Egtved - Sparekassen nybyggeri

Om sognesparekassen i Egtved

“Naar man ikke har Overflod, hører der en ikke ringe Resignation og Viljekraft til, at sørge for Fremtiden paa Nutidens Bekostning, og disse Egenskaber findes desværre meget naturlig mindst hos dem, der mest af Alle trænger til at spare, nemlig Arbejdets Kvinder og Mænd. Kunne den Unge Arbejder bevæges til, blot at spare en Del af det, han til stor Skade for sin Moralitet og Arbejdsdygtighed forbruger i Dansesalonen og paa Værtshuset, ville såre meget være vundet!”

Dette er et udpluk af en artikel i Sparekasseforeningens officielle organ Sparekassetidende nr. 1 år 1883. Sparekassetanken og de allerførste sparekasser blev til omkring 1810 og stiftet som det hedder af rettænkende adelsmænd og godsejere, netop på baggrund af de tanker og problemer, som ovennævnte artikel giver udtryk for.

Sparekasserne rundt i de små sogne, generelt benævnt sognesparekasserne, blev stiftet senere og på et andet grundlag. Her var det driftige bønder, mindre håndværkere og ikke sjældent suppleret med sognets førstelærer, der tog initiativet til oprettelsen, og drev den nyoprettede sparekasse. Formålet var på filantropisk grund at modtage indlån til forvaltning, samt at yde lån inden for virkeområdet imod betryggende sikkerhed, og det er vel nærliggende at tro, at der var et vist slægtskab med folkehøjskoler og andelsbevægelsen.

Indskyderne var i vid udstrækning tjenestekarle på landet, der målbevidst sparede op til egen bedrift, til en vis grad også tjenestepiger, der dog nok snarere var tilbøjelige til at “investere” i udstyr, og så børnene, som kom for at få tømt sparegrisen og med sparemærkehæfter, da skolespareordninger kom på mode, for at nævne nogle oplagte grupper.
Egtved sogn var fra 1870 med i Aagaard Sparekasse, der desuden omfattede Starup, Viuf og Nebel sogne.
Men i 1885 brød Egtved ud, idet man stiftede Spare- og Laanekassen i Egtved. Sparekassens første formand var Rasmus Eriksen (sen.), og det var da også i hans endestue på Højvang, at Kassen havde sit kontor de første 20 år.
Da Gulvet for nogle år siden blev udskiftet på Højvangs stuehus fandtes der en hel del mønter fra tiden hvor stuen fungerede som sparekasselokale. Selvfølgelig fordi de gamle gulvbrædder havde store revner. Pudsigt nok var der også svenske mønter, men omkring århundredskiftet var der en del svenske karle i Danmark og det er måske forklaringen herpå.

Højskolehjemmet i DalgadeHøjskolehjemmet i Dalgade, hvor Sparekassen flyttede til i 1912, efter at have haft lokale de første 20 år på gården i Højvangs endestue.

I 1912 flyttede man kontoret til Højskolehjemmet, sikkert samtidig med, at gårdejer Mads Ditlefsen overtog formandsposten.
Efter Ditlefsen blev gårdejer Chr. Alminde, Refsgaard formand, og da han senere blev udnævnt til direktør overlod man formandsposten til gårdejer Søren Olesen, Kathrinebjerg. Søren Olesen var en betydningsfuld person i sognet. Han var i en lang årrække sognerådsformand, startede vist som 24-årig, var sognefoged og blev sparekassens næste direktør. Søren Olesen døde i 1959 som en gammel mand 14 dage efter at han var fratrådt som direktør for sparekassen.

Det har ikke alt sammen været tørre tal og højtidelige miner i sparekassen. F.eks. skabte det munterhed, da en mand, der var flyttet fra egnen, fortsatte med at trække checks på sin konto der efterhånden viste noget overtræk. Da manden blev gjort opmærksom på problemet og rykket for overtrækket, sendte han straks en check på beløbet – trukket på den samme konto.

Engang sognepræst Anker Jensen havde ærinde i sparekassen beklagede han sig højlydt over hvor omfattende og vanskeligt arbejdet var for en præst, hvortil Martin Smed roligt bemærkede, ”at havde det ikke lige været for æ prædiken, så ville han da gerne bytt!Sparekassens faste mandskab og lokale i Søndergade før 1960

Sparekassens faste mandskab og lokale i Søndergade før 1960. Fra venstre M.C. Sørensen, Sejer Jensen, Peter Alminde og Hans Korsholm. I forgrunden skranken, hvor man nøje blev vurderet inden et eventuelt lån var bevilliget.

Gårdejer Sejer Jensen, Paaskeborg overtog formandsstolen efter Søren Olesen, og beklædte posten frem til 1979, hvor den blev overtaget af gårdejer Tage Mortensen, Vester Ballesgård, og senere af forsøgsleder Niels Gade.
Af andre markante personligheder i sparekassens tilsynsråd skal nævnes blikkenslagermester Nis Mortensen, som Søren Olesen i en tale ved en festlig lejlighed udråbte til Egtved bys ukronede konge. Selv var Søren Olesen nok over mange år i sine velmagtsdage at betegne som Egtveds sognekonge. Han var strateg, og dengang han blev direktør, var det nok ikke hel tilfældigt, at han som sin efterfølger i formandsstolen fik anbragt tilsynsrådets yngste mand! Smedemester Martin C. Sørensen. Han beklædte, lige som Nis Mortensen før ham, den meget betydningsfulde kassererpost. Martin Smed var folkekær, han var slagfærdig og jovial, og han kunne tale med alle, desuden havde han den gode egenskab, at han selv højt op i alderen havde fremsyn, han havde f. eks. sin store andel i beslutningen om, at sparekassen skulle bygge det nye hus på torvet.

Der har været en tendens i sparekassens tilsynsråd til, at fædre blev afløst af sønner, således har både Peter og Niels Alminde været med på skift, Nis Mortensen blev afløst af Hans, og derfor var det en stor skuffelse for M.C.Sørensen, at man ikke valgte Niels Peder i hans sted, men på det tidspunkt stod det klart, at tilsynsrådets sammensætning var ude af trit med kundeunderlaget, hvorfor Kobindselsfabrikkens solide medarbejder Rasmus Hansen blev valgt ind som repræsenterende lønmodtagerne.

Den filantropiske del af kassens virke blev understreget ved, at sparekassen holdt administrationsudgifter nede på et absolut minimum. Således fik tilsynsrådsmedlemmerne, som ved fælles hjælp klarede driften, ikke nogen løn, – men alene æren af at “sed’ o æ spårkass”! Filantropien blev også understreget ved, at Kassen af sit overskud uddelte beløb til foreninger med almennyttige formål, og i hel særlige tilfælde til trængende enkeltpersoner, og det på trods af, at renteforskellen imellem ind- og udlån i mange mange år ikke oversteg ½%. Denne beskedne rentemarginal, blev holdt langt op i 60-erne, og var jo også et led i hele ideen bag sparekasserne.

Oprindelig blev der i de store protokoller og i sparekasebøgerne prentet med pen og blæk, men moderne skifter, så efterhånden blev de faste protokoller til løsblade-protokoller og senere kontokort. Kongepennen blev skiftet ud med fyldepennen og senere kuglepennen, men bogholderimaskinen nåede aldrig til Egtved Sparekasse, her gik man direkte til elektronisk databehandling, da det blev løsningen.

Indlånskapitalen, som var det man målte sparekasser på, steg støt og rolig op igennem årene. Dog har kurven et tydeligt knæk i 30-erne, og afspejler dermed klart landbrugskrisen og lavkonjungtur. Da man i 1958 stærk tilskyndet af sparekassetilsynet, søgte en faguddannet medhjælper og ansatte Kristian Jensen, var indlånskapitalen vokset til knap 5 millioner koner. Og så skete der jo næsten uhyggelig meget i samfundet op igennem tresserne, og det smittede af på sparekassen, der nu med sin “professionelle medarbejderstab”, gerne ville favne om det alt sammen. Alle måtte have mindst én god grund til at benytte sparekassen som pengeinstitut. Af disse gode grunde kan nævnes: Det var byens lokale pengeinstitut, der var en venlig betjening, en ærlig rådgivning og en lav udlånsrente. Indlånsrenten lå i mange år fast, bundet af renteaftalen imellem bank- og sparekasseforeningen.

Da kommunen omkring 1963-64 begyndte at udstykke byggegrunde, og parcelhusbyggeriet tog fart, var sparekassen involveret i rigtig mange byggerier med byggelån og som formidler af den endelige finansiering. Det var også omkring den tid, at sparekassen fik “taget temperaturen” i forbindelse med, at Mejeriet gik over til at indsætte mælkepenge direkte på leverandørernes konti. Her havde sparekassen 75% af alle leverandører som kunder, mens alle øvrige pengeinstitutter måtte deles om resten. Skønt indlånskapitalen steg pænt, kneb det sparekassen at imødekomme kundernes låneønsker, for også indenfor landbruget, der måtte betegnes som sparekassens fundament, var der bud efter de sparsomme udlånsmidler. Den om sig gribende mekanisering gjorde, at landmændene fik kassekredit, hvor man måske hidtil havde haft check-konto med et indestående. Det betød, at man hel afstod fra at yde 1. pants lån i fast ejendom, der ellers var tillokkende, enkelt og risikofrit. I stedet stod sparekassen nu for hjemtagelse af lån fra kreditforeninger og fra Dansk Landbrugs Realkreditfond, som blev stiftet omkring 1960, samtidig blev afdragstiden på mange gamle langfristede lån nedsat.

Som et udslag af den øgede økonomiske bevidsthed, gjorde Kobindselsfabrikken en epokegørende opfindelse, ved at lancere lønkontobegrebet. Ideen greb hurtig om sig og det medførte, at cigarkassesystemet hjemme i skrivebordsskuffen eller i køkkenskabet blev afløst af budgetkonto i sparekassen, og en hel ny og stor kundegruppe var kommet på banen. I 1950 blev “den gamle sparekasse” i Søndergade opført, efter at man som nævnt indtil da, havde benyttet lejede lokaler forskellige steder i byen til virksomhedens drift, senest på Højskolehjemmet først i den bagerste stue, og senere i et specielt lokale, så man var fri for at skulle ekspederes kunder i restaurationslokalet.
Endskønt huset i Søndergade var bygget til formålet, blev der i 1960 i forbindelse med sparekassens 75-års jubilæum, indviet en større ombygning, nærmest en modernisering indenfor husets rammer, men så rivende var udviklingen, at tilsynsrådet allerede i 1970 vedtog at bygge ny sparekasse på torvet. Brugsen havde haft blikket rettet imod denne plads, men fandt, at mulighederne ville være for trange, men til sparekassens brug ville den være ideel. Så med velvilje fra Sogneråd og Menighedsråd, og efter at have overvundet genvordigheder med at få “fortrængt” byens pølsemand og nogle af præstens træer, var det nye hus klar til indvielse i 1971 på sparekassens 86-års fødselsdag den 2. marts.

Særlig i disse forrygende år, hvor vinden i den grad blæste med, og hvor tab var et utænkeligt begreb, følte sparekassefolk sig anderledes end bankfolk, måske nok lidt bedre, for sparekasserne var her for andet og mere end blot at tjene penge, det var som om, at der her var tale om noget historisk, og dermed et samfundsmæssigt ansvar, er der en tidligere medarbejder i Sparekasseforeningen F. Kyed, som har udtrykt det. I øvrigt i forbindelse med anmeldelse af en bog af Per H. Hansen: “Da sparekasserne mistede deres uskyld”.
Det var også i disse år at sparekasseloven føltes som en spændetrøje, der var ting som for eksempel veksler, garantier og fremmed valuta, man ikke måtte beskæftige sig med. Til gengæld havde man så eneret på ordet spare, og som en vittig mand, sikkert Mads Thomsen, der i en årrække var direktør for Sparekasseforeningen, og senere blev direktør i Vejle Bank, sarkastisk udtrykte det: “Sparekassemanden må gerne banke sin kone, men bankmanden må ikke forlange, at hans kone skal spare”!

Tilsynsrådet ved Egtved Sparekasse 1979Tilsynsrådet ved Egtved Sparekasse 1979, var fra venstre Svend Nielsen, Asger Thomsen, Hans Mortensen, Rasmus Hansen, Niels Alminde, Mads Larsen, og Tage Mortensen. Derefter står artiklens forfatter, sparekassedirektør Kristian Jensen, Sejer Jensen og længst til højre bogholder Ejvind Sørensen Billedet er taget ved formandsskiftet, hvor Tage Mortensen afløser Sejer Jensen.

Det var så i begyndelsen af 70-erne at det bar imod en liberalisering af sparekasseloven. Alle de ting, som man ikke måtte ifølge loven, kunne man til nød få klaret igennem Fællesbanken for Danmarks Sparekasser, som blev stiftet i starten af 50-erne, men nu skulle man selv kunne det hele, og det var nok i den forbindelse, men også på grund af kommunesammenlægningerne, at der kom rigtig gang i sammenlægning af sparekasser. Man erkendte den manglende ekspertise i forbindelse med alt det nye, kravene fra erhvervslivet blev større, og i Egtved måtte man ofte søge hjælp hos kollegaer, for at klare store finansieringsopgaver. Der var også gået “mode” i store enheder, og efter grundige overvejelser og snakken for ogSparekassen nybygget på torvet, som nu er overtaget af Den Danske Bank imod, besluttede man at blive en del af Sparekassen Vejle, der snart efter blev til Sparekassen Sydjylland.

Sparekassen nybygget på torvet, som nu er overtaget af Den Danske Bank.

Da så sparekasseloven igen blev ændret, så sparekasserne, som hidtil havde været selvejende institutioner, kunne omdannes til aktieselskaber, var den sidste rest af sparekassernes ånd og tanke hel væk. De blev til Banker! – Sparekasserne mistede deres uskyld, som Per H. Hansen udtrykker det i sin bog! Egtved Sparekasses dage som selvstændig Medarbejdere i 1978, hvor sparekassen hed Sydjyllandendte d. 1. april 1972, hvor den blev indlemmet til Vejle og i løbet af sommeren kom flere sparekasser til at hedde Sparekassen Sydjylland.
Men sparekassetankens rutsjetur blev nok indledt der i første halvdel af halvfjerdserne, da sparekassernes symbol, det gamle velformede egetræ virkede for “støvet”, og blev skiftet ud med den intetsigende røde plet, – en lidt rødmosset aftensol, om man vil!

Så mange var medarbejderne blevet til i 1978, hvor sparekassen hed  Sydjylland.

 

0 kommentarer

Skriv en kommentar

Vil du bidrage til historien?
Skriv din kommentar i formularen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag notifikationer via e-mail, hvis andre kommenterer på historien. Du kan også abonnere, uden at kommentere.