Egtved - Ørredæg i bakker

Dambrug omkring Egtved

Egtved - Ådalen ved Egtved med Ege-Tved fiskeri 1953.Ådalen ved Egtved med Ege-Tved fiskeri 1953. Læg mærke til Turbinesøen, den hvide flade ovenfor de mange damme. Her blev produceret elektrisk strøm til Egtved og omegn i ca. 50 år indtil først i 60’erne. Det første lille, hvide hus var beboelsen inden familien Uth fik bygget den nuværende beboelse.

De første dambrug
Dambrug med karper kendes i Europa fra begyndelsen af det trettende århundrede. Det var hovedsagelig på de større godser, hvor man i tilknytning til de store haveanlæg også havde kunstige damme med springvand og fontæner.
De første egentlige damme til bækørreder med tilhørende klækkeanstalt blev etableret ved Randers og Søndersø ved Viborg omkring 1865, men dambrug blev først sat i egentligt system da H.P. Smidt Nissen ved Hvilstedgård og Kolding-Nebel  å i 1880’erne fik held med en brugbar metode til udklækning af  bækørreder og havørreder, som først blev fanget levende i åen ved hjælp af det såkaldte vippegarn. Det var et stort net man sænkede ned i vandet og med et snuptag vippede op, særligt i uvejr kunne det give en ganske god fangst, og fiskene gik derpå i dammene indtil de var kønsmodne og kunne afgive æg.
Nissen var oprindelig skolelærer, men havde købt Hvilstedgård og fattede interesse for at fremavle fiskeyngel ved at stryge æg og befrugte dem, hvilket var noget ganske nyt og uprøvet – i hvert fald herhjemme. Forsøgene faldt ganske pænt ud, og snart fik andre også øjnene op for denne ret specielle produktion af ørreder i dambrug.
I de næste hundrede år kom dette erhverv til at betyde utrolig meget her på Egtvedegnen, både landskabsmæssigt og økonomisk, ja dambrugerne var sådan set blandt Egtved sogns mest stabile og bedste skatteydere for 50 år siden, noget der smittede af på den øvrige befolkning i sognet.

Tilbagegang
Siden 1970’erne er der imidlertid kommet så mange miljøkrav til dambrugerne, at erhvervet i dag er skrumpet betydeligt ind, og ganske mange dambrug er blevet nedlagt eller omdannet til f.eks. ”put and take” fiskerier, hvor lystfiskere kan boltre sig for et beskedent beløb. De fleste spærringer og stemmeværker i vandløbene er nu også fjernet, og det har givet flere muligheder for laks- og havørreder i åer og bække, og det har vel været en væsentlig grund for den meget restriktive politik, som af myndighederne er blevet ført mod dambrugene.

Egtved - Schmidt Nissen Jøkers dambrug i Spjarup ca. 1950, nu nedlagt.Schmidt Nissen Jøker fortalte til en båndoptagelse i 1973 om hvordan han som en13 års dreng var med sin far fra Hvilstedgård ude i Spjarup, hvor Søren Thomsen gerne ville have lavet fiskedamme. Det gik i orden og i 1904 blev de første små ørredyngel sat ud i 8 damme. Da krigen kom i 1914 var der kommet flere damme til, deriblandt nogle store damme ude i Heden, som arealet ved Spjarup Krat blev kaldt. Alle damme blev gravet ud med skovl og trillebør. Under første verdenskrig gik produktionen dog helt i stå, det var nemlig umuligt at skaffe foder og de fleste moderfisk blev simpelthen sluppet ud, fordi man ikke længere ville se på at de sultede.
Jøker kom så til dambruget i Spjarup igen som voksen i 1928, han købte fiskeriet og udvidede det kraftigt, og det var hos Jøker mange unge kom for at lære håndværket gennem mange år. Schmidt påviste, hvordan vandets beskaffenhed betød utrolig meget med hensyn til iltindhold og renhed, men også den rigtige håndtering af de afstrøgne æg og de små nyklækkede fisk var afgørende for et godt resultat. Til at begynde med fodrede man således de nyklækkede fisk med mygge- og andre larver, som blev lavet i damme med lavt, stillestående vand.

I starten af trediverne kom der en hel del nye dambrug til vest og nord for Egtved. Ved Rosdam på Liegård, Hededambruget, i Tågelund anlagde et par fiskeeksportører dambrug, i Bøgvad kom en tidligere fiskemester fra Haugård, Micael Munk og fik en stor produktion i gang, og Søren Therkelsen, en svoger til Jøker, købte et engstykke fra Spjarupgård, hvor han anlagde sit dambrug. Senere kom Peter Hansen til i den nederste ende af Ballehule bæk, Georg Bundgaard ved Egtved å, hvor også Kristian Sørensen ved Nybjerg mølle og længere nedstrøms Refsgård dambrug blev anlagt i sidste halvdel af trediverne.

RegnbueørredRegnbueørreden er en krydsning af mindst 3  forskellige laksefisk, den sælges som regel ved en vægt på 2-300 gram og en længde af ca. 30 cm,  men den kan nå op på en vægt af hele 7-8 kg. Den er andre ørredarter overlegen ved at vokse hurtigt og være villig til at æde kunstigt foder, og har efterhånden vundet indpas som den mest fremelskede fisk i dambrugene.

Jøker beretter om nogle meget hårde snevintre, som tog hårdt på bestanden, men afsætningen sydpå gik godt. Fiskene pakkede man i trækasser med is og blev så sendt afsted sydpå fra Bindeballe station. Egtvedegnen er blevet dambrugernes Mekka, noterer Jøker, som dengang også etablerede sig som eksportør af fisk især til England. Men så kom der igen verdenskrig og foderknaphed da havene blev fyldt med miner og fangstpladserne indskrænkedes betydeligt. Både spisefisk og fiskefoder blev en mangel og en kostbar vare. Der var dog aldrig problemer med at afsætte vore ørreder herhjemme og sydpå fortæller Jøker.
Under den sidste del af krigen prøvede dambrugerne at lade være med at levere til tyskerne, fordi de ville gemme deres ørreder til det blev bedre tider efter krigen.
Jøker fortæller således om hvordan de med alle mulige krumspring narrer tyskerne om antallet af fisk, og hvordan han lige efter krigen rejser til England og sælger alle de fisk de kunne undvære.

Efter anden verdenskrig kom der endnu flere dambrug til ved Egtved bl.a. i Torsted, Balle Hule, Klingebæk, Koldborg og et par ved Vork. Også alle mulige andre steder, hvor der var vand,  men ikke alle steder var kvaliteten god nok, dambrugene lå efterhånden for tæt på hinanden.

Esther Uth fortæller
Vi havde dambruget ”Ege-Tved” i over 40 år, og vores fiskeri eksisterer stadig og bliver brugt endnu af en ny ejer.
Engang var der rigtig mange dambrug, og der skulle ikke meget vand til, for at ha’ bare et par damme. Der var ingen, som kom og så efter, om alt var i orden og gik rigtigt til. Vi havde et par naboer, som hentede en spand foder eller to hver dag, de havde ved siden af deres landbrug lidt yngel i et par damme, og det kunne godt give en ekstra skilling at lave de små sættefisk og sælge dem om efteråret, det kom jo ikke nogen andre ved.

Inden vi blev gift var min tilkommende mand, Kristian Uth, fiskemedhjælper hos Jøker i 1943. Hans bror Niels Holger havde i 1940 købt et stykke eng nede i ådalen overfor Spjarupgårds marker, lige neden for Turbinedæmningen. Der var gravet en 3-4 damme og lavet et stemmeværk i åen, da Kristian overtog jorden efter sin bror, men det var guld værd, at han var i lære hos Jøker, og det var sikkert også ham, der gav Kristian mod til at låne 5000 kr. af sin far for at kunne blive selvstændig.

Det gav dog ikke meget de første år, der var jo krig, og der skulle først og fremmest graves flere damme. Det var helt manuelt med en skovl og en trillebør, men i 1946 foregik det dog med en slæbeskovl og et spand lånte heste. Der kom en fætter, som var flink til at hjælpe, og de fik en gammel traktor, det hjalp alt sammen, så det ikke var lige så hårdt.

Kommunen gav os 500 kr. og gav lov til at bygge et lille træhus til beboelse mod at huset til at begynde med måtte fungere som ”kantine” for en del tørvearbejdere ovre fra Spjarupgårds mose, hvor der blev lavet en masse tørv under krigen. Der var en bro over åen og gennem den dybe hulvej ned til os fyldt med en masse sand, måtte de seje jyske heste trække tørvevognene op, det var et rigtigt strengt arbejde for både mennesker og dyr.

Men ellers var det et dejligt og naturskønt sted nede mellem bakkerne og åen. Der blev gravet en fødekanal, som vandet fra stemmeværket blev ledt ind i, og så fik dammene det friske vand ledt ind i den ene ende, medens det brugte vand igen løb ud i åen gennem trækasser som blev kaldt tuder. En dam er typisk 30 m lang 6 m bred og 1 m dyb. Den indeholder ca. 1 ton ørreder og kræver 600 l. frisk vand i minuttet og fiskene fodres 5-10 gange i døgnet alt efter størrelsen. Efter 1½ til 2 år er ørreden salgsklar med en vægt af 2-300 gram, dog er der nogle markeder som forlanger ørrederne noget større.

Især om efteråret var det et stort arbejde at holde ristene fri for nedfaldne blade, og ikke ret lang tid kunne et dambrug være uden opsyn og fejning af alle disse indløbsriste. Hvis de blev blokerede ville fiskene dø i løbet af kort tid, så hvis vi var i byen i de kritiske perioder, måtte der altid være én til at passe og se til fiskene. Også varm lummer tordenluft var en kritisk tid, men med tiden fik vi nogle apparater, der kunne ilte vandet ved at piske rundt i det, også nogle boringer gav godt og frisk vand, der supplerede det mere brugte vand i åen.

Egtved - Ørredæggene ligger i bakker i klækhuset, de får hele tiden tilførtDet var svært at skaffe foder til fiskene under krigen. Kristian havde en cykel med et lille lad på, og når der var kommet noget ”skidtfisk” med banen til Bindeballe, cyklede han tværs over til stationen og fik en kasse eller to af disse fisk fra Frederikshavn, eller hvor de nu var kommet fra, men vore fisk sultede den gang, der var alt for lidt foder. Alting blev bedre efter krigen, og det gik hurtigt fremad.
Vi fik bygget et klækhus, garage og nogle cementkummer til at sortere fiskene i. Vi havde en stor hakkemaskine til at lave lækker mad til fiskene, men det var absolut ”luftforurening”, lugtede ikke godt. Vi fodrede manuelt til at begynde med, det vil sige vi måtte rundt og kaste foderet ud fra en spand. Senere blev det lidt mere mekaniseret, jeg er ked af at jeg ikke har nogle billeder af de forskellige primitive køretøjer, vi havde den gang.
Første gang vi fik sygdom i fiskene var i 1951. Det var en virus som blev kaldt ”Egtved-sygen”. Alle damme skulle så tømmes, renses og kalkes, og så ellers ligge stille i 3 uger. Det var ikke godt, og det var første gang man oplevede denne Egtved virus. Vi fik i årene derpå et par gange sygdom, men havde så lejet nogle damme i nærheden af Nybjerg mølle, det var alle tiders vand, som kom ud fra jorden, og det var godt at kunne have nogle fisk i forråd, især havde vi yngel og sættefisk i dammene hos Kr. Sørensen.

Den gang var der ingen miljøkrav eller restriktioner, skulle vi fiske ud (det vil sige tømme en dam) – jamen så var det bare at sætte et hyttefad ned i åen ved udløbet af dammen – og skulle der gøres rent i et par damme, ja, så ringede vi kun ned til det næste dambrug, at der ville komme lidt slam og skidt, så satte de bare et par skodder for deres stemmeværk imens.

Vores fiskeri ”Ege-Tved” blev så miljøgodkendt i firserne. Der blev forlangt, at alt vand, der blev brugt på dambruget skulle nedfældes i rør og der skulle laves slambassin i begge ender af dammene. Det var alt sammen dyrt ad h.. til og en forfærdelig omgang, nu har jeg for nylig læst i avisen, at dambruget igen er godkendt. Jamen, altså, det må da snart være godt nok, men der er også restriktioner om hvor meget foder man må bruge, selv om vandet, der kommer ud af dammene er renere end når det løber ind, men de er også så forbandet kloge på Christiansborg. Jeg forstår da godt, at mange dambrugsejere efterhånden har måttet sige stop.

Pleje og transport
H.P. Smidt Nissen har lavet dette lille meget sigende digt om den rette behandling af dambrugsfisk.

Når vinden er stille, og solen bager,
da sommervarmen mig ikke behager.
Fri mig da for skidne og stinkende damme,
og husk med frisk foder mig at amme.

Stiger varmen til 20 og højere op,
da spar resten, hvis du vil beholde min krop.
Som varmen går ned fra seks til til tre,
appetitten jeg taber, til sidst jeg ej lar’ mig se.

Ved 16 grader og rigelig strøm,
jeg tåler trekvart portion inden maven bliver’ øm.
Går vandet og luften op imod atten,
da gi’ kun min halve portion til katten.

Når vandet mellem 8 og 14 står
da lystig på hele min portion jeg går,
thi da er som oftest vinden eller blæsten frisk
og jeg er da en rigtig spillevende fisk.

Altså betyder temperaturen i vandet utrolig meget for foderoptagelsen, og hurtigt fandt dambrugsejerne ud af at bore efter rent koldt vand. Det var der til gengæld også rigeligt af i de store underjordiske reserver i Spjarup og i ådalen. Vandet blev flere steder ved eget tryk skudt meterhøjt op af borerøret, ulempen var nogle steder for meget okker som kunne sætte sig i fiskenes gæller.

Efterhånden blev fodring med skidtfisk afløst af tørfoder, som i dag er helt enerådende på grund af mindre forurening af vandløbene, og som Ester Uth er inde på, har de store miljøforbedringer på dambrugene i dag resulteret i en helt anden vandkvalitet end for år tilbage.

De fleste dambrug producerede efter, hvor godt deres vand var egnet til enten øjenæg, sættefisk eller portionsfisk, nogle havde hele produktionen fra moderfiskene til de færdige spiseklare portionsfisk, men det betød meget for sygdomsudbrud, at jo længere oppe ad vandløbet man var, jo større var chancen for at undgå de smitsomme virusangreb.

Det er store summer dambrugerne gennem årene har brugt på miljøforbedringer. Slam fra dammene bliver ledt til bassiner, hvorfra det senere køres bort, og i dag bruges der udelukkende tørfoder, det er kun et par eksempler på, at naturen er bedre beskyttet og at det udledte vand fra dambrugene ikke mere forurener som førhen.

Stemmeværkerne er i dag ændret, så man har fri passage af vildtlevende fisk i vandløbene, men alligevel har erhvervet haft det meget svært de seneste år, og af de større ca. 20 dambrug i sognet, som Ester Uth omtaler, er der vel nu kun 4-5 tilbage. Dertil kommer, at de helt små for længst er væk. De tilbageblevne klarer sig forhåbentligt, for hører der ikke stadig f.eks. en frisk røget ørred til en god frokost?

Også bækørreder og laks bliver i her de senere år opdrættet i dambrugene, ja på det sidste er der kommet en helt ny produktion på egnen nemlig åleopdræt i store indendørs bassiner, men det er et helt kapitel for sig.

Det er dog ikke danskerne, som har været de største aftagere af dambrugsørreder gennem tiden. De katolske lande har tradition for at aftage mange især i deres fastetid. Problemet har før været transporten. Levende eksport er altid bedst men også dyr. Allerede i trediverne eksperimenterede Jøker med at køre fisk i træbassiner, hvor man skiftevis pumpede vandet rundt under kørslen. Vognmand Poul Uldal begyndte ret hurtigt at indrette et specielt lastvognstog, hvor fiskene gik i store bassiner med konstant ilttilførsel fra store iltflasker, og så kørte man uden stop til aftagerstedet.
Senere tog Jøkers familiefirma traditionen op, og der er i dag flere firmaer, som udelukkende kører levende fisk rundt i Europa.Egtved - Karl Erik Jøker ved rund dam i metal

For mere end 50 år siden var det en helt anden og besværlig og langsommelig affære at få afsat fiskene, nediset og pakket i trækasser, til gengæld var det en god forretning, som har betydet meget for hele Egtvedegnen i nu snart mange år.

Afsætningen
I 1948 var eksporten i alt på 1.300 tons, stigende til 3.600 tons i 1955 og 6.000 tons i 1960 og siden er produktionen igen steget væsentligt, så den i 1980 var på 15.000 tons, men da er havdambrugene kommet til og har givet en betydelig del af den samlede produktion. Ørred eller forel, som erhvervet ofte benævner fisken, bliver Egtved - Moderne transport i Dambrugogså i større grad spist herhjemme i dag. Saltvandsfisk er blevet så dyre at ferskvandsfisk kan konkurrere, og købes nu hos fiskehandlere og supermarkeder til en rimelig pris.

Men her på Egtvedegnen er dambrugenes storhedstid ovre – eller fiskerierne, som de selv kaldte sig – dominere nu ikke længere langs vandløbene. Både i antal og indtægt ligger de ikke mere langs åen og luner i kommunekassen som for 50 år siden.

Billedet viser moderne transport. Bemærk at fiskene føres med snegl op i bassinerne på lastvognen, flaskerne med ilt står klar bag ved førerhuset.

 

0 kommentarer

Skriv en kommentar

Vil du bidrage til historien?
Skriv din kommentar i formularen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag notifikationer via e-mail, hvis andre kommenterer på historien. Du kan også abonnere, uden at kommentere.