Nr. Søby Telefoncentral

Et langt liv i telefonens tjeneste

“3 minutter – ønsker De at fortsætte?” – de ord vil muligvis vække erindring hos ældre læsere. Min mor Dora Mikkelsen, bestyrede Nørre Søby Central fra 1. oktober 1914 til 24. marts 1966.

Mor brugte sine sidste år til at skrive sine erindringer; derfor kan vi nu læse, hvad der gik forud for den lille mobiltelefon, som mange af os bærer rundt på.

Aase Reffstrup lader sin mor fortælle:

“16 år gammel søgte og fik jeg ansættelse ved Fyns kommunale Telefonselskab i Odense. En måned på prøve, derefter reservetelefonistinde med funktion som afløser for de faste damer.
Efter 1 år som reserve blev jeg fastansat telefonistinde med fast vagt fra 8-14 eller 14-20 på hverdage og vagt hver anden helligdag. Lønnen var da kr. 33.33 pr. måned.
Vi underskrev en tavshedserklæring, som blev overholdt, ellers var det afsked.
I de 6 år jeg var på Odense Central forekom ét tilfælde, hvor en telefonistinde blev afskediget for brud på tavshedsløftet.

Jeg holdt meget af mit arbejde, det var interessant, og vi kom i kontakt med mange mennesker. Der var mange abonnenter, som påskønnede arbejdet, og det kom til udtryk på mange måder.
I juli måned 1908 tilbød en vognmand os en køretur en eftermiddag til Langesø og Slukefter i en charabanc, hvor vi kunne være 16. Han gentog turen dagen efter for det andet hold damer, så vi alle fik en tur. Hans telefonnummer var 213 – sådan et nummer glemmer man aldrig. – Ved juletid blev der fra de store forretninger sendt forskelligt op på centralen:
fyldte chokolader, bon-bon`er og fra apotekerne “velduftende vande”, som det hed dengang. Vi fik fribilletter fra Odense Teater, som dengang lå ved Sortebrødre Torv.

Jeg sluttede i Odense efter 6 år.
Jeg søgte og fik stilling som centralbestyrerinde på Nørre Søby Central – en stilling jeg beklædte til automatiseringen den 24. marts 1966.

Nr. Søby Telefoncentral

Kilde: Fyens Stiftstidendes pressefotografier

Den 25. september 1914 kom jeg med toget til Nørre Søby station.
I dagene før havde der raset en voldsom storm, så overalt lå der forskellige markredskaber på gårdenes stråtage.
Den 1. oktober 1914 overtog jeg centralen efter skomager Hans Jørgen Pedersen og hans hustru Sørine.
Jeg fik travlt med at indstille mig på mit nye liv, og først hen ad foråret lærte jeg byen at kende.
Jeg lærte straks godt genboskab at kende, for Rasmus Madsen Lindely og hans kone Kirsten var meget hjælpsomme over for mig og hjalp mig med at forme min tilværelse; jeg var 23 år og vant til bylivet, så der var meget at lære.
Der udviklede sig et venskab, som varede livet ud, og som fortsætter i næste generation mellem vore børn.

En af de første dage på centralen fik jeg besøg af en hestehandler, som forklarede mig, at han havde en aftale med den tidligere bestyrer om, at når han i telefonen hørte, at forpagteren på Søbysøgård ville købe eller sælge heste, så fortalte han det til ham.
Det håbede han, at jeg ville fortsætte med. Jeg beklagede, at det kunne jeg ikke, og forklarede, at jeg havde underskrevet en edserklæring om tavshedspligt, så jeg kunne ikke hjælpe ham, men det kunne han slet ikke forstå.

Der var ikke mange telefoner i byen.
Under hele centralen 58 i 1914 – så mange kom her og ringede.
Der blev betalt i naturalier:
Fra en fik jeg 50 pund byg til hønsehold, en anden kom med en høne, en kom med kartofler osv.
Til jul fik jeg en stor gang slagtemad fra forpagteren på Søbysøgård, og fra Møllen fik jeg i mange år 50 pund mel.
Fra Baronessen fik jeg nu og da en stor gedde. Sådan var skik og brug dengang.

Min løn var ved starten 258 kr. pr. kvartal, deraf skulle jeg udrede løn til medhjælp, (jeg kunne jo ikke sidde ved centralbordet hele dagen),og holde hus med varme og lys, så det var godt at far og mor kunne og ville hjælpe til i den første tid.

I 1894 er den første “Nørre Søby Centralstation” oprettet. Den havde til huse på nuværende Odensevej 41 hos købmand Anton Pedersen. Der var 6 numre, de første 4 var hos købmændene i henholdsvis Nørre Søby – Aarslev – Heden og hos købmanden i Nørre Lyndelse Kro.
Nr.5 var en telefonforening i Vejle.
Nr.6 en telefonforening i Vantinge.
I 1897 overtog Hans Jørgen Skomager centralen efter Anton Pedersen, og den flyttedes til det nuværede Odensevej 12. Bygningen er ikke den samme, da det gamle bindingsværkshus brændte 1903.
Et nyt hus blev bygget, og i byggeperioden installeredes centralbordet i den nordre længe til “Lindely” i aftægtsboligen.

I det nye hus forblev centralen indtil automatiseringen i marts 1966, hvor den flyttede til det nye telefonhus ved siden af.
De mellemliggende år oplevede jeg den store udvikling, også på telefonens område.
De 58 abonnenter i 1914, hvor Nørre Søby Central også dækkede Heden – Allested – Vejle – Radby – Lumby – Nr. Lyndelse – Freltofte – Dømmestrup og Bramstrup, reduceredes i 1918 drastisk med 28, som blev taget fra til oprettelse af Allested Central.
Senere gik Bramstrup til Højby Central og Heden til Vantinge Central.
Derefter dækkede Nørre Søby Central:
Nørre Søby – Lumby – Nr. Lyndelse – Freltofte og Dømmestrup, og der skete kun få justeringer, derimod øgedes abonnent-tallet for dette område – i mellemkrigsårene til ca. 150.
I 1966 var der omkring 400.
Fra en beskeden start, hvor centralen gav beskæftigelse til 1-2 personer, var der ved automatiseringen 7 personer ansat.

Jeg har været lykkelig for mit arbejde.
Det har givet mig så mange glæder.
Nu og da har vi på centralen kunnet hjælpe udover det, som var vor egentlige opgave.
Det er klart, at næsten 52 år ved centralbordet giver en kontakt med abonnenterne, som rækker langt ud over blot at formidle forbindelserne, og det har jeg modtaget mange beviser på igennem årene.

Årene går, og jeg er nu 93 år (1984). Jeg bor endnu i det hus, hvor jeg flyttede ind i 1914, og som rummer minderne fra mit liv. Fra mit vindue ser jeg dagligt over på den nye central, hvor automatikken har overtaget arbejdet.
Vi drejer selv de numre, vi vil i kontakt med.
vi kan fra vort apparat dreje os ind til hele verden. Det er fantastisk, synes jeg.
I den nye central tikker apparaturet, som måler tiden vi taler – og der er ikke mere brug for menneskelig overvågen af taletiden. “3 minutter-ønsker De at fortsætte ?” – er et afsluttet kapitel.

Fra mor`s Nørre Søby-erindringer kan jeg også fortælle:

I 1910`erne havde mor en ung pige, som hed Maren.
En søndag eftermiddag var Maren alene hjemme. – Nu var det sådan, at overingeniør Koch, FKT, nu og da cyklede en tur på landet om søndagen, og han besøgte da centralerne.
Overingeniør Koch kom også en søndag eftermiddag til Nørre Søby. Han må være blevet meget forbløffet, da der ingen telefonist var ved bordet – det varede imidlertid ikke længe, så kom Maren. Hun var trådt af på naturens vegne, det foregik i gården på gammeldags “das”.
Maren fortalte senere, at hun kom ind med kjolen over hovedet, mens hun var i færd med at binde sine bukser. – Hvad Koch sagde, ved jeg ikke – der var ingen forbindelser i bordet, og ingen ventede på at blive ekspederet.
Søndag eftermiddag var dengang en meget stille tid, og Koch har jo ikke kunnet være i tvivl om, hvorfor telefonisten havde forladt bordet.

Så var der dengang brudgommens skjorte var kommet på afveje, og det lykkedes at få den bragt til veje en halv time før vielsen. – Eller Jens Peter Jensen, sognerådsformand i Lumby, som hver dag efter middagsmaden ringede:
“Må jeg få en lille en på øjet?” – hvilket betød, at vi ikke forstyrrede ham den næste time!
en service man senere kunne købe.
Der findes mange flere eksempler. Jeg vil slutte af med omtalte to med reference til min mor.

En mand ringede til centralen og skulle hjælpes igennem til en samtale med en person i området, (der var meget få oplysninger), det lykkedes, og han blev så taknemmelig over hjælpen, at han spurgte, om han ikke måtte have lov til at invitere den lille frøken ud.
Mor havde hele sit liv en meget ungdommelig og frisk stemme, og det havde snydt ham, for “den lille frøken” var på det tidspunkt 73 år – så stævnemødet blev ikke til noget, men begge parter fik sig en hjertelig latter.

Mor havde i mange år vagten fra kl. 7 til 12 – den første time alene, derefter var de to om ekspeditionerne. – igennem flere år ringede en mand hver morgen fra København til sin datter, og ganske naturligt veksledes der et muntert “God morgen”, inden forbindelsen blev sat.
Det kunne jo hænde, at datteren ikke svarede, og så kunne der lægges en besked.
– Om morgen den den 24. marts 1966 ringede han som sædvanlig – mor ville sætte forbindelsen. “Nej,sagde han”, i dag er det Dem, jeg vil tale med. Det er vemodigt, at det er sidste gang, at jeg har hørt “Nørre Søby” som svar på mit opkald.
Jeg vil gerne sige Dem hjertelig tak for god betjening igennem snart mange år.

Det var vemodigt. Jeg gjorde på den tid tjeneste på centralen; Jeg tror, at det var kl. 11, at automatiseringen blev indledt. Personalet var inviteret til en afskedsfrokost på Nr. Lyndelse Kro.
Da vi kom tilbage derfra, var vi på besøg i det nye telefonhus, hvor vi kunne følge lidt med i “ekspeditionerne”.

 

0 kommentarer

Skriv en kommentar

Vil du bidrage til historien?
Skriv din kommentar i formularen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag notifikationer via e-mail, hvis andre kommenterer på historien. Du kan også abonnere, uden at kommentere.