Handest Skole
1924
Årstallet pryder Søbakkeskolens facade ud mod vejen. Det år blev den ny Handest Skole opført. Alle bygninger har både en forhistorie og en historie, men bag offentlige skoler ligger der en beslutningsproces og mange overvejelser. Forhandlinger og beslutninger er ført til protokols i referaterne fra Sognerådsmøderne. Ved hjælp af disse kilder skildres her, hvad der lå bag beslutningen om at bygge ny skole i 1924.
Baggrund
Omkring 1920 var skolevæsenet i Glenstrup Kommune således: Forskole for de yngste årgange i Glenstrup, skoler for både yngste og ældste årgange i Handest og Holmgaard. Sidstnævnte skole var den nyeste og bedste som bygning betragtet. Tre lærere klarede al undervisning i kommunen.
15. November 1920
”Amtslægen foranlediger en udtalelse om Glenstrup Skole, hvilket overlades til Skolekommissionen”. Skolen er i sundhedsmæssig dårlig stand, og en dag står man uden lærer. Der er Sognerådsvalg i marts 1921 og problemet overlades til det nye Sogneråd. Så kunne man ikke klandres for en forkert beslutning.
23. April 1921
Sognerådet drøfter lærerindespørgsmålet og man ”traf den afgørelse, at udsætte sagen til der forelå en tilladelse fra ministeriet om skolelokalerne måtte fremdeles benyttes”.
2. Juni 1921
Det er ikke muligt at finde en lærerinde til Glenstrup Skole, så det blev bestemt,” at henvise børnene til skolegang i Handest og Holmgaard Skoler”.
17. September 1921
Sognerådet er ved at opgive at drive skole i Glenstrup, idet ”det vedtoges at afhænde støbegodset snarest muligt”.
13. Oktober 1921
Kræfter i sognet samler sig om selv at oprette en skole – med Sognerådets velsignelse, fordi ”det vedtoges at yde 400 kr. til den private skole, når amtets tilladelse forelå”. Det var dog ikke med baggrund i den manglende skole i Glenstrup, men snarere utilfredshed med læreren i Handest Skole. Den Private Skole får til huse i Banevolden 14 og ganske tæt på skolen i Handest, der lå, hvor Knolds parkeringsplads er i dag. Nu begynder strukturen og skolegrundlaget at smuldre i kommunen.
27. Oktober 1923
Privatskolen har været i gang i godt et år, da man kan læse i protokollen: ”Der forelå et andragende fra bestyrelsen for Handest Privatskole om et tilskud; henlagdes”. Og under eventuelt ”fremdrog formanden, hvor uheldigt det var mht. vort skolevæsen her i kommunen og Sognerådet vedtog enstemmigt at arbejde for, at der skulle oprettes en centralskole”.
6. November 1923
Sognerådet og Skolekommissionen holdt fællesmøde og ”der førtes en del diskussion, og man vedtog så at afholde en kommuneafstemning om spørgsmålet i Handest Forsamlingshus”.
19. December 1923
I Glenstrup vil man ikke umiddelbart opgive at have skole. 74 beboere opfordrer med deres underskrift til ”at der snarest muligt oprettes et lærerembede”. Sognerådet svarer, ”at så længe den private skole består, og der ikke er for mange børn i kommunens skoler er det ikke påtrængende nødvendigt”.
7. Januar 1924
Kommuneafstemningen har tilsyneladende været positiv, for ”ved mødet forelå et forslag om oprettelse af en dobbeltskole for Handest og Glenstrup med beliggenhed på Chresten L. Nielsens ejendom umiddelbart op mod R. Fisker Olesens hus”. Af Sognerådets 5 medlemmer stemte 3 for og 2 imod. Skolebyggeriet er vedtaget.
3. Juli 1924
Byggeplanen har været til høring og ”undervisningsministeriet bifaldt at der oprettedes en dobbeltskole på det sted, som Sognerådet ønskede og man enedes om at søge arkitekt Skødts bistand med hensyn til tegning og overslag” og ”der nedsættes et snævert udvalg inden for Sognerådet til at træffe de nødvendige forarbejder”.
12. Juli 1924
Byggegrunden besigtiges, jord købes og aftaler træffes med de to naboer. ”R. Fisker Olesen har på sin ejendom en vandbeholder, der drives med vindmotor og det er indbefattet i ovennævnte handel, at skolens beboere har ret til at få sit vandforbrug fra nævnte beholder, når der er tilstrækkelig vand”. Ved vandmangel i beholderen ”har skolen ret til at hente vand i Olesens brønd”. Samtidig beslutter Sognerådet at oprette et forskolelærerindeembede ved den nye skole med krav om, at hun kan virke som organist i kirken.
20. December 1924
Lærerinde Elna Christensen, Vesløs ansættes pr. 15. januar 1925 og nu ”kan et andragende fra Handest Privatskole om et tilskud for året 1924-25 ikke bevilges”. Sognerådet bygger. 21. JANUAR 1925 Til medfinanciering af skolebyggeriet ”forelå et tilbud fra A. Møller, Glenstrup om køb af Handest gl. Skole for en pris af 8200 kr., som antoges”.
24. Februar 1925
Skolen står færdig og skal betales. Derfor er en forhøjelse af kassekreditten op til 70.000 kr. i Sparekassen i Randers nødvendig.
Efterskrift
Udgifterne til skolebyggeriet drænede den lille kommunes økonomi. Det nyvalgte Sogneråd i 1925 må låne sig frem for at få pengene til at strække. Skolen er stadig skole efter adskillelige til- og ombygninger – og den er sjovt nok stadig ”dobbeltskole”, men nu for Skjellerup og Glenstrup Sogne. Navneændringen fra Handest Skole til Søbakkeskolen skete i begyndelsen af 1970-erne, hvor Skjellerup Skole blev lukket. En afstemning blandt forældre og børn afgjorde navnet.
Skriv en kommentar
Har du kommentarer ti historien eller andres kommentarer?Så send gerne dine kommentarer!