Gundslev - Gundslevsmedens datter

Drabet på Gundslevsmedens datter

Dette er historien om det blodige drama, som for snart 200 år siden fandt sted i den Nordfalsterske landsby Gunslev. Den kun 16-årige Margrethe Sørensdatter blev den 21. juli 1811 dræbt af den tyske artillerifourer Carl August Simon, som blev dømt til døden ved halshugning for sin udåd. Han havde længe været forelsket i pigen, men blev afvist da skinsygen tog magten fra ham. Han stak Margrethe ned og for dette måtte han lade sit liv.

I Gunslev sogns kirkebog indførte præsten denne korte notits ved Margrethes begravelse:

Gundslev - Musketerer fra Holsten 1820

To Musketerer fra Holsten 1820

Gunslev Anno 1811 d: 26 de juli Margrethe: Datter af Bys med i Gunslev Søren Larsen 16 ¼ År gl. døde d: 23de s. M.
Ved det optagne Forhør og den skete Obduktions Forretning Erfaredes, at hendes Død var følgen af et Knivstik, som 2 dage tilforn blev hende tilføjet af en Artilleri Fourer Simon.

Gunslev i foråret og sommeren 1811
På Lolland-Falster lå der i 1811 godt 2000 våbenførende mænd fra det Slesvigske Infanteri Regiment som forsvar under Englandskrigen (1807-1814). Mange af soldaterne var fra de slesvigske områder2, og de var indkvarterede med kost på gårdene i Gunslev og omegn for 6 skilling daglig pr. mand, hvilket fremgår af forplejningslisterne. Foruden ved sin tilstedeværelse at virke afskrækkende på fjendens eventuelle lyst til at forsøge en landgang på Falsters kyster arbejdede regimentet både med civile og militære opgaver som opførsel af kystbevogtningsanlæg og kanalarbejde ved Næsbyholm. En af de mere livfulde opgaver bestod i at få hold på en større mængde spanske soldater, der flakkede om efter et oprør mod Bernadottes franske hjælpekorps, der var kommet herop med henblik på et angreb på Sverige.
Spanierne skulle samles, afvæbnes og sendes til Holsten. Det var spanierne fra samme hjælpekorps, indkvarteret i Kolding, der havde afbrændte Koldinghus i året 1808.

Gundslev - Videnskabernes Selskabs kort 1776

Udsnit af Videnskabernes Selskabs kort 1776, hvor Gundslev ses øverst på kortet.

Dagene gik med vagter og eksercits og soldaterne må, på trods af de nævnte opgaver, have haft meget fritid, for krigen var ikke længere så truende. Længslen efter at vende hjem må have været stor hos soldaterne, selvom disse indkvarterede unge mænd jo nok var mere populære hos pigerne end hos karlene i Gunslev. Soldaternes interesse for pigerne gav ofte et frugtbart resultat, og bonden som måske ikke var sikret på sine gamle dage kunne godt bruge en svigersøn blandt disse soldater. Det ses f.eks. af en ansøgning fra den 73-årige afkræftede og svagelige gårdmand Rasmus Rasmussen Bruun fra Egeløv by i Nørre Vedby sogn. Den 17. november 1810 havde musketer Bennet Lauritsen fra det Slesvigske Infanteri Regiment på Nordfalster giftet sig med hans datter Johanne Rasmusdatter i Nørre Vedby Kirke, og der var siden kommet et barn til i ægteskabet. For at sikre driften af gården ansøgte Rasmus
Rasmussen derfor d. 21. juni 1813 kongen om tilladelse til at få overført sin svigersøn fra det Slesvigske Infanteri Regiment, som nu var rykket til Holsten, til Prins Christians Regiments 4 Bataljon på Falster, så svigersønnen kunne hjælpe ham med gården, der var af en anseelig størrelse.

En forelsket artillerifourer
I de senere forhør over Carl August Simon og vidnerne i 1811 kom det frem, at det havde været et dejligt, men også meget bekymrende forår for Margrethe Sørensdatter. Hun var barn af Gunslevsmeden Søren Larsen og hustru Maren Jensdatter og født i Gunslev sogn. Hun var fyldt 16 år den 2. maj, og hun havde de sidste 6 måneder været tilbedt af og forelsket i den tyske artillerifourer Carl August Simon. Han var født i Berlin, og var 24½ år gammel og ugift.
Margrethes forældre havde intet i mod deres forbindelse, men i begyndelsen havde forældrene dog behandlet hende hårdt og gjort hende klart, at Carl August Simon ikke var hendes ligemand. Simon ønskede ikke, at hun skulle lide for hans skyld, og derfor ville han tage livet af sig. Da Margrethes forældre hørte dette, havde hendes far dog bragt Simon fra sit forsæt, og siden havde forældrene tilladt ham at være deres datters kæreste. Han kom ofte i deres hjem, men omtrent 2 måneder inden drabet, da den første sværmende tid var ovre, havde Margrethe sagt, at hun ikke længere ville have med ham at gøre. Hun kunne ikke forklare Simon hvorfor, og det bedrøvede ham meget. Han havde dog ikke indtryk af, at der var andre som hun måske var forelsket i, og efter et par dage var de igen kommet sammen. Omtrent 14 dage efter erklærede hun dog, at hun ikke længere ville være bundet til ham. Nok havde hun lovet ham evig troskab og de havde også talt om ægteskab, men hans svingende sindstilstand gjorde, at hun nu ikke længere turde binde sig til ham, trods Simons indstændige bønner. En vis modenhed og angst for fremtiden havde vel hjulpet hende til denne endelige beslutning. Om aftenen lørdag den 20. juli 1811 uden for Jens Stries gård i Gundslev hvor hun tjente, måtte deres forhold slutte, hun kunne jo ikke blive ved med at holde ham hen. Da Simon gik hjem denne aften var han meget bedrøvet, men ikke vred på hende, forklarede han senere.

Simon var fortvivlet og håbløst forelsket
Carl August Simon var enebarn og af luthersk religion. Hans forældre levede endnu i Fürsthenvalde, hvor hans fader var skattekontrollør i accisen. Simon havde altid haft et hidsigt temperament, og han var ofte i sin ungdom blevet bedt af sine forældre om at styre sin hidsighed, men dette havde dog ikke formindsket den. Han var uddannet formskærer, og havde i 1 år tjent ved det 3. Preussiske Artilleri Regiment, hvorfra han efter et slag ved Lübeck i 1806 deserterede til Danmark, og havde nu tjent her i 4 år og 8 måneder som underofficer og fourer.

Gundslev - Musketer Holstensk Infanteri 1808

Musketer Holstensk Infanteri 1808. Akvarel af E Poulsen

Carl August Simons kærlighed til Margrethe havde ikke gjort hans tilværelse lykkeligere i det halve år de nu snart var kommet sammen. I begyndelsen gik det godt, men som tiden gik og hun blev mere moden og så fremtiden med ham for sig, turde hun nu ikke længere holde sit løfte. Dette kunne Simon ikke forstå. Han blev dybt ulykkelig og havde planer om at tage sit eget liv. Ved det senere forhør af Simon kunne underofficer Vogt berette, at omtrent den 8. eller 10. april 1811 havde han bemærket, at Carl August Simon var tungsindig. Han havde truffet ham om morgenen kl. 8. Vogt fortalte at Simon havde grædt, men han ville ikke sige hvorfor. Vogt gik derfor med for at opmuntre ham, men Simon blev ved med at være nedslået. Han var med i Vogts kvarter til om eftermiddagen kl. 5, hvor Simon gik ind for at sige farvel. Han ville blot lidt ud i byen. Tjenestepigen i huset kom ind og fortalte, at Simon løb så hurtigt som en fugl ud i marken. Vogt gik så derud og traf Simon med sabelhæftet stående mod et træ, men han kunne ikke se om spidsen var vendt imod hans liv. Vogt råbte til ham og spurgte hvad han gjorde. Simon kastede sablen og sagde, at han havde det så varmt. Sergent Tyrolf var kommet til, og de gik sammen tilbage. Vogt fortalte, at han ikke havde set en sabel hos Simon før han løb ud i marken. Simon var ude af sig selv, men sagde ikke noget om årsagen til sin bedrøvelse. I 3 dage og nætter blev de hos ham og i 4 til 5 dage hverken spiste eller drak han, og talte heller ikke. Simon var ikke længere rigtig i sit hoved, og de blev afvist når de spurgte til årsagen til hans bedrøvelse. Simon talte vildt og ville bestandig jage sine vogtere fra sig.

Vogt havde kendt Simon i 6 år og havde altid bemærket, at Simon var meget hidsig og opfarende og at han havde foretaget sig handlinger, han senere havde fortrudt. Han interesserede sig lidenskabeligt for enhver ting som behagede ham, og var vanskelig til at styre sine effekter. Han havde dog aldrig været hengivet til druk. Et par dage efter fortalte Vogt ham, hvad han havde gjort på marken, hvilke han ikke erindrede og Simon troede ikke på Vogtes fortælling. Han fortalte da også endelig Vogt årsagen til sin bedrøvelse, nemlig at Margrethes forældre ikke ville tillade deres forening. Det var den morgen han i dyb bedrøvelse havde skrevet et brev til Margrethe, og hendes far senere havde bragt ham fra sit forsæt, og siden havde tilladt ham at være deres datters kæreste.

Søndag den 21. juli 1811
Det var endnu højsommer, selvom det var en måned siden at dagene var vendt. Høsten var endnu ikke rigtig begyndt her på det frodige Nordfalster, men en travl tid gik de nu alle i møde. Søndag morgen kom Simon igen, selv om Margrethe aftenen før endnu engang havde afvist ham. Margrethes husbond Jens Strie så at Simon kom ind i stuen, hvor Margrethe var ved at gøre sig klar til at gå i kirke. Jens Strie havde indtryk af at de var gode venner, dog talte de ikke med hinanden. Jens Strie så blot at de sammen gik ud af gården og hen til hendes forældre. Disse kunne ikke mærke nogen uenighed eller koldsindighed fra nogen af siderne. Tværtimod havde Simon hjulpet Margrethe med at forbinde en dårlig fod som hun for tiden havde, derpå var de gået kort efter. De kom igen for at låne en salmebog, da de skulle i kirke, og Margrethe sagde at hun ville komme igen om eftermiddagen. De var begge i kirken, han ville havde talt med hende, men hun gik før ham.

Klokken var nu mellem 12 og 13. Da Simon havde været i kirke gik han hen til sin vært Hans Hampe for at spise. Hans Hampes kone var for tiden syg, men pigen Bodil Hansdatter og huskonen Margrethe Willadsen havde været i stuen, da Simon spiste. De så ikke at Simon brugte en kniv, han spiste kun skemad og ville ikke have sul, og han spiste kun meget lidt på grund af sin bedrøvelse. I løbet af hele dagen havde han kun drukket én snaps. Artilleristen Niels Hansen, som også spiste her, havde spist alt og havde siden lagt sin kniv i vinduet, men ingen havde set, hvor kniven var blevet af. Simon havde da fundet kniven i vinduet og lagt den foran sig, for at bruge den til at spise med. Han brugte den dog ikke, men tog den med da han rejste sig og gik, for det hændte også han brugte den til at radere med. Kniven var en meget skarp, men noget slidt foldekniv. Under forhøret forklarede Simon, at det var artillerister befalet altid at have en kniv hos sig når de gik ud. Assessoren løjtnant V. Koefod erklærede senere, at artilleristerne ikke var befalet at gå med kniv.

Da Simon gik, havde han i sinde at gå hen til Margrethe, hvor han gik hen når han havde tid tilovers, men han bestemte sig dog først til det, da han var kommet udenfor. Han var da ret vel til mode, forklarede han. Klokken var omtrent 13, og han havde på det helligste ikke haft anden hensigt med at have kniven på sig. Han havde selv kun en penne kniv. Simon traf Margrethe i stuen klar til at gå hen til sine forældre, og han bad hende endnu en gang om at forny forbindelsen og erindrede hende om sit løfte til ham. Hun svarede, at hun nok havde lovet at være ham tro, men at hun ikke bekymrede sig videre derom. Hendes husbond og mad moder var da i stuen. Da hun gik fulgte han med og fornyede heftigt sine bønner. Han gav hende af egen drift 1 rigsdaler, for han havde før givet hende penge. Denne ville hun først ikke modtage, men beholde den dog efter hans begæring, og stak den ind på barmen, hvor hun i forvejen havde 2-3 tolvskillingssedler.
Simon gik ad vejen med Margrethe, og holdt hånden om livet på hende. På en indhegnet plads uden for hendes husbonds port fremkom han nu med den sidste noget heftige bøn, som hun endnu engang afslog. Da han så rigsdalersedlen stikke frem, tog han den, og sagde at hun let kunne tabe den, og at han ville stikke den i lommen for at beholde den, da han ikke havde flere penge end denne, og da han syntes at hun som var så utro mod ham ikke fortjente den. Kniven lå i den venstre vestelomme, og uniformen var sammenhægtet med 1 eller 2 hægter, sådan som den havde været under sabelgehænget. Han ville putte seddel en i samme lomme hvor kniven var, og denne stak noget højt op, da han tillige havde skråtobak i lommen. Simon beholdt seddelen i hånden, lukkede kniven op i lommen, uden at kunne forklare hvordan han fik den åbnet, og stødte den i hende.

Under det senere forhør forklarede Simon, at det var ham aldeles umuligt at erindre hvad han i dette øjeblik tænkte, og hvad hans hensigt var, eller om han havde nogen forestilling om gerningens strafværdighed. Han kunne ikke huske om han havde holdt hende på munden eller andre steder med den venstre hånd, eller om pigen skreg. Han kom først til besindelse da de begge lå på jorden, uden at han vidste hvorledes han var faldet. Da skreg Margrethe ”Jeg vil være dig tro”, men da han angrede gerningen meget bittert, sprang han op uden at sige noget, og løb hen til vagten. Han kunne ikke forklare hvordan han kom gennem et led, som var foran pladsen på hvilken gerningen skete. Det forekom ham at han gik derigennem, men folkene som så det, havde siden fortalt at han var sprunget over. På leddet var der tydelige spor af hans blodige hænder. Han så sig et par gange om på vejen til vagten, og så da skomager Brobergs kone stå ved sit hus, men så ikke hendes mand.

Simon kom til vagten
Efter at havde stukket Margrethe ned kom Simon løbende ind i vagten. Her traf han konstabel Mads Christensen og artillerist Anders Pedersen. Klokken var på det tidspunkt omtrent 13.45 og Simon sagde, nu at de skulle arrestere ham. Derefter satte han sig for bordenden og forlangte en drik koldt vand. Straks han havde drukket vandet lagde han hænderne på bordet, han var dødbleg og sitrede over hele legemet. Anders spurgte ham hvad han havde gjort, og han viste sine blodige hænder frem og sagde: ”Det kan I vel nok se”, og så svarede han, at han havde gjort en skrækkelig handling. Simon havde haft rigsdalersedlen, som var ganske blodig, i hånden og havde lagt den på et bord, og siden på et lille skab. Senere havde han givet den til kommandersergent Friederich Chenon, som straks var kommet til, og Simon bad ham melde gerningen til majoren. Chenon sendte straks bud til kirurgen, og Simon bad dem gå hen for at se om pigen endnu levede. Han bad bl.a. vagten, som ofte blev sendt hen at spørge til pigens befindende, men forbød dem at sige at buddene kom fra ham. Han lod til at være ved sin fulde samling, og det havde aldrig før end her berøvet ham bevidstheden. Hans opførsel havde altid været ulastelig, han havde aldrig været hengivet til druk, men ikke været nogen god husholder, udtalte soldaterne.

Drabet på Margrethe
Under retssagen mod Simon forklarede skomager Claus Broberg, at han søndag kl. 13.30 havde ligget på sin seng og havde hørt nogle skrig. Han spurgte sin kone hvad det mon kunne være, og de løb begge ud på gaden, og så da Simon løbe hen ad vagten til, mens han så sig tilbage og uden at svare på deres spørgsmål. Pigen lå næsegrus på jorden og blødte, og skomageren og hans kone så kniven liggende ved hende. Hun råbte: “ Herre Gud hjælp, jeg vil gerne frelse mig“ og rejste sig selv op og gik hen mod skomagerens kone Sidsel Larsdatter, som var pigens faster. Hun ledte Margrethe ind i stuen, mens skomageren gik hen til hendes forældre og husbond. Da skomagerne kom tilbage stod hans kone og holdt på såret, og efter 1 times tid kom kirurgen. Margrethe var da dødbleg. Læberne var blå og blodet strømmede ud af brystet. Kirurgen fik hende til besindelse igen, hvorpå hun ønskede at komme i seng. Sidsel Larsdatter holdt på såret 2-3 timer inden det blev forbundet. Margrethes tørklæde var på 4 steder gennemstukket, da det havde været lagt i folder. Pigen havde selv trukket kniven ud, og hun havde måttet rykke flere gange. Regimentskirurgen forbandt hende nu, og hun kunne ikke se på det tidspunkt, uagtet at hun kunne tale. Margrethe faldt siden i søvn og sov 2-3 timer, og da hun vågnede, snakkede hun meget godt igen. Hun fortalte om hvad der var sket om aftenen og formiddagen. Hun havde bl.a. sagt til Simon, at hun umulig længere kunne holde sig til ham, efter det om morgenen passerede. De tilstedeværende spurgte om hun ønskede at se Simon, hvortil hun svarede nej, hun ønskede dog at han slap ud af arresten, og hun sagde at hun aldrig siden ville bære nag til ham.
Under retssagen forklarede Margrethes mor, at hun om natten havde spurgt datteren ud om årsagen til Simons gerning. Hun havde da svaret, at hun om morgenen den dag havde sagt, at hun ikke længere ville have med ham at gøre, og at han da havde givet hende en ørefigen, og sagt, at hun, når hun ikke ville have ham, ikke var bedre værd end at slå død. Da moderen spurgte hende om hvorfor hun ikke før, da hun var hos hende om formiddagen, havde talt derom sagde Margrethe, at det ikke var værd at tale om en ørefigen, og at hun ikke brød sig herom.
Margrethes husbonde Jens Strie havde indtryk af at de var gode venner, men han var ikke i stuen hele tiden, og han havde ikke set at Simon havde givet hende en ørefigen og sagt, at hun, når hun ikke ville have ham, ikke var bedre værd end at slå død. Simon havde bedt Margrethe om 2 små skitser som han havde tegnet, og da han havde fået dem, rev han dem straks itu. Jens Strie så dem derpå gå sammen til kirken.
Kirurgen forklarede at han havde været hos hende en del gange, og ville have spurgt hende om årsagen til Simons handling. Margrethe havde lovet at fortælle ham det, når hun kom sig, og da han havde forbudt hende at tale, ville han ikke friste hende til at tale nu. Hun havde dog sagt til feltskæren om søndagen, at hun ikke havde været vred på Simon den dag. Margrethe blev bestandig svagere, og kunne da fra kl. 14 tirsdag eftermiddag den 23. juli ikke mere indtage medikamenter eller tale, og hun døde kl. omtrent 22 om aftenen.

Forhøret over Simon onsdagen den 24. juli
Onsdag d. 24. juli 1811 indledtes forhøret af Simon i Gunslev efter befaling af kommandøren for 4. Arme Division generalmajor von Varendorff. Forhøret blev afholdt under forsæde af kaptajn von Schultze af Slesvigske Infanteri Regiment med officererne premiereløjtnant von Koefod af Artilleri Korpset og sekundløjtnant von Myehl af Slesvigske Infanteri Regiment.

Gundslev - Kirurg ved det Slesvigske Infanteri

Uniformstegning No. 290 B. af Regiments kirurger ved det Slesvigske Infanteri

Forhøret blev afholdt i major von Frieboes kvarter, fordi man formodede at det ville være lettere at udrede sagen her. Man havde ikke gjort sig den ulejlighed at afhøre Margrethe, da man mente at det var mere bekvemt at optage hendes udsagn under det militære forhør. Regimentskirurg Weber havde ment at Margrethe ville kunne leve i nogen tid, og derfor var hun heller ikke forhørt at den civile øvrighed. Nu var Margrethe imidlertid død, og det var ikke længere muligt at få hendes forklaring. Simon fastholdt, at han aldeles ikke havde tænkt på gerningen før i det øjeblik han udførte den. Han havde aldrig, hverken i Prøjsen eller i Danmark, været i forhør eller for en krigsret, men havde engang i Rendsburg, uden dom udstået 5 dages arrest for munderingsforebringelse og han kendte krigsartiklerne. Simon bad under forhøret om en nådig straf, da han på det alvorligste angrede gerningen.

Obduktionen torsdag den 25. juli 1811
For at belyse drabet på Margrethe blev hun obduceret af stiftsfysikus Bræstrup og distriktskirurg Matsen om torsdagen d. 25. juli. De skrev i deres redegørelse:
”Udvendigt på kadaveret sporede vi intet tegn til nogen voldsom behandling, undtagen såret og enkelte lig Hvide pletter omkring munden, hvilke giver formodning om at stemmen var væk, hun havde under gerningen rallet og klemt munden sammen.
Såret, som fandtes imellem det andet og tredje ribben på den venstre side hen imod brystbenet omtrent 1 tomme langt og lidt over en linje bredt, var noget løselige tilhæftet med tvende hinanden krydsende hæfteplastre, og for resten uden al videre bedækning eller forbinding, efter hendes tilstedeværende families udsigende, tildeles i den stand, de afbenyttede Læger havde forladt det. Ved at åbne brysthulheden, for således nærmere anatomisk at undersøge de beskadige dele, viste sig imellem muskellegemet på brystet, et ikke ubetydeligt blodplasma, formodentlige forårsaget af den læderede pulsåres arterie. Kniven havde ved at gå transversal ovenfra ned og derpå lidt opad, overskåret pulsårearterien på den nederste kant af det andet ribben og trykket brysthinden, den øverste og mellemste lungelap og ligesom berørt fra nederste, hvilket dog ligeså sandsynligt kunne være en følge af den efter en tilstedeværendes angivelse af kompagni kirurg Engel vist nok ligeså unødvendige som skadelige foretagne undersøgelse, dels med en sonde og dels med et stykke voksstabel af en ikke ringe størrelse, hvilken sidste mere foreviste. Fremdeles bemærkede vi, at denne lunge var aldeles sammenfaldet uden ringeste spor til svulstceller sammenvokset, en mængde blodplasma, vist nok næppe formindsket ved bemeldte sondering, formentlige på mellemgulvet og et over næsten hele brysthulhedens cellevæg udbredt pudsdannelse. For resten var denne hulheds øvrige under hjertet med sin hjertehinde, den højre lunge osv. aldeles uskadte, og som i den sande tilstand, hvilket også var tilfældet med den i underlivets hulhed, der for at erfare, om pigen måske kunde være svanger også blev åbnet, men hvor alt nogen luft i tarmene undtagen, som mulige forårsagedes af den sig værende forrådnelse, var fuldkommen naturligt og selve moderen i jomfruelig tilstand. Da der ingen svulst eller tilfældig sammenvoksning imellem brysthinden og lungen fandtes på det sted, hvor såret var anbragt og åbnet, og således var af en gennemtrængende smerte, erklærer vi det for absolut dødeligt. Imidlertid tør vi i hensigt til behandlingen, og uden at undlade at bedømme de herrer regimentskirurg Weber og kompagnikirurg Engels sygehistorie og den angivne kur metode ikke forbigå, at en for underbindingen af den sårede pulsåres arterie i formodning med en større forsigtighed i at forekomme den atmosfæriske lufts adgang til den sårede lunge for at have været lige så nødvendig som indiceret. ”
Obduktionen blev betalt af regimentet.

Dommen over Simon
Den 13. august 1811 indsatte man en krigsret i Nykøbing Falster efter befaling af kommandøren for 4.
Arme Division general major von Varendorff, for at afsige dommen over Carl August Simon.
Krigsretten havde ikke kunnet holdes før, fordi man først nogle få dage forinden havde modtaget attesten med den dræbte piges obduktion. Den havde været længe undervejs fordi stiftsfysikus Bræstrup og distriktskirurg Matsen havde ønsket af få oplyst regiment kirurg Weber og kompagnikirurg Engels sygehistorier. Deres obduktionserklæring slutter da også med en kritik af den lægelige behandling, eller mangel på samme, som Weber og Engel havde udsat Margrethe for.
Ved krigsretten fremstod den arresterede Simon fængslet og erklærede på nærmere forespørgsel, at han i sin ungdom var undervist i kristendom, og at han indså det umoralske i sin forbrydelse. Da han ikke havde mere at sige, og ingen ellers havde noget at fremføre, aflagdes i hans nærværelse dommereden, hvorpå han blev ført ud igen til vagten. Herefter voterede dommerne og afgav følgende dom:
”Carl August Simon Dømmes for Simpelt Drab, blev kendt for Ret.
Tiltalte Fourer Carl August Simon bør miste sin Hals med Økse, så bør han og om han er formuende erstatte, et ved den dræbtes Obduktion forårsaget Omkostninger efter lovlig regninger og i øvrigt havde sin Hovedlod og Jord om han nogen ejer til Kongen forbrudt.
Således dom i Nykøbing på Falster d. 13de August 1811.
Friboe/ Bræstrup”

Skarpretteren duede ikke
Stiftamtmanden Dahlstrøm fik d. 31. august 1811tilsendt et brev fra major Friboe med en stadfæstelse fra kongen af dommen dateret d. 27. august 1811 og en ordre til at indkalde skarpretter Holm, som var ansat af amtet, så dommen kunne eksekveres. Stiftsamtmanden havde dog sine betænkeligheder omkring skrapretten, som fremgår af flere breve til stift befalingsmand Munthe de Morgenstjerne.
Stiftamtmanden skrev bl.a.:
”Det ville efter min underdanige formening ikke lade sig gøre, at den fra sin tieneste afsatte Skarpretter Holm i Kraghave blive tilladt at forrette Eksekutionen paa Artilleri Fourer Simon, thi for det første har han ikke de hertil fornødne Instrumenter, og for det andet anser jeg en sådan forretning af største nøjagtighed. Thi i dag kunde han være ædru, men i morgen beskænket i den grad at man ikke kunne lade ham forrette Eksekutionen, uden dermed at udsætte den ulykkelige for at blive mishandlet.
Jeg giver mig altså den frihed underdanigst at henholde mig til en Skrivelse af 31 forrige Måned til Deres Høje velbårenhed. Min begæring er at den nærmeste Skarpretter i Sjælland måtte blive rekvireret at forrette denne Eksekution
Nykøbing d. 5 te Sept. 1811. Dahlstrøm. ”
Skarpretteren fra Næstved blev indkaldt til at foretage henrettelsen af Simon, og skarprettet Holm fra Kraghave blev på grund af drukkenskab sat fra bestillingen samme efterår.

Henrettelsen af Simon
Carl August Simons henrettelse blev omtalt i Lollands Falsters Stifts Kongelig Adresse Contoirs privilegerede Efterretninger tirsdag d. 24. september 1811:
”Artilleri Foureren, der for nogen tid siden med Morderstålet gennemborede den Piges Hjerte i Gunslev på Falster, der efter hans Foregivende havde svigtet den Troskabsed, hun så helligt havde tilsvoret ham, faldt den 18. september Kl. 10 d. År ved Retfærdighedens straffende Arm, som et ulykkeligt offer for sin sværmende håbløse kærlighed.

Gundslev - Skillingsvise

Skillingsvisen – Soldaten, som stak sin Kjæreste ihjel

Skarpretteren fra Næstved fuldbyrdede Henrettelsen. Feltpræsten Hr. Møller ledsagede ham til
Retterstedet, hvor han med hensyn til tid og omstændigheder holdt en såre skøn og rørende tale. Efter Straffuldbyrdelsen blev hans afsjælede legeme lagt i en kiste og af 16 artillerister bragt til Ønslev Kirkegård, hvor det blev nedsænket i gravens skød. Indtil sit livs sidste øjeblik lagde han en sjælden frimodighed og åndsnærværelse for dagen. Med sjæls fastheds styrke gik han sin død i møde, dog uden mindste tegn til frækhed og overmod, stille og blid underkastede han sig lovens vilje. Som et træk i hans sværmende, elskov bemærkes: Dagen før henrettelsen tegnede han overmåde skønt med grønt forbogstaverne af sit og sin elskedes navn, slyngede i hinanden. På retterstedet udbad han sig som den sidste gunstbevisning, at en Blomsterkost, som han havde gemt ved sin barm, måtte som den eneste han her i verdenen havde fået af hende, blive lagt med ham i kisten, som også blev opfyldt.

Han var en udlænding af Fødsel, nogle og tyve år gammel. I året 1806 var han med i hin navnkundige slag ved Auersted og Lybæk. Han har været 3 gange i fransk fangenskab og kom endelig efter mangfoldige uståede besværligheder i dansk krigstjeneste, hvor han indtil hint ulykkelige skridt – hvortil hans sværmende elskov forledte ham, nød sine foresattes kærlighed og agt.”
Så tragisk endte kærligheden mellem den tyske artillerifourer Carl August Simon og den kun 16-årige Margrethe Sørensdatter fra Gunslev.

Soldaten, som stak sin Kjæreste ihjel
Carl August Simons tragiske kærlighed til Margrethe fik straks et efterliv i form af en skillingsvise kaldet ”Soldaten, som stak sin Kjæreste ihjel”. Skillingsvisen var datidens nyheder for almindelige mennesker uden adgang til aviser, og den ser ud til at være forfattet i tiden efter drabet, men inden henrettelsen af Carl August Simon i 1811. Skillingsvisen kendes i flere udgaver fra Strandbergs Forlag omkring 1860 på Dansk Folkemindesamling. Den er også meddelt af fru Anna Pedersen i Lommelev til den falsterske folkemindesamler og forfatter Helene Strange og bragt i Lolland-Falsters Historiske Samfunds Årbog 1916.

Yderligere Information
Max Hansen, født 1937. Uddannet som malersvend i 1957 fra Sakskøbing, blev i faget hele sit arbejdsliv og gik på efterløn i 1998. Han har dyrket slægtsforskning og lokalhistorie siden 1975, og har i tidsskriftet ”Slægtsgården” udgivet en beretning om sin fædrene gård, matrikel 41a i Østerby på Fejø. Har også udgivet ”Skifter i uddrag fra Fejø Birk 1690-1830” og ”Fæstere i uddrag fra Fejø Birk 1640-1761” på CD. På samme CD findes de 4 ældste tingbøger fra Fejø Birk transskriberet og oversat af Kirstin Nørgaard-Pedersen. CD’en er udgivet af Forlaget Peter Ohm-Hieronymussen.

Kilder
Dansk Folkemindesamlings samling af skillingsviser.
Forsvarets Billedarkiv vedr. danske uniformer 1803-1983. Rigsarkivet.
Generalauditøren: Ad Rel. C C C X. Udskrift af det Slesvigske Infanteri Regiments Justitsprotokoller 1796-1813, pagina 15. Rigsarkivet.
Generalauditøren: Sag 756. A.V.F. Borneman. Bilag til relation til Kongen. Rigsarkivet.
Jensen, Charlotte S. H.: Mordet på den vakre Maren. I: Lolland-Falsters Historiske Samfunds Årbog 2000, s. 43-48.
Lindvang, A.: Slesvigske Fodregiment gennem 200 år 1778-1978, s. 22-23.
Militære sager 1810-1811, Maribo Amt. Landsarkivet for Sjælland, Lolland-Falster og Bornholm.
Strange, Helene: Gammel Vise. Pigemordet i Gundslev 1811. I: Lolland-Falsters Historiske Samfunds Årbog 1916, s. 122-123.

 

0 kommentarer

Skriv en kommentar

Vil du bidrage til historien?
Skriv din kommentar i formularen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag notifikationer via e-mail, hvis andre kommenterer på historien. Du kan også abonnere, uden at kommentere.