En liderlig Ødeland i Nr. Nissum

Johanne Sparres var søster til Maren Johannesdatter Sparres, der gjorde livet surt for sin søn David Pedersen i Nr. Touborg.

Først i januar 1756 dør Oluf Poulsen i Hyldgaard. Den 76-årige Johanne forsøger at ernære sig selv. Hun søger arbejde i Lemvig, men uden større held.

Kort tid efter finder vi hende i Lemvig stillet for retten som “en fattig gammel enke fra Nørre Nissum” – hun er rendt af pladsen.

I tingbogen kan man læse:
“Ligeledes var mødt for Retten paa velbem. Sr. Hees vegne Peder Smidt af Lemvig og producerede en Rettens Stevning paa Papir No 18 af 4. Dec sidst paa en hans Tienestequinde eller gammel Enke af Nørre Nissum Sogn Johanne Johannesdatter ham tagne Tieneste. Samme Stevning med sin Forkyndelses Paaskrift Smidt byidende læst, og Acten til ført som og skede, lydende føl:
Sr Jacobsen mødt paa Johanne Sparres Vegne og i Retten foreviiste Brev fra Hans Hee hvor i hand tilstaaer at ville frafalde Sagen mod hende mod at hun betale til Lemvig Byes fattige, og blev da derefter besluttet at hun betaler i Sagen Omkostninger 2 M 2 S og 2 M til Byens Fattige, som Sr Jacobsen strax betalte, hvor jmod Sagen er ophørt og frafalden.”

Denne gang klarer Johanne Sparres næsten frisag.

Maren havde kendt bedre dage. Mens hun var gift med Iver og Oluf, sad hun som velhavende gårdmandskone i Hyldgaard i Nørre Nissum. Nu søgte hun tryghed i sin alderdom. I kirken havde hun lært, at mennesket er ikke skabt til at være alene, så en dag flyttede Peder Christian Meyer ind i den tomme ægteseng hos vores aldrende ane (72 år). Trolovelse 2. Påskedag – den 16. april 1761 og bryllup den 10. august s. å.

Sønnen, Johannes Iversen i Geilgaard, er en fornuftig og økonomisk mand. Han får i tingbogen indskrevet, at Peder Meyer ikke kan få del i “den Afgift eller Aftægts Pleie, som hun (Johanne) var tillagt fra Geilgaard al Hendes Livstiid” samt, at alle de ting Johanne havde taget med fra Geilgaard, når hun var død, skulle leveres tilbage til Geilgård.

Det har sikkert været en streg i regningen for Peder Meyer, der blev udskreget som det, der på jysk kaldes “en skidt hvalp” – og sandt er det. Allerede før bryllupet havde han bragte skam over sin aldrende brud. Det ses af den kendsgerning, at parret på deres bryllupsdag måtte stå offentlig skrifte i en sikkert stopfyldte kirke i Nr. Nissum.
Johannes fik desværre ret. Knap var Peder Meyer blevet mand i huset, før han tvang Johanne til at afbetale på “sin hemmelige Gield”. Og ikke nok med det. Han begyndte at gå rundt i nabolaget og sælge billigt ud af hendes ting bl. a. mange alen stof, hun havde vævet – alt sammen for at finansiere sin “drikken og svirren”.
Og endelig, da han havde sat alt overstyr, forlader han Johanne.

Johannes Iversen var rasende. Han måtte nu forsørge sin mor og betale for hendes logi på gården, Buggesboel, i Fabjerg “-da ingen ville ræcke Hende Haanden eller give Hende mindste Almisse, formdelst hun forhen sad som en formuende Enke.”

Syv år senere vender Peder Christian Meyer tilbage for at fortsætte med “Tyverie, Skarns Stycker, Drik, Fylderie og Liderlighed”, men da har Johannes Iversen fået nok. Peder Meyer bliver slæbt for retten, der dømmer ham til to års ophold i Tugt og Manufacturhuset i Viborg.

Dommen ses i Tingbogen:
”Johannes Iversen udi Geilgaard i Nørre Nissum haver, paa egne og Moders Johanne Johanes Datters Vegne, ved lovlig Stævnemaal af 14de
Nov: a.p., ladet Peder Christian Meyer, opholdende sig udi Buggesboel Huus i Fabjerg, indkalde for Schodborg Vandfuld Herreders Rætt til Doms Kiendelse, for hans slette og utilbørlige Opførsel og Forhold imod hans gl. Hustrue, som er Citantens Moder, i det han, ungefæhr for en 7 Aars Tid siden, forlod Hende og rejste her fra Egnen, efter at hand i forveyen havde forødt og sat overstyre, hvad hun eyede og havde, saavel reede Penge som Gods, og saaledes efterladt hende i yderlige og fattige Omstændigheder; hvor om Citanten, til Doms Actens Vedhæftelse, haver produceret et her ved Scodborg Vandfuld Herreders Rett ført Tings Vidne, begyndt den 22de Nov: 1770 og sluttet den 6te Decemb: næst efter, og derved oplyst og beviist:

1: at Peder Christian Mejer, ved Indtrædelse i Ægteskab med Citantens gl. Moder, har frasagt sig den Ophold og Aftægt, som ved Geilgaards Fratrædelse og Afstaaelse, var hende accorderet at nyde hendes Livs Tiid, hvilket alt hans egenhændige underskrevne af Dato 22 Martii 1761 tydelig udviiser, og udi Tings Vidnet findes anført Pag: 34.

2: Ved Ed førte Vidners endelige Forklaring beviist:
a. at han før sin Afrejse solgte sin Kones Kiste og Klæder med videre ved offentlig imod hendes Minde og Villie uden at 1 Skilling deraf er kommen hende til Gode.
b. i hvor vel han, efter den producerede Specifikation, under Johannes Iversens Haand, havde bekommet En Deel Penge af hende til sin Gjelds Afbetaling, vide Tings Vidnet Pag. 60 og 61.
c. at han nu er komen tilbage igen, har hemmeligen og imod Hendes Villie frataget Hende et Stycke stribet hiemegiort Tøj paa 30 All: og solgt Eendel af same, Neml: til Lars Bruunsgaard i Nissum 3 All : à 2 M og til Thomas Mølgaard i Gudum 2 All : à 2 M 2 S hvilket Kiøberen ogsaa Selv for Retten haver tilstaaet .
d. at Peder Mejer er et liderligt og Drikfældigt Menneske, der har sidet og svirret og drukket i Kro-Huuset i hele Dage tillige og forlods fordøyet saavel sin Kones tilbragte Midler som hvad han selv kunde forhverve.
Derimod haver Peder Christian Mejer første Dag, ved sit i Retten indgivne Indæg, vel søgt at retfærdiggøre sit Forhold, og ligesom kaste Skylden paa Citanten og sin Hustrue, men ey fremlagt noget lovgyldigt Beviis som saadant sit foregivendes Rigtighed, følgelig kan det iche tiene ham til nogen Forsvar eller Befrielse i den Sag. – Som det af forestaaende erfahres, at Peder Christian Mejer icke, som en retskaffen Mand, efter den ham paaliggende Pligt og given Revers har viist tilbørlig Omsorg for hans gl: Koene; men tvertimod, som en Fordøyer og Ødeland, paa en liderlig Maade, skilt hende ved Hendes reede Midler og Gods ja ligefrem udplyndret hende baade først og sidst, saa hans hele Adfærd viiser, at han icke har attraaet andet, end at øde og spolere alt hvad hun maatte eye og have og saaledes at sætte hans gl: Koene, paa hendes høye Alderdom, i trængende Omstændigheder.
Altsaa Kiendes hermed for Ræt:
1. at Peder Christian Mejer for saadan hans slette og ulovlige Forhold imod hans Hustrue, bør, til nogenledes Rettelse, at indsætte til afbryde i Viborg Tugt- og Manufactur Huus paa 2de Aar, og derforuden at betale i Proceshens Omkostninger 6 Rdr, inden 15te Dage efter den Doms lovlige Forkyndelse, under Ram og Indførelse i hans Eyende, hvor same maatte forefindes. – 2.Hvad angaar de 3de Kiøbere, Neml: Peder Katkier, Lars Grummesgaard og Thomas Mølgaard, da siden de have handlet med en Person, som icke kan skaffe lovlig Hiemel til det, han haver solgt dem, Tilpligtes De, enhver for sig, enten at levere det kiøbte Tøy tilbage in natura eller at betale Dets Værdi, som De, efter deres egen Tilstaaelse, kar kiøbt det for, imod Regres til Mejer, som Sælger, det inden 15ten Dage efter denne Doms Lovlige forkyndelse, under Lovens videre
Tvang.-
Dato til Bekræftelse under min Haand og forsegling. – Actum anno, die et Loco et Supra. – J. Søfrensen.( L.S. ) (B77B – sp 2 side 419-20)

Johanne Sparres har sikkert ikke været den mest indtagende blandt vore kvindelige aner, men man har svært ved ikke at føle medlidenhed med hende, den gamle, stride og måske senile indsidder i Buggesboel i Fabjerg, der trods tidligere velstand nu “end ikke kunne håbe på at få så meget som en almisse”.
Man kan forestille sig den lettelse, der er gået gennem sognet, den dag i juni 1777, det blev kendt, at Johanne Sparres var død.
Johanne blev begravet den 23. – med ligprædiken Hvem ville ikke gerne have været med på en ”lytter” i Nr. Nissum kirke hin junidag i 1777.