Landsbyhistorier.dk

Vi træffer mennesker

De første, vi møder, er arbejdsklædte mennesker. En lidt trivelig, men smilende og venlig – ikke særlig stor kone, på hvem man let kan se, at hun har båret slægtens fremtid. Det vil sige to tvillingepar, begge par var piger, samt tre piger foruden to drengebørn!
Manden er i hvid murerbluse og hvide murerbenklæder. Han er lidt hjulbenet – for, i hans barndom for omtrent hundrede år siden, var der ingen, der gjorde særlig meget for et barn med Engelsk syge. Derfor måtte man leve med de skavanker, der fulgte med!
I har vist gættet, at de to mennesker var mine forældre?

Far var som nævnt murer. Han cyklede på arbejde ofte lange veje. Han kørte, før det blev lyst om morgenen og kom først hjem sent om eftermiddagen. Mor og vi børn passede så de ni tønder landjord, som hørte til ejendommen. Vi var oppe før skoletid så tidligt, at vi om sommeren kunne nå at trække vore to eller tre køer i marken, og jeg husker endnu, hvordan solen skinnede på det dugvåde græs. Henover dette græs havde edderkopperne spundet deres kunstfærdige væv. Når køerne og jeg så havde trampet hen over marken, var der ligesom trukket en mørk stribe, hvor vi havde gået.

I roetiden
Sidst i maj måned skulle roerne luges og tyndes ud. Det foregik på den måde, at vi børn med mor i midten kravlede på “alle fire” op og ned mellem roerækkerne. Det gjaldt om at gøre arbejdet godt og at skynde sig, for vi tjente penge ved det. Vi fik en femøre – for de længste rækker – men kun en toøre for de korteste. For denne formidable løn kunne vi få lov til at købe os et par halvstrømper eller et par fine hårsløjfer, som kun måtte blive brugt om søndagen, når vi gik i søndagsskole.

Engen og Åen
I forsommeren måtte vi ikke løbe rundt og træde græsset ned i engen. Det skulle nemlig høstes og vejres til hø. Når far ret sent på eftermiddagen kom hjem fra arbejde, og havde fået lidt mad, hentede han sin le, der hang på en bestemt knag i loen – fandt strygestålet frem og gik i engen, hvor han så lagde græsset på skår.
Han nåede ikke det hele på een aften, men han holdt ud, til det altsammen var høstet. Efter nogle dages vejring gik mor og vi børn, så snart vi var store nok til at håndtere en rive, i gang med at “hverle” høet. Siden fik det lov til at ligge lidt, indtil det var helt tørt, og så blev det sat i stakke, for derefter at blive kørt hjem på loftet over stalden.

Det var festdage at komme med på det svingende læs på køreturen fra engen og at tumle med og i høet. I de grøfter, jeg før har nævnt, var der masser af frisk, krystalklart vand, for det kom fra kildevæld op af jorden lige under “brynken”, der skilte den højere liggende mark fra engen. På kanten af brynken voksede et fyrrehegn, hvor vi i efterårstiden samlede fyrrekogler til optændingsbrænde i komfuret eller kakkelovnen. Det var især i nærheden af de nævnte kildevæld, der voksede massevis af forglemmigejer. Vi kunne næsten plukke ubegrænsede mængder af buketter, som vi enten bar hjem til mor eller forærede væk.

Men – der var andet i grøfterne end blomster. Der var bl.a. “hundestejler”, nogle småfisk, som vi morede os med at fange i et dørslag og bære hjem, hvor de så kunne svømme rundt som akvariefisk i en balje. Om sommeren badede vi børn i åen, og en dag lagde jeg mærke til en andemor med en halv snes ællinger. Jeg fik mor med ned for at se, hvor søde, de var. Vi blev enige om, at det var vildænder, så jeg smed særken og sprang i åen, hvor jeg fangede to af ællingerne, som mor og jeg bar hjem og satte i en dyb tønde. Da far kom hjem om aftenen, blev han betænkelig. Det måtte være en tam and, der havde ruget et sted i åkanten. Men hvem ejede den and? Far vidste kun, at kromanden havde ænder, så jeg fik ællingerne i en kurv og gik ned til kroen. Om det nu var sandt eller hvad – men kromanden spurgte ud om anden og ællingerne og ja, så havde han da godt nok savnet den et stykke tid! Jeg fik 25 øre for min ulejlighed…

Ræven gav mig dog mere
Det var dog en bedre forretning for mig, da jeg opdagede en rævegrav. Det var en dag i januar, og der lå et godt lag sne på jorden syd for granplantagen. Til min forundring så jeg, at der lå gult sand ovenpå sneen, og da jeg undersøgte sagen, viste det sig, at der var en rævegang ind under granerne. Jeg hentede far – vi var næsten sikre på, at ræven var i sin hule. Vi hentede en nabo, der var jæger. Han fandt ud af, hvor ræven befandt sig og fik den (med en spade) holdt fast, indtil far fik gravet ned, så jægeren kunne række hånden ned og kvæle ræven! Jægeren flåede ræven, og det fine skind, der jo ikke var hullet efter hagl, solgte han, og fik 35 kroner for det. De 35 kr. delte vi. Jeg fik 5 kr. mens far og jægeren fik hver 15 kroner. Det var mange penge dengang.

Køerne gik løse om efteråret
Sidst på sommeren skulle vi passe køerne, som da gik løse i engen. Vi satte os gerne lidt nede under brinken med strikketøjet eller en historiebog. Jeg husker en dag, hvor een af køerne fandt ud af at springe over grøften, der var skel til naboens eng. Jeg satte også over grøften – efter koen, der løb – eller sprang ca. en kilometer eller mere gennem engdragene, indtil den pludselig drejede af og ville op over en brink, der var der – men, der var også et fyrrehegn, og der kunne den ikke komme igennem. På det sidste stykke vej var jeg nået så nær koen, at jeg havde fået fat i halen af den. Endelig lykkedes det mig at få fat i dens grime og få den trukket hjem i vores egen eng.

Vi ristede kartofler
Sommetider samlede vi lidt brænde og nogle kogler og lavede bål oppe på marken. Imellem gløderne ristede vi så nogle store kartofler, som vi pillede og spiste varme. De smagte herligt, syntes vi.

Inden krigen havde far købt en ældre hest – en skimmel, der havde ord for at være “tålle”, og da mor ikke kunne holde ud at trave efter ploven og harven, og fordi mine brødre Anders og Mads var omtrent i hver sin ende af søskendeflokken, blev det mig, der overtog tømmen, når der skulle harves og pløjes i den lette sandjord. I det hele taget fik jeg lov at bruge mine hænder, også til andet end de “kvindelige sysler”.

Da bedstemor i 1917 efter at have været syg, flyttede hjem til os, måtte vores beboelseslejlighed udvides, og da far var murer, og jeg blev hans håndlanger, fik jeg også lov til at mure de lige vægge. Far lavede selv hjørnerne, de måtte jo ikke blive skæve. Forøvrigt var bedstemor og jeg perleveninder i de 12 år, hun levede, efter at hun som 78-årig var blevet installeret i vores hjem. Hun strikkede, kartede og spandt, men det kneb hende at læse og skrive breve, så jeg blev hendes sekretær, hvad der især var interessant, når det gjaldt brevene fra farbror og faster, der boede på New Zealand. Brevene var to måneder undervejs (med skib)!

Når der var marked i byen, fik vi børn gerne hele 25 øre af bedstemor, og dem måtte vi selv administrere. Bedstemor døde så at sige i mine arme. Efter at jeg i 1928 havde været en sommer på højskole, var jeg hjemme for at hjælpe mor med at passe bedstemor, som var meget sløj. Jeg vågede både om natten og om dagen, men sov i aftentimerne og i morgentimerne, mens mor tog vagten. Bedstemor lukkede sine øjne lillejuleaften – næsten 90 år gammel.

 

0 replies

Skriv en kommentar

Har du kommentarer ti historien eller andres kommentarer?
Så send gerne dine kommentarer!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag notifikationer via e-mail, hvis andre kommenterer på historien. Du kan også abonnere, uden at kommentere.