Landsbyhistorier.dk

Minder fra Als Hede

Mit navn er Karl Løth Nielsen, og jeg er født i 1936 og er søn af Karen og Jens Løth. Jeg har fået lyst til at skrive noget om, hvordan det var at være barn dengang. Jeg mindes stadigvæk mange af mine skolekammerater. Fra Buddum husker jeg især Aase, Jens og Niels Jørn Jensen, hvis forældre var Dora og Niels Jensen. Jeg er opvokset en del hos mine bedsteforældre, da min far og mor ikke var gift, da jeg blev født. Jeg kommer hvert år til Als, hvor jeg bl.a. besøger Olga og Svend Hald.

Efter min soldatertid rejste jeg sammen med min kæreste, Elly, til Sverige. Elly var datter af gårdejer Bernhard Andersen, Veddum Vorn. Vi blev først gift, da vi bosatte os i Sverige. Jeg har i mange år været ansat ved kommunen, og Elly har været ved postvæsenet. Vi bor i en mindre by lidt nord for Stockholm, der hedder: Upplands Vestbyen, der nu har ca. 40.000 indbyggere. Da vi kom her i 1957 boede her kun ca. 7000.

Vi har tre børn og 8 børnebørn. Den yngste af pigerne, Pia, bor i Rostrup. Den ældste af pigerne, Monica, bor her i byen lige som vor søn, Henrik.

Mine tanker flyver jo af til min fødeegn, og især til min drengetid på Vandkærsvejen.

Efter man har været væk fra Als i over 50 år sidder stadigvæk minderne tilbage, og man husker de gode gamle dage. Jeg blev født på Vandkærsvejen i 1936. Min far og mor var ikke gift den gang, så jeg hos min bedstemor og min bedstefar på ejendommen ”Hedelund”. De havde købt 12 tdr. land jord af Bønderskoven, og de byggede sig en lille ejendom der. Jorden var fra starten mest lynghede, som de fik opdyrket. Der var ikke så mange børn i nærheden at lege med. Da jeg begyndte i skolen fulgtes jeg med en pige længst op imod kæret. Hun hed Vita Gade Nielsen og vi måtte gå den lange vej til skolen, der lå tæt ved mejeriet ”Ravnborg”. Jeg mindes, jeg havde en madpakke med, og i middagspausen gik jeg hen på mejeriet og købte en lille flaske mælk på bedstemors regning. Jeg havde fedt med ost eller bedstemors hjemmelavede leverpostej. Der var en af kammeraterne fra Als, der spurgte om jeg ikke ville bytte madder med ham. Jo, det gjorde jeg så, for der var jo fint pålæg, som jeg ikke fik på mine madder.

Hvem boede så på Vandkærsvejen? Ja, i svinget på højre side boede Vitas bedsteforældre: Mariane og Søren Gade. Derefter kom Anna og Anker Nielsen, og et stykke inde på marken boede Marie og Anton Buus Sørensen, derefter Lilly og Anker Ibsen, og lidt fra vejen Ninna og Jens Peter Jensen.

Så kom ejendommen, hvor Karen og Marinus Hald boede, men efter en brand blev ejendommen bortsaneret. I ejendommen ”Hedevang” boede Stine og Kristian Laursen, derefter kom Anna og Børge Rask Nielsen. Så kom mine bedsteforældre, Petra og Christian Løth Nielsen, og derefter Anine og Arnold Mortensen. Så er det et hop op til det næste, hvor Bramsen boede, derefter Dagmar og Jens Thomsen, og længst oppe boede Vita sammen med sine forældre, Rigmor og Kresten Nielsen. Vender man så om og kører tilbage boede Karoline og hendes søn Niels Peter Troelsen, lige overfor Jens Thomsens. Så var der en tre ejendomme et godt stykke inde på markerne. Det Var Dorthe og Peter Gade, Hans Ditlev og Chr. Dahl. De lå jo nærmest ud til Skelundvejen. Endelig er der ”Bøggildgård”, og den var ejet af Sine og Marinus Nielsen.

Noget af det jeg mindes med glæde er juleaftenerne. Hen på eftermiddagen cyklede jeg sammen med min bedstemor op til Als kirke til juleaftensgudstjeneste, hvor præsten dengang hed Marius Larsen, og han var en dygtig præst. Så følte man rigtig, at det var jul, og så skulle man hjem og få julegaver. Et år var det blot en lille træhest, næste år en fin kuglepen. Gaverne var sikkert købt i Brugsen, hvor Bundgaard var uddeler, eller hos købmand Carl Haugaard Skøtt i Buddum. Begge forretninger er for længst nedlagt, men bygningerne består endnu.

I vintertiden måtte vi drenge selv finde på noget at lave. Jeg traskede til Als, og når der var is på Flouen. Så gav man et hold klubnavne. Man spændte de gamle skøjter på støvlerne med et skøjtesving og så et par remme over vristen, og så spillede vi ishockey med en lille bold. En vinter lavede jeg til kælken et sejl af en stor papirsæk og satte det på en pind. Så kunne man køre på isen langs havet til Helberskov, men man jo trække tilbage igen, for man kunne jo ikke have rygvind hele tiden. Vi køret også i kælk ned ad bakken oppe fra Betty Lauritsen, og ned ad bakken var det et skarpt sving ned mod havet. En vinter spændte jeg min hvide hund for kælken, og den trak mig fra Vandkærsvej op til Ravnbjerg, hvor jeg tog mange ture ned ad bakkerne.

Jeg tror vinteren i 1949 var meget snerig, for vi kunne ikke køre på Vandkærsvejen. Men så kom snefogeden og forlangte, at hver ejendom skulle stille med snekastere. Så var det ud med skovlene. Man gravede fra hver sin ende og fra midten, og det kunne være et hårdt arbejde at få den tunge sne væk, og hvis der så kom nyt snefog, kunne man begynde forfra. Ofte måtte hestekøretøjerne køre ude på markerne for at komme til mejeri og andet vigtigt, og køretøjet kunne være vogn, men slæden kom også i brug.

Jeg husker i begyndelsen, at da havde bedstefar ikke penge til harve og ajletønde m.m., men ham og Børge deltes om sagerne. Når der skulle mejes, lejede den en selvbinder og lånte hinandens heste til at trække selvbinderen. Kornet blev taget nøje med, i alle hjørnerne blev der slået med le, og kornet bundet i neg.. Om efteråret blev kålroerne taget op med et roejern, som først huggede toppen af, og siden rykkede roden op med et par kløer på jernet. Siden kørtes de hjem i en roekule, som nøje dækkedes med halm, og siden kastedes em masse jord på. Runkelroerne skulle rykkes op med hænderne, og toppen blev hugget af med en roekniv. Toppen blev lagt i en sti i laden og blev brugt som ensilage til at fodre med om vinteren.

Græsset, som skulle blive til hø, blev slået med en slåmaskine. Det blev vendt nogle gange med en fork og siden stakkes i en høstak, så det kunne blive helt tørt til at køre hjem på høloftet.

Dengang klarede folk sig med en lille ejendom. Der blev dog ingen overflod, men det gik. I dag er næsten alle ejendomme langs med Vandkærsvejen jordløse. Al jord er blevet opkøbt ved jordfordeling. Nu skal der store arealer til for at klare en fornuftig indtjening, men man har jo også, men man har jo også anskaffet sig en mægtig maskinpark for at kunne nå det.

Når man i dag kommer til Als, er byen jo næsten ukendelig. Der, hvor der nu er supermarked, lå bl.a. Kommunekontoret. hvor jordemoderens mand, Jørgen Laursen fra Buddum, som var sognerådsformand og Niels Sommer, der var kasserer, arbejdede. Sommer krævede mig for 17 kr. i skat fra dengang jeg var inde som soldat. Jeg var oppe at snakke med ham i julen 1960, hvor vi var hjemme fra Sverige. Jeg sagde til ham, at dem kunne han fange fisk for, og så gik jeg igen, men han råbte højt efter mig, da jeg gik, for jeg mente, at de småpenge man fik som soldat var jo ikke noget at betale skat af. Ved siden af kommunekontoret havde Peter Andersen en cykelforretning, og derefter boede Høns-Ejnar, der var handelsmand ligesom Peter Ibsen. Derefter boede Skrædder-Per og Mary Gerts havde købmandsforretning, og så var der Bager-Ejnar og Slagter-Aage og flere andre små butikker.

Vor skolelærere dengang hed Rasmussen og Vilhelmsen. De boede i hver sin ende af skolen. Det var Rasmussen, der havde første og fjerde klasse, og Vilhelmsen havde anden og tredje klasse. Man gik jo i 2 år i nogle af klasserne, da man skulle gå i skole i 7 år.. Ja, i dag tales der meget om mobning i skolerne, men den fandtes allerede først i 40-erne. Dem, der især blev mobbet, var børn fra de fattige hjem. Jeg ved ikke, om lærerne læste psykologi dengang, for de brød sig ikke meget om problemet, men det var grimt at se på.

Vinteraftenerne lagde bedstemor æbler ind på komfurets ringe og stegte dem. Det var en oplevelse, og de smagte fantastisk godt. Der var jo ingen fjernsyn dengang at kigge på, men vi havde de gamle radiomodtagere, og vi lyttede andægtigt når f. eks. der var gammel dansemusik med Bror Kalles kapel.

Jeg husker, da jeg var dreng, at når man skulle have noget lavet ved cyklen, kørte man op til Als. Der først i byen var en cykelforretning. Når man kom ind til ham, sagde han næsten altid: ”Den er færdig om en times tid, Bette Do”. Han blev altid omtalt som Bette Do, men hans rigtige navn var Jørgen Thomsen.

Jeg har en gammel smalfilm, Super 8, fra tresserne, hvor jeg har billeder fra optoget til børnefesten. Bilerne blev pyntet i gården hos Astrid og Harald Christensen i Als. Jeg tjente der en sommer. Ja det var et utroligt idealistisk arbejde byens borgere lavede. Optoget var meget flot, og langs ruten stod masser af mennesker, der beundrende så til, når optoget med politibetjent, både en lille og en stor, og stort orkester i spidsen. Men nu er det forbi, desværre!

Jeg husker også, når vi cyklede til bal i Astrup og Rostrup, hvor der var bal i Egelund Pavillon , og når vi cyklede hjem over midnat var man træt og tørstig, så gik vi ind og drak vand af en hane i Gunnar Kusk´s kostald i Veddum Vorn.

Jeg husker også, da jeg gik i skole, fulgtes jeg med min bedstemoder ind ved kanalen mod Bønderskoven. Hun og jeg plukkede kommen, som hun solgte til mejeribestyrer Larsen på Ravnborg. Under krigen gik bedstemoder ud i marken og tog nogle kålroer. Hun skrællede dem og skar dem i terninger og stuvede dem. Så fik vi lidt flæsk dertil. Jo, det gjaldt jo om at udnytte alle de former for føde, som man selv havde. Hun lavede også selv kartoffelmel, og lavede knapost, smør m.m.. Ja, det ville blive svært, hvis man nu om dage selv skulle fremstille de daglige fødevarer. Når posten kom, ”Klinker Niels”, havde han et par skrubber med til mig. Han saltede dem lidt og sømmede dem op på ladeporten. Så skulle de tørres, og så kunne man skære kødet af med en kniv, og det smagte ganske godt.

De sidste år under krigen gik vi i skole ude i forsamlingshuset på Heden, for tyskerne tog jo skolen, og der boede flygtninge. Når vi var i skole der, kunne vi gå ind til Købmand Hans og købe nogle gærtabletter?, der kunne smage lidt af bolsjer. De kostede 2 øre, og der fandtes jo ikke andet slik, som man kunne købe.

P.S. Teksten er renskrevet og nænsomt redigeret af Christian Christensen, Als. Karl Løth´s sprog, der er ganske glimrende, bærer jo præg af, at har haft sin bopæl og sit arbejde i Sverige i mere end halvtreds år.

 

2 replies
  1. Jens Løth siger:

    Hej, jeg hedder Jens Løth og er barnebarn, sønnesøn af Jens og Karen Løth. Karl var min fars storebror, en god mand, altid venlig lyttende og talte godt med alle. Det ved jeg jo godt hvor det kom fra. Først og fremmest fra hans far og mor. Hans bedstemor har også været et godt menneske. Hende nåede jeg også at hilse på, inden hun kom på plejehjemmet. hvor hun døde. Hun kom til skade med benet og ville ikke tage føde i sig.

    Jeg har altid været glad for at komme på Vandkærsvej hos min farmor og farfar. Min far og mor, John og Kirsten Løth, har altid taget os med på landet. Der var dejligt, masser af børnebørn, fætre og kusiner. Jeg er og var meget glad for min farfar og farmor, Jens og Karen.

    Svar
  2. Svend Erik Dahl siger:

    Der må være noget specielt ved egnen, man kan simpelthen ikke slippe den. Jeg er født og opvokset i Als, var med i den første 1.klasse der startede i den nye centralskole, og tog realeksamen derfra. Efter endt uddannelse i Ålborg, flyttede jeg i 1970 til Århus egnen, men har aldrig kunnet slippe min tilknytning til Als.

    “Østkysten” læses dagligt, og jeg følger boldklubben “Viking`s” op og nedture. Min tilknytning har udmøntet sig i at min kone og jeg er fastliggere på “Havbakkerne Camping”.

    Byen har naturligvis ændret sig meget, men atmosfæren, på kanten af Kattegat, ændrer sig aldrig. Jeg vil tro, at er man opvokset ved vandet, så vil man altid savne det, når man er borte derfra.

    Svar

Skriv en kommentar

Har du kommentarer ti historien eller andres kommentarer?
Så send gerne dine kommentarer!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag notifikationer via e-mail, hvis andre kommenterer på historien. Du kan også abonnere, uden at kommentere.