Hejbøl - Relief uhyret

Ølgod kirke og Hejbøl bonden

Hejbøl - Ølgod KirkeDet er altid godt med en god historie og fortælling. På billedet kan I se en flok Mini-konfirmander på opdagelse i kirke og kristendom. De leder efter billedreliefferne, der knytter sig til sagnet om Hejbøl bonde.

Børn er nysgerrige og spørger: ”Er det virkelig sket rigtigt? Var der en bonde, som gik ind i kirken for at slukke lyset en aften? Var det ikke bare måneskin? Var der et rigtigt uhyre, som han slog ihjel? Mon ikke han har været fuld? Var hans kone en strid kælling?” Troede man på sådan noget i gamle dage?” Spørgsmålene fortsætter. Nu har jeg skrevet nedenstående historie om Hejbøl bonden, det er fri fantasi, men god fornøjelse!

En sen aften lige før Alle Helgen kom en bonde kørende forbi Ølgod kirke. Han havde været til ålegilde i Strellev og var nu på vej hjem til Hejbøl. Foran vognen gik to dejlige hopper, som han var ualmindelig glad for, idet de både var til nytte på gården og gode køreheste. Desuden var de gode at snakke med, når han – som nu i aften – opstemt og lystig var på vej hjem fra gilde.

Det var blæst op, men mellem skyerne kom månen frem og kastede sit lys ned på kirken. Han var ikke urolig, for han havde jo gode heste, og ved sin side havde han også sin kårde fra tiden i kongens klæder. Den kunne nok skræmme en hvilken som helst landevejsrøver væk.

”Se, venner! Det er Ølgod kirke. Ja, her kommer vi ikke så tit. – Katrine siger også, det er for galt. Hun siger jo så meget. Hvis det stod til Katrine, var vi kommet i kirke efter høsten og havde sagt Vor Herre tak for, at vi også i år fik laden fuld. Der er bare så pokkers langt til kirke fra Hejbøl… Katrine siger, det var nærigt af mig, at jeg ikke kom og lagde takkeoffer til høst. Jeg kunne måske nok give en skilling til det nye byggeri, men min mening er nu, at kirken er rigeligt stor. Præsten må have fået storhedsvanvid. De skulle hellere bygge en kirke til os ude i æ Østersogn, så vi ikke havde så langt til kirke, gerne nede i svinget ved ”Hjørnegården”, hvor de har så godt øl. Katrine siger jeg bliver til grin i hele sognet, hvis jeg fortæller nogen, at jeg vil have en kirke på Bejsnap mark…. Hvad er den af? Prhhh! Der brænder minsandten lys inde i kirken. Degnen må have glemt at slukke, for der kan da ikke være messe så sent. Så, nu går jeg ind og slukker lyset.”

Som sagt så gjort. Bonden kravlede ned ad vognen og stavrede ind i kirken. Helt oppe ved alteret brændte en lampe, som han pustede ud. Han gik ud og fik med besvær lukket den store, svære egetræsdør. Snart var han tilbage ved kirkediget og hestevognen. Netop som han igen sad på bukken, opdagede han, at lyset i kirken stadig brændte. ”Hva’ Hulen! Jeg har da lige slukket det lys! Nå, jeg må ind igen”.
Bonden luntede tilbage til kirken og fandt ligesom før en tændt lampe oppe ved alteret. En underlig, sveden lugt nåede hans næsebor, og han hørte noget pusle. Om det var tællelampen og en mus, der fik bonden til at svede angstens sved, det får vi aldrig at vide, men ét er sikket: Man kan godt blive underlig til mode alene i en mørk kirke omkring midnat.
Bonden kom ud ad kirken i en vældig fart, og denne gang lukkede han ikke engang døren efter sig. Det var nu heller ikke nødvendigt, for da han kom hen til hestene, kunne han stadig se lys inde i kirken. Han ænsede overhovedet ikke, at den ene hest stod og så elendig ud. Den trængte til at komme hjem i den varme stald. Bonden længtes også hjem og var nær ved at give pokker i det hele, men tænk, om der var gået ild i noget? Der var ingen vej udenom. Han måtte derind igen.
Hejbøl - Relief med uhyretLigesom før fandt han et tændt lys oppe ved alteret. ”Nu kan det være nok!” råbte han. ”Er der mon nogen, der driver gæk med mig? Kom frem, så jeg kan se jer!” Ingen svarede, og bonden gik træt og sur hen ned ad midtergangen. Igen mærkede han den underlige, svedne lugt, men nu var han ligeglad, om det så var Fanden selv, der var på spil. Han ville hjem til Katrine og have en kaffepunch. Katrine var nok også ved at være godt vrissen over at sidde oppe og vente på ham. Når hun først blev rigtig gal i skralden, så var Fanden løs.
Han styrtede hen mod kirkedøren, men stoppede brat. En uhyggelig knurren mødte ham. Et kæmpe uhyre med fægtende hove og baskende hale spærrede døren, så han ikke kunne komme ud. Bonden tog i hast sin kårde, fór frem og huggede den med al kraft i uhyrets vældige gab. ”Drej og stød igen”, lød det drillende fra dyret. ”Hvad skal jeg gøre?” skreg bonden. ”Min kårde duer ikke mod den Satan”. Da greb bonden til en anden udvej. Ligbleg af angst krøb han ned på knæ, vendte sig mod alteret og bad for sit liv. ”Kære Gud! Lad mig leve!” Uhyret knurrede igen og viste tænder. Bonden bad videre: ”Skån mig! Jeg beder for mit liv, min nye hoppe og for min Katrine. På æresord, hvis jeg slipper ud herfra og kommer levende hjem, skænker jeg en skæppe penge til kirken. Amen!”.
Hejbøl - Relief med bondenDa han kiggede ud i mørket, så han at uhyret var forsvundet. Bonden kom på benene, lukkede omhyggeligt døren og slæbte sig hen til vognen. Tænk, at hans bøn skulle opfyldes! Men helt uden skade slap han dog ikke. Han havde glemt at bede for sin ene hoppe, og derfor fandt han sin gode ven liggende død foran vognen.

Vejen hjem til Hejbøl var mørk og lang for den stakkels bonde. Til hans store held var konen med årene blevet en god og tålmodig hustru. Hun gav ham noget varmt at drikke, og inden længe kunne han berette om den uhyggelige oplevelse. Hun troede hvert et ord, og han holdt det løfte, som han havde svoret. I inderlig taknemmelighed over at hans liv blev sparet, bekostede han opførelsen af apsis, hvor han selv, udyret og skæppen med penge blev udhugget til minde.

 

0 kommentarer

Skriv en kommentar

Vil du bidrage til historien?
Skriv din kommentar i formularen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag notifikationer via e-mail, hvis andre kommenterer på historien. Du kan også abonnere, uden at kommentere.