Mens vi taler om velfærd

Min ane Johannes Iversen (1720 – 1802) boede i Gejlgaard i Nørre Nissum. En djærv, vestjysk bonde, der ikke var bange for at føre processer – især ikke, hvis der var penge at tjene – men ved processen mod tateren Jørgen Kolli var han og andre gode bønder fra Nørre Nissum bemærkelsesværdig ulden i mælet, når de blev bedt om at besvare anklagerens spørgsmål i retten.

Keltringen Jørgen Christian Erichsen Kolli (ca. 1714 – 1786) residerede i Kjeltringhuset i Nørre Nissum i midten af 1700-tallet.
Som andre af hans slags opretholdt han livet ved at skære grise og kalve, flå selvdøde dyr og andet urent arbejde.
Som barn af en kjeltring vidste han sig udstødt, hadet og afskyet af egnens befolkning. Han og hans lige fik aldrig muligheden for at blive optaget i ”det gode selskab”, så hvorfor og hvordan skulle han lære at opføre sig anstændigt.
I stedet terroriserede han hele egnen i en grad, man i dag har svært ved at fatte.
Jørgen kom langt omkring – helt over til Vejrum – hvor han efter sigende nær havde myrdet en pige, der gik ham i bedene ved at skære grise. Han følte sig truet på sin næring.
Andre så ligefrem med en vis forståelse på episoden ”det var jo bare kjeltringer”.
Men da Jørgen og hans søster Johanne den 30. august 1744 måtte stå offentlig skrifte i Nørre Nissum kirke anklaget for hor, var bægeret fyldt.
Samfundet viste sin magt. Jørgen Kolle, søsteren og et par andre kom for retten.
De Nissum-bønder blev indkaldt som vidner. I tingbogen kan man tydeligt se, hvordan de fleste forsøgte at undgå at svare alt for klart på anklagerens spørgsmål:
”Jørgen Kolle havde intet ondt giort dem, men dog levede hand ei saa skickelig som hand burde.”

1. Tilspurgt: Om de ved han lever forligelig og tilbørlig med hans Hustrue.
Vidnet Johannes Geilgaard svared, at hand vel havde hørt af andre at Jørgen Kolle skulle ej forligelig leve med sin Hustrue men hafde icke self hørt eller set det.

2. Tilspurgt: Om de icke har hørt at hand har levet et ondt og skammeligt lefnet med løse Quinder og omvandrende kieltringer baade før og siden hand blev gift.
Johannes Geilgaard: Ja, hand havde omløbet med løse Quinder baade før og efter hand blef gift og saa med dend i Dag indstefnte Maren, men hvorledes hand hafte levet med dem kunne han icke sige

3. Tilspurgt: Om de icke og har hørt at hand skal være udlagt mange gange for barnefader af en Racker Quinde som kaldes Boel i Vester Egnen?
Johannes Geilgaard svarede hand hafde hørt det sige og vidste det af Spørgement.

4. Tilspurgt: Om de icke ved, at Jørgen Kolle har sidste Aar ligget i et ondt lefnet med fremede Quindfolk Hand hafde løbet om sidste Aar med den fornnævnte Maren som icke var hand anstændig da hand hafde hans ægte Hustrue levende med Søsteren Johanne (B77B – sp5 s.587) Det hjalp ikke Jørgen Kolle, at Johannes og bønderne af angst var lidt uldne i mælet.
Horeungerne løb jo rundt synlige for enhver, især barnet med søsteren Johanne var en torn i øjet på de gode Nissum-borgere.
Flere har sikkert nydt at kunne sige tak for sidst for den tort, de gennem årene havde måttet lide. Alle vidste jo, at Jørgen var skyldig.
Dommen lød på fire års hårdt strafarbejde ved ”skubkærren”, som det hed, i det nyligt opførte ”manufaktur og forbedringshus” i Viborg.
Søsteren, Johanne, der havde født Jørgens barn og sammen med ham havde stået offentlig skrifte i Nørre Nissum kirke, fik otte års strafarbejde. To andre søskende blev frikendt.
Samfundet havde viste sin styrke og taget hævn over de udstødte.

Efter Jørgens begravelse købte en lokal bonde huset og brændte det ned til grunden. Overleveringen vil vide, at adskillige ”kjeltringer” ved den lejlighed vrimlede ud af huset.

Men Jørgen Kolle og hans stakkes familie var ikke de eneste udstødte i 1700-tallet. Man regner med, at der i Danmark var omkring 65.000 personer, der med eller uden skyld var blevet subsistensløse. De måtte tåle folks foragt og modvilje, mens de hutlede sig igennem livet ved at vandre rundt som betlere eller sad under kummerlige kår som fattiglemmer i fattighuset.

Flere oplysninger om Jørgen Kolle og hans lige kan findes i: H. P. Hansen – Natmændsfolk og kjæltringer – bind 1 side 254.