Bælum - Fattiglem 27

En beretning om fattiglem nr. 27 på Bælum fattiggård

Dette er en beretning om fattiglem nr. 27 Jens Hansen Petersens liv og levned.

Ved et tilfældig opslag i en af Bælum sogns gamle kirkebøger fra 1888 under ”Afdøde Mandspersoner” faldt Jens Hansen Petersens Tørslev navn blandt mange andre især at være interessandt, ene og alene fordi der her var tilføjet den ikke særlige flatterende betegnelse eller tittel : ”fattiglem” – et særdeles kedeligt tilnavn at få på sig såvel som afdød som i levende live.

Men hvem var han og hvorfor mon han fik dette tilnavn? Det ville derfor være interessant, hvad mere – ja, hvis der i det hele taget var mere, man ville kunne finde om ham ved at grave dybere i forskellige kirkebøger, søge i lægsruller og folketællingsskemaer og ellers bruge de muligheder der herudover findes ved bl.a. at søge i ” Lokalhistorisk Arkiv”s arkivsamling i Skørping, hvorunder både Solbjerg og Bælum sogne hører.

Ifølge kirkebogen for Solbjerg sogn, Rebild provsti blev Jens Hansen Pedersen Tørslev født d. 30. september 1833 og hjemmedøbt 3. november s.å. sammen med sin tvillingbror, Jens Christian Pedersen Tørslev . De fik derved samme fornavn – kun med mellenavnet til forskel. Forældrene var husmand og træskomand Peder Jensen Tørslev og gjordemoder Mette Kristine Hansdatter, begge Soelbjerg.

Bælum Fattiglem 27Til familiens store sorg bliver hans tvillingbror kun 5 måneder gammel, i det han allerede afgår ved døden i februar måned 1834. Måske var de begge født svagelige, men kun Jens Hansen Pedersen Tørslev havde kræfter til at overleve.

Der skulle kun gå fem år inden manden med leen igen aflægger besøg i Jens Hansen Pedersens nærmeste familie, idet han den 4. november 1838 mister sin mor, Mette Kristine Jensdatter. Dermed er trængslerne i hans unge liv ikke forbi, for i eftersommeren 1843 ruller tunge sorte skyer igen over familien og dennegang gælder det hans far, Peter Jensen Tørslev, der den 27 september også må sige farvel til denne verden. Med dette er familien på det nærmeste gået i opløsning og den nu 10 årige forældreløse Jens Hansen Pedersen bliver herefter sat i pleje hos gårdmand Peder Sørensen Væstergård i Skørping , formedentlig på foranledning af af Bælum- Solbjerg kommune.

Jens havde flere hel og halv søskende, både ældere og yngre end han selv, idet hans far havde nået at gifte sig igen efter Jenses mor, Mette Kristines død og oven i købet nået at få barn med sin tjenestepige. – Dette barn døde bedrøveligvis forinden det blev døbt, men resten af søskendeflokken bliver med faderens død hermed spredt for alle vinde.

Som født af husmandsfolk og opvokset som plejebarn i en bondefamilie ville det være naturligt, at Jens hjalp til på sin plejefamilies gård som hjorddreng ” og ellers fortsætte i dette erhverv efter konfirmationsalderen som ”bettekål ” enten hos plejefaren eller hos en bonde i den umiddelbare nærhed. Men det er ret tvivlsomt om det også kom til at gælde for Jens. Måske var han allerede fra barnsben en lille og klejn dreng – for spædlemmet til at kunne klare det hårde job hos bønderne. I det mindste ved vi at han en halv snes år senere – på sessionen i 1858 som 25 årig bliver målt til kun at være 59 ¾ tomme høj , svarende til 156,5 cm. Set i dette lys er det derfor ikke så overraskende at vi i 1850 træffer ham 16 år gammel, som skomagerlærling hos skomagermester Niels Christensen, Vester Gravensgade , 1ste Rode i Aalborg.

Vi ved knap om han når at bliver udlært, vi ved kun han forlader pladsen hos sin læremester den 1. februar 1855 og som det eneste han får med i sin flyttekasse fra skomagermester Niels Christensen er et dårligt skudsmål. Han har måske heller ikke det store behov for et svendebrev for han har søgt og fået arbejde på herregården Tustrup i Fræer sogn, hvor han her kommer til at arbejde i den tilhørende smedie.

Med dette ser det ud til han helt forlader skomagerfaget, for følger man ham i lægsruller og kirkebøger i tiden herefter, fortsætter han med at arbejde som ”smedekarl”, det vil sig sige som arbejdsmand hos smedemestrene , dels i mange af Østhimmerlands landsbysmidier dels på egnens små og store herregårde – men også med korte afstikkere til bl.a. Nibe og Hasseris sogne.

Han er åbenbart her kommet på den rette hylde, men samtidigt er han er blevet en rastløs sjæl – er som en trækfugl, der pludseligt har fået forlidt luft under vingerne og nu flakser uroligt fra sted til sted. Det er som uroen, der altid har ligget og ulmet i ham nu er brudt ud i lys lue. Han har således ofte skiftet arbejdsplads og fortsætter med det – er kun fra få uger til et års tid på et sted. F.eks. finder vi ham ifølge folketællinglisten d. 19. august 1860 hos smedemester Claus Christensen Zink i Sejlflod. Men allerede d. 1. november s.å. forlader han smedemester Zink og flytter nu til Bælum sogn. Han har åbenbart svært ved at finde sig til rette. Måske har han også svært ved at begå sig på grund af et vanskeligt sind. Hans ret forkvaklede barndom, antageligt med store omsorgssvigt viser sig at have sat dybe spor i ham.

Hvordan hans tilværelse ellers har formet sig, og hvad der sker i årene fremefter, inden han ender som fattiglem må forblive i det uvisse. Dette skyldes dog ene og alene han efterfølgende i en årrække har været som forduftet,- forsvundet ud i den blå luft. Han har været umuligt at følge, hverken i lægsrullen , i kirkebøger eller i diverse folketællingslister , før end han pludselig er dukket. op i Vebbestrup sogn, men nu i en tilstand , hvor han ikke er i stand til at tage vare på sit eget liv og helbred.

Da han var barnefødt i Solbjerg sogn, beliggende i Bælum- Solbjerg kommune, er det også her man har pligt til at sørge for hans underhold når og hvis han ikke er i stand til at klare sig selv. Derfor blev han ført til Bælum fattiggård fra Vebbestrup sogn, som var hans sidste kendt adresse. Han ankommer den 30. september 1879 og bliver som 46 årig indført i den såkaldte ”Lemmebog” som ”fattiglem Nr. 27. Jens Hansen Petersen”.

Han var om ikke velhavende ved ankomsten , så dog langt bedre stillet end de fleste fattiglemmer. I modsætning til mange af fattiggårdens øvrige beboere, hvoraf mange var ankommet kun i det tøj de gik og stod i, ofte klude, der knap kunne hænge på dem, så ejede Jens Hansen Pedersen både en del tøj og bohave. Desuden havde han en samling værktøj fra sin tid som skomager, så måske har han også fra tid til andet også ernæret sig i sit gamle fag. Ved ankomsten blev alt hans bohave således noteret op i ”lemmebogen” og det var som følger:

1 klædekiste, 1 hængeskab, 1 dyne, 2 puder, 1 par lagner, 2 skjorter, 1 haandklæde, 1 regnfrakke, 1 god og 2 simple frakker, 2 par benklæder, 1 par underbenklæder, 2 huer, 2 hatte,1 bord, 1 stol, 1 bænk, 1 stueur, 1 lommeur, 1 sykasse, 1 lampe, 1 salmebog, 1 spejl, 1 kakkelovn, 2 kasseroller, 1 lille gryde, 1 kaffekjeddel, 1 thepotte, 1 sukkerskål, 1 fad, 4 over og 2 underkopper, 1 sovsskål, 1 tallerken, 4 flasker,1 kopjern, 2 håndtørklæder, 5 halstørklæder, 2 lommetørklæder, 1 par lufferdisser, 1 par mangchetter, 1 hvid krave, 1 simpel nattrøje, 5 par strømper, 4 veste, 2 par træsko, 1 par sko, 2 poser, 1 sæk skomagerrekvesitter , 28 lister eller blokke, 4 pakker 1 taske til saddelmagerrekvesitter 1 cirkel, 1 braadde, 2 hamre, 2 mejsler, 8 syle, nogle spænder, 1 lille lædder, 1 del nåle, garn og sværte, 1 kniv med gaffel, 1 lommekniv, 1 vægt med lodder.

En ting kan siges med sikkerhed, det har været en omtumlet tilværelse, der var gået forud i Jens Hansen Pedersens liv. Han har på intet tidspunkt haft et fast holdepunkt. Hertil kommer en meget dårlig start på livet. Der nævnes her efterfølgende han var vanskeligt omgås, var brovten og utilfreds med alt og alle og dertil havde et særdeles vanskeligt sind. Dette fremgår bl.a. af fyldig klage fattiggårdsbestyre Busk følte sig nødsagen til at sende til Bælum – Solbjerg kommune, hvori han også nævner at distriktslægen tidligere havde vurdere Jens som værende sindssyg.

Fattiglemmerne skulle som udgangspunkt arbejde for tøj, mad og logi ved fattiggårdens landbrug og den tilhørende mølle i Bælum med forefalden arbejde og her kniber det, ifølge fattiggårdsbestyrer E. F. Busk, for Jens Hansen Petersen at følge dennes anvisninger, hvilket tydeligt fremgår af klagen. Et skudsmål, der i store træk må man formode, har fulgt og ikke mindst forfulgt ham gennem hele hans ungdoms og voksenliv:

Til Bælum -Solbjerg Sogneråd
Jeg undertegnede Bestyrer paa Bælum Fattiggaard finder mig herved Foranlediget til at fremkomme med en Klage til det meget ærede Sogneraad over Fattiglem Jens Hansen Pedersen her, indført i Fattiggårdens Hovedbog som Nr. 27.
Han paaberaaber sig bestandigt han er befængt med Fnat og jeg ikke vil tage ham i Kur derfor. Hertil maa jeg bemærke, hvilket ikke heller er det ærede Sogneråd ubekjendt -, at jeg straks Pladsen som Bestyrer her, nemlig i April 1882, efter Distriktslæge Brandts Foranstaltning, lod ham undergaa en fuldstændigt Fnatkur, hvorunder jeg selv personligt behandlede ham fra først til sidst, hvor efter saavel Gangklæder som Sengeklæder, ja endog hans Sengested, under mit og min Kones Tilsyn, blev underkastet en fuldstændigt Renselse, ved dels at komme i en varm Bageovn 2 gange, og dels ved at de Gjenstande, der kunde lade sig vadske, blev godt udvadsket i varm Sæbelud, samt kogt, hvilket erklæredes af Lægen for at være tilstrækkeligt, men da Kløen imidlertid vedblev paa Jens H Pedersens Legeme, erklærede Lægen at det var en Slags Hududslet, der ikke lod sig fordrive, og ikke Fnat, hvilket vi ogsaa har tydelige Beviser for, da de Personer som har delt Værelse med ham, aldrig er blevet smittede af Fnat.
Bælum Fattiglem 27Han klager bestandigt over Forplejningen; i det hele taget ikke er ham tilpas. Hertil maa jeg bemærke , at forplejningen er ens for samtlige Fattiglemmer,og at aldrig nogen af de andre har fundet sig beføjet til at klage i saa Henseende; og at samme af de forskjellige Autoriteterer blevet erklæret for god; men desuagtet er han stadigt grov og ubehagelig ved Bordet, så de andre Fattiglemmer nær ikke kunne sidde i Ro og nyde deres Maaltider , hvorfor jeg enkelte Gange , med Magt har naattet fjerne ham derfra.
I det sidste aarstid har han stadig væk udslynget den beskyldning imod mig og min Kone, at vi har iblandet Gift i hans Mad samt i hans Tobak.
Det forekommer mig , at han, ved at udslynge en saadan Beskylding maa kunne sættes under Tiltale, medmindre der her kan være undskyldende Omstændigheder, da Distriktslægen, en Gang, under et Besøg her, har erklæret ham for at være sindssyg.
Han gaar ofte til Byen (Bælum) uden min Tilladelse, ja flere Gange er han endog gaaet, lige umiddelbart efter at jeg udtrykkeligt har befalet ham at blive hjemme, og paa disse Udflugter er han jævenligt til stor Besvær for enkelte af Byens Beboere; Hvorover der jævenligt indløber Klage til mig; hvorfor jeg herved finder Anledning, til at henstille til det ærede Sogneraad, om det ikke kunde tillades at indrette et Slags Arrestlokale her paa Gaarden, hvor jeg, naar han har gjort sig opsætsig, kunde lukke ham inde; samt tillader jeg mig herved, i saa Fald, at bede det ærede Sogneraad skaffe mig Oplysning om, om der er Regler for, hvorledes et saadan Lokale maa og bør indrettes. Maaske maatte Jens H. Pedersen, ved saaledes at blive indesluttet, kunne bringes til at lære lidt Respekt; Saa han kunde bruges til at arbejde, eller i det mindste lade sig kalde til Orden. – I Vedtægterne for Bælum Fattiggaard, staar Paragraf 13; Bestyreren anviser et hvert Lem til arbejde, og må hans Befalinger uvægerligen og uden Indvendinger udføres. Under Arbejdet bliver ethvert Lem paa sin anviste Plads, og udfører sit Arbejde med Flid og Nøjagtighed. Men nu er nævnte Jens H. Pedersen ikke, hverken ved godhed eller ved Trudsler, at formaa til at arbejde; Som Suplement her til skal jeg her anføre Bemærkningen paa hans Konto i Lemmeprotokollen for 1883, Han udretter saa godt som intet og ligger i Sengen den halve Tid, han kunde vist nok godt udrette noget, men er tvær og stivsindet…. Samme Konto viser ved Opgjørelsen for 1883 en Udgift for Fattiggaarden ved hans ophold her, stor 166 kr 15 øre, og heri er endda intet regnet for Logi og Betjening. Den Underballance paa hans Konto kunde bringes Betydeligt ned, hvis man, ved at anvende mere radikale Midler imod ham, end jeg for tiden er i Stand til, kunde Tvinge ham til at arbejde! Thi vel er hans Ben svage, men hans Arme ere stærke, og da han saa har lært Skomagerprofesionen, og er i Besiddelse af et Komplet Sæt Værktøj til dette Haandværk, saa vilde han ikke kunne fortjene saa lidt ved at reparere Fodtøj, dels for Gaardens Folk og dels for Fremmede, samt ved at sy paa Gaardens Seletøj, hvilket ikke saa sjeldent trænger for Reparation; maaske nok ikke ikke det blev saa meget, man paa den Maade kunde drive ham til at udrette. Men i Vedtægterne for Fattiggaarden staar fremdeles Paragraf 17; Efterladenhed, Uorden, Ødelæggelse af Klæder, Redskaber og Materiale og deslige paatales alvorligt, og i Gjentagelsestilfælde foranstaltes de paagjældende afstraffede af Øvrigheden.
Efter alt dette overlader jeg nu til det ærede Sogneraad at afgøre hvilke Forholdsregler der skal tages overfor forannævnte Jens H. Pedersen, da den maade hvorpaa han for Tiden opfører sig her paa Anstalten, og som for det meste foran beskrevet, er utaalelig, og hverken de øvrige Fattiglemmer eller mig og Kone er tjent dermed, men jeg formaar ikke at tvinge ham til Rolighed, saalænge jeg ikke har andre midler i Hænde dertil end de der for Tiden staar til Rådighed.

Med megen Agtelse
Underdanigst
E. F. Busk
Nørgaard den 21. September 1884.

Ovenævnte skrivelse blev behandlet som et punkt på sognerådets næstfølgende sognerådsmøde og her vedtog man, som der står i forhandlingsprotokollen, ”… at indrette et Arrestlokale paa Fattiggaarden og rette Forespørgsel til Stiftsamtet angaaende sligt Lokales Indretning, samt efter Tilvejebringelse af et Arrestlokale, at give Bestyreren Bemyndigelse til, når nævnte Fattiglem viser Trods eller Ulydighed, at indespærre ham i en passende Tid”.

Dengang behøvede man ingen lang behandlingstid, for allerede den 17. oktober 1884 kunne sognerådet fremlægge en skrivelse fra Stiftsamtet, hvori man kort meddelte, at man derfra ikke kunne anbefale at fattiglem Jens Hansen Pedersen på Bælum fattiggård blev indsat i arrest, da man derfra ikke fandt ham egnet til sligt anbringelse.

Som før nævnt var Jens en urolig sjæl, og fattiggårdsbestyren havde sit hyr med at holde ham inde på fattiggårdens enemærker. Han gik således ofte ned i Bælum by uden tilladelse, hvor byens borge ofte klagede over han generede dem med rå tilråb og uhøvisk tale- Men han kunne også også bevæge sig videre omkring, Han var således i flere omgange antruffet i Aalborg, mere end 35 km borte hvor han enten blev indsat i arresten eller anbragt på en af Aalborg bys hjem for hjemløse indtil han kunne blive eskorteret hjem af ordensmagten.

Bælum Fattiglem 27I følge en skrivelse fra Aalborg Fattigvæsensudvalg til Bælum- Solbjerg kommune dateret den 12. juni 1885, som de har medsendt Jens Hansen Pedersen, hvor han ved ordensmagtens mellemkomst var blevet retuneret til Bælum fattiggård, forbeholder de sig derfor ret til refusion for erholdte udgifter de har haft på ham. De henstiller desuden til det ærede sogneråd om ikke det ville være hensigtsmæssigt at der bliver tilhold til poletiprotokolen om han ikke må at forlade Bælum fattiggård, da denne fremgangsmåde følges over for flere fattiglemmer på tilsvarende fattiggårde.

Man kan forstå af skrivelsen, at det ikke er første gang Jens Hansen Pedersen er bragt tilbage på Bælum fattiggård ved hjelp af ordensmagten, og det tegner endnu engang et billede af en mand med store physiske problemer. Man brugte ofte fattiggården som opbevaringssted i disse tilfælde, idet man dengang ikke kendte, eller havde for ringe ikke kendskab til behandling af disse mennesker.

Det har ikke være muligt på nuværende at finde mere skriftlig materiale om hvad der i øvrigt er hændt i Jens Hansen Petersens liv og levned. Herom må man ud fra ovenstående forsøge at danne sit egen billede.

Bælum Fattiglem 27Den aller sidste gang vi træffer Jens Hansen Pedersen Tørslev, er derfor som den første gang i en notits i Bælum kirkebog over afdøde mandspersoner.

Her kan vi så yderlig tilføje som et endeligt punktum, at han afgik ved døden den 21. Juli 1888 på Bælum fattiggård som ugift fattiglem i en alder af 54 år og blev begravet den 1. august på Bælum kirkegård s.å.

 

1 svar
  1. Jørn Meyer siger:

    Faderen, Peder Jensen Tørslev, døde 27 september, 1843 begravet 3 oktober1843
    faderens hustru nr. 2, Else Jensdatter, døde 4 oktober 1843 begravet 12 oktober 1843
    Ane Kirstine datter af første ægteskab døde 9. oktober 1843 begravet 12 oktober 1843

    Forældrene til Peder Jensens 2 hustru tager 2 af de 8 børn i pleje jfr. FT 1845 ( et udpluk)
    FT 1845; Aalborg, Hellum, Skørping, Skjørping bye, En gaard, 23, FT-1845, B6982:
    Peder Sørensen Væstergaard 67 Gift Gaardmand Heri sognet
    Maren Sørensdatter 65 Gift Hans kone, Aardestrup sogn Aalborg amt
    Jens Hansen Pedersen *** 12 Ugift *** Pleiebørn Soelsberg sogn Aalborg amt
    Peder Pedersen 1 Ugift Pleiebørn Soelsberg sogn Aalborg amt

    Den ældste af de 8 børn Marie Pedersdatter tager sig af den yngste af de 8 børn Martha Hansine.
    Jfr. FT 1845; Aalborg, Hellum, Solbjerg, Soelberg bye, Et huus, 28, FT-1845, B6983:
    Marie Pedersdatter 23 Ugift Ernære sig ved at spinde Kjøbenhavn
    Jens Peter Andersen 2 Ugift Hendes søn Heri sognet **
    Martha Ansine Pedersdatter 8 Ugift Hendes søster Heri sognet ***

    Tak for en interessant fortælling om Jens Hansen Pedersen
    Med venlig hilsen
    Jørn Meyer

    Svar

Skriv en kommentar

Vil du bidrage til historien?
Skriv din kommentar i formularen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag notifikationer via e-mail, hvis andre kommenterer på historien. Du kan også abonnere, uden at kommentere.