ejede Brambjerg, fik i 1919 udgivet et lille skrift om sin landsby Oustrup. I sine erindringer skriver han: De gamles Erindringer og Oplevelser. Sine sidste år levede han i et hus i Egtved, hvorfra han stadig fik skrevet om livet på egnen, og flere af hans artikler er blevet genbrugt og genfortalt i museumsforeningens blad gennem årene. Her følger et genoptryk fra hans erindringer fra Oustrup, som er blevet indleveret til det lokalhistoriske akiv. De fortæller om livet for ca. 200 år siden i landsbyen. (Lars Peter Lund – med et par billeder)

Lidt Topografi

Oustrup by består i vore dage af tre gårde, der ligger i retning fra øst til vest med omtrent lige stor indbyrdes afstand. Den vestligste, der har mat. Nr.1a, og den midterste, der har nr. 2a, ligger endnu på deres gamle plads. Den østligste nr. 3A, lå, til mit i 1850erne tæt øst for den midterste gård, som et gammelt kort over byen fra 1786 udviser. Pladsen, hvor gården har ligget, kaldes endnu: æ Gammelgoer, og den mark, hvorpå gården blev bygget kaldte man tidligere: æ Brandsagre.

Foruden de tre gårde, har der tidligere ligget en fjerde gård i byen, i klynge med nr. 2 og nr. 3, men den er blevet opslugt af de andre. Ejeren har måske ikke kunnet klare sig, eller hvordan det nu er gået til, er der ingen af de nulevende, der kan huske, men ejerene, formodentlig den sidste, er blevet bevaret, idet en mark, der nu hører til den nordlige udflyttergård, bærer navnet: Søren Lauridsens Toft, og en mose, der nu er opdyrket, kaldes: Søren Lauridsens Mose. Jordene, der ligger syd for vejen, der fra byen går ud til Vejle landevej, siges at have hørt til denne gård, de hørte senere til nr.1, men er udparcellerede for mange år siden.

En gammel kone, Johanne Jeppesdatter, der var født i den østligste gård i 1789, kunne huske, at de tre gårde i fællesskab svarede aftægt til de sidste folk fra den fjerde gård. Det kan vel kaldes et slags andelsforetagende, at have aftægtsfolk i fællesskab. På det omtalte kort ses et hus, liggende der, hvor vejen drejer fra til den nordlige udflyttergård. Hust er der ingen her, der kan huske, men haven eller resterne af den, som man kaldte: Stuer Anns Kalgoer, nogle mener, at dette hus, er blevet opført som aftægtshus for folkene fra denne nedlagte gård, og noget lignende har været brugt andre steder, hvor to sønner delte deres fødegård mellem sig, og så i stedet opførte et aftægtshus til forældrene. Den gamle bydam i Oustrup, Lilledam, er blevet opfyldt for en del år siden, og branddammen, Damhul, er nu omtrent tilgroet. Billedet af den gamle landsby har skiftet karakter.

Oustrup - Byens gårde - 1786

Oustrup – Byens gårde – 1786

En mark, der nu tilhører gård nr.2, bærer navnet: Svinetøjringen. Det navn stammer helt tilbage fra fællesskabets tid tid, da der lå ager om ager, som de gamle siger.
Marken var dengang indhegnet med et højt dige, til dels af sten, og her græssede byens svin, nu er diget for længst jævnet, og marken dyrket, ingen kan mere huske svin har gået her, men enkelte af de gamle husker, at ”gårdsoen” stod tøjret ved diger eller i vejgrøfter, og hvor der ellers var lidt græs. Soen havde så et klaptræ på, der var fastgjort til en træklov om halsen. De fleste steder havde man kun een so, der fik et læg grise om foråret, én af disse beholdt man til tillægsdyr, og man slagtede så soen om efteråret.

I nærheden af ”Svinetøjringen”, på boelsmand M. Johnsens mark, findes en tomt, som kaldes”Statsborg”. Her skal i gammel tid have ligget en gammel borg, men intet sagn eller overleveringer knytter sig til stedet, men på pladsen, som nu dyrkes, er der i få meters omkreds opgravet en mængde sten, uden at man dog har kunnet finde rest af grundvolde eller lignende.
Dog er stedet aldrig blevet sagkyndigt undersøgt. Lidt syd for denne plads, har ejeren i det sidste årstid fundet flere grave fra oldtiden, disse lå kun en plovfure under jordoverfladen, og var stablet op af brændte sten, omtrent i form som en bikube, ca 1 meter i tværmål. Indvendig var gravene fyldte med aske og trækul, men der fandtes ingen urner eller redskaber af nogen slags. Men i nærheden fandtes ildsteder. (alt tyder på at det har været til udvinding af jern fra myremalm, og at der har ligget en jernalderlandsby på stedet LPL).
Yderranden var sat af større sten, og mellemrummet var brolagt med små sten i to lag. Det hele var opfyldt og omgivet af aske og vidnede om lang tids brug. Fra denne plads strækker der sig en lav rygning vestpå over flere ejendomme, begrænset mod nord af en moseagtig lavning, hele strækningen er fuld af såkaldte brandpletter, ildskørnede sten og trækul. Alt sammen rester af oldtidsfolkets bopladser. Her er også fundet en del flinteredskaber.

Oustrup - Ovne til fremstilling af Jernbarre fra Myremalm

Ovne til fremstilling af Jernbarre fra Myremalm

Højdedraget øst for Oustrup kaldes på generalstabens kort ”Skansebakken”, men hvorfra dette navn stammer, har jeg ikke kunnet få oplyst, men i Bølling findes en bakke med samme navn.
Sydvest for byen ligger bakken ”Kirkehøj”. De gamle fortæller, at her har der ligget en kirke, det er der dog vist ikke megen sandsynlighed for. Det forholder sig nærmere som den såkaldte ”Kirkemose” på Vork mark. Den skal have fået sit navn af, at kirkevejen til Egtved i tidligere tid skal have gået forbi der forbi. Der har måske tidligere gået en kirkesti forbi ”Kirkehøj”, denne ligger lige i retning efter kirken i Egtved, set fra Oustrup. Der er fundet oldtidsgrave i højen, en urne med aske under en flad dæksten.

Vejen, der fra byen går sydpå over ”Råbjerg” og ad ”Thyboforte” og Egtved, kaldes også ”den gamle kirkevej”, nu bruges den mest som markvej, men den har tidligere været kirkevejen både for Oustrup og den østlige del af Vork. På det sidste stykke af Thyboforte, faldt den sammen med kirkevejen fra Refsgård og den vestlige del af Vork. Ja, gamle folk i Oustrup fortælle om en ældgammel vej, der i sin tid gik igennem byen, men der er ingen, der ved noget bestemt om, i hvilken retning den har gået, men har i hvert fald, på et stykke, gået i retning fra nord mod syd, og har sandsynligvis fulgt to gamle hulveje mellem bakkerne på den nordlige udflyttergårds jorder. I min barndom var der endnu spor af vejen, men de er nu forlænst forsvundende, og på stedet står i dag en frodig granplantage. Syd for byen, har den, efter sigende fulgt den gamle kirkevej et stykke, og er derpå bøjet fra denne retning efter Ballesgård og St. Roed i Bølling. M. Johnsen har i et lille stykke hede fundet spor af vejbelægning, og på en mark i nærheden af Ballesgård har man for mange år siden ved nelægning af en rørledning, fundet en stenkiste i jorden.
Museumsinspektør Hans Kjær, der er født ved Oustrup, har i sin tid i Vejle Amts ¤Arbøger fortalt, at en nu forsvunden kæmpehøj i ¤Oustrup, sandsynligvis havde sit navn ”Bøllinghøj”, af, at vejen til Bølling er gået forbi denne.

Folk havde ikke så travlt i gammel tid som nu om stunder, det kan man bl.a. se af de mange bugtninger og sving, som vejene dengang slog, de mange sving kommer dog vist for en del af, at vejene mest fulgte markskellene. Den nuværende kirkevej fra Oustrup går vest ud af byen, forbi den nusløjfede ”Møllehøj” (egentlig”Møgelhøj”, den store høj). Her boede bjergfolk i højen, fortalte de gamle. Når nogen traf at sætte sig til hvile på den, kunne de høre, at man rumstredede derinde, skrabede i gryder, eller lignende. Højen er nu kørt hen i ”Mølhøj” mose, og bjergfolkene har måttet finde sig en anden boplads. En lavning lidt sydvest for ”Mølhøj kaldtes tidligere ”Videsdam”. Det er sandsynligvis det gamle ord vide, eller vede (straf), vi her træffer, men hvorfor lavningen har fået navnet, er nu gået i glemme.

Oustrup - Ejerlav 1863

Oustrup – Ejerlav 1863

Oustrup - Ejerlav 1920

Oustrup – Ejerlav 1920

Byens folk og deres daglige liv

Omkring året 1800 bestod Oustrup kun af gårdene i byen og ingen udflyttere, men omkring det nævnte år fraskiltes den første parcel til den gård, der nu ejes af Chr. Sørensens enke. Der fortælles, at det oprindelig var en tvillinggård benoet af to familier, der havde hvert sit stykke af marken, om det passer ved jeg ikke, men der har i hvert fald hørt en såkaldt ”Hyreejendom” til gården, ligesom til flere af de andre gårde. Disse ejendomme er nu alle forsvundne, og jordene er komne til gårdene igen. Mat. Nr.1 A er bleven til otte, nr. 2 er bleven til fem, og nr. 3 ligeledes til fem gårde og mindre ejendomme. De to sidstnævnte gårde med alle deres udflyttere, har oprindelig været i to familiers eje, jordene var da heller ikke alle dengang opdyrkede.
På en af de fraskilte ejendomme plukkedes der for 70 år siden tækkelyng, og en mark kaldtes endnu ”æ Hie”. En mark nord for den østlige gård kaldte man ”æ Smålyng”, men nu er de sidste lyng for længst forsvundne, og jordene i god kultur.
En parcel fra nr. 3 påm 12 tdr. ld. Blev i 1854 købt for 525 daler, og køberen opførte selv bygningerne, små og fattige. Nogle stærke pæle blev gravet i jorden, mellem pælene blev lavet fletninge af ris, der så blev klinet med ler og tækket med lyng.
Gården nr.2 har været i den samme families eje gennem flere slægtsled, og ejes i 1787 af Mads Nielsen. Han var født 1751, og er den ældste af slægten. Fra Mads Nielsens tid findes to små mindesmærker i gården, det er to sten, ca. 1 m høje, hvor den ene har bogstaverne: MNS AO 1787.
Den anden sten har kun årstallet 1787.

Det var jo i udskiftningens og bondefrigørelsens tid (Oustrup blev netop udskiftet dette år ifølge Egtved sogns kirkebog), så det er muligt, at den sidste sten er til minde derom, begge sten er fundet i en stendynge, så deres oprindelige plads kendes ikke, men de er nu oprejst ved hjørnet af den vestlige længe. Mads Nielsens søn, Niels Madsen, der var født 1782 fik fødegården, hans kone, Anna Jespers var en datter af gårdejer Jesper Jensen i Egtved, mat. Nr. 7A. Denne gård har også været i familiens eje gennem flere slægtsled, den ejes nu af H.V. Jensen, (Overgården)

Niels Madsens broder, Jeppe Madsen fik ca. 1800 en parcel af sin fødegård, det nuværende mat. Nr. 2b, der ejes af Kristian Rasmussen. Jeppes første kone hed Dorret, og efter hende bærer gården navnet ”Dorheasminde”, et smukt træk, det gamle bindingsværks stuehus står endnu, men bruges ikke mere som sådant.
Kristian Rasmussens nu afdøde kone, Jakobine, var dekoreret med medalje for druknedes redning, idet hun havde reddet to drenge, der en vinter var faldet igennem isen på en mergelgrav.

Det var i de trange år efter statsbankerotten, disse mænd levede, og der skulle spares alle steder, mange gik til grunde, men der udvikledes også karakterer. Niels Madsen har været en dygtig mand, var medlem af sognerådet, og fik vejen, der går fra byen til Vejle landevej rettet ind i en lige linje. Før gik den ud og ind efter de højeste steder. Han var en konservativ natur, gik med knæbukser og med en rød strikket hue. En gang han kom ind i stuen hos en fremmed, stod hans døtre og var ved at sætte deres hovedtøj op og stryge klædet. ”Så piver di, å så kruser di”, sade Niels Madsen og strøg hele stadsen på gulvet. Pigerne samlede skyndsom sagerne sammen og forlod stuen.
På gården tjente hans kones brodersøn Jørgen Jensen fra Egtved, hans løn var 7 daler, samt lærrede til en skjorte og et par jernbeslåede træsko. Den samme karl blev senere ejer af sin kones fødegård på Egtved mark, det nuværende ”Tagkjærhus”, og noget af denne gårds mark, skal kort efter den store kvægpest tid være købt for en ko.

Oustrup - Ejertavle matrikel 1A

Oustrup – Ejertavle matrikel 1A

I 1844 blev atter en parcel fraskilt til Niels Madsens datter, det er nuværende nr. 2c. Gården blev bygget i lyngen, og kun en lille del af marken var opdyrket. Det fortælles, at før gulvet blev lagt i bryggerset, behøvede man blot at bukke sig ned for at plukke en håndfuld lyng til karskruppe, sligt kan jo også have sine lyse sider.

Oustrup - Søren Peder Christensen

Søren Peder Christensen, Nils Madsens svigersøn, der ejede Dalgård 1845.

I det følgende slægtsled 1870erne, blev to parceller fraskilte, nr. 2d og nr. 2 e. (Jørgen Hansen, og Jens Sørensen). Modergården og tre af de fraskilte ejendomme er endnu i slægtens eje.

Øst for gården står endnu en mægtig gammel ask, der vistnok nu har levet sin meste tid. En gammel mand fortæller, at når byens unge folk om sommerafterne var forsamlede under træet, og
de forslog tiden med spøg og munterhed, så var der en af karlene, der sad og fortalte, at hvis han nogensinde blev en rig mand, så ville han, når han fik bejlere til sine døtre, stille den betingelse, at vedkommende først skulle skære det mægtige træ om med sin lommekniv. Gården var førhen omgivet af en stor have med mange frugttræer og bistader. Den gamle trotro, at når ejeren dør, så følger bierne efter, passede i hvert fald her, da Niels Madsen døde, sygnede bierne efterhånden bort. Der var også en gammel tale, at når folk var halvt om et bistade, så skulle det være både en mand og en kvinde, ellers lykkedes bierne ikke.

Det gamle stuehus lå nordligst i gåden og var sammenbygget med kostalden mod øst, det var et lavt bindingsværks hus med blyrandede vinduer, og disse blev senere erstattet af andre mere tidsvarende. De gamle vinduer blev sat på loftet til stor fornøjelse for drengene, der pillede blyet ud til at støbe kugler af. De svære egebjælker lå et lille stykke uden for murene, og disse bjælker var 14 tommer i firkant, lige så lige som et lys, og det sagdes at stamme fra den nu forsvundne kirke i Yding. Da huset blev nedrevet i 1860erne blev dette tømmer solgt til et stuehus på Egtved mark, men gik senere til grunde ved en brand for få år siden.
Huset i Oustrup var indrettet indvendigt omtrent som de andre stuehuse i byen. Man kom fra gården ind i en trefags stue med lergulv ”æ Udestou”. Her havde øltønden, dejetruget og smørkærnen sin plads. Under bjælken hang en række mælkespande. Til venstre havde man ligeledes en trefags stue ”æ Ændstou”, her stod skabe og halvkister. Til højre lå lå dagligstuen, her stod det første stueur, som fandtes i byen, en bornholmer, som nok blev anskaffet i Mads Nielsens tid. Det var dengang en kostbarhed, og gav stof til megen omtale, ligesom da der mange år senere, den første kornrensningsmaskine kom til Oustrup på nabogården. I dagligstuen var der en åben skorsten, der i mange år udjorde det for kakkelovn, indtil en sådan blev anskaffet. Der skulle fyres jævnt godt for at få varme i stuen ved det åbne ildsted.
Det meste af maden blev også kogt her, og i mørkningen lagde husmoderen et par skovlfulde tørvesmuld på ilden, så sad familien en times tid og varmede sig indtil tranlampen blev tændt. Den hang i en kæde over bordet, og bestod af en metalskål med en lille tud, omtrent som en flødekande, hvori vægen sad. Senere afløstes tranlampen af tællelyset, man har vel ondt ved at forstå, at datidens mennesker kunne arbejde om aftenen ved denne belysning, men de sidste to krigsvintre, har vi jo set noget lignende. (Første verdenskrig)

Bag ved stuerne var der kamre, køkken og bryggers. I bryggerset stod indmuret i vægen et mægtigt saltkar, som bestod af en udhulet træstamme, som Niels Madsen engang havde hentet i skoven syd for Hejlskov sø. Han kørte over isen, hvor det gav et brag over hele søen, Og ”æ gammel Swaan”, der havde hjulpet med at læsse slæden råbte, at det ville aldrig gå godt. Isen holdt dog, og saltkarret gjorde tjeneste så længe det gamle hus bestod. Meget sul har haft plads deri. Når man slagtede et svin, blev det blot skilt ad på langs og lagt i saltkarret. Efter nogen tid blev det taget op og røget, hvorefter siderne blev hængt op i kakkelovnskrogen. Her morede drengene sig med at gå ind og lukke de store flæskesider sammen om sig. Mange steder havde man blot en stor tønde eller en gammel halvkiste stående på loftet, her blev flæsket opbevaret tildækket med malt eller i et stift rugtag. Får slagtede man på gårdene en 7-8 stykker efter familiens størrelse, og til jul bagte man af en hel tønde rug, men brødet skulle også slå til Kyndelmisse (2. marts)

I forrige århundrede ejedes gården nr 1 af Anders Sørensen, som kom fra Knabberup ved Vejle. Han var i mange år oldermand, og havde overtaget bestillingen fra Niels Madsen. Oldermanden skulle varetage byens tarv og sørge for bekendtgørelser fra øvrigheden. Ved bystævnet sad alle gårdmændene på hver deres sten og rådslog om byens drift i fællesskabets tid, men efter udskiftningen tabte denne ordning sin betydning. Søren P. Christensen, der var født på en tvillinggård i Tørskind i Bredsten sogn blev således den sidste oldermand i Oustrup.

Oustrup - Egtveds gamle bystævneplads

Sten fra Egtveds gamle bystævneplads, her sad hver gårdmand og forhandlede.

Sognerådsmedlem Peder Jepsen Hansen i Oustrup har fortalt mig om sin slægt i gård nr, 3. I forrige århundrede ejedes gården af hans bedstemors bror Peder Jepsen. Han var soldat under Napoleonskrigene, og da han kom af trøjen blev han ejer af sin fødegård. Nu havde han ”en tue, men han manglede en frue”. Men da han en dag var i marken for at grave kartofler op kom en kone forbi, og hun fortalte da, at i Kongsted ved Fredericia boede en mand med flere giftefærdige døtre, og hun rådede Peder til at tage hende, der hed Valborg, for hun var den rareste. Samtalen var vel nærmest i spøg men endte i alvor, for næste dag red Peder til Kongsted, og 14 dage derefter var Valborg kone i gården. De blev ret velstående, men levede sparsommeligt. Således blev fire af deres sønner konfirmeret i den samme frakke, den femte skulle også have haft den på, men nu var den blevet for ringe. Sønnerne gik i skole i hvidt vadmelstøj, men faderen blev meget vred, dengang de nægtede at gå i kirke i lærredsbukser, altså har der også dengang været brydninger mellem unge og gamle. I Peder Jepsens tid blev der sået det første græsfrø på marken, og pastor Knud Storm, der kom meget ud i sognet til gilder, udtalte at Jepsen i Oustrup og Borlev i Vork var sognets dygtigste landmænd.

På samme tid som Peder Jepsen og Niels Madsen ejede gårdene i Oustrup, ejedes gården nr, 5 i Refsgaard af Bendt Storm, og de to byers jorder grænser op til hinanden på et længere stykke, og på Refsgårdsiden lå flere mindre ejendomme. Om efteråret gok det ikke så nøje med skellet, især for fårenes vedkommende, men det kunne dog drives for vidt. Flere gange tog man Bendt Storms får ind, og så måtte hans drenge af sted for at hente dem. Drengene blev efterhånden så durkdrevne, at de kunne græde, når de skulle hente dem i Oustrup, men Søren Christensen brugte en anden metode overfor husmændene. Når han manglede en arbejdsmand i høst, slet eller gødningskørsl, så sendte han bud, og de måtte da forrette en dags arbejde.
Noget som de gamle ofte taler om, er den tørre sommer 1868. Hele foråret og sommeren faldt der hverken dug eller regn, og høsten kom allerede til Vorbasse marked først i august. Hvem der plejede at have laden fyldt til mønningen, havde den ikke halvfuld til bjælkerne. Kreaturerne måtte gå ude til juleaften inden de blev bundet ind og fik deres første foder. Kristen Ebbesen i Refsgård købte to føl i Oustrup for 12 og 13 dalere, han havde meget enghø, og fik et par udmærkede heste.

Høstarbejdet blev aldrig begyndt før manden på gården havde været ude og prøve om kornet var modent. Han slog så med sin kasket ned i kornet, og hvis der faldt nogle kærner derned, var det tjenlig til høst. Når vi skulle til at køre negene ind, gik mandens mor ager op og ager ned, og havde en hånd nede i hvert neg, eller løftede på det, og intet kom i hus, førend hun erklærede det for tjenligt. Den gang var man mere mange for at tage det for tidligt end nu om dage. ”Jen ka godt se du æ fra æ østereejn” sagde Hans Andersen til en mand, ”få do teje di korn så haste”.

Om foråret, først i marts begyndte vi at grave mergel, den blev lagt ovenfor graven og lå her til vi fik tid til at sprede den på marken, i det meste på brakmarken, og det var et hårdt arbejde, men vi fik da en god mellemmad og en dram til middag. Om vinteren havde vi karle ikke så meget at lave, en husmand tærskede gerne med plejl og så skulle dyrene fodres og passes, men det var der ofte en dreng til. Vores lille landsby lå afsides og fjernt fra den store verden, men vi var optaget af små og dagligdags oplevelser.

Oustrup - Skrift fra arkivet - Søren P. Sørensen

Skrift fra arkivet – Søren P. Sørensen

På det gamle skrift i arkivet takker Søren P. Sørensen for hjælp og støtte.

 

0 kommentarer

Skriv en kommentar

Vil du bidrage til historien?
Skriv din kommentar i formularen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag notifikationer via e-mail, hvis andre kommenterer på historien. Du kan også abonnere, uden at kommentere.