Bælum Mølle

Bælum Mølle – på toppen af Møllebakken

Bælum Mølle

Møllebakken

Nordvest for Bælum by ligger Præstens Høj samt Hejrebakken, der tilsammen bliver kaldt Møllebakken. Netop der, på det højeste punkt, knap 60 m. over havet står Bælum Mølle højt knejsende, synlig fra Rold skov i vest til Kattegat i øst.
Den blev, fra den blev bygget i årene 1761 til 1765, et vartegn for Bælum såvel som et pejlemærke for søfolk, der fra Kattegat søger ind til havnen i Øster Hurup.
Møllens bygherre var krigsråd Harbo Meulengracht, Voergaard. Han var hollænder, så måske var det derfor, den blev bygget efter hollandsk forbillede.

Bevilling af kongen

For at få lov til at bygge en mølle skulle man have en bevilling af kongen, et såkaldt privilegium, men kom så også til at betale skat i forhold til, hvad man forventede, han ville kunne tjene ved møllens drift. For at sikre, at mølleejeren nu også kunne betale sin skat, var man nødt til at beskytte ham mod, at der opførtes nye møller inden for det område, der udgjorde møllens naturlige kundekreds. Privilegiet blev ikke indført ved lov, men som en administrativ praksis, hvorved mølleriet blev et stærkt kontrolleret erhverv. Også kundernes betaling for malingen, den såkaldte “told”, blev reguleret centralt. Tolden skulle ifølge loven tages med en stemplet kobber-toldkop eller en såkaldt træotting. Tolden – d.v.s. møllerens løn – udgjorde 1/18 af kornet.

Voergaards Vejrmølle

Af gammelt skriftligt materiale fremgår det, at Bælum Mølle i 1767 da blev kaldt Voergaards Vejrmølle og på dette tidspunkt var beboet, som der står af Anders Christensen Møller, og som navnet antyder, sikkert har været møller på stedet.
Allerede året efter møllen var færdigbygget, blev den solgt for den nette sum af 1200 rigsdaler til Søren Thestrup på Wiffertsholm, søn af Cristen Thestrup, der havde købt Wiffertsholm på den berømmelige auktion i 1740. I 1774 købte Henrik Schou imidlertid møllen tilbage til Voergaard, men prisen var nu 1400 rigsdaler. I skødet hedder det bl.a.- ” ….. hvilken mølle er oprejst i stedet for vandmøllerne Rissmølle og Nørgaards Mølle”.
I 1782 blev møllen solgt til Jens Sørensen Kaas på Bælum Nørgaard for 1550 rigsdaler, og siden har ejerskabet til møllen skiftet adskillige gange mellem nabogårdene Voergaard og Bælum Nørgaard.
At Bælum Mølle blev bygget på møllebakken med vinden som trækkraft var mere af streng nødvendighed end af dyrebar luksus og årsagen var at der var opstået vandmangel til de eksisterende vandmøller.

Jordskælv i Kattegat

De ældste vandmøller der er fundet i arkæologiske udgravninger i Danmark, kan dateres til tiden omkring år 1000 måske lidt før. I mere end 700 år havde man således kunne bruge vandet som trækkraft til små som større møller, derfor var der tidligere stort set en vandmølle ved hvert eneste vandløb landet over. Men fra midt i 1700 tallet og frem havde man i adskillige år tørkelignende tilstande hvilket resulterede i, at også vandløbene omkring Bælum på det nærmeste udtørredes, så de knap kunne trække en lille møllesten. Om det samme fænomen fortæller et andet sagn en lidt anden historie. Heri siges det, at det var efter et jordskælv, der blev vandmangel – og ikke blot omkring Bælum. Sandt er det, at i december 1759 kom et jordskælv med epicentre midt i Kattegat. Jordskælvet var da så kraftig at en gavl på Budolfi Kirke i Aalborg styrtede ned. At jordskælvet også dannede revner i undergrunden omkring Bælum ved samme lejlighed , så vandet på det nærmeste forsvandt, lyder derfor meget troværdigt.

Af vandmøller man har skriftlig materialer om kan nævnes Nørgaards mølle, der var den største af dem, da møllehjulet her kunne trække hele to kværnstene. Møllen lå umiddelbar neden for Bælum Nørgaard. Man kan stadig se rester af dæmningen, som har dannet mølledammen ved rensningsanlægget neden for kirken. Mølledammen fik vand fra to kilder, fra den lille Lauris kilde, hvis udspring er starten til Bælum bæk. Den løber gennem engdraget med det lidet flatterende navn ”Djævledalen” sydøst for Bælum Sønderskov . Her løber det sammen med vandet fra den meget større ”Skt. Lauris Kilde”, der også giver vand til Kildesøen. Desuden var der Riis Mølle, der lå lidt vest for Voergaard. Begge møllerne var såkaldte overfaldsmøller. På daværende tidspunkt var der endnu to mindre vandmøller nemlig Haelmølle, der lå længere nordpå ved Haelskov, hvor der også er en kilde, samt Voergårds Mølle umiddelbar nord for Voergaards hovedbygning.

Møllebetjente

I 1875 købte den daværende Bælum-Solbjerg kommune Bælum mølle sammen med Bælum Nørgård af dødsboet efter herredsfoged H. Hvass for at indrette gården til fattiggård. Kommunen fortsatte dog , som de tidligere ejere havde gjort med at bortforpagte møllen samt det tilhørende mindre landbrug til skiftende møllere.
Som en sidebemærkning kan man ifølge fattiggårdens regnskaber se, at den ofte havde en af to fattiglemmer i beskæftigelse på møllen, hvor de lavede forskelligt forefalden arbejde alt efter evner og formåen.
Vi kender i øvrigt navnene på en lang række af disse møllere eller ”møllebetjente”, der har haft Bælum Mølle i fæste gennem årene – eller som det senere hed ”i forpagtning”.

Møllere

Navnet på den først kendte møller på Bælum Mølle var som før nævnt Anders Christensen. Han blev allerede afløst ifølge folketællingen i 1787 af ladefogeden på Voergård, Peder Henriksen. Han boede imidlertid på Riis Mølle, idet han havde giftet sig med Zinned Pedersdatter, enken efter den her nyeligen afdøde møller, Niels Nielsen Guldager. I 1801 finder vi stadig parret i Riss Mølle, som jo var en af de møller Bælum Mølle var bygget til afløsning for, men Peter Henriksen der nu er blevet 60 år bliver nu i stedet betegnet som husfæster. Stedsønnen Niels Nielsen Guldager fortsatte dog som møller i Riss Mølle efter Peder Henriksen, idet den først blev endelig nedlagt ifølge folketællingene i 1834.

Samme år som Riis Mølle er beskrevet som nedlagt finder vi den ugifte Johannes Kasper Fritz Smidt som forpagter af Bælum Mølle. I 1840 er det Niels Frandsen der er forpagter og han bliver hjulpet af sønnen Jens Christian samt en møllerdreng ved navn Niels Olsen, der stammede fra Veggerby.
Allerede i 1845 kan vi læse at en ny forpagter har overtaget Bælum Mølle. Det er tømmermand Søren Mortensen, der sammen med sin kone Maren Akseldatter, der var snedkerdatter fra Bælum, havde hus i byen Han havde to ugifte møllerbetjente på godt en snes år til at drive møllen. Den ene var Jens Chr. Nielsen fra Visborg der sammen med hans søn Morten havde jobbet. De havde fæstet Morten søster, den kun 15 årige Ane Marie som deres fælles husholder. Hvordan livet så ellers formede sig i møllen for dem, kan man kun gisne om, som det står i optegnelserne.
Men de tre forlader møllen ret hurtigt for allerede i 1850 genfinder vi her Niels Olsen, men nu som møllerforpagter. Han havde i mellemtiden været møllebetjent på Korup Mølle og var blevet gift med Mette Kristine Olesdatter fra Astrup i Solbjerg kirke. De to boede nu hos hendes forældre i Graverhusene.
Herefter fulgte Lars Nielsen, der stammede fra Gjøl. Ham finder man i folketællingen 1834 som 34 år gammel med konen Karen Jensdatter og deres lille datter som møller ved Terndrup Mølle , en vandmølle der lå midt i byen. Han mister desværre sin kone , men giftede sig igen med en 20 år yngre pige fra Bælum og drev herefter Bælum Mølle i flere år.

Til trods for mølleriet gik godt fulgte nu nogle år med en længere række af skiftende forpagtere bl.a. Jens Kristian Nielsen som kom fra Visborg, men var født i Rakkeby . Også han havde arbejdet i Korup Mølle, hvor han havde truffet sin kone. Det var først med den 37 årige Søren Nielsen fra Thorup ved Skørping , der i 1928 tiltrådte som forpagter, at forholdene ved Bælum Mølle igen blev stabile.

Tredje mølle på Møllebakken

Den mølle som Søren Nielsen fik forpagtningen af var kun 20 år gammel og var den 3. i rækken af møller på Møllebakken i Bælum Den oprindelige stråtækte Bælum Mølle fra 1767 blev trods omfattende moderniseringer udskiftet med en anden hollandsk vindmølle, men den nedbrændte ulykkeligvis helt ved en dramatisk og ret uhyggelig lynbrand i 1905.
På dette tidspunkt fandtes ingen brandvæsen , men straks efter lynet havde antændt den stråtækte mølle søgte alle ”der kunne krybe eller gå” som et øjenvidne berettede, mod møllebakken for om muligt at give en hjælpende hånd med at redde hvad der var at redde, dog var alle behjertede forsøg nytteløse. Møllen nedbrændte totalt.
På vejen op til den brændende mølle blev de mødt med et meget uhyggelig syn, i det de brændende møllevinger fortsatte med at køre rundt i en rasende fart, så det mest af alt lignede en brændende ildkugle mod de næsten sorte tordenskyer – en ildkugle der yderligere spredte gnister og flammende trædele ud mere end hundrede meter borte til fare for både slukningsmandskab og de flokke af nysgerrige, der trods alt turde nærme sig ”uhyret”. Der skete lykkeligvis ingen yderligere skade, hverken på mennesker eller dyr.

Efter denne ulykkelige hændelse fik den lokale møllebygger Niels Sørensen, der også var tømmermester i byen, til opgave at bygge den nuværende moderne vindmølle. Den fik bl.a. såkaldte klapper på vingerne (jalousier), der på det nærmeste selv kan lukke og åbne sig alt efter vindens styrke samt fik en vindrose , hvilket lettede møllerens arbejde betydeligt, idet han nu ikke skulle dreje møllen op mod vinden ved håndkraft . At bygge en mølle helt fra grunden er et stort projekt , men i 1908 stod møllen fiks og færdig parat til igen at kunne modtage korn til formaling .
Allerede ti år efter Søren Nielsen var blevet forpagter i 1938, blev der anskaffet en 30 hk Deutz dieselmotor til hjælp ved vindstille. Den blev installeret i et ret pompøst maskinhus af røde mursten og med trappegavle . Denne bygning var da også lavet efter de samme tegninger som kapellet i det nærtliggende Kongerslev.

Bælum Mølles storhedstid

Tiden med Søren Nielsen som forpagter kan vel med rette betegnes som Bælum Mølles storhedstid, i det den efterhånden var blevet en ret omfattende forretning, hvortil landmænd i mange miles omkreds kom kørende på hestevogn for at få korn malet, både som foder for husdyrene , men også til mel. Når der var allermest travlt var der en strøm af hestevogne op ad den nuværende Skolevej , forbi det gamle herredskontor ( nu ØU) og op mod møllen. Ofte kunne man se en kø på op mod en snes hestekøretøjer, har naboerne berettet, fuldt lastede med korn, der ventende på at komme til møllens rampe. For at afvikle trafikken så gnidningsløst som muligt, havde man da også set sig nødsaget til at ensrette færdslen. Man kørte op omkring herredskontoret og ad grusvejen langs Nørgårds skov når man skulle til møllen, og ad en hulvej mod vest og syd om Møllebakken på tilbagevejen.

Arbejdstiden var på disse dage kunne til tider være lange, idet produktionen jo i bogstavelig forstand afhang af vejret. Havde der været en længere periode uden vind, kunne der hobe sig store mængder korn op, og når så endelig der igen blæste, måtte mølleren og hans folk ofte arbejde i møllen både dag og nat for at indhente det forsømte. Selvom man havde fået en dieselmotor til hjælp ved vindstille, blev den meget nødig startet, da olie til brændstof jo kostede penge. Så hellere vente på vinden , den var og er jo trods alt gratis.
Det var dog en fast sædvane, at man ikke arbejdede om søndagen uanset hvor travlt man havde. På alle søn- og helligdage blev møllen således altid stoppet, møllevingerne blev vendt i retning ad Bælum kirke og sat i kors.

Ingen sortbørspriser

Under anden verdenskrig havde Bælum Mølle stadig en del kunder at passe og Søren Nielsen malede lige som de fleste af hans møllekollegaer ”sort” , men han malede ikke til ”sortbørspris”. Således kunne man lige efter nytår i 1946 i de lokale aviser læse at retten i Terndrup i sagen om den ulovlige formaling af korn på Bælum Mølle, havde udstedt bøder fra 100 til 1500 kr, hvilket var 2 kr pr kg ulovligt formalet korn. Til sammen kom mølleren og de involverede 40 bønder til at betale i alt 15.000 kr til bødekassen. Retten slog dog fast at der ikke havde været tale om nogen sortbørsforretning i det mølleren kun havde taget den almindelige pris for sit arbejde. Mølleren havde kun ville gøre sine kunder en tjeneste. Det kom nu til at koste ham den nette sum af 3.500 kr i bøde . Ikke den bedste forretning for møller Søren Nielsen da han kun havde haft 600 kr i fortjeneste.
I 1958 opsagde Søren Nielsen sin forpagtningsaftale efter 30 års virke ved Bælum Mølle. På dette tidspunkt var en stor del af de faste kunder faldet fra . Tiden var da ved at løbe fra denne form for mølledrift og det kunne mærkes . Hans bror Aage Nielsen overtog herefter forpagtningen af møllen og forsøgte at drive den videre sammen med det tilhørende husmandsbrug. Men omkring 1965, da der kun var et par faste kunder tilbage, så han ingen anden udvej end at sætte møllevingerne i kors for altid. En epoke på godt 200 år var slut Så længe havde Bælum Mølle trods alt tjent byen og oplandets bønder.

En af de sidste vejrmøller i Himmerland

Allerede i 1955 var der folk i Bælum der mente at Bælum Mølle på en eller anden måde burde bevares for eftertiden, da den var en af de sidste vejrmøller der var tilbage i Himmerland. Men efter lukningen og indtil 1981 stod møllen mere eller mindre upåagtet hen. Byens borgere havde indtil da måttet se på, at møllen som kommunen jo ejede, forfaldt mere og mere.
Der blev da iværksat en hårdt tiltrængt reparation, hvor alt beskadiget og rådnet træværk blev fornyet . Det var Clarence Sørnsen, Bælum , en sønnesøn af møllerbygger Niels Sørensen der havde bygget møllen, der stod for arbejdet. Derfor blev det også udført særdeles pietetsfuld.
Indvendigt stod møllens inventar fuldstændig intakt, som i 1965, da man lukkede for driften af møllen . Det hele stod blot der til ingen verdens nytte.

Bælum Møllelaug

I midten af 1980 erne kom Østhimmerlands Naturskole, der var en form for beskæftigelsesprojekt, ind i billedet. Det var da hensigten at man ville foretage en gennemgribende restaurering af Bælum Mølle i samarbejde med møllerbygger John Jensen , der netop havde udført et lignende arbejde på Lille Heddinge Mølle. Dette projekt måtte man dog opgive af økonomiske grunde.
Nu trådte Erhvervsforeningen for Bælum og Omegn til idet den i marts 1991 indkaldte til møde med henblik på at for at bevare byens mølle . Resultatet af dette blev at man i 1992 kunne oprette Bælum Møllelaug , som på frivillig basis og i nær samarbejde med Rebild Kommune, stod for en omfattende restaurering af møllen for at omdanne den til en museumsmølle . Den har, for at nævne de største restaureringsopgaver, bl.a. fået påsat ny hat i 1996 og fået nye vinger i 1998 . Tømmermester Kurt Brix har her været og er stadig en vigtig brik i dette forløb . Han har med betydelig faglig indsigt, men også med en vis æresfølelse udført tømmerarbejde sammen med sine folk, både den nye hat og arbejdet med de nye vinger, der blev lavet helt fra bunden. En æresfølelse han ikke kun har til sit fag , men også til at arbejdet med restaureringen af møllen blev overdraget til ham, der kort forinden havde overtaget den forretning møllerbygger Niels Sørensen i sin tid startede.

Restaureringen er hovedsagelig udført med økonomisk hjælp fra forskellige fonde, bl.a. har Tuborgfonden givet et betragtelig bidrag , samt Poul Svanholm, Ravnborg, der har givet lærketræet til vingerne, ligesom man solgte folkeaktier til byens borgere og venner af møllen.
Den 30 hk Deutz dieselmotor man i 1938 havde opstillet i den røde sidebygning, fik efter man havde stoppet mølledriften , en omskiftelig tilværelse. En overgang har den således trukket maskiner på Dragsgård , den har trukket briketpressen på Kaas Briketfabrik, været natmotor på EL-værket i Støvring og trukket saven på Skørping Savværk, indtil den kom tilbage på sin oprindelige plads ved møllen, hvor den vitterlig høre hjemme. Efter en større hovedreparation er den i dag fuld funktionsdygtig og kører sammen med møllen på den årlige offentlige ”mølledag”.
Pladsen omkring møllen har også fået et ansigtsløft, hvilket har resulteret i at den også har fået sin renæssance . Nu er det blot et anderledes liv der her udspiller sig. Nu er det ikke vrinsk fra bønders arbejdsheste på vej til mølle man kan høre, nu er det for det meste toner fra ungdommens musikinstrumenter der lyder fra pladsen.

Musikfestivalen ”Aftryk”

Østhimmerlands Ungdomsskole havde , som næsten nærmeste nabo, længe set hvilke kvaliteter området ved Bælum Mølle rummede . Derfor har den her siden 2006 , hver år i maj i samarbejde med Rebild Kulturskole og ROSA (Dansk Rock Samråd) kunnet sætte sit årlige, traditionsrige musikalsk aftryk på pladsen ved at arrangere musikfestivalen ”Aftryk” med Bælum Mølle som baggrund for den store musikscene
Til denne årlige musikfestival deltager der efterskolebands fra næsten hele landet. De kommer for at spille deres selvkomponerede musiknumre på den store scene.
Det er den absolutte regel nr. 1. for at kunne deltage i festivalen, at de kun fremfører numre, hvor selv har skrevet både tekst og musik.
Sammen med op mod 15 – 1600 af deres kammerater, som de hvert år har taget med fra deres respektive efterskoler, rykker de således en dag ud af kalenderen, hvor de i stedet for såvel tyske verber som anden grads ligninger kan nyde deres kammeraters musik.
Som en ekstra gulerod til de unge musikere, men også for at vise de bliver taget alvorligt , får de bedste bands mulighed for senere at spille på så store musikscener som bl.a. Nibefestivalen samt ”Skråen” i Aalborg.

Også Bælum og Solbjerg menighedsråd har taget pladsen foran den gamle mølle i brug . Gennem 10 år har de her i samarbejde med spejderne afholdt deres fælles frilufts høstgudstjeneste , hvor salmesangen siden starten er blevet akkompagneret af ingen ringere end ” Rebild Spillemændene”.

Jo, græsset omkring Bælum Mølle bliver stadig slidt.

Kildemateriale: Folketællingslister , kirkebøger, Danske Møller og Bælum gennem syv sekler. m.fl.

         

 

0 replies

Skriv en kommentar

Har du kommentarer ti historien eller andres kommentarer?
Så send gerne dine kommentarer!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag notifikationer via e-mail, hvis andre kommenterer på historien. Du kan også abonnere, uden at kommentere.