Levnedsbeskrivelse fra Egtvedegnen
Helga Andersen var født d. 9/10. 1879 og døde d. 7/11. 1963 med døbenavnet Grundahl. Hun skrev i en meget høj alder ret så levende om sin familie og sit liv. Helga Andersen var gift med Christian Andersen, Egtvedgård, og de havde sønnen Frederik, der senere overtog Egtvedgård, samt datteren Agnes, der blev gift med vognmand Poul Uldall. Deres søn, Per Uldall, har nu velvilligst ladet Museumsbladet tage uddrag af sin mormors skrift, som er på 23 maskinskrevne sider. Her er der især medtaget beretning fra ægteparrets tid på Egtvedegnen, nemlig da de ejede og boede på Spillingsgård, senere på Egtvedgård og i deres villa, ”Solfang” på Østergade 33 i Egtved. (LPL)
– Jeg vender nu tilbage og vil fortælle om mit eget livs skæbne og kan med det samme sige, at livet har skænket mig rigeligt af glæde og lykke i mit ægteskab.
Jeg fik en god og dygtig mand, to kære børn og et dejligt hjem, og det rummer vel alt, hvad man kan ønske sig, og hvad der kan give livet indhold.
Da jeg for anden gang rejste fra Ødsted mejeri (hvor Helga havde truffet sin kæreste, Christian som var mejerist samme sted) var det for at bestyre huset for min broder Bjergagergård ved Århus og året efter flyttede jeg til Kærsholm ved Stenderup. Efter en god vinter der, tog jeg til søster Alma på Vester Ballesgård, hvor mor også boede den gang. Så skete det under et besøg, at min ven og min svoger kom til at drøfte, om det ikke var bedre at købe en gård i stedet for at vente i årevis på en mejeribestyrerplads. En gårdejer Niels Jensen på Påskeborg kunne anvise en gård, der var til salg i nærheden, og det endte med at de 3 unge mænd tog ud og købte Spillingsgård den næste dag. Mor blev noget forskrækket, da hun hørte de havde købt gården med det samme, og først da to ældre brødre til min ven, som selv havde gård på Fyn, kom over og godkendte handlen, var hun tilfreds.
Spillingsgård var på 50 tdr.ld. og kostede 19.000 kr. Vi blev så gift d. 4. juni 1906. Bryllupsfesten stod i vort hjem og var et familiebryllup, kun mejeribestyrer Duers fra Ødsted, hvor vi første gang mødtes og gårdejer Jens Boesen, Knudsbøl, en bror til min svoger, var også med.
Vi kørte i lukket vogn til kirke, hvilket var en sjældenhed den gang. Naboerne derude mente vi måtte være af fornem slægt, siden vi kørte i lukket vogn; endvidere var de betænkelige ved, hvordan det ville gå, når en mejerist skulle til at være landmand. De fleste naboer var ældre mennesker, som hørte til den missionske retning, men ellers var meget flinke.
Vi fandt to dejlige nabohjem: sognefoged Terkel Poulsens på Hedelykke og Niels Jensens på Påskeborg, 4 prægtige mennesker, hvis venskab vi bevarede så længe de levede. Det har stor betydning at møde rare mennesker, når man som fremmede kommer til en ny egn.
Gården var noget forsømt og lå ensomt; der var et temmelig nyt stuehus, men udbygningerne var gamle og ingen have, kun en gammel tilgroet frugthave bag ved stalden.
Vi havde en ung karl og pige til hjælp, men der var arbejde nok til os alle 4.
Vor tanke var straks, at det ikke var vort ønskehjem, som vi havde tænkt os, vi ville forbedre gården og så siden sælge. Der var ingen høstmaskine, så vi høstede kornet med le, vi tog fat alle 4 og glædede os om aftenen, når vi havde fået høstet et godt stykke korn; trods alt var der en vis hygge ved dette arbejde.
Når dagen kom, og kornet skulle køres i hus, fik jeg min plads på vognen og skulle læsse negene indtil læsset var tilstrækkeligt højt, så blev tømmen kastet op til mig for at køre hjem, og det var uden læsse-træ eller reb til at holde sammen på det. Jeg var nu slet ikke stolt af den post, jeg var altid bange, at hestene skulle blive skræmt af ét eller andet og løbe deres vej, men mærkeligt nok slap jeg altid godt fra det. Men jeg mindes endnu med et smil, hvor vi havde en stor og stærk karl fra Vorbasse. Han var lidt sen i vendingen, men flink og godmodig. En dag kom han kørende ind i gården med et læs korn, pludselig væltede hele læsset, og med det samme var Laurids forsvunden. Jeg blev forskrækket ved tanken om hans skæbne, det varede en tid, så stak han hovedet frem af neg-dyngen og så sig helt forvirret omkring til alle sider, som om han ville sige, hvor er jeg? Hans pudsige ansigtsudtryk kan jeg se endnu, men heldigvis var ingen kommet til skade, så det hele endte i latter.
Jeg længtes den første tid vi boede derude. Når min mand kørte til Egtved fulgte jeg ham med øjnene, til han var forsvundet for mit blik, og trods det, at jeg vidste han ikke kunne komme så hurtigt tilbage, begyndte jeg ret hurtigt at spejde efter hans tilbagekomst, hvorfor kan jeg ikke forklare. Men denne længsel forsvandt, da vi d. 20. okt. 1907 blev givet en dejlig lille dreng, og jeg bebrejdede mig selv, at jeg så bestemt havde ønsket en lille pige. Drengen var så god og kær, og vi var enige om, at hans navn skulle være Frederik efter min far, og jeg ønskede, at han måtte komme til at ligne ham i sind og tanker, så vidste jeg, at han ville blive en god og retsindet søn. Og dette mit ønske blev opfyldt, han var altid rørende i sin omsorg for mig, når jeg var syg, vidste han aldrig det gode han ville gøre mod mig. Han var stille af natur, men havde mange fornøjelige og pudsige indfald, så vi to havde det rart, når vi så ofte gik ene derhjemme.
6 år efter kom der en lille søster, men Frederik kunne ikke rigtig forstå, at der skulle gå så lang tid, før hun kunne blive hans legekammerat – ja, rigtig kunne blive til noget – som han engang udtrykte sig. Hun var livlig af natur, men jo stadig de 6 år tilbage, og derfor fik de vel knap den glæde af hinanden før i den voksne alder.
Lillepigen fik navnet Agnes Ragnhild Grundahl Andersen. Hun blev døbt d. 16 nov. på hendes fars fødselsdag. Da hun blev større savnede hun Frederik, når han var i skole, når han så kom hjem, løb hun ham altid i møde og fortalte ham en hel del på sit gebrokne sprog, som han alligevel godt kunne forstå.
Frederik havde en lang og dårlig vej til skole, og var der sne måtte træskostøvlerne på og imellem måtte han foruden skoletasken have et rugbrød eller andet med hjem. Så det kunne gøre mig ondt, når han kom hjem og fortalte, at han var træt. Alt var jo besværligt dengang, børnene kunne ikke som nu køre på cykel eller blive kørt i bil til skole. Der kom ingen varebiler rundt til hjemmene, ikke mange havde telefon eller elektricitet – ja, når man tænker tilbage på tiden dengang, forundrer man sig over den store forandring, der er sket.
Efter 12 års forløb solgte vi så Spillingsgård og købte Egtvedgård. Frederik med sit følsomme sind smertede det at skulle flytte fra barndomshjemmet, jeg fandt ham en dag stående i den gamle have og græde, der hvor han i så mange år havde følt sig glad ved selv at gå og lege, det drejede sig ofte om at lave maskiner. Vi forundrede os tit over alt, hvad han kunne lave af gammelt jern så det kom til at ligne et eller andet maskineri.
Jeg følte med ham, men glædede mig alligevel til det nye hjem, og Agnes som endnu var lille og sorgløs, nynnede en lille sang mens vi rejste til det nye hjem.
Til Egtvedgård hørte 90 tdr.ld. og den kostede 87.000 kr. Den havde ligget lige over for kroen i midten af byen, men var flyttet ud på et bakkedrag sydvest for byen for 6 år siden og havde i dette tidsrum haft 3 ejere, så gården var meget forsømt.
Besætningen bestod kun af to heste, 10 køer og to kalve og der fandtes intet foder til kreaturerne da vi flyttede derop d. 1. marts, så der måtte købes foder til et par måneder, men det altoverskyggende var den skønne beliggenhed, som gjorde at det fremover i tankerne kunne blive vort ønskehjem.
Der var indlagt både telefon og elektricitet, og Frederik glædede sig allermest over, at mor nu ikke mere behøvede at køre hestene i hestegangen for tærskeværket, et arbejde, jeg dog aldrig selv havde været ked af.
Vi havde en flink karl og pige som var flyttet med os, og vi tog alle fat. Modet og kræfterne havde vi også og arbejdet lykkedes. Markerne blev renset og gødet. Staldene blev fyldt med dyr og bygningerne blev også gjort større.
Min ønskedrøm blev opfyldt med rammen om vort hjem, en stor og smuk have. På den store sandbakke, som skrånede ned mod byen, fik vi i samråd med en anlægsgartner fra Kolding anlagt den skønne have, so var vor glæde i mange år, og som nu værnes af børnene.
I 1920 kom genforeningen, og vi søskende oplevede den store glæde at blive indbudt til at være med til at stemme Sønderjylland tilbage til Danmark. Rejsen og opholdet dernede var gratis. Sognefoged Sandberg i Endrupskov, hvis forældre havde været nære venner til far og mor, havde gjort et stort arbejde for at finde os 5 søskendes adresser, Anna og Alma havde ikke tænkt på at tage Grundahl navnet med da de blev gift, men vi blev samlet og boede hos Sandbergs i disse dage, glæden var ubeskrivelig. Der var dannebrog overalt og der var pyntet med guirlander som til fest. De mange år, hvor man havde levet under tvang var nu forbi.
Skolestuen var om aftenen omdannet til festsal, der var kaffebord med taler og sang og til sidst blev der spillet op til dans.
Efter nogle dage rejste vi fra Endrupskov til Ribe for at besøge fars grav hvor vi lagde en krans med røde og hvide bånd, hvor der stod: Sønderjylland vunden, det var kampens mål. Ja, hvor havde vi ikke undt far at skulle have oplevet denne dag, det havde jo været hans livskamp.
Helgas rejse ved genforeningen er her forkortet. Hendes far, Frederik Grundahl var veteran fra 1864, hvor han blev taget il fange ved Dybbøl og hvor hans bror faldt, men aldrig blev fundet efter slaget. Frederiks helbred tog skade under fangenskabet, han blev dog senere en værdsat forpagter og plantør under Gram slot, men måtte se sig forvist af tyskerne for sit danske sindelag og for at hjælpe unge sønderjyder over grænsen. Forvisningen tog hårdt på ham og familien. (Anm. LPL)
– Vi søskende måtte skilles igen. Eventyrrejsen var endt, og denne gang var det for de fire af os til et hjem hvor ægtefælle og børn glædede sig til vor hjemkomst, det havde været min sorg, at jeg ikke kunne tage min mand og mine to børn med på denne vidunderlige rejse, flere af vore venner havde også sagt til mig – ”kunne vi dog få lov at tage med dig”.
Men hjemmets pligter kaldte, og der måtte tages fat igen. Et par år derefter opfordrede Kolding Folkebanks bestyrelse min mand til at bestyre deres filial i Egtved sammen med sognefoged Terkel Poulsen. Efter en betænkningstid tog vi imod tilbudet, da min mand havde lyst til regnskab, og det blev en gerning, som han varetog i 31 år. Senere fik han desuden adskillige tillidshverv, blev indvalgt i sognerådet, formand for elektricitetsværket, i bestyrelsen for Kolding-Egtvedbanen med mere. Alt dette optog meget af hans tid, og han måtte være meget borte fra hjemmet.
Jeg glædede mig meget over den tillid han nød i befolkningen og søgte i alle måder, at være ham til støtte i hjemmet.
Vi var heldige at have flinke medhjælpere, som altid var gode venner med børnene, som voksede op og tog en tørn med derhjemme. Da de blev voksne kom de på skoler for at lære noget, men vi havde gerne én af dem hjemme.
Jeg var især glad da Frederik i en tidlig alder overtog forkarlepladsen, jeg vidste da, at alt kom til at gå sin rolige og støtte gang, selv om far ikke var hjemme.
Den 4. juni 1931 fejrede vi sølvbryllup sammen med slægt og venner.
Vi vågnede om morgenen ved sang og musik, en skare af naboer og venner var mødt. De havde i nattens løb rejst en meget smuk æresport og en flagallé fra stuehuset og ud til landevejen, et smukt og rørende syn, og fra Ungdomsforeningens anlæg vajede Dannebrog fra den tidlige morgen.
Klokken 4 samledes vi med vore gæster ved Forsamlingshuset, udenfor stod musikanterne og hilste gæsterne ved deres ankomst med hornmusik, en gammel skik, som jeg havde taget med fra Sønderjylland.
Middagen forløb på en fornøjelig måde med taler, sang og musik. Senere samledes en flok ungdomsvenner til Frederik og Agnes og dansen gik med lyst til langt ud på natten, jeg husker klokken var 4, da vi kørte hjem til Egtvedgård, det var blevet lyst og fuglene hilste os med deres morgensang. En dejlig dag var afsluttet, som vi kunne mindes med glæde og leve videre på.
I de følgende dage havde vi endnu gæster, der var 18 familiemedlemmer, som overnattede, fra Finland, Fyn og Nordjylland, man savnede bilerne dengang.
Finnerne blev ca. 14 dage og efter 3 uger rejste søster Anna som den sidste af sølvbryllupsgæsterne.
Der gik igen nogle dejlige år med arbejde og fremgang. Stuehuset var blevet større og haven var vokset til, og dermed forskønnedes vort hjem, hvor børnene kunne nyde deres ungdomstid.
Det var også dejligt at kunne samle slægten af og til, og i tidens løb havde vi fundet mange gode venner, især mindes vi en klub, hvor vi samledes skiftevis i vore hjem til hyggeligt samvær og et spil kort. Herrerne spillede l’hombre og damerne spillede whist. Det var lærer Andersens, mejeribestyrer Sørensens, trælasthandler Thygesens og senere også maler Bruuns og uddeler Nielsens, alle prægtige mennesker, som vi tilbragte mange hyggelige stunder sammen med.
Der kom igen festdage hos os. Den 12. nov. 1936 fejrede Gerda og Frederik bryllup, og den 18. december 1938 fejrede Agnes og Poul deres bryllup. Jeg ser endnu for mig højtidelighederne i den smukt pyntede Egtved kirke, hvor de begge to var blevet døbt og konfirmeret. Jeg ser Agnes og Gerda i deres hvide brudedragt, og jeg ser far føre vore børn op i kirken som brud og brudgom på deres bryllupsdag. Det var både store og hyggelige fester, som blev fejret i Egtved Forsamlingshus. Men mon ikke hos de fleste forældre er glæden iblandet vemod en sådan dag, man tænker hvordan vil livet nu forme sig for dem, som var det kæreste for os? Og i hjemmet er de savnet, vi to er nu blevet alene.
Senere blev jeg indvalgt i Kolding landbrugsforenings husholdningsudvalg med det formål at få startet en husmoderforening i sognet. Der var 21 kredse, og enhver af disse kredse skulle have sin forening. Jeg var betænkelig derom, men sammenkaldte til et møde, hvor sagen blev forelagt. Der var mødt mange husmødre, og vi fik startet en forening med ca. 100 medlemmer og 7 bestyrelsesmedlemmer, jeg måtte overtage formandsposten. Vi mødtes én gang om måneden sammen med vor konsulent, frk. Andersen, Vejen. Det var jo under krigen, hvor det var småt med mange ting, så der var emner nok at tage fat på.
Husmødrene mødte flittigt, foruden at lære noget var det rart at komme sammen i disse mørke år. Der blev syet børnetøj af brugt herretøj, der var jo næsten intet at købe. Tyskerne havde tømt vore butikker. – Vi bagte også kage af bygmel fordi det var så sparsomt med flormel, og mange mange andre ting fik vi lært. Imellem havde vi hyggeeftermiddag, jeg mindes en sådan i Egtvedgårds have, hvor vi drak kaffe. Vejret var strålende med varme og solskin. Lærerinde frk. Kamma Lauersen, Askov højskole talte om fangernes ven, Mathilde Wrede. Senere samledes vi i stuerne og lærer Ingemann Petersen, Tågelund læste en fortælling, vi sluttede af med musik og sang. Til vor glæde var der mødt mange, som vi oplevede en god eftermiddag sammen med.
Vi havde også oplysende foredrag af fru læge Daugaard, Kolding og fru læge Starup, Vejle, samt koncert- og skuespilaftner, og traditionen tro havde vi ind mod jul et hyggeligt julemøde, dobbelt hyggeligt fordi vi denne aften også havde vore ægtefæller med. Kaffebordene blev festligt julepyntet med gran og lys. Vi havde altid en præst eller en anden god taler til at underholde foruden sangen af vore dejlige julesalmer. Jeg nævner nogle af dem: Pastor Tobiasen og pastor Reventlow, begge Kolding, pastor Sarnæs, Harte, pastor Jensen, Egtved, pastor Lauersen Vig, tidligere Egtved, pastor Jensen, Haderslev, realskolebestyrer Buhl, Tørring, fru højskoleforstander Lund, Rødding, fru højskoleforstander Vedsted Hansen, Ølgod og koncertsangerinde fru Stotz, Kolding. Det var ikke i bilernes tid, så nogle måtte overnatte hos os, og det var en fornøjelse at komme i kontakt med disse mennesker.
I husmoderforeningen havde vi også kursus i håndgerning og kjolesyning, og vi havde udveksling med husmødre fra andre egne. En særlig interessant udveksling med svenske husmødre, hvor vi var på en 10 dages Sverigesrejse, måske fortæller jeg derom senere.
Det var et stort arbejde at være formand, men jeg mødte megen taknemmelighed, og derfor fandt jeg en glæde ved at kunne være lidt for andre ud over dem, som hørte hjemmet til.
Således gik 14 år, og jeg fandt at der skulle yngre kræfter til, nu hjalp der ingen overtalelse mere. Ved et julemøde blev jeg udnævnt til æresmedlem tillige med smukke og gode ord som tak for de mange år. Og til min fødselsdag modtog jeg en gave med et kort, der lød således:
Til vort æresmedlem
Med øjet vendt mod syd og nord,
et sind altid fyldt med milde ord,
en trang til at virke og skabe stort,
så stille du gik, og fik alting gjort.
Hjertelig tillykke og tak!
Egtved husmoderforening
Det var krigens mørke år, og vi blev bedsteforældre til Agnes små drenge, Bent og Peer. Bent blev født d. 29. okt. 1940, og Peer d. 6. juli 1943, og de to kom ligesom for at sprede solskin over vore aldrende dage. Men årene gik, vi blev ældre, og det blev for meget at drive gården tillige med arbejdet i banken. Jeg havde dog mere mod på at blive på gården noget længere. Vi talte så om, at hvis Frederik og Gerda, som dengang boede på Degngård i Højen, ville overtage Egtvedgård, ville det ikke blive så svært at flytte derfra, hvor vi havde levet i 32 lykkelige år.
Og det blev således. Gerda og Frederik overtog Egtvedgård i efteråret 1947, og vi flyttede til vort nuværende hjem, ”Solfang”, som vi havde ladet bygge. Samtidig flyttede Agnes med familie ind i lejligheden på første sal.
Det var meget besværligt at bygge lige efter krigen, der skulle søges om alt, og så var det endda vanskeligt at fremskaffe de fornødne materialer.
Nu kunne det blive tid til arbejdet i banken, og der skulle anlægges have, så der var nok at tage fat på. Nu havde vi også daglig Bent og Peer at glæde os over og forkorte tiden for os. De havde fået så mangen god arv i vuggegave, som jeg ønsker og håber nu vil blive dem til lykke i livet.
Vi har nu fulgt dem fra barn til voksen og fået dem så kær, fordi de altid har vist os et rørende hensyn og godhed.
Det har også altid været os en glæde at besøge vort gamle hjem og se hvordan alting gik fremad. Alt var i orden både ude og inde, de unge fik fuldført det vi ikke nåede.
Det var også dejligt at gå deroppe og agere bestyrer, når Gerda og Frederik tog en lille sommerferie og rejste mod syden, da levede vi de svundne dage om igen.
Og alle vore søskendebørn skylder vi tak fordi de altid har søgt at glæde os, de glemte os aldrig når de havde familiefester eller andet, og vi kunne følge dem i deres livsgerning. For mig har det altid været en rig oplevelse at kunne samle og værne om slægten.
I 1954 tog min mand afsked som bankbestyrer i Egtved, det skete ved en festlig sammenkomst her i vort hjem. Formanden for Kolding Folkebank, dyrlæge Nielsen, Donsgård samt bankens to direktører, Nielsen og Brink og nogle flere var mødt og overrakte min mand et sølvfad med inskription som tak for de 31 års virke herude. Der blev holdt en række taler, som fortalte at han i disse år havde vundet befolkningens tillid og agtelse.
I årene derefter vedblev de gamle kunder at komme her og spørge om råd, de savnede ham nede i banklokalet, og det blev også et savn for ham.
Vi mindes stadig de hyggelige udflugter vi havde sammen med direktionen og Folkebankens personale, hyggelige mennesker, som det var en fornøjelse at være sammen med.
Den 4. juni 1956 kunne vi holde guldbryllup, og da vi var raske blev det bestemt, at dagen skulle fejres. Men vi var noget betænkelige forud, hvordan det ville lykkes at få den rette feststemning frem, nu vi var blevet ældre, for ikke at sige gamle, og flere af vor slægt og venner var gået bort. Men den bekymring kunne vi have sparet os, for det viste sig, at trods alderen ikke var glemt. Det blev den dejligste fest af alle de mange vi har oplevet.
Det var ikke til at holde tårerne tilbage, da vi om morgenen vågnede ved sang af vore gode naboer og venner, og se det store arbejde, de havde gjort for at smykke vort hjem. Alle de mange blomster og de mange guirlander der nåede fra huset igennem haven og helt ud til landevejen. Det var festligt at tage vennerne med ind i stuen og drikke morgenkaffe og synge: Se nu stiger solen af havets skød.
Senere på formiddagen kom min mands slægt fra Fyn og Finland til frokost, og kl. 4 tog vi imod alle vore gæster til middag i forsamlingshuset. Middagen forløb på det festligste, der var god musik, sange og 18 indholdsrige taler. Jeg mindes endnu så mange af de gode ord der blev sagt.
Og senere – vi havde bestemt, at der ikke skulle danses brudevals, da min mand havde et dårligt ben og gik ved stok – så blev jeg overrasket, da brudevalsens toner lød og min man bød mig op til dansen. Doktor Pedersen, som var blandt vore gæster, havde givet sin tilladelse dertil. Og det gik meget godt, trods dette, at stokken fulgte med til alles jubel. Pastor Jensen havde været fraværende og tænkte da han kom tilbage, at vi ikke kunne danse brudevalsen, gik derfor hen til musikken og bad om brudvalsen. Det hjalp ikke at jeg fortalte ham at den var overstået, jeg måtte også danse den med ham, og således gik det til at der blev danset to brudevalse i stedet for ingen.
Men hvad er vel også skønnere end at høre en brudevals’ dejlige toner. Jeg har altid holdt meget af at danse og jeg kunne holde ud til det denne aften, så jeg fik danset meget. Selv Bent og Peer ville danse med deres mormor. Min mand hyggede sig som tilskuer og passiarede med slægt og venner.
Vi festede til dagen begyndte at bryde frem, det var jo i de lyse nætters tid.
Vi havde igen oplevet en vidunderlig dejlig fest: Vor guldbryllupsdag!
Her slutter Helga Grundahl Andersens optegnelser. Hun levede endnu i 7 år og døde året efter sin mand. Men et interessant indblik i et arbejdsomt og anset ægtepars hverdage og festdage i Egtved for mange år siden – med navne og hændelser nogle endnu kan huske. (LPL)
Skriv en kommentar
Har du kommentarer ti historien eller andres kommentarer?Så send gerne dine kommentarer!