Landsbyhistorier.dk

Vi gik vild i mosen

Lisbeth og Valdemar Hansens lille Anne Marie var død af difteritis. Hendes klassekammerater ville samle penge ind til en gravsten, men var lidt for små til at klare den sag alene, derfor kom jeg ind i billedet.
Jeg var ca. 14 år måske lidt mere. Jeg gik med rundt til de små klassekammerater, hvoraf een boede langt ude i den store Vejen mose. Det var tåget, og det var nytårsaftensdag, så det blev tidligt mørkt, og pludselig kunne vi hverken se vej eller sti. Den lille pige, jeg fulgtes med, var bange. Det var jeg vist også, men det måtte hun ikke få at vide. Vi gik og gik, men forsigtigt, for der var jo mosehuller rundt om os.
Endelig så vi et lys og fandt ud af, at det var fra et hus. Vi famlede os frem til døren, fik banket på og spurgt om vej. De ældre mennesker så helt forskrækkede på hinanden. “Men I skal da ikke gå til Vejen i aften?” “Jo” det skulle vi da. “Jamen der er to mil”.
Vi kom så på ret vej, og så gik det hjemad. Jeg havde ventet at få skænd, men jeg fik ingen. Jeg var så træt, at jeg intet kunne spise, selvom mor havde sat aftensmad i ovnen til mig. En engel må have vogtet over os, at vi nåede helt igennem den farlige mose.

Mor og Far har måske også den aften som så ofte før bedt Gud holde sin beskærmende hånd over mig. Nu tegner der sig et billede i mine tanker af de to, og med det tror jeg, jeg vil slutte, selvom der er tusindvis af småtræk (muntre som alvorlige) der stiger frem for mit indre øje. Jeg ser, som jeg så det i min barndom, far bøje sine knæ ved fodenden af dobbeltsengen, mens mor bøjede sine ved en stol i køkkenet. Jeg ved, de bad for deres børneflok. De bad for mig og overgav mig i “de evige arme”. Derfor vil jeg altid mindes dem med taknemmelighed.

 

0 replies

Skriv en kommentar

Har du kommentarer ti historien eller andres kommentarer?
Så send gerne dine kommentarer!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag notifikationer via e-mail, hvis andre kommenterer på historien. Du kan også abonnere, uden at kommentere.