Mit liv i Glenstrup Sogn

Mine forældre
Min mor og far kom til Handest ca. 1907. Mor tjente ved lærer Nielsen, og far havde værksted oppe ved Laust Frank i det lange hus ved siden af Forsamlingshuset. Far spiste ved sin bror, der var smed og boede i Højbo. Mor og far blev gift den 30. april 1909. Far havde bygget huset ved siden af Brugsen, hvor han også havde værksted og butik. I butikken solgte han kommoder, syborde, tobaksborde, senge og skabe m.m.. Min ældste bror Aage blev født den 12. februar 1911, og Einar blev født i 1915. Einar døde den 30. april 1925 på Hobro Sygehus af stivkrampe og blodforgiftning. Han havde stukket sig på en greb.

Det var en slem tid, som jeg husker meget tydeligt, selv om jeg kun var fem år. Mor og far sørgede meget, og da min mormor døde næsten samtidig, så husker jeg det som en meget sørgelig tid.

Vidtfelt
Mor og far og mine to brødre flyttede på Vidtfelt den 1. november 1919. Der blev jeg født den 18. februar 1920. Her boede vi indtil jeg var 7 år. I 1927 brændte høker Jakobs gård. Far købte brandtomten, og Jakob købte Vidtfelt. Jeg havde nogle gode legekammerater, Tage og Sonja. Deres far var murer. Vi rendte ud og ind ved hinanden. Mor sagde somme tider: ”Du skulle tage dit sengetøj med!” – det syntes jeg ikke om. Vi legede så godt sammen, legede med ko sten, lavede hegn af små pinde og snor til hegn, spillede pind og hoppede i sjippetov. Når Tage og jeg skulle i Brugsen fulgtes vi ad, men hvis Poul Rasmussen kom, så skyndte jeg mig over på den anden side af vejen. Poul ville drille os, så han sagde: ”Nåh, der kommer de små kærester”. Han var så rar. Tage og Sonja flyttede til Hornbæk, men vi blev ved med at komme på ferie hos hinanden. Som voksne kom de og besøgte mor og far, og de blev ved med at besøge min mand Jens og mig. Tage boede i Randers og Sonja i Neümunster. Det var et godt venskab.

Banen
I året 1927 blev Mariager-Fårup-Viborg Banen indviet. Tage, Sonja og jeg sad på de flotte hvide bænke og nød synet af det første tog. Det var en stor oplevelse for os. På en af de første ture væltede toget i svinget lige før Handest fra Fårup-siden. Der skete heldigvis ikke noget. Der var kun én kone med. Hun var mor til Anders ude i heden.

Skolen
Jeg begyndte at gå i skole i sommeren 1927. Ester Lambæk kom ud og hentede mig – det var jeg glad for. Jeg var meget glad for frøken Christensen, hun var så god ved os. Om vinteren varmede hun vores tøj og hjalp os i det og legede med os. Vi fik somme tider lov til at gå på Møgelhøj og lege, det var højdepunktet. Vi gik i rækker to og to, og vi sang ”Tinge-linge-later”. Vi blev fotograferet flere gange. Vi var også oppe i Præstegården og i Plantagen. Astrid, lærer Nielsens datter var med til at lege med os. Hun døde desværre ret ung af tuberkulose. Jeg syntes, vi legede så godt sammen både piger og drenge. Vi legede tagfat, to mand frem for en enke, hoppede over buk og legede i ribberne, der stod udendørs. Vi legede også politi og røvere. Fængslet var cykelskuret. Vi piger ville jo rende ud, og der var nogle af drengene, der ikke turde røre os, og så kom vi ud. Pigerne gik til håndgerning ved frøken Christensen. Vi lærte meget: Syede et forklæde, en chemise, hvor vi hæklede en kant om halsen. Den har jeg endnu. For nogle år siden var den til udstilling på skolen. Vi strikkede også vanter og ankelsokker. Det var noget vi lærte meget af. Frøken Christensen var meget tålmodig. Når vi tabte en maske, så måtte vi op til hende, fordi vi ikke selv kunne fange den. Vi skrev med tavle og griffel, så det kunne viskes ud igen. Der stod fire vandfade med vand og en svamp, så når drengene gik forbi, så fik vi piger en sjat vand, når læreren ikke så det. Når lærer Nielsens svoger kom på besøg, blev han sommetider længe, og så fik vi et langt frikvarter. Det var vi glade for. Vi havde WC i gården. Når vi legede, og drengene var efter os, så skyndte vi os ned på WC, for der var vi fredet. Vi havde en pumpe i gården, hvor der hang et krus, vi kunne drikke af. Da vi blev lidt ældre, skulle vi prøve at ryge. Vi gik om bag ved Pouls hæk. Herdis, lærerens datter, Gerda Drejer og jeg. Jeg tror ikke, det smagte os, det var bare ”stort”. Cigaretter kunne købes stykvis. Jeg tror, det var fire øre pr. stk..

Fødselsdag
Vi kom også til fødselsdag. Kun dem der boede i Handest kom til chokolade og boller og aftensmad. Det var gerne frikadeller og dessert.

Påklædning
Vi gik med forklæder på. Og vi havde hjemmelavede hjemmesko. I skolen skulle vi sætte træskoene ude på bænken, og når jeg kom hjem, så skulle jeg skifte tøj.

Jul
Julen var jeg altid ved Gerda til juletræ. Der var også hendes kusiner og fætre. Det var dejligt. Så gik vi omkring juletræet og sang, og vi fik godter. Vi havde også skolens juletræ i Forsamlingshuset. Det glædede jeg mig til. Der fik vi godtepose og frugt. Jeg var også til Søndagsskolens juletræ. Jeg skulle gå i Søndagsskole. Det var Mathias Severinsen, som ledede det. Så jeg var heldig at komme til to juletræer. Vi havde også juletræ hjemme. Jeg glædede mig altid meget ti julen. Det var ikke store gaver, vi fik, men jeg glædede mig til at Aage kom hjem. Han var i lære i Spentrup. Vi fik risengrød og andesteg juleaften – mor havde selv ænder. Da jeg blev større, kom min bedstefar og fejrede jul med os. Det var dejligt. Jeg fik ingen julegave af ham, han havde nok ikke råd. Han levede af en lille pension, boede på et loftsværelse i Hobro og hentede mad på et pensionat. Vi var ikke rundt ved familien i julen. Dengang havde far ikke bil. Det fik han, da jeg blev større.

Sommerferie
Den første gang jeg fik sommerferie, skulle jeg huske, hvornår jeg skulle i skole igen. Alfred Rasmussen stod og klippede hæk lige op af vejen. Han sagde noget til mig, så jeg glemte, hvornår jeg skulle møde efter ferien. Jeg græd, da jeg kom hjem, for dengang fik man ikke en seddel med datoen. Mor trøstede mig og sagde, at det skulle vi nok få at vide. Jeg legede også meget med Fiskers piger, Esther og Signe. De boede på gården over for skolen. De havde slynger i træerne, så legen gik godt. Deres bedstemor boede i det lille hus ved skolen – hun var alles Bedste – og hun spiste hos Fiskers.

Runetoft
Vi flyttede til Handest i 1928 og boede i deres gamle hus ved Brugsen, mens Runetoft blev bygget. Siden byggede far smedens hus på den anden side af vejen. Smedjen var den gamle svinestald. Ida og Jens købte det og blev gift, da de flyttede ind. Far byggede også huset overfor Runetoft. Der var to lejligheder, som han lejede ud. Missionshuset er også hans byggeri. Bageriet byggede han til Møller Laursen i ca. 1934. Det lå jo på fars jord. Rødstenshuset modsat Knolds parkeringsplads byggede han til Karen Grejs.

Mine legekammerater
Jeg fik nye legekammerater, da vi flyttede på Runetoft. Det var Elfrida på Mejeriet, Dagmar i Brugsen, Inga og Krista Kjeldsen. Der var rigtig mange legemuligheder. Blandt andet legede vi meget ved bækken og på tømmerpladsen. Ved bageren havde vi vipper og kunne spille bold. Vi kunne altid finde på noget at lege. Om sommeren kom der også et Tivoli, som lejede pladsen af far. Ca. 1930 blev de tre statsejendomme langs med Randersvej mellem Brunsvang og Handest Østergård bygget. Da blev Gerda min bedste veninde. Hun kom omkring efter mig om morgenen og hun kom også ned og legede med mig. Så vaskede vi dukketøj i bækken og hang det til tørre. Vi vadede også meget i bækken. Gerda fik små søskende. Der kom jeg meget op, for der foregik så meget. Hendes Bedste boede der også. Jeg husker hende med en strikkestrømpe i hånden. Gerda og jeg blev ved med at være veninder livet igennem. Vi har altid kommet sammen til fødselsdage. En gang inden de fik bil, kom de på en traktor med vogn. På vognen stod en grisekasse med pressening og halm. Da de var ankommet, steg Gerda ud af grisekassen – for der måtte jo ikke være passagerer på en traktorvogn. Det var den 18. februar, og der er der jo tit sne.

Min konfirmation
Vi blev konfirmeret søndag den 8. april 1934. Vi holdt ikke stor fest, men havde noget familie og nogen til kaffe. Det var ikke gode tider for landmændene, så far havde ikke så meget arbejde. Det var under Landbrugskrisen og grisene kostede ikke noget.

Ud at tjene
Jeg kom hen på Stationen at tjene til 15 kr. om måneden. De hed Pedersen og fik barn nr. 3, så der var nok at lave. Senere kom jeg ud til Charles Stensgaard i 1936-37. De fik også barn nr. 3. Det var en god plads, men nok at lave. Jeg skulle også hjælpe i marken, men det var jeg ikke ked af. I begge pladser kunne jeg sove hjemme om natten og kunne gå til gymnastik og bal og hvad der ellers var. Jeg rejste fra Stensgaards i maj 1937 og kom på Salling Ungdomsskole, som jeg var meget glad for – med mange gode minder. Jeg har stadig tre veninder derfra, som jeg træffes med. Det er vi alle glade for. Til november 1937 kom jeg til Vester Velling for at tjene ved lærer Møllers, som jeg blev ved i tre år. Det var en meget god plads. Posten drillede mig og sagde, om ”jeg ikke snart skulle ud at tjene?”. Møllers havde ni voksne og gifte børn, så der var jo tit gæster. De var flinke til at hjælpe – en god tid. Til november 1940 kom jeg på Terrupgård ved Onsild som kokkepige og måtte gå 5 kr. ned i løn pr. måned. Der var meget at lave og meget man ikke kunne få til madlavning på grund af krigen. Vi kunne kun få rugmel og sigtemel, så det blev noget kedeligt brød. Der var meget hård frost og sne, så meget foregik på ski og slæde. Baks kørte på sparkstøt. De skulle rundt til gilder. Jeg døjede meget med komfuret. Tørv og træ var vådt. Karlene skovede træ og kørte det hjem samme dag, så det var svært at få ild i det. Fru Bak sagde til mig: ”Så må du fyre, som var du fyrbøder i helvede”. Jeg lærte meget der. I 1942 kom jeg til Hobro og sy et halvt år. Jeg boede hjemme og cyklede hverdag til Hobro. Det var meget koldt og meget sne, så jeg væltede tit, men tog aldrig nogen skade. Senere tjente jeg på Dengsøgården i Vester Velling, hvor jeg lærte Misse at kende. Hun var fra Alslev Kro.

Sønderjylland
Så senere fik jeg plads på Mejeriet ”Arnå”. Det lå ved siden af Alslev Kro, som var Misses hjem. Vi rejste sammen derned. Det var en god plads på mejeriet. Jeg var der i tre år og tre måneder. Det var en stor begivenhed at opleve freden den 5. maj 1945 i Sønderjylland. Alle danskere var så glade efter fem lange år. Vi fejrede freden i mange dage. Vores genboer var tyskervenlige. De gik stille med dørene. Under krigen havde vi tit nogen, der lå på mejeriovnen om natten. Mejeriejer Søren Petersen var modstandsmand. Sønderjyderne var meget tro mod Danmark. Vi var aldrig samlet til noget, uden at vi sang fædrelandssange. Og sluttede altid med ”Det haver så nyligen regnet”. Da befrielsen kom, var vi til asfaltbal og fredsmarch i Løgumkloster. Det var en oplevelse.

Bækkedal
Jens og jeg købte Bækkedal i Gundestrup 23. september 1947 og blev gift den 25. oktober 1947. Der var ikke meget avl, for det havde været en meget tør sommer. På ejendommen var en jysk hest, 5 køer og et par grise. Vi måtte købe halm. Vi havde spritkartofler og Jens slog toppen, som vi smed ind til køerne i indhegningen. Vi havde også høns og gæs og ænder. Senere fik vi får og flere grise og køer. Der var pumpe i gården, brændekomfur i køkkenet og kakkelovn i stuen. Det var vi godt tilfreds med. Senere fik vi lagt vand ind og fik lavet badeværelse i det halve af gangen. Vi fik også centralvarme, det var jeg meget glad for. Jens gik på arbejde. Ejendommen var for lille, til at vi kunne leve af det. Der var et par bihuse, som Jens gik meget op i. Til sidst havde han 50 huse og var formand for Biavlerforeninge. Vi havde 46 gode år på Bækkedal. Jens døde den 20. april 1993, og i dag bor Bent på ejendommen, og jeg bor i en lejlighed på Storegade i Fårup. Det er jeg godt tilfreds med.