Nørre Søby - Snedkeren

Snedkermester Helge Pedersens erindringer

Helge Pedersen blev født 14. december 1901, i huset bag kirken (den gamle skole), Kirkesøvej 22.
Helge døde 21.01.1985 – han blev bisat fra Nørre Søby kirke.
Forældrene byggede huset på Radbyvej (nu nr. 17, byggesum kr. 1825, omkring år 1906.
Faderen hed Hans Peder Pedersen, kaldet “Peder bager”.
(Helges far Hans Peder Pedersen var søn af Musiker Mads Pedersen i en før nævnt historie fra Nørre Søby).
Helge`s oldefar var gårdejer Peder Madsen. Hans gård lå imellem Karl Jensen`s og Hans Aage Madsen`s. Noget af jorden er gået til Karl Jensens gård, resten af jorden er flyttet ud til Aage Pedersen.

De gamle slægter var gift ind i hinanden.
Helges mor Marie kom fra Roskilde henne ved Vindinge Sogn. Hun lærte at være mejerske på Ørbæk mejeri, kom så som mejerske på Nørre Søby mejeri. Hun blev kendt med Helges far, som var bageribestyrer på Møllen, Nørre Søby – i 18 år.

Noget af det tidligste (jeg Helge) kan huske var, at der blev lavet vej ud til togstationen. Jeg havde en lille trillevogn at køre med, og jeg fik så en spade jord på. Hver gang formanden sagde “tip”, så tippede jeg den lille trillevogn.

Jeg var med til indvielsen af banen i 1906. Lokomotivet var pyntet med flag, det var meget festligt. Kongen var med, og vi skulle jo se den her konge, men jeg så ingen konge – jeg så en mand, som kom ud og stod på et tæppe, og så gik han ind igen. Så kørte toget, og jeg var ikke rigtig tilfreds med, at jeg ikke havde set kongen. “Jamen, han stod jo der”, sagde mor. Jeg mente nu, at en konge var en med hermelin-kåbe, scepter og krone på hovedet.

Da jeg var godt 6 år, kom jeg i skole i Nr. Lyndelse friskole. Da gik jeg 3½ km. tre gange om ugen. Min mor havde vist gået i friskole, hvor hun kom fra. Den var mine bedsteforældre nemlig med til at starte. Det er den, der nu hedder Refsvindinge Friskole. Da friskolen i Nørre Søby blev oprettet, havde jeg gået i skole i adskillige år.

Om skolegangen kan jeg da huske, at vi var glade for at gå i skole. Jeg er konfirmeret i Sdr. Nærå Valgmenighedskirke. Det var nok, fordi jeg havde en moster derhenne, som hørte der til.

Når jeg gik hjemme, skulle jeg jo bestille noget, det jeg var mest ked af var, når far fik opfejning med hjem fra Møllen. Det skulle renses for korn for sig, støv for sig og sækkebånd for sig. Kornet fik hønsene, støvet fik soen, blandet med vand. (Vi havde en griseso). Da jeg kom lidt op i alderen, så skulle jeg drive heste på møllen. De havde en hestegang til brug, når der ingen vind var til møllen, og de ikke lige skulle bruge dampmaskinen, så skulle de have noget til at trække æltekarret, og så kom jeg der op og drev heste.

Da jeg blev lidt ældre, forpagtede mølleren en gård, og så brugte de drenge til at hjælpe til med forskellige småting. Vi gik i marken og samlede kartofler, vi hjalp til i høstens tid, og vi hjalp til, når de tærskede. Om vinteren – det blev tidligt mørkt – så blev vi sat hen for at brække kager, som der var noget, der hed den gang, og det kunne lave et mægtigt spetakel. “At brække kager” kan beskrives sådan:

Landmændene fik en foderkage på ca. 20 mm. tykkelse, 40×60 cm. i omkreds. Møllens var betydeligt større, de var 3 cm. i tykkelsen, ca. 45×90 i længden, og de skulle brækkes i stykker, for at køerne kunne æde dem. I dag bliver det jo lavet som piller. Der fandtes en maskine, som hed en kagebrækker, en cylinder med nogle krumme takker på. Når kagen kom derned, blev den brækket itu; men det lavede et frygteligt spetakel – det var jo, før de hittede ud af, at der var noget der hed decibel.

Da jeg var 9 år, stod jeg uden for (hjemme) en dag, og så en mægtig røg slå op nede fra Søbysøgård. Så gled jeg ind til mor og sagde, at det brænder på Søbysøgård, og det gjorde det også. Det varede ikke ret længe, så kunne vi høre, at de blæste i brandhornet. Det gjorde de den gang. Så kom folk jo også til.

Igennem den lange port (det var der også den gang) kom omkring 200 køer som skulle væk. De væltede ud, og det var ikke alle køerne der kom ud der. Der var især en stor tyr, den blev de ved at rende uden om, den turde de ikke slippe løs.

Godsforvalter Mortensen skød så det han kunne nå, men noget brændte der alligevel. Jeg ved at der var en røgter, der fortalte, at da han stod og var ved at få køerne ud, så kunne han ikke få bindslet lukket op, og så rev han i det til det gik i stykker (det var ellers halv-tomme jern), da han så flammerne lige over hovedet på sig. Der gik 7 store lader op i røg. Det eneste der blev reddet var det gamle mejeri – det der nu er funktionærbolig.

Da var der kommet tegltag på, der havde også før været stråtag.

Det kunne vi se på mejeriskorstenen, der var farve på. – Det ligger på samme sted nu. Der var flere lader den gang, og der hvor værkstederne nu ligger, der var herskabsstalden. Der var plads til et par og tyve heste. Den var så høj og så stor, at de kunne ride ind i den. Avlshestene havde de et andet sted.

Brandårsagen er aldrig rigtigt blevet opklaret, men de havde tærsket med lokomobil om formiddagen, og der kunne jo komme gnister op ad sådan et lokomobil.

Det var sådan den gang, at når det brændte nogle steder, så hjalp bønderne til at rydde plads, men forpagter Buhl havde aldrig været med. Der var nogen der sagde til ham: “Hvis det nu en gang brænder for dig?” – “Jamen, det gør det aldrig”. – Så han var ene om at rydde plads dernede. For det første ville han ikke bede brandfogeden om det, og for det andet var der heller ikke nogen, der var interesseret i at hjælpe ham. Men da han havde ryddet i tre uger, måtte han alligevel kravle til korset og bede om at få mandskab ned til at hjælpe sig, og siden den tid, mødte han altid med to vogne og mandskab på brandstederne.

Det skete oftere end nu, at der var brande. Jeg kan huske, da Henrik Pedersens (Aage Pedersens far`s) gård brændte. Den lå længere oppe på marken, end den gør nu. Ellers ved jeg såmænd ikke, om der just er nogen der er brændt. De er nok nærmere ryddet væk.

Det gamle hus, der lå derhenne på Gartnervænget, omtrænt hvor den gamle købmans hus ligger (jeg ved ikke hvem der bor der nu) – det må blive nr. 3. Der lå et ganske lavt, temmelig langt hus, og der boede en træskomand i det. Han havde temmelig mange børn. De havde mange navne. – De havde for at få føden, 22 geder og 2 gedebukke, og når vi så kom, for at tage børnene med i skole, så stod deres mor og jog kniven ned i en stor krukke med gedesmør. De kaldte det selv smør. Han var opfinder; men det var vel begrænset, hvad han nåede at opfinde. Det eneste var cementrygningstræer. Dem kom han i hvert fald af med til een ejendom her, men det var fordi han skyldte ejeren nogle penge. – Det gamle hus blev så brækket ned, og der byggedes to, nej tre på jorden.

Det skete på den måde, at han ikke rigtigt var på talefod med en mand i byen, og så købte denne mand en obligation ved en gårdmand henne i Gjestelev, og så sagde han “Hele familien ud”.

Så måtte de jo flytte. Træskomanden hed Ejler Lundsgaard Johansen. Det var mærkeligt nok med sådan nogle børn. Faderen havde været en omgang nede på “Middelfart”. Den ene af pigerne kom til København på et pensionat, med det resultat, at hun fik pensionatet, da hun havde været der nogle års tid. – Den ældste søn passede hele familien, tjente til moderen og til hjemmet. Mens jeg var forlovet med Rosa (senere gift med Rosa), kørte jeg en gang ned til hende i Hårby, og jeg havde spekuleret på, at det lige lignede træskomandens kones bord inden for. Hun stablede altid maden op i den ene ende på køkkenbordet,og så lagde hun voksdugen op over.

Det var en dag, jeg manglede en cykelpumpe, så gik jeg derind, og så var det godt nok Trine træskomands og Viggo. De havde det meget godt. De havde en papegøje hængende i loftet, den havde de fået fra sønnen i Argentina. Den tog Viggo med ud til hestene om aftenen, når han skulle fodre af. Så fløj den hen og satte sig på den ene hest. Den ene af hestene var kilden, når papegøjen så satte sig på hesten, så hoppede hesten, og papagøjen sagde “pup, pup, pup”.

Den anden søn var uddannet som mejerist henne i Gummerup hos Fynbo, som var en meget dygtig mejeribestyrer. Han fik tilbud om at komme til Argentina en gang. Han må have haft nogle meget fine papirer. Han er en af de børn der virkelig blev til noget. Han hed Ejvind, han var på alder med mig. Han kom til Argentina og blev mejeribestyrer. Hans skulle over og hjælpe til med at bygge mejeriet op.

Han havde 25 mejerister under sig og han havde en flyvemaskine til rådighed til at flyve rundt og se til farmene (leverandørerne), så det har været et stort foretagende, han blev bestyrer for. – Det var mærkeligt med de børn: nogle af dem kunne slet ikke klare sig, og andre blev virkelig til noget, men de stammede fra et rigtigt fattigt hjem.

Skoletiden
Jeg gik i skole i 7 år, og da jeg blev konfirmeret, havde min bedstefar regnet ud, at jeg skulle være snedker – og det havde jeg nu også selv. Han fik mig hen til Vindinge, hvor jeg stod i lære i 4 år. Jeg boede hos mine bedsteforældre, (på moderens side) og så skulle snedkeren jo betale mig for kost og logi, som jeg så skulle betale dem igen. Jeg fik 3 kr. om ugen, det næste år fik jeg 4 kr. og så 5 kr. Det sidste år fik jeg 14 kr. – Jeg kom derhen 1916, ca. 14 dage efter at jeg var blevet konfirmeret.

Så skulle jeg på Teknisk skole om vinteren. Os der kun havde gået i skole i 7 år, blev ikke regnet for så kloge, så vi skulle have geometrien med. Dem der kom fra Nyborg og havde gået på realskolen der, sprang den klasse over. Jeg gik der 3 dage om ugen fra kl. 19.30-21.30 – De næste 3 år gik vi 4 dage om ugen, ligeledes fra kl. 19.30-21.30. Det var temmelig meget, når vi så skulle op næste morgen og på arbejde fra kl. 7.00 til kl. 18.00. Der blev ikke tid til ret mange hundekunster, men vi havde det såmænd meget fornøjeligt, for det var et år under første verdenskrig, hvor jeg var med ude at skære tørv for mester. Han fik 1000 tørv om dagen for hver dag, jeg hjalp til. Jeg mødte oppe på gården kl. 6.00, fik morgenmad og så blev vi læsset med madpakke og øldunk. (Brændevinsflasken måtte vi læredrenge ikke røre). Den først dag gik det med de er 3 store øldunke, men det var kun middag, så måtte vi have et anker med gammelt øl der ud. Vi var tørstige. – Mens jeg var ved Møllen, fik vi da altid en dunk øl med i marken, til vi to drenge (vi var som regel to).

I Vindinge var det sådan, at der var et par bønder der kørte i Kejlbjergskoven for at hente brænde, men så ville de have det sådan, at de kunne komme og hente en mand i høstens tid, og så var vi gerne ude at hjælpe til. Der var særligt en gård, hvor jeg var meget forhippet på at komme. Den dagleje vi fik, måtte vi selv beholde. Jeg husker, at jeg fik 7 kr. om dagen derhenne. Mester sagde til gårdmanden, at han synes, at det var temmelig rigeligt til en læredreng. “Jamen, han gør en mands arbejde”, og jeg kørte da så også med hestene, for det var jeg vant til fra møllen. Bedstefar havde lært mig at læsse korn, så jeg kunne have meget på. Arbejdsmanden ved siden af sagde, at jeg kunne have mere på end når karlen læssede. Karlen væltede med sit, men jeg slap hjem. Ved det arbejde kunne vi tjene lommepenge til hele året. Jeg tjente sådan en 70-80 kr., og det var jeg glad for.

Svendetiden
Da jeg var færdig med min læretid, kom jeg ud som svend. Først kom jeg til Refsvindinge, og derefter har jeg været adskillige steder: Odense, Jylland, tilbage til Refsvindinge igen. En gang imellem har jeg været ledig.
Der var en sommer – jeg havde nu slidt temmelig hårdt – det var varmt (der var ikke noget der hed sommerferie den gang), da sagde jeg mit arbejde op og gik en tur. Jeg kan huske, at jeg var på vej ned igennem Jylland, da det blev aften, skulle jeg have et sted at sove. Det var oppe i Arden. Jeg havde været henne på kroen og få en gang kaffe, så gik jeg rundt og kikkede, og så var der en skrænt, den kunne passe. Der var læ, der kunne jeg ligge godt, og det gjorde jeg da også. Jeg vågnede ikke før solen skinnede næste dag, og så skulle jeg da se efter, hvad det dog var jeg lå på og det var ikke nogen almindelig skrænt – det så ud til, at den var håndlavet. Jeg lurede lidt på det der, så gik jeg og kikkede på det, og det viste sig, at der var en port ind i den ene ende af denne skrænt. Den var firkantet – omtrent lige som de lavede beskyttelsesrum under krigen – ovenpå var der et vindue ned til, og henne i det ene hjørne stod der en stor stabel bjælker med en klokke på. Så blev jeg klar over, at det var en kirkegård og en kirke. Der havde jeg ligget på taget af kirken og sovet om natten. Der er ganske vist nogen, der har sagt at det passer ikke, men jeg havde engang en svend, og da jeg fortalte ham det, sagde han, at “ham der ringede der, det var min bedstefar”. Jeg var igennem byen sidste sommer, bare for at se hvordan der så ud. Jeg vidste, at der var bygget en kirke deroppe nu, og der var en meget stor og flot kirke at se på, der hvor jeg havde ligget og sovet på taget af kirken.

En anden gang var jeg også på vej ned igennem Jylland, da jeg var inde på en kro og fik kaffe. Der var et farligt postyr i køkkenet, for pigen havde været ude at spille FODBOLD, og det var jo ikke noget, der gik ret ofte på i de år – det var i 1923 – der var ikke ret mange piger, der spillede fodbold den gang.

Tilbage til Nørre Søby – eget værksted
Jeg kom tilbage og fik arbejde i Odense, og senere i Refsvindinge. Til sidst var der ikke noget – det var midt i 20-erne. Så kom jeg hjem og gik hjemme et stykke tid. Jeg havde det sådan, at jeg havde en smule værksted. Godsejer Jørgensen på Søbysøgård var i lag med mig, om jeg ikke kunne lave nogle stole til ham. SnedkerenEfterhånden fik jeg begyndt lidt, og så skulle min far og mor hen og bo i det hus, hvor jeg var. Så sagde gamle sognefoed Godske, at jeg da kunne leje et værksted oppe ved Martha`s svigerforældre (det er der, hvor Marius Malt bor nu – Odensevej 11).

Der var jeg så nogle år, indtil jeg i 1930 byggede på Radbyvej. Der har vi snart boet det meste af et halvt hundrede år, Som svend blev jeg sat til at lave 4 medaljon-stole; de skulle laves efter nogle, som var lavet i København. De var til grev Ahlefeldt-Laurvig på Juulskov. Det var ganske interessant, for jeg er da klar over, at i dag kan jeg ikke lave disse stole. Et par års tid senere var mester og jeg nede på Juulskov, og oppe i riddersalen stod alle de stole der, og så skulle vi jo se, hvilke vi havde lavet, men vi måtte nedunder stolene for at se, så de har da lignet nogenlunde.

Jeg var på et værksted i Askov et stykke tid, hvor vi lavede væve og husflidsværktøj. Vi lavede blandt andet væve til at væve gobelinerne på til Christiansborg. Det var på den tid, at det blev bygget op. Der skulle sådan en speciel opretstående væv til. Vi lavede også høvlbænke der ovre, jeg lavede et par en gang – de var en alen længere end normalt, altså 4 alen i længden og spændvidden. De var lavet til ØK, de skulle til Afrika. Jeg ved ikke, hvorfor de skulle være længere.

Ud over de stole til godsejer Jørgensen, lavede jeg et arbejdsbord. Jeg var nede hos skovridder Leschly for at se, hvordan det skulle være, men jeg måtte kun lave eet. Det var også dyrt, det kostede 600 kr. sidst i 1920`erne. Nu står det bord i Argentina.

Ellers ved jeg såmænd ikke, om der har været noget særligt. Jeg har deltaget i forskelligt byggearbejde i Nørre Søby, har lavet snedkerarbejde på Afd. A på Søbysøgård sammen med tømrer Thygesen. Så har jeg lavet snedkerarbejde på skolen sammen med Julius Pedersen. Vi arbejdede gerne sammen, når der var noget offentligt arbejde – posthuset, forsamlingshuset og lærerboligen. -alderdomshjemmet var jeg ene om, der leverede jeg møbler ned til, det blev bygget 1938.

Det jeg lavede til København holdt op da krigen kom. Vi kunne ikke få materialer. Jeg plejede normalt at få omkring 5 t. krydsfiner og en 7-800 alen forskalning til de bogreoler, vi lavede der ind til. Det holdt op af sig selv, jeg fik på 3 år 2 (to) plader krydsfiner. Til sidst lavede jeg vrøvl, og så viste det sig, at jeg skulle have haft ca 300 plader i stedet for, da vi fik papirerne gået igennem. Så gik vi over til at lave ting for et firma i Odense, men det var jeg nærmest ene om, havde kun en svend en gang imellem. Da jeg lavede bogreoler, havde jeg 3 svende,- en gang 4.

Offentlige erhverv – specielt sygekassen
Når vi kommer op i årerne, får vi så mange offentlige hverv, som vi skal tage os af. Det plejer gerne at komme midtvejs. Jeg kan såmænd ikke huske alt hvad jeg har haft. Jeg har været kasserer i ungdomsforeningen – i friskolen i adskillige år. Været formand for – og i bestyrelsen for vandværket. Jeg kan huske en aften, da jeg selv skulle have generalforsamling i sygekassen, da skulle jeg til bestyrelsesmøde i vandværket, til møde i grundliste-udvalget, og bagefter skulle jeg til konfirmation ude i…… kvarteret. Jo, der var nok at se til.

Mit arbejde i sygekassen begyndte i 1938, da kom jeg i bestyrelsen der. Det gik nærmest på omgang, og jeg blev næstformand med det samme. Det var jeg indtil 1946, så var jeg formand, indtil den blev lagt sammen med Årslev. Så har jeg været i bestyrelsen der, indtil sygekassen helt holdt op. Det er ikke fordi der har været mange formænd for sygekassen. Hvad der har været i de to første sygekasser,- det er jeg ikke helt klar over. Der var to til at begynde med, men de blev slået sammen til een, og den der hed “Nørre Søby Sogns Sygekasse” blev statsanerkendt den 1. juli 1905, da var det sognefoged Rasmus Godske, som var formand og kasserer. Det var han indtil 1933. Så blev det den daværende næstformand, Jørgen Hansen ude på Røjlegyden nr. 5, han var formand indtil 1946, så blev jeg det. Det var han (Jørgen Hansen) kommet i tanke om, at jeg skulle være. Hvorfor, det ved jeg ikke.

Om bestyrelsen iøvrigt blev der bl.a. sagt, at statshusmand Jens Juul (de påstod, at han brugte en rulle skråtobak om dagen), de sidste dage inden vi skulle have generalforsamling, da brugte han to. – Det har været helt interessant at arbejde med, særligt i de senere år, hvor vi fik lidt mere at skulle have sagt, da fik vi lov til at lave lidt mere og det var jo spas, når vi kunne hjælpe vore folk på en eller anden måde, enten overfor det sociale udvalg eller på andre måder.

Ydelser fra sygekassen
Dagpenge var normalt 40 øre, men det skulle medlemmerne betale lidt ekstra for. Man kunne jo også komme ind i sygekassen uden dagpenge. Mænd kunne tegne sig for lidt mere end de 40 øre, men kvinder kunne kun tegne sig for 40 øre, når de var syge, så skulle kvinderne ligge i sengen – for at være syge. Der var 4 kredsformænd (de andre bestyrelsesmedlemmer havde hver sin kreds, ikke formanden), og de skulle kontrollere. Jeg kan ikke huske, hvor vi blev delt, der var en kreds ude på marken og ud af Røjle til, og så var der en ud ad Dybendal til. To i Nørre Søby, og de skiltes ved købmanden 1.,2.,3., og 4 kreds. Kredsformændene skulle passe dagpengene, altså skrive en seddel til den, der skulle have dagpenge, og vedkommende kunne så gå til kasseren. Da sognefoged Godske gik af som formand, så blev formands- og kassererposten delt i to, så vi havde både formand og kasserer. Så fik de denne her dagpengeseddel og gik hen til kassereren, men det kunne ske, at de skrev dagpengeseddelen, de her fyre, på nogen – som slet ikke skulle have dagpenge, så det skulle kassereren se efter.

Så havde vi noget, som vi kaldte for Skovfestbogen. Der blev holdt nogle store sygekassefester nede i Kirkeskoven. Jeg kan da huske engang, at Holger Rosenberg var at vise lysbilleder fra Kina. Det var mens jeg var dreng. De penge der kom ind, var for at hjælpe sygkassen, på den anden side var sygekassen jo bundet temmelig stærkt til, hvad de måtte bruge deres penge til. Så hittede de for mange år siden ud af, at de skule sættes på en bog for sig selv, og det blev de også. Men ved en fejltagelse var den engang kommet til statsrevisionen, så opdagede den, at vi havde de penge der. Vi havde en farlig ballade med dem inde i Direktoratet, for de skulle jo ind i sygekassen, og det ville vi ikke. Jeg kan huske, at jeg sagde til Jørgen Hansen, “Bare de ikke bliver ved at sige nej”. Til sidst gav de dem alligevel, og så fik vi lov til at have dem ved siden af. De blev brugt til at betale noget med, som sygekassen ikke måtte betale, men vi skulle bare have dem med til Statsrevisionen. Jeg kan huske, at vi har brugt af dem til f.eks. krykker. Vi havde nogle medlemmer, der skulle bruge krykker – der var 2-3 stykker på een gang. Så købte vi nogle sæt krykker, solm vi så lånte ud. Det brugte vi altså skovfest-midlerne til bl.a. – Det siges at være forløberen til Socialforvaltningen.

Statsrevisionen så meget nøje efter, at vi ikke brugte penge til noget vi ikke måtte. Vi fandt en gang ud af, at sygekassen betalte gummistrømper. Den daværende kasserer Martha Hansen, fandt ud af at strækstrømper var lige så gode som gummistrømper, (endda bedre) og hvis lægen henviste og gav os en seddel på det, så gav vi de 35 kr. som gummistrømper kostede, til strækstrømper i stedet for. Jeg så sådan på det, at hvis de skal gå med gummistrømper til dårlige ben, så skinner det igennem de strømper, de ellers går med, og det ved vi nok, hvordan det indvirker på folk. Det er de ikke så glade for, hvis de derimod fik et par strækstrømper, så kunne det ikke ses. Men det fik vi så et møgfald for, da statsrevisionen kom, men der var 3-4 år imellem, at han kom, og så havde de glemt det igen.

Der var visse regler. Engang var der en, der havde fået briller to gange inden for en revision, og det måtte de ikke få. De måtte kun få een gang, sagde han. “Det kan godt være” sagde jeg, men de kan jo gå i stykker”. – Ja, sagde han, “men der står i loven, at de kun må få een gang.” – “Børn kan jo vokse”. – Ja, sagde han, men børn må også få noget mere, det står der udtrykkeligt. Den lurede jeg jo noget på, for de gav altså – f.eks. i Odense – hver 3 år. Jeg sagde til ham: “Der som ikke I blive som børn, komme I ikke ind i Guds rige”, så da må Alice Bruun tage ansvaret for det”. – Der gik et stykke tid, så fik vi besked på, at det måtte vi godt, bare ikke mere end hvert 3. år. Nu er det blevet meget dårligere med brillerne.

Skovfesterne
Formålet var at samle midler sammen til hjælpefonden. Det var et stort arbejde at planlægge og organisere festerne. De blev holdt i kirkeskoven, der var danseestrade og tombola, og som sagt, engang var Holger Rosenberg der med lysbilleder fra Kina. Der er vel ingen af Jer, der har hørt HR? Vi havde ham hvert år på Nyborg tekniske skole – han var forløberen for Hakon Mielche. Det var store fester.

Kromanden i Nr. Lyndelse havde beværtningen der nede, for den måtte de ikke give til andre – han havde monopol på det her i omegnen. – Det kunne give nogle slemme udslag somme tider.

Sognerådet
Jeg har også været i sognerådet, men kun i een periode, for de radikale. Jeg røg ind på en stemme fra socialdemokraterne, så jeg måtte tage mig lidt af det også. Det følte jeg, at jeg havde pligt til. Det var fra 1954-1958. Sygekassen har altid været den, der har interesseret mig mest – det sociale i det.

Banen
Spørgsmål til Helge: I begyndelsen talte vi om oprettelsen af banen, som du kan huske indvielsen af, du kan vel også huske festlighederne omkring nedlæggelsen i 1954?

Ja, vi havde sognerådsmøde den aften. Pludselig skulle Poul Nicolajsen af sted. Han snakkede ikke om hvad han skulle. Så jeg blev der til mødet var slut, og så kørte jeg til stationen, for jeg skulle ned og se det sidste tog. Der var så mange mennesker der nede. Vi så toget, men vi hørte det længe før det kom. For de havde fået læsset det meste af en snes drenge på ovre i Allested, og de kørte med maskinen, og de fløjtede. Der var masser af mennesker med. Billetkontorerne var lukket om eftermiddagen, så folk kørte gratis med de sidste 3 – 4 tog, de havde ingen billetter.

Spørgsmål til Helge: Fru Larsen havde lavet en modelopstilling af banen i ventesalen, så du den?

Nej, jeg kan ikke huske det, men jeg læste om det i avisen. – Ja, det var godt at fru Larsen var med, der var jo en gang under krigen, at hun var lige ved at gå i luften. Min kone (Rosa)og jeg kom hjem med toget ved 19.30-tiden efter et besøg i Hårby. Vi så godt, at der stod nogle unge mennesker ude ved stationen, men det tænkte vi ikke over. Da vi var ved at gå i seng, lød der et mægtigt brag. Så sagde min kone,”Da røg banen”, og det gjorde den også. Næste dag havde de så været ude at se på, hvad der var sket. Det blev konstateret, at fru Larsen lige havde stået på sporskiftet kort før det røg i luften, men hun kom væk. Årsagen var, at de kørte med kulvogne, der skulle til Tyskland, og de var (der var for resten en af Damgård`s drenge), at de havde sprængt blokposten ved Ullerslev, så kunne de ikke komme den vej med toget. De kørte kulvognen til Svendborg, og så skulle de op til Odense af Svendborg-Ringe banen. Så røg den. – Der var bane fra Svendborg til Faaborg – så kom den den vej. Så røg Nr. Broby-banen. De kørte en halv snes dage med de kulvogne og kunne ikke få dem til Odense.

Spørgsmål til Helge: Er det rigtigt, at folk ikke måtte tage med rutebilen fra Nørre Søby til Odense?

Man ville tvinge folk til at bruge toget. Ville man med rutebil, så måtte man gå til Nr. Lyndelse. Det må have været da rutebilen var privat, det var den jo i mange år.

Spørgsmål (AaR) til Helge: Jeg har prøvet det. Under krigen mener jeg, at man sagde, at pladserne i rutebilen var reserveret for personer der kom fra steder, hvor der ikke var bane ?

Helge svarer, ja det er nok rigtigt, jeg kan huske, at vi har været nogle og firs i rutebilen der i 40-erne. Jeg brugte oftest banen.

Det var lidt sjovt med den bane. Der var en mand der hed “ni-finger” (ja, han manglede altså en finger), han fortalte mig en gang, hvordan det var gået en morgen, da han skulle til Odense. Der kom et hold tyskere, der var stationeret ned ad Sydfyn til (Brobyværk-kanten), de skulle hjem på ferie. De skulle med morgentoget ind, og så skulle de skifte i Fruens Bøge, der kom Svendborg-toget. For at nå toget vest-på, skulle de skifte over i Svendborg-toget, og det skulle skolebørnene også for at komme i skole. “Vi kan ikke komme længere”. Så begyndte toget at køre med skolebørnene stående på trinbrædterne, og tyskerne kom ikke med. Da de nåede hen til signalposten et lille styke uden for stationen, så var der ingen på trinbrædterne. Det var drengene, der havde saboteret det foretagende. Det er mærkeligt, at Hæstrup ikke har fået det med i sin bog!.

Offentlig byggeri
Kommunen købte stationen, og den kunne fås for 25.000 kr. Vi vidste sådan nogenlunde bestemt, at vi kunne sælge den til Søbysøgård for 30.000 kr., og det gjorde vi så. Vi skulle have et sted, hvor vi kunne få post fra, og så byggede vi det her oppe,(i Nørre Søby by) hvor der var plads til post, og rutebilerne kunne køre ind. Samtidig synes vi (da havde vi biblioteket i en stråtækt ejendom), at det var temmelig farligt med alle de bøger, vi eftehånden havde. Det blev foreslået, at vi byggede et bibliotek til også. Det gjorde vi da, og så også plads til at sognerådet kunne samles. Det var lidt magert, men de mente alligevel, at det sagtens kunne gå. Jeg ville have, at vi skulle måle det ud til, at der kunne være konferencebord, skrivebord, men det blev det ikke til. Det blev hurtigt konstateret, at det var for lille, men vi skulle spare. Det lå ellers godt. Der var flere byggegrunde, vi kunne have fået. Jeg kan huske, at fængselsforvalteren sagde, “om 5 år er der ingen der takker os, fordi vi har givet 2 kr. mere for kvadratmeteren”. og det var der da heller ikke, Der var da noget vrøvl over det.

Spørgsmål til Helge: Jeg synes, at det også i dag har en god central beliggenhed, så det kan vi godt takke Jer for.

Efter at DSB har slået hånden af os, bliver det jo lige knap benyttet så meget, men det er en anden historie. Som bibliotek bliver det da i hvert fald brugt, for der kommer masser af folk.

Det var lidt besværligt med at få det bygget, for der skulle graves ud til kælder, og da der var blevet gravet ud, styrtede det hele sammen. Det så ud til, at der havde været gravet ned før. Jeg var så henne og kikke på det gamle kort fra 1805, og da viser det sig, at der har ligget en gård der. Så vi har gravet posthuset ned i den plads, de har haft uden for porten, men nu står den fast nok. Det blev bygget på Carl Larsens jord.

Landsbyfolk
Spørgsmål til Helge: Har du nogen beretninger om personer, som har præget byens liv?  f.eks. frk. Nietsche?

Hun var ikke rask til sidst, hun faldt og slog nakken, og siden den gang var det galt med hende, men iøvrigt var hun en meget særpræget person. Det kunne undre – da hun var sygeplejerske – at hun ikke ville ligge i sengen, da hun havde fået hjernerystelse, og det var nok det, der gjorde, at hun blev lidt forvirret, for jeg havde et frygteligt arbejde med hende. Når hun havde hentet sin pension, fik hun den næsten altid smidt væk.

Spørgsmål til Helge: Jeg kan huske, da hun kom hos os, da jeg var barn, da var jeg lidt bange for hende.

Ja, ja, det er rigtig nok, da var hun jo lidt stram i betrækket, når hun var ude i sit fag, ellers var hun såmænd meget flink.

Andre personer der har præget byens liv? ja, Chr. Pedersen sagde en gang til Gottschalck: “Der er snart ikke ret mange originaler tilbage, ja, vi har ingen originaler mere. ” Nå, sagde Gottschalck, “vi er da et par stykker endnu”.

Noget af det største der foregik her tidligere, var når sadelmageren og kammerherren skulle slagte gris. Så kunne Niels slagter køre rundt med det halve af “kammerherrens gris” i en 14 dages tid – og det kunne han blive ved med. Det var stadigvæk “kammerherrens gris”.

Han købte meget henne i Sallinge. En gang var lærer Mogensen kommet der op, for han mente ikke, at han havde fået sagt rigtigt farvel om formiddagen, så kom han en gang til.

– Niels vidste så ikke rigtigt, hvordan han skulle slippe af med ham, og så siger han til ham – “du vil da vel ikke med en tur hen til Sallinge – en lille “kyretur”?

– Jo, det ville Mogensen da godt, og de fik grisehækken sat på hestevognen, og så trillede de ad Sallinge til. Så sagde Niels “Jeg skal lige hen til….. og hente en dejlig sødmælkskalv.

– Nå, de skulle hen til ….. og hente en dejlig sødmælkskalv, der havde pattet sin mor; men den gang gik vejen jo forbi kroen, og hesten kunne ikke tåle at blive ved at trave så langt, så var de nødt til at holde hvil der – også på tilbagevejen, men da de så kom her hjem ad Nørre Søby til, siger Niels til Mogensen: “Jeg kan nu ellers så godt lide at høre, når du synger Mogensen, for du synger så kønt. Kunne du dog ikke give os en lille sang?”

– Jo, det ville han da godt, for synge, det kunne han, og det vidste han, det ville han gøre. Ja, sagde Niels “men det lyder nu lige godt kønnere når du står op”. Så kom Mogensen om i grisehhækken til fedekalven henne fra ….., som havde pattet sin mor, og så stod han der og holdt fast i agestolen og sang ind igennem byen, så det peb efter, og det kunne høres, så stillede de forskellige (Jørgen Gårdmand og hvem der hørte til det selskab), for så skulle de lige ind på gåsebænken og have dem en bajer på den konto. Jørgen var jo temmelig godt ved magt, han skulle lige sådan trække vejret, så kunne han få to fingre ned i vestlommen og fiske en 2 krone op til 6 bajere.

Jo, der var nogen, der prægede livet i Nørre Søby dengang.

Det var snedkermester Helge Pedersen`s beretning fra 1979, om folk og fæ i den lille by, Nørre Søby, Fyn.

 

0 replies

Skriv en kommentar

Har du kommentarer ti historien eller andres kommentarer?
Så send gerne dine kommentarer!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag notifikationer via e-mail, hvis andre kommenterer på historien. Du kan også abonnere, uden at kommentere.