Landsbyhistorier.dk

Mit hjem lå lige nord for Kongeåen

Mor var sønderjyde – og far var blevet udvist af tyskerne, fordi han havde været med til en dansk fest, hvor man sang danske sange!

Under første verdenskrig kunne mor kun holde forbindelse med sin far ved, efter trufne aftaler at “mødes” på hver sin side af Kongeåen. De måtte råbe højt for at kunne snakke sammen.

Sommetider smuttede der desertører over grænsen, mest ved nattetide, men en sekstenårig dreng dristede sig dog en morgen til at gå med smuglerne, der stod på god fod med både de danske og de tyske vagtposter (ved hjælp af bestikkelse)!
Han blev her i Danmark, indtil krigen var forbi. Ikke så underligt, at han ikke ønskede at blive tysk soldat, hans farbror (min morbror) og hans fætter var faldet ved Fronten.
En af vore nabokoner hjalp sin mand med at desertere. På een eller anden måde havde de truffet en aftale om, at hun, på et bestemt klokkeslet en aften skulle fange vagtposternes opmærksomhed og holde et landkort op for vinduet så længe, at manden kunne smutte over grænsen – Det lykkedes, vel også fordi hun havde en god madkurv med til vagterne. Da tyskerne kapitulerede i november, blev grænsen ved Kongeåen bevogtet af de “internationale”, og det blev muligt at få et pas eller en passerseddel, så private kunne besøge familie i Sønderjylland.

Til mor og far´s sølvbryllup fik de foræret et jumbekøretøj. Ved afstemningen den 10. februar havde de begge, sammen med bedstemor været med til at stemme for at få Sønderjylland hjem til Danmark. På Genforeningsdagen skulle Dannebrog helst vaje højt ved hvert dansk hjem, og min kusine Anna Gamborg havde da også fået smuglet et dansk flag over grænsen ved at svøbe det om sig, så det så ud som om, hun var gravid.
Genforeningsdagen var en festdag, og vi danske børn var med til at tage mod kongeparret (Chr. 10 og dronning Alexandrine) og kaste små rosenbuketter op i dronningens bil, så hun omtrent var helt begravet. Skolebørnene havde små flag i hænderne, også veteranerne fra 1864 var mødt op. Kongen holdt tale og takkede for udholdenheden, og der var en jubel uden ende. Der var rejst æresporte, hvor kongen kom frem med sit følge.
Hvert år den 10. februar blev der festet i Skrave sogn og mange andre steder i Sønderjylland. I kirken blev der holdt mindegudstjeneste for de faldne, men det husker jeg ikke meget om.

Derimod husker jeg min kusines bryllup i Langetved. Der var ca. 250 indbudte familiemedlemmer til Annas bryllup. Præsten – pastor Toft talte over ordet om at “den evige Gud er en bolig, og hernede er de evige arme”. Det var en festdag, der varede lige til den lyse morgen. Der blev leget i haven og på græsmarken. Man legede sangleje : “To man frem for en enke”, “Skære havre” og “Tyv ja tyv det skal du være”, “Væve vadmel” og mange flere.
Der var et væld af bryllupsgaver – her kan jeg ikke lade være med at nævne en meget mærkelig oplevelse. Under en meget svær sygdom lå jeg bevidstløs i flere uger, men da jeg vågnede, havde jeg det som om, jeg erindrede nogle drømme. Bl.a. syntes jeg, at jeg havde drømt, at jeg ville forære min far en pakke med 6 par meget smukke kopper. De var med et yndigt rosenmønster, som jeg godt kunne huske. Men pakken var blevet borte. Da jeg fortalte far om min “drøm” , røbede han, at det var et af mine febersyner, som jeg havde talt om i vildelse.
Der gik 26 år – så var vi samlet til slægtsfest i Langetved. Bagefter skulle vi overnatte hos min kusine Anna. Jeg fik næsten et chok, da hun pludselig satte de omtalte kopper på bordet. Jeg tænkte mig om. Jeg var mærkelig tilmode, indtil det gik op for mig, at der måtte være en naturlig forklaring. Jeg spurgte så: Anna? Fik du de kopper til dit bryllup? “Ja, men hvorfor spørger du så forskrækket?”. Så fik hun forklaringen. Min underbevidsthed gemte noget…

 

2 replies
  1. Karen Gamborg siger:

    Jeg vil lige høre om i evt. har et navn på den unge mand på 16 år der deserterede? Min far flygtede nemlig over grænsen i dette tidsrum for at undgå at blive tysk soldat.

    Mvh Karen Gamborg

    Svar
    • Gunnar Lauridsen siger:

      Hej Jeg er en brodersøn af Cecilie Andersen der har skrevet beretningen.
      Cecilies mor var en søster til Peder Gamborg i Langetved. Den 16årige
      var Peders søn Anders Gamborg.
      Hilsen Gunnar

      Svar

Skriv en kommentar

Har du kommentarer ti historien eller andres kommentarer?
Så send gerne dine kommentarer!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag notifikationer via e-mail, hvis andre kommenterer på historien. Du kan også abonnere, uden at kommentere.