Om præsterne i Als Kirke

Den første præst i Als, skulle efter Rokkedrejerens optegnelser være:

1473 – 1512: Knud Lauritsen. Sognepræst her i Alnis.

15?? – 15??: Jens Jensen, præst og kapellan her i 1512.

1512 – 15??: til mod enden af pavedømmet, var her i Als, der hed Povl, som gemen mand har vist at sige. Efter hr. Povl skal en præst være her i Als, som hed Hr. Christem. Han var her eller kom da reformationen skete.

1537 – 1553: Chresten Stephansen. (Der er nogen usikkerhed om årstallet). Ifølge andre kilder skulle Hr. Christen Stephansen være født i 1532 i Varde. Student i Ribe. Blev efter et par år ved universitetet rektor i Varberg. Efter teologisk embedseksamen blev han huslærer på Overgaard for Jørgen Lykkes børn i 5 år, hvorfra han kom til Als – hvortil Jørgen Lykke havde kaldsret – som sognepræst. Efter 10 år i Als blev hr. Christen kaldt til præst for Budolfi menighed i Aalborg i 1573 og røgtede embedet til sin død i 1599.(Der må være vist være tale om 2 personer, der begge har navnet hr. Christen. Et sted står nemlig at hr. Chresten Stephansen var præst i Als fra 1563-1573).

1553 – 1604: Mads Christensøn. også kaldet Gammel Mads. Ifølge andre beretninger skulle Mads Christensøn være søn af førnævnte Chresten Stephansen og egentlig først var kapellan ved Budolfi kirke i Aalborg, og skulle altså først være tiltrådt i 1573, altså 20 år senere. I beretningerne er nævnt, at han var præst i Als 51 år, men hvis disse oplysninger står til troende, er det altså kun 31 år, og dette er dog også en lang tid. Et andet sted står: ” I Als efterfulgtes Chr. Stephansen i 1573 af hr. Mads Christensen, der ikke – som antaget hos Wiberg – kan være hans søn. Han døde i 1601 efter at have været gift 3 gange. Muligvis var han kapellan ved Budolfi kirke før han kom til Als. Han kaldtes: ”Gamle hr. Mads” og i hans alderdom læste datteren for menigheden. Hans enke hed Valborg, og hun blev gift med en bonde, Erik Nielsen i Als.

1604 – 1605: Lars Mariager. “Efter h. Mads Christensøn er her kommet en præst til sognet, hr. Lars Mariager. Men han var her ikke længere end en 1½ års tid, han var ugift. Den gamle tavle, som hænger i kirken over fonten, er oprejst over ham, hvorpå hans epitafium var skrevet, er nu ukendelig. Det hang først på muren på det sted, hvor den store nordre tavle nu hænger, men blev flyttet, da hr. Mads Mortensensøn Hvass lod bepryde og opsætte samme tavle.” Han levede kun så kort en tid, at han ikke nåede at blive gift med Hr. Mads’enke eller datter.

1605 – 1622: Morten Madsen Hvass. Han var født på Læsø i 1577, søn af sognepræst Mads Mortensen Hvass. ” Da menigheden kaldte ham, som den tid var brugelig, da skulle han have lovet dem noget, som han siden, da han var præst, ikke ville holde, hvorpå de blev vrede og sagde, at hans børnebørn kom til at betale det. Han svarede dem, at der var lang tid til, så det havde ingen nød. Men hvad det var, han lovede dem, det ved jeg ikke, uden det var jo, at han skulle have ægtet salig Mads Christensens enke, Valborg, som dog siden blev gift her i byen og fik en bondemand ved Navn Erik Nielsen. Den spådom, som sognemændene spåede præsten hr. Morten, blev muligvis sand, thi børnebørnene, som var 1 dreng og 3 piger blev ulykkelige og syge næsten alle 4”. Citat fra Rokkedrejerbogen.

1622 – 1640: Chresten Pedersen Thising. Han lod i 1633 den store lade, en såkaldt agerrumslade, opføre. Den var flyttet fra Norge og sejlet her til, og den blev indskibet ved Haslevgaarde mølle. Den blev så opført på samme måde igen. Det meget svære egetømmer bar i hvert fald spor af tidligere anvendelse, men bygherren selv talte gennem porthammerens indskrift: ”I lere leg er baade Din Pilgrim og Din Borgere lige som alle mine Forfædre” Ps,39. I den østlige ende af den store lade lod provst Johan Henriksen Küür (1708 – 1733 ) opføre det endnu bevarede stuehus i 13 fag svært egebibdingsværk, og som blev reduceret til forpagterbolig. Også han kan et par gamle inskriptioner anføre: ”Nøgen kom jeg hid min ven” – J. K. anno 1712 – : ”Nøgen kom jeg bort igen” Job. På en anden bjælke kan læses: ”Jeg kom over Jorden med en Stav i min haand/ men nu har Herren velsignet mig”. Præstegårdsladen, der var fredet, blev for ca. 50 år siden nedrevet. Den ble flyttet og genopført på museet på Hjerl Hede, hvor den i dag står som en meget markant bygning, der således er opført for 3. gang.

1640 – 1674: Mads Mortensen Hvass. Han var stedsøn af hr. Thising, der blev gift med enken efter Morten Madsen Hvass, og denne så var hans biologiske fader. Han var gift 2 gange. Med sin første kone fik han 1 søn og 4 døtre, og sønnen hed Morten, mens pigerne hed: Else , Birgit og Anna Madsdatter. Morten blev student, men slog sig på drukkenskab og løsagtighed, blev soldat og døde i elendighed. Døtrene blev gift med forpagtere og fogeder og blev siden forarmede, særlig den sidste, Anna, som blev gift efter faderens død, fik en tyran, som havde været foged, og siden, da hun fik ham, blev skoleholder. De måtte til sidst begge to gå rundt og tigge. Det blev således, som bønderne spåede deres farfar, som er omtalt. Hans andet ægteskab var barnløst. Han blev mest kendt for, at han indførte det såkaldte Mikkelsdagsoffer, der skulle skaffe ham indtægter til at lønne det store folkehold, som der var i præstegården. Han døde i juni 1674, og havde da været præst her i 34 år.

1674 – 1702: Niels Johansen Kall. „Efter den slette mand døde kom her til sognet hr. Niels Kall, som var borgmester og tolder Johan Kalls søn af Mariager. Og givede hand her i kirke hands første prædiken efter han var vied den 23. august, som var den 10. søndag efter trinitatis evangelium: Jesus græder over Jerusalem, som var i aaret 1674. Han fik til egte Else Calov, borgmester Daniel Calovs datter af Aalborg. Havde med hende 4 børn, 2 sønner Johannes og Daniel, hvilke blev præster begge. Hr. Johannes i Skelund strax før faders død, og hr. Daniel i Simested – Hvilsom og Hvam nogle aar efter hands død. Tvende døtre, Mette og Margrete. Mette blev og fik hr. Otto, Margrete fik hr. Niels Knabbe i Gierlev. Ingen af disse børn levede ret længe. Han var en myndig mand og egentlig afholdt af alle og var særdeles god mod fattige folk. Han døde i 1702, Sankt Olufs dag og ligger begravet strax norden for kirken under en sten, var her i 28 år” (citat fra Rokkedrejerbogen).

1702 – 1708: Otto Jensen Printzler. Efterfølgeren var søn af professor Jens Printzlau. blev gift med Mette, som jo var datter af Niels Kall. Ægteskabet var barnløst. Han blev syg ret kort efter sin tiltrædelse. og det varede til hans død. Han havde derfor svært ved at afholde sine gudstjenester, men han var den første præst, der fik menigheden til at gå gennem sakristiet, når de ofrede i kirken. Hr. Niels kunne ikke få dem til det, skønt han ved general Arenstorff, Visborggaards tilladelse, at de skulle stå op på pulpituret for at vise menigheden deres syndige optræden. Hr. Otto døde den 25. august 1708, og blev begravet Bartholemæus dag midt i altergulvet, i den gamle grav, som hr. Mads Hvass havde ladet gøre, hvori han og hans første hustru var begravet.

1708 –1733: Johan Henriksen Küür. Han blev gift med provst i Gerlev, Niels Knabbes datter. Der var dog flere der døde som små. 2 sønner blev præster i Vendsyssel. Før denne præsts tid var ofringerne i sognet på højtidsdagene meget ringe i forhold til tiden. Ingen bonde eller bondekone gav mere end 2 skilling og få ikke en skilling, og få ofrede på mikkelsdagen. Han fik dem dog til at ofre mere, idet han overtalte menigheden med det løfte, at de skulle ofre med sedler, som han gav enhver, og så kunne han se, hvad de hver i sær gav. På den måde kunne ingen, som før, undgå ar ofre på mikkelsdagen. På denne vis fik ha menigheden til at ofre mindst 4 skilling. Hr. Johan var den første præst her i Als, som brugte paryk. Han døde den 25. oktober, 1733, 48 år gammel, og han var præst og provst her i 25 år.

1733 – 1742: Jacob Jacobsen Thormam. Han er de første præst, om hvem der fortælles, at han skulle være meget forfalden til druk og også bekendt for at kunne mane. Et sagn fortæller, at han skulle have manet en af sine egne karle i nærheden af præstegården. Karlen skulle, i følge præstekonens anmodning, have klædt sig ud som en dødning i et hvidt lagen for at jage præsten en skræk i livet., når han kom hjem fra kroen, og af den grund få ham til at lade være med at besøge kroen. Det fik dog et helt andet udfald. Da præsten ville gå hjem, mødte han det omtalte spøgelse. Da præsten så, at det ikke ville vige, skal han meget alvorligt have spurgt, om det virkelig også var et spøgelse, eller det ku var et menneske i spøgelsesdragt? Da karlen ikke på hans gentagne spørgsmål ville give sig til kende, skal præsten uden videre have manet ham et sted nær præstegården. Efter en nutidig fortalt overlevering var manestedet ved den nuværende bydam, Flouen, der lå mellem kroen og præstegården, og karlen hed Anders. Da karlen var manet halvt ned, skreg han i sin vånde om nåde, men derom ville præsten ikke høre: ”For sent! for sent! Anders. Det hjælper dig ikke, at du klynker. Nu skal du ned!” Og endnu i dag stopper kloakrørene på dette sted. ( fortalt af pensioneret lærer Anton Ulrichsen, Helberskov). Jacob Jacobsen Thormam var gift med Johanne Glorup. Han døde den 27. juni 1742, 36 år gammel. Han havde da været præst her i 9 år.

1742 – 1770: Christian Nielsen Broch. Efter Thormam fulgte Broch – en mad af ligegyldig karakter. Han udviste en særdeles ligegyldighed for alt. Ungdommen gik i hans tid ganske til grunde med undervisningen, og enkelte blev konfirmeret, uden de havde lært at læse. Alligevel var han yndet og afholdt af menigheden for sin særdeles ligefremhed, sine billige tiende-akkorder, og sin beredvillighed til at opfylde sognebørnenes begæring; når de forlangte af ham at betjene syge med den hellige nadver eller at hjemmedøbe børn. Det var også i hans tid, at den daværende ejer af Visborggaard, oberst Andreas Arnstorff, havde en frille, også kaldt Mamsellen, som ganske tilrev sig magten både på gården og godset. Hun udvirkede snart, at obersten lod sin kone indespærre i det vestligste af gårdens tårne. (Denne sag er fyldig omtalt i fortællingen om Visborggaards historie). Christian Nielsen Broch var søn af købmand Niels Broch, Randers. Var først konstitueret rektor i Aalborg et år, inden han blev præst i Als. Han var gift med en Hasle fra Viborg. Han døde den 17. oktober 1770, 53 år gammel. Han havde da været præst her i 28 år.

1770 – 1787: Jochum Johansen Irgens. Han var sø af præst Niels Irgens og Lovise Kortholt. De var præstepar i et provsti under Trondheims stift i Norge. Han blev født mandag, den 21. juli 1738. Blev kapellan ved Skibsted og Lyngby menighed her i stiftet den 10 august 1760. Præst til tugthuset i Viborg fra den 5. maj 1769 til den 9. november 1770, hvor han tiltrådte i Als. Han var en ivrig og virksom mand, både i sit embede og sine huslige forretninger. Han opbyggede præstegården, som den stod til ca. 1960. Han gravede grøfter om markerne. Men hvad hans forhold til menigheden angår, da var han ej almindelig elsket, for uagtet at de elskede ham højt for hans iver for undervisningen og hans formfuldendte prædikener, så hadede de ham alligevel, fordi han altid var meget opbragt til vrede, og aldrig vovede nogle af sognefolket derfor at tale fortroligt med ham; thi dem, ham en gang fattede had til, kunne aldrig mere vente at blive hans venner. Men det , som gjorde ham forhadt af menigheden, var hans opførsel over for præstegårdens tyende. Aldrig kunne de blive enige med ham på anden måde, end at de skulle tages ud på marken, som også havde sine vanskeligheder. Ude på marken var nemlig de bønder, der skulle betale tiende, og de drillede ham ved at ride i fuld galop op og ned ad agrene, imens de råbte og skreg ukvemsord mod præsten og i det hele taget opførte sig så tossede, at de ikke kunne finde ud af at betale tiende. Jochum Johansen Irgens døde den 15.april 1787, 47 år gammel. Han var præst i Als i 16½ år.

1787 – 1831: Thøger Lassen Haugaard. Søn på Kongsted Lund, var født 6. marts 1751. Blev præst i Hvornum ved Hobro, 12. maj 1781. Præst i Als, 1. maj 1787, og provst I hindsted herred fra 1806 til 1814. Da han 12. maj 1831 holdt sit 50-års jubilæum udnævntes han til consistorialråd. Han døde 18. august samme år, og han havde da været præst her i sognet i 44 år. Om præsten og provsten Thøger Lassen Haugaard fortælles, at han selv ved forårstid kørte møgvognen i marken og læssede af, når de kørte med skiftevogn. Provsten havde derfor sin mellemmadder med i marken og skulle se sit snit til at tage en bid ind imellem, som der kunne blive tid til. Imellem travlheden med møgaflæsningen, tog provsten en bid af mellemmaden, men nåede ikke at blive færdig, og satte resten fra sig. Bogstavelig huskede den gejstlige herre her det gamle mundhelds sandhed, at ”det er lorten, der sætter kagen på bordet”, selv om det i dette tilfælde var, at det var kagen, der blev sat på lorten. På våbenhusets østvæg er der nu placeret en mindetavle over Thøger Lassen Haugaards familie.

1831 – 1851: Imanuel Jermiin. Var født 8. december 1769 på Venø. Forældrene var, dr. med. Henrik Jermiin og hustru, Anne Sophie Barbara Eccardt. Han blev student i 1789, kaldet den 18. oktober 1805 til præst for Øster Brønderslev og Hallund menigheder i Aalborg stift. Derfra forflytte til Als den 25. november 1831. Han var gift med Ingeborg Winde, og parret havde 2 sønner og to døtre. Slægten Jermiin, især gennem den kvindelige linje, satte i mange år sit præg på egnen. En broder, Henrik Jermiin, ejede i flere år Haslevgaarde mølle. Købmand P. C. Pedersen blev gift med en datter fra møllen. Han blev senere købmand i Als, og han byggede i 1893 Als Kro og Badehotel. Efterladte breve og prædikener af Imanuel Jermiin giver vidnesbyrd om en grundig og alvorlig sjælesørger, der var sig sit kald og sit ansvar bevidst som præst og sogne forstander. Ældedes de senere år, men førte kirkebogen, om end med rystende hånd, op til 22. maj 1851. Han døde den 16. juli 1851, mere end 81 år gammel, og havde da været her i 19½ år som præst.

1851 – 1863: Poul Gotfred Warning. Født i 1793, student i 1813, kandidat i 1816, missionær i Julianehåb i Grønland i 1817. Sognepræst for Bryndum og N. Nebel i Ribe stift 1825 og for Thorslund – Lendum 18. november 1825. Præst for Als sogn fra 8. november 1851. Han vat gift 3 gange. Første gang med Juliane Marie Sophie, født Kragh, død 1825. Anden gang, i 1826, med Marie , født Kirkbye, der døde samme år. Tredje gang med Dorthe Margrethe, født Krarup, død i december 1863. Sammen havde han med den første og sidste af disse hustruer i alt 4 sønner og 4 døtre, (første i Grønland: 2 døtre og 1 søn, i Bryndum : 3 sønner og 1 datter, i Thorslev: 1 datter) De overlevede ham. Han døde 20. januar 1864. Han var præst her i 12 år.

1863 –1883: Niels Julius Bech. Om ham fortæller lærer N.C Pedersen, der kom til Øster Hurup skole i 1869 blandt andet: ”M første præst her på stedet, var gamle pastor Bech, et ægte eksemplar af den tids præster, sad lunt inde døre, med rigelig tiende og præstegårdsjorden bortforpagtet, vendte bøtte med deres prædikener hvert nytår, opfyldte deres embedspligter efter evne, derud over intet. Ejendommeligt for Bech var hans pengebegærlige, upålidelige og uldne væsen, og at gråden under prædiken ofte overvældede ham. Krokodilletårer mente nogen, andre mente det var e følge af hans alderdom. Men gråden smittede af på de gamle koner, så de stemte i med at adlyde skriftens ord: Græd over jer selv og jeres børn. Han var noget af en aristokrat, der følte sig hævet et godt stykke over menigheden, indbefattet lærerne. Menigheden var til for hans skyld og for at unde ham et levebrød. Han var ellers en fredsommelig mand. I skolen gjorde han hverken gavn eller skade, og ligeså gik det vel i kirken.” Pastor Bech fik i 1865 – 1869 og 1871 følgende beskrivelse af biskop Laub: ”Sognepræst Bech er en velbegavet præst, ordentlig og omhyggelig, at holde orden og forståelse i menigheden synes at være målet for hans bestræbelser. Taler med anstand og værdighed, er i enhver henseende en ordentlig og nøjagtig embedsmand.” Hans prædikener kunne vare op til 2 timer. Bech havde en god sangstemme. Tiende og offer holdt han stejlt på: Husk på præstens fattige spisekammer! Han var dog ikke uden lune og folkelighed. Bech var præst i Als sogn i 19 år. Han døde i Frederikshavn 7. august 1888, og blev begravet på Als kirkegård.

1883 – 1895: Herman Nicolai Johannes Løchte. Han holdt også som sin forgænger gudstjeneste i Øster Hurup skole, men der var ringe fremmøde, og han mente, at det var de dårlige lokalers skyld. Han gjorde et stort arbejde for at få en kirke bygget. Han var meget skoleinteresseret og opfordrede ungdommen til at søge uddannelse på aftenskole eller højskole. Løchte var udpræget højkirkelig, både indre mission og grundtvigianismen lå ham fjernt. Det havde ellers lydt, da Løchte kom til Als: At nu havde man i 19 år haft en ”Bæk” fuld af vand (tårer), bare vi nu ikke får en ”Løgte” uden lys.. Lys var der godt nok, for han var en høj flot mand med et stort rødt fuldskæg, han var ærlig og redelig, sagde sin mening uden omsvøb med en retskaffen tænkemåde. Lærer Pedersen mente, at Løchte var kommet på den forkerte hylde, skulle hellere have været i handelen eller bankverdenen. Han døde efter ca. 8 års virke. Som præst ønskede ingen ham en længere levetid, men nu flokkedes folk, ung og gammel, omkring hans båre. Stort ligfølge har altid været et særkende for egnen, og her, en præsts begravelse! Særlig interessant at være med til. Taler holdtes i hjemmet og kirken af omegnens præster, som priste afdødes dyder. Kun denne ene gang samlede pastor Løchte en stor tilhørerskare.

1895 – 1925: Marius Frederik Høffler. Høffler var født i Slesvig, den 6. oktober 1860. Han tiltrådte som præst i Als i maj 1895. Han var af en helt anden støbning, en mand med megen lærdom, kundskabsrig på mange områder, satte nu heller ikke sit lys under en skæppe. En fremragende taler og foredragsholder. Snaksalig såvel i selskaber som på prædikestolen, taler hurtig og flydende i velvalgte ord og vendinger. Der er ingen fare for, at han skal gå i stå, hvor han optræder som taler. Som provst i Hellum – Hindsted herreder udførte han et stort arbejde , særlig på skolevæsenets område. Han kom derfor ofte i konflikt med adskillige sogneråd, fordi hans strenge krav kunne medføre store udgifter. Præster og lærere klagede tit over, at hans evige skriverier voldte dem unødige bryderier. Da han ved sit 25 års jubilæum blev han udnævnte til ”Ridder af Dannebrog” I anledning af festen samlede sognets beboere 1500 kr. til en gave, som de overrakte den fattige sjælehyrde. Ja. for fattig det var han. Økonomi i husholdningen var hans svage side, og det samme gjaldt vist hans hustru. Han vandt dog aldrig beboernes agtelse eller tillid – langtfra, og dette lå i hans egennyttige opførsel over for dem. Ikke alene tog han en høj betaling for sine taler ved bryllupper og begravelser, men også for udstedelse af vielsesattester i embeds medfør uden at tage hensyn til, at det var folk, der på en eller anden måde havde vist ham en tjeneste. Værre endnu var han prakkeri og fedteri. Han var bekendt, som en der aldrig betalte, før han var blevet krævet flere gange. Når han var på besøg hos en lærer eller præst meddelte han i forvejen, at han ønskede at spise til aften hos de pågældende. Mange koner så sig ikke i stand til at dække et bord , der var pænt nok til provsten, selv om de gjorde alt, hvad der var dem muligt. Når der var eksamen i skolerne stillede provsten ligefrem fordringer til lærerens gæstfrihed, og de øvrig øvrige medlemmer af skolekommissionen sympatiserede tilsyneladende med ham. Han roste en lærer, hvis han serverede vin til maden. Omvendt undlod han at holde eksamen i et halvår, fordi lærerens kone var syg, og så kunne læreren ikke servere ”en bedre middag”. Til trods for dette og meget andet var beboerne, især i Øster Hurup, ham taknemlige for, at han ydede en stor indsats for at få bygget en kirke i byen der blev indviet den 10. juli 1900. Høffler havde været med til at starte sygeplejeforeninger i kommunen, og ligeledes havde han oprette dueligheds- og flidspræmier ved skolerne.

1927 – 1931: Peter Rugholm. Als Menighed var meget tilfreds med den nye unge præst. Han var en højt begavet mand, fin og lunerig, grundtvigsk indstillet. Han følte opgaven i sognet meget vanskelig og skrev: ”det, denne ukirkelige befolkning mest trænger til, er en præst af den skarpe vækkelsestype.” Rugholm fik venner her, for han var flink til at besøge gamle og syge, men det kirkelige liv var svagt. Legemligt var ikke rask, og så havde præsteparret den store sorg at miste deres lille søn og eneste barn, der døde brat ved et tømme en flaske med nikotin. Rugholm forflyttedes i 1931 til et embede i Serup – Lemming menigheder. Han døde her i 1938, kun 45 år gammel.

1931 – 1941: Carl Otto Preisz. Preisz havde taget sin teologiske embedseksamen på utrolig kort tid. Efter at han havde virket ved forskellige københavnske kirker, blev han i 1931 , knap 26 år gammel, kaldet til embedet i Als – Øster Hurup. Den gerning, der blev udøvet af de unge præstefolk i forening, og ofte i det stille, har været til lykke og velsignelse for mange mennesker, både unge og gamle. Pastor Preisz og frue havde på en fin måde forstået at åbne folks øjne for , hvad der var stort sandt og ægte. Hans rige evner i forbindelse med hans store oratoriske begavelse gjorde ham til en forkynder, der talte ordet med en kraft, så det gik til hjertet. Hans forkyndelse var præget af en sand gudsfrygt og hengivenhed. Slid og strid, som han heller ikke undgik, tog på helbredet. Han måtte melde sig syg i et halvt år, men en stærk vilje og et ukueligt mod hjalp ham over sygdommen. I de godt 10 år pastor Preisz virkede i sognet, havde han, med sin personlighed og rige evner som ordets forkynder, været i stand til søndag efter søndag at samle en meget stor tilhørerskare om sig. Lørdag, den 3. januar 1942 blev der på Als Badehotel holdt afskedsfest for pastor Preisz og frue. En meget stor forsamling fra såvel syd – som nord i sognet fyldte Badehotellets store sal. Formanden for Als menighedsråd, Emil Jørgensen, bød velkommen og udtalte; ”Det er med stor beklagelse vi modtog meddelelsen om, at pastor Preisz vil forlade sognet. I de 10 år, han har været her, har vi lært at skatte ham som privatmand, men dog ikke mindst som præst. At hr. og fru Preisz har vundet sig mange venner er denne forsamling et udtryk for.” Endvidere talte lærer Rasmussen, Als, og lærer Ulrichsen, Helberskov. Formanden for Øster Hurup menighedsråd Ludvig Ludvigsen, fru lærer Rasmussen , Als, fru Anna Jeppesen, Øster Hurup, fru møller Jensen, Als og provst Winther, Skørping Pastor Preisz fik overrakt et guldur med inskription. Både Preisz og frue takkede stærkt bevægede for den godhed, der var blevet vist dem i de forløbne 10 år, og det var med vemod, de nu tog afsked. Pastor Preisz fik embede på Stevns i det sogn, der rummer den kendte Højrup kirke, der ligger ud til Stevns Klint. Her sluttede han sit aktive virke, og var kendt i området for, at når han cyklede rundt på sin enorm høje cykel, var han let genkendelig, idet han havde et langt, flagrende og hvidt hår.

1942 – 1962: Marius Larsen. Marius Larsen var født i Mellerup ved Randers fjord, hvor han blev døbt af den kendte valgmenighedspræst og forfatter, Jakob Knudsen. Da han var 20 år, rejste han til USA for at læse til præst i staten Iowa, men før han blev færdig, gik USA med i 1. verdenskrig. Han meldte sig som frivillig og gjorde krigen med i Frankrig til dens slutning i 1918. Han fik nu, som andre der havde kæmpet som frivillige for USA, amerikansk statsborgerskab. Han fuldførte sit studium og tog til Danmark., hvor han i 3 år var lærer ved Uldum højskole. Her traf Marius Larsen sin hustru, der var elev på højskolen –fru Larsen var fynbo. Fra 1926 til 1936 var ægteparret i Amerika, hvor han var præst ved en dansk menighed i Oregon, senere i Montana. Deres fire børn er alle født i Amerika, og efter anden verdenskrig valgt tre af dem, en søn og to døtre, at vende tilbage til USA som amerikanske statsborgere, mens den ene datter giftede sig her og bosatte sig på Fyn. Efter opholdet i USA fik præsteparret ansættelse i Lendum i fire år, inden de i 1942 flyttede til Als. De er kommet godt ud af det med befolkningen, selvom pastor Larsen måske ikke har været nogen helt sædvanlig præst, som folk forestiller sig en præst skulle være. Han var meget sportsinteresseret og dyrkede gymnastik, og i hans til i Lendum ledede han drengegymnastik i forsamlingshuset. Mens Marius Larsen var præst i Als under 2. verdenskrig, deltog han i modstandsbevægelsen, og det var selvfølgelig af den grund han fik tilnavnet: ”Pistol Marius”. Da englænderne kom til Helberskov, Kristi Himmelfartsdag, den 10. om formiddagen, blev pastor Larsen underrettet i begyndelsen af gudstjenesten. Han afbrød omgående gudstjenesten, lagde præstekjolen fra sig, tog sin lange, glatte og sorte frakke på, og under den var der skjult en maskinpistol. Efter krigen var han en ivrig tilhænger af hjemmeværnet, som han var medlem af. Han var også med til at anlægge en skydebane ved stranden nær Halvrebene. Han var også meget interesseret i den lokale historie. Han var en flittig bidragyder med artikler i Historisk Årbog for Aalborg amt om sin egn: Om degnene ved Als kirke og om Haslevgaarde og andet. På grund af sygdom måtte pastor Larsen opgive sit embede. Han havde håbet at kunne blive, til han faldt for aldersgrænsen, men sådan skulle det ikke være, men jeg håber, at jeg kan blive så rask, at jeg kan dyrke mine historiske interesser. ”Det er vemodigt, at vi skal rejse herfra, men det er jo livets lod”. siger pastor Larsen. Han følger selv sine gæster ud til den ventende vogn. I det han vinker farvel, lyser et venligt smil op i hans ansigt Et mildt og smukt og resigneret smil. Under hans sygdom vikarierede pastor Lundbeck Hansen, Skelund og Svend Breum. ( Uddrag af artikel i Aalborg Antstidende, den 22. april 1962. + enkelte tilføjelser). Marius Larsen var født 29. august 1893 og døde den 12. august 1963 i Bogense. Efter at have forladt præstegården flyttede de til Bogense, hvor datteren, Eva, boede. Det blev således et meget kort otium for pastor Larsen, selv om han næsten blev 70 år. Ægteparret er begravet på Als kirkegård.

1962 – 1987: Knud Bornemann Nielsen. Han var født 18. november 1917 i Vendsyssel. Han var præst på Fyn i en årrække. Her var han også indvalgt i byrådet, for han var meget politisk interesseret. Han kom til Als som præst 1. december 1962. Han gjorde sig især bemærket ved sin store diskussionslyst. Når han mødte mennesker i alle sammenhænge endte det gerne med en livlig diskussion, hvor der blev udvekslet synspunkter, og så var han i sit es. Han var overbevist socialdemokrat, men han havde også respekt for andres synspunkter. Hans prædikener var af svingende kvalitet. De kunne svinge fra det rene nonsens til det helt sublime. Han var en oratorisk vel begavet, men kunne i sine prædikener provokere det borgerlige samfund. Han kunne også lægge sig ud med pressen, når han fra prædikestolen udtalte, at folk skulle ikke tro på alt det sludder, der til tider stod i Aalborg Stiftstidende. Efter at have virket i sognet i 25 år, faldt han for aldersgrænsen den 1. december 1987. Han købte den gamle forpagterbolig til præstegården for at nyde sit otium der. Ægteparret blev efter nogle år ramt af alvorlig sygdom, idet hans kone, Bitten, blev så syg, at hun skulle tage ophold på plejehjem. De fik begge ophold på Bernadottegården, hvor Bitten døde i 2003. Knud Bornemann Nielsen døde den 17. januar 2007. De er begge begravet på Als kirkegård. Selv efter sin død ønskede Bornemann, at folk ikke skulle være i tvivl om han politiske standpunkt, for på gravstenen er han benævnt som: ”sognepræst og socialdemokrat!”

1987 – 2010: Bendt Johansen. I jubilæumsåret 2009 har Bendt Johansen ønsket at trække sig tilbage fra stillingen og gå på pension fra 1. februar 2010. En nærmere omtale af hans og hustruen, Gunda´s virke må nok vente.

Jubilæumsskriftet er redigeret og skrevet af Christian Christensen, Als. Materialet er baseret på materiale fra Als lokalarkiv samt Grete Halds artikel i Gammelt Nyt nr. 31, årgang 2001, der blev skrevet i anledning af Øster Hurup kirkes 100-års jubilæum i år 2000.

 

1 svar
  1. Johannes Stoffersen siger:

    Præster der kunne mane er et af de morsomme parallel sagn til sagnet fra Bælum. Hvor en dog unavngiven præst også kunne mane. Disse to sagn har nøjagtigt samme tema. I sagnet fra Als dog med navngivet præst nemlig (1713 – 1742)Jacob Jacobsen Thormam, hvorimod det er en ukendt præst i Bælum, der havde samme evne.

    Svar

Skriv en kommentar

Har du kommentarer ti historien eller andres kommentarer?
Så send gerne dine kommentarer!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag notifikationer via e-mail, hvis andre kommenterer på historien. Du kan også abonnere, uden at kommentere.