Landsbyhistorier.dk

Bjærgmænd og eliefolk

Den gamle Villads, fæster på Hæsumgaard 1789 i Ersted – han boede i den allervesterste og sønderste gård – det var sådan en heksemester, og han kunde komme deher bjærgmænd og eliefolk i tale, når han vilde.

Så boede der en bjærgmand ude på hans mark i en bakke, der hedder Kringelbjærg, sønden for vejen til Årestrup, der er en grusgrav i den nu, og ham kaldte de Kringelbjærgmanden. Se, ham sagde gamle Villads, at han kunde komme i tale, når han vilde.

Så var det en aften, at han og Kolde-Per, fæster på Holtegaard og Sören Östergård, fæster på Østergaaard – det var netop ham, der siden kom til at bo i Tveden – de sad og svirede i den nordvestligste gård her i byen, og da de havde fået dem nogle dramme, så begynder Villads at prale af, at han kan komme denher bjærgmand i tale, og dersom de vilde følges med ham op til Kringelbjærg, så skulde han kalde på ham, så de kunde få ham at se og komme til at snakke med ham. Ja, de vilde da godt med, sagde de, måske fordi han ikke skulde tro, det kunde forskrække dem.

Så rejser de jo af derud med hverandre, og så siger Villads, hvordan de har at forholde dem. “Nu skal vi gå tre gange omkring bjærget, og når a så slår tre gange i bjærget med min kjæp, så kommer han mossel”. Nå, de spaserer jo omkring bjærget, og så slår Villads ned i jorden med kjæppen og råber åpå ham: “Dav bjærremand, kom her ud, der er to, der vil tale med dig !” – “Der er tre,” sagde Kolde-Per. Men han vilde ikke komme. Han slog anden gang, og der kom ingen. “Ja, når a slår nu tredje gang, så kommer han mossel. Han tænkte måske, de skulde være blevne forskrækkede og rendt deres vej. Nå, så slog han tredje gang, men der vilde ingen til at komme. I det samme giver en hund sig til at gjø så stærkt, det var netop Søren Bravlstrups her oppe ved skoven. “Nu véd a mossel besked,” sagde gamle Villads, “bjærgmanden er gået derop, og på den måde kan han jo da ikke komme ud til os i aften”.

Sådan slap Villads for at kalde bjærgmanden frem, for de skal jo begå dem med logn, og hvordan de kan, når de kan ikke nærere. Villads så så tit deher bjærgfolk, han så, de gik og spaserede fra Bavnhøj og ned til degnens fåresti, og derfra og ud til Kringelbjærg, og de gik og tog hverandre i armen og havde voksfakler eller lys i hånden. Der var en gang et kobbel får, der slap ned for ham i Kringelbjærg, og havde han ikke haft så meget mere klogskab, så havde han aldrig fået dem igjen; men han læste dem op, for han havde Cyprianus og hans bøger og kunde komme Gamle-Jerrik i tale.

(fortællingen er fra en samling af gamle Danske sagn fra 1892, deraf sproget, med enkelte redationelle rettelser.)

 

0 replies

Skriv en kommentar

Har du kommentarer ti historien eller andres kommentarer?
Så send gerne dine kommentarer!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag notifikationer via e-mail, hvis andre kommenterer på historien. Du kan også abonnere, uden at kommentere.