Egtved - Tørv på lastbil

Moser og tørvegravning under 2. verdenskrig

I midten af 1800-tallet, inden den systematiske dræningsindsats begyndte, var 20-25% af Danmark dækket af moser, som næsten alle var tørveproducerende. De var en vigtig brændselskilde og havde derfor også en økonomisk betydning. Ved kortlægning mosernes udbredelse og størrelse var det praktisk kun at medtage tørv over 25 cm, idet mindre tørvetykkelser let kunne pløjes væk. I dag er ca. 1% af landet dækket af moser, og den største udbredelse er i Nordjylland.

Tørv har altså førhen været en vigtig brændselskilde, og indtil for ca. 50 år siden blev tørv i stor stil opgravet og brugt overalt på landet. I forrige århundrede dog især under de to verdenskrige, hvor tørv også måtte erstatte byernes behov for brændsel. Derfor blev der dengang sat en egentlig masseproduktion i gang i de større moser overalt i landet for at dække denne efterspørgsel efter midler til opvarmning og madlavning, da der var knaphed på kul og koks som jo ellers havde været almindelig i byerne.

Man skelner mellem forskellige former for moser og for deres tilblivelse. Der er højmoser, lavmoser og skovmoser. De fleste moser her på egnen er skovmoser, dannet i kedel- eller trugformede fordybninger fra istiden, hvor der gennem tiderne så er blevet aflejret planterester. Disse lag er på grund af humussyre og manglende ilt blevet bevaret som organisk materiale. Det er bl.a. også derfor man har kunnet finde moselig bevaret og nedlagt for mere end 2 tusinde år siden, enten som offer eller måske som en grusom straf. Moserne blev også benyttet til henlæggelse af besejrede fjenders våben og ejendele i Jernalderen. I Vingsted mose gemmer der sig således stadigt et stort antal gamle våben lige som ved de store fund fra Illerup ådal ved Skanderborg, i Vingsted er disse fund aldrig rigtig undersøgt endnu.

Egtvedegnen har haft et utal af disse mindre skovmoser, mange, ja vel de fleste, er i dag udgravede og enten opdyrkede eller endt som en lille sø. Karakteristisk for mosernes betydning førhen, var deres stednavne. På gamle lokale kort er de nævnt som f.eks. Dulmose, Kirkemose, Ondmose, Sortemose, Rødmose, Holtmose og Spjarupmose, hvert lille tørvehul havde faktisk sit egennavn.

Det var vigtigt førhen for enhver gård, både at have ret til tørveskær og en læggeplads, akkurat som det, at have en englod til høslet, også mange steder var man desuden fælles om en lergrav til de lerklinede bygninger – og de gamle tingbøger omtaler ofte langvarige stridigheder om sådanne gamle fælles rettigheder.

Moserne på Spjarupgård
Som skoledreng oplevede jeg den hektiske tørvegravning under sidste verdenskrig i 1940erne. På Spjarupgård var der 4 sådanne større eller mindre moser, der blev lejet ud til tørvegravning. Hele gården var i sommertiden totalt forandret under den aktivitet og de mange tørvebissers færden under 2. verdenskrig.

Mange af arbejderne kom langvejs fra og boede og spiste under meget primitive forhold i lade og på lofter, eller ude ved mosen i primitive skure. For os børn var det jo en herlig adspredelse, og også en god indtjening, idet der også var en del heste på kost, og det var vist 20-25 kr. om ugen jeg på den måde kunne score på den konto – en fyrstelig sum dengang.

De fleste tørv blev lavet i et par ælteværker, det ene drevet af en gammel dampmaskine og det andet af en stor jævnstrømsmotor, der jævnligt satte ud. I ælteværket blev tørvedyndet blandet med vand. Det øverste lag var nemlig ikke så godt til tørv fordi materialet var for let, og det nederste lag kunne indeholde en del sand, derfor var det bedst at kunne blande massen. Først måtte vandet pumpes eller ledes bort fra mosen og det allerøverste lag graves væk inden man kom ned til tørvemassen.

Egtved - Tørvelæsning i tipvogn

Der blev så lagt et tipvognsspor ned i tørvegraven, hvorefter tørvejorden med håndkraft blev læsset på vognene inden de blev trukket op til den store trækasse, hvor selve æltningen foregik.

Det var et hårdt og beskidt arbejde at være tørvebisse, her læsses den opgravede tørvejord op i en tipvogn i Spjarupgårds mose under krigen i 1940-45.

Egtved - Fyldning i æltekar

 

Efter at den fyldte vogn er trukket op på fast land af et spil, bliver tipvognens indhold væltet ned i en transportør, der fører den opgravede tørv op til æltekarret. Her bliver der tilført vand og det hele æltes igennem til en tyktflydende tørvemasse, der nu er klar til udkørsel.

 

Egtved - Transport til læggepladsDerpå blev den æltede dynd lukket ud i en stor lukket trævogn forspændt 3 heste og kørt ud til læggepladsen på marken.

Den flydende tørvedynd fordeles på læggepladsen i et passende lag dvs. ca. 10-20 cm.

Egtved - Fordeling på læggepladsEn mand kørte med en hest forspændt den såkaldte Bjørn, det var en stor rund tromle og på tromlen var der hele vejen rundt lavet små felter, sådan at tørvene formes i passende størrelser dvs. ca. 15×30 cm.Egtved - Tromle med den såkaldte Bjørn

Og så skulle der helst blive tørvejr, så tørvene i en fart kunne tørre så meget, at de kunne rives op og vendes og efter nogle dages tørvejr stakkes. Der skulle helst laves fire gange tørv på den samme læggeplads på en sæson.

Et hårdt arbejde sommeren igennem med lange arbejdsdage, hvor tørvebisserne boede og spiste under meget primitive forhold.

Udover ælteværkerne var der også et par mindre tørvepressere, der ved tryk pressede det meste vand væk, sådan at tørretiden blev noget kortere. Her var ulempen, at tørvene ikke blev så homogene, idet der kunne være stor forskel på brændværdien afhængig af hvor meget sand tørvene indeholdt.

Og det var ikke altid tørvene var lige tørre inden de blev kørt til Bindeballe station med hestevogn eller måske en gammel lastbil med gasgenerator. Fra stationen blev tørvene kørt videre med tog rundt i landet. Sammen med skovens brænde og brunkul fra lejerne i Midtjylland, var tørvene med til at vi nogenlunde kunne holde varmen, selv i de hårde isvintre først i 40’erne.

Men et par år efter krigens afslutning var tørveeventyret forbi og de gode kendte brændsler, som kul og koks kunne atter fås i nogenlunde rimelige mængder.

Moserne ligger i dag stille hen og ligner til forveksling uberørt natur. Men deres krat, sumpe, enge og søer gemmer på en gammel historie og om det hårde slid i tørvemoserne, også om hvordan tørvegravningen helt har omformet det oprindelige landskab.

Egtved - Tørv på lastbilDer læsses tørv på den gamle lastbil med gengasmotor, som også fik kraft i form af bøgebrænde og en gang tørv, som chaufføren her er i færd med at fyre op med.

Mange gravede selvfølgeligt også tørv i ethvert mosehul om det var end så lille, sådan som man havde gjort i århundreder til privat brug, med håndkraft og med forskellige udformede tørvespader.

Egtved - Museet HøjvangPå billedet ses tørveredskaber på museet på Højvang.

 

0 kommentarer

Skriv en kommentar

Vil du bidrage til historien?
Skriv din kommentar i formularen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag notifikationer via e-mail, hvis andre kommenterer på historien. Du kan også abonnere, uden at kommentere.