Landsbyhistorier.dk

Pastorinde Skrap

I 1774 blev den residerende kapellan ved Stubbekøbing Kirke, den 43-årige Jens Daniel Wedel, kaldet til sognepræst i Gyrstinge og Flinterup sogne. Han døde i 1792 efter en bispevisitats, hvor alt gik grueligt galt. Inden visitatsen forsvandt skoleholderen fra Gyrstinge, og hr. Wedel lagde sig syg.

Gyrstinges sognepræst 1824-1855 Jørgen Thisted nåede at få hans kones åbenhjertige beretning om hr. Wedels embedstid, inden hun døde omkring 1840. Hun satte ikke sit eget lys under en skæppe.

Jens Wedel var ungkarl, klejn af vækst, svagelig og stærkt forgældet. Han tog sin embedseksamen i 1752, men holdt først sin prøveprædiken i 1759, hvor han blev ordineret medhjælper for faren, der var slotspræst i Hillerød.

Til sin forgænger i embedet, pastor emeritus Wederkinch, skulle han hvert år betale 150 rigsdaler. Wedel var heldig. Formanden døde året efter, og så slap han for at betale til sin forgænger.

Wederkinchs mandhaftige datter Petrine Ane Lucie blev i præstegården som husholderske. Hun var lille af vækst, men stærk. Wedel faldt for hende og friede. Hun betakkede sig. Han var jo både svagelig og forgældet. Hele 1.600 rigsdaler skyldte han væk.

Hjælpeløs mand
Hr. Wedel var ikke sit embede voksen. Han var uden begavelse og præstelig dygtighed. Kreditorerne var konstant efter ham. Gyrstinge Præsteembedes hovedindtægt kom fra tienden og præstegårdsavlingen. Hver gang der var offer i kirken, flokkedes tiggerne omkring ham. Han nåede aldrig at få ofret med over i præstegården. Wedel kunne ikke sige nej til tiggere.

Efterhånden gik det op for ham, at han måtte gøre noget drastisk ved sin økonomiske situation. Han drog på frierfærd rundt på egnen. Ingen rige piger bed på krogen. Lucie Wederkinch afviste fortsat hans frierier. Hr. Wedel var jo så forgældet og svagelig.

Nu havde hun en broder, Jørgen Wederkinch. Han studerede teologi i København og besøgte i ferierne gerne sin søster. Hr. Wedel fik ham til at støtte sig, men i første omgang til ingen nytte. Lucie ville ikke giftes med så svagelig og forgældet mand. Men så fik broren en genial ide. Han indrykkede i københavnske aviser en annonce, hvor en intim ven lykønskede den velærværdige, højtærede hr. Jens Daniel Wedel og dydædle Jomfru Lucie Wederkinch med deres forlovelse.

I Gyrstinge Præstegård var der vist ikke råd til avishold. Men nyheden gik fra mund til mund. Provsten, professor Pontoppidan, kom som den første med sin lykønskning. Jomfru Wederkinch kapitulerede. De blev gift i 1776. Børn kom der ikke i det ægteskab.

Stærk kvinde
Derefter tog Lucie fat. Den store dagligstue blev istandsat. Det trængte den også til. I hvert hjørne af stuen var der et lille blyvindue, som ikke gav meget lys. Gulvet var et simpelt lergulv med både forhøjninger og fordybninger. Hun fik indsat fire fag nye vinduer, som kunne åbnes. Den slags vinduer havde man ikke hidtil haft i Gyrstinge. Lergulvet blev erstattet af et bræddegulv. De blev gift.

Hun fik sin mand til at indgå en forpagtningskontrakt med en mand fra Ringsted. Han hed Frederik Freiesleben. For 268 rigsdaler årligt overtog han korntienden fra begge sogne og dyrkningen af præstegårdens jordtilliggende. Forpagtningsafgiften gik til at nedbringe hr. Wedels gæld.

Mod betaling fik hun en håndfast husmand for at optræde som sauvegarde – livvagt – hver gang der var offerdag i kirken, så hr. Wedel kunne bære hele ofret hjem til præstegården. Ofret var i 1788 på 42 rigsdaler og samtlige accidenser året rundt 20 rigsdaler. Det måtte præsteparret så leve af.

Forpagteren fik hele stuelængen til beboelse. Storstuen blev indrettet til at huse fjerkræ. Præstefolkene flyttede ind i et lille værelse i den nordre sidelænge.

Når bønderne klippede får, gik hr. Wedel med hustruen under armen fra gård til gård og bad om uld. Bag dem gik deres tjenestepige med en stor kurv. Det tog sin tid, da hr. Wedel ikke havde fysik til lange dagsmarcher.

Gælden blev betalt. Ægteparret må have følt sig i himmerige.

Desværre havde madam Wedel ikke forstand på gejstlige forretninger. Hr. Wedel selv havde ikke ordet i sin magt, og skrivningens kunst beherskede han kun i begrænset omfang. Men i 1779 blev en student ved navn Gerhardt ansat som skoleholder i Gyrstinge. Hr. Wedel satte ham til lidt af hver. Prædike, når han selv var syg, føre kirkebogen, og klare embedets korrespondance. Kort sagt optrådte monsieur Gerhardt som hr. Wedels højre hånd.

Den godtroende sognepræst troede alt var i sin bedste orden.

Første visitats
Men en dag slog lynet ned. I 1786 meddelte biskop Balle, at han vil komme på visitats den 2. september. Den forrige visitats fandt sted i 1766. Lige siden havde præst, degn og skoleholdere levet roligt og sorgløst uden tanke på, at en dag kunne bispen dukke op for at se på, hvordan de forvaltede deres embeder.

Hr. Wedel blev greben af angst. Hustruen prøvede at muntre ham op, men havde vist ikke forstået, at en bispevistitats var en alvorlig ting. Set med hendes øjne gjaldt det om at få sat bispekammeret i stand, gulvet skuret, væggene kalket og sengeforhænget sat op. For at komme ind i bispekammeret skulle man igennem storstuen, hvor forpagterens fjerkræ gik. Det var en hård kamp at få forpagteren til at forstå, at fjerkræet måtte væk fra storstuen, så biskoppen kunne komme ind i sit kammer.

Monsieur Gerhardt måtte stille med kirkebogen, som han førte, hos hr. Wedel. Kirkebogsføringen lod en del tilbage at ønske. Wedel gjorde sit bedste for at rette op på fejlene. Det hævdede Lucie Wedel i hvert fald mange år senere.

Visitatsdagen kom, og den fik som alt andet også sin ende. Biskoppen var, som det fremgår af ” Bispevisitatser i Gyrstinge” ikke særligt tilfreds med tingenes tilstand. Med skolebørnene var han slet ikke tilfreds. Monsieur Gerhardt fik en reprimande.

Præstegårdene måtte den gang både bespise og indkvartere bisper og provster, når de kom til visitats. Lucie Wedel satte alle sejl til for at give biskoppen og hans ledsagere en rigtig god aften. Det lykkedes. Biskop Balle var i godt humør ved middagen. Provsten roste de store, gode gedder, som blev serveret med persilleviske i munden.

Aftenens gode stemning kunne ikke opveje dagens ulykker, men når alt kom til alt, var det vel gået nogenlunde. Næste bispevisitats kom nok først om tyve år. Den tid den sorg, har både præst og skoleholder nok tænkt.

Jeg dør af angst
Biskoppens hårde ord gjorde ikke noget større indtryk på monsieur Gerhardt, sognepræstens højre hånd. Han udviklede sig til et skrækkeligt menneske. Det kunne alle bortset fra hr. Wedel se.

En dag i 1792 slog lynet ned. Biskoppen forkyndte, at han kom på visitats den 29. juni. Monsieur Gerhardt forlod hastigt Gyrstinge på gåben i retning af Sorø.

Hr. Wedel lagde sig syg. Da biskoppen kørte ind i præstegården, greb han hustruens hånd og sukkede: “Ak, Lucie, jeg dør af angst”. Visitatsen gik grueligt galt. Se ” Bispevisitatser i Gyrstinge“. Biskoppen tordnede og lynede i kirken. Endnu et halvt århundrede senere kunne ældre mænd og kvinder i Gyrstinge fortælle om bispens vredesudbrud.

Da biskoppen kørte ud af præstegården, døde sognepræsten. Hans sidste ord var: “Jeg føler mig så let”.

Den 6. juli blev han begravet på Gyrstinge Kirkegaard. Et epitafium fik han ikke, skriver Jørgen Thisted.

Efterskrift
Lucie Wedel blev boende i præstegården. Hun flyttede ind i en bygning, der lå mellem forpagterboligen og Ruhedal. Ved folketællingen 1834 kaldet præsteenkesædet. Bygningen endte sine dage som hønsehus og blev derefter revet ned.
I 1801, hvor hun var 45 år gammel, levede hun sammen med enken Elisabeth Marie Wederkinch og pigen Ane Jensdatter her.
Ved den efterfølgende folketælling i 1834 boede den 79-årige Lucie Wedel i præsteenkesædet sammen med den 71-årige Christiane Marie Biering, indsidder og skomager Hans Møller, dennes kone Esther Richter og almisselemmet Julie Marie Hansdatter.
Jørgen Overgaard Thisted var sognepræst i Gyrstinge – Flinterup 1824-55. Han udgav flere andagtsbøger og prædikensamlinger.

Kilder
a. d. Immanuel Barfod, sognepræst i Sørup, Flensborg Amt: Den falsterske Gejstligheds Personalhistorie. Udgivet af Selskabet for Danmarks Kirkehistorie. 1854.
b. Træk af forrige Aarhundredes Præstehistorie. Ved Pastor J. Thisted i Gyrstinge (meddelt af I Barfod). Kirkehistoriske Samlinger, bind 2, 1853-56.
c. S. V. Wiberg: Personalhistoriske, statistiske og genealogiske Bidrag til en almindelig dansk Præstehistorie. Odense 1870.
d. Udvalg af biskop Balles embedsbreve (1790-98) meddelt af L. Koch. Kirkehistoriske Samlinger, Tredje Række. Udgivne af Selskabet for Danmarks Kirkehistorie ved Holger Fr. Rørdam. Dr. Phil. Præst. G.E.C. Gad. 1874-77.
e. Folketællinger 1787, 1801 og 1834.

 

0 kommentarer

Skriv en kommentar

Vil du bidrage til historien?
Skriv din kommentar i formularen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag notifikationer via e-mail, hvis andre kommenterer på historien. Du kan også abonnere, uden at kommentere.