Landsbyhistorier.dk

Bispevisitatser i Gyrstinge

I gamle dage så præster, degne og skoleholdere ikke frem til visitatser med større glæde. En visitats var nærmest en eksamen. Bisperne kontrollerede embedsbøgerne og bedømte skoleelevernes kundskaber. Under kirkevisitatsen måtte præsten prædike og katekisere. Degnen måtte synge og katekisere. Selv den konfirmerede ungdom måtte ud og stå på kirkegulvet, mens biskoppen eksaminerede dem. Det hele sluttede med, at biskoppen spurgte menigheden, om der var nogen klager over præst og degn. Ris og ros blev skrevet ind i embedsbogen, så præsten dagligt kunne minde sig selv om, hvad der var godt, og hvad der skulle gøres bedre i kirke og skole.

Biskop Balle visiterede i Gyrstinge og Flinterup i september 1786. Siden sidste visitats var der gået nitten år. Pastorinden, den energiske og mandhaftige Lucie Wederkinch, beroligede sin bekymrede mand, indrettede gæstekammeret til biskoppen, fjernede forpagterens gæs fra storstuen og serverede en fortrinlig middag. Som skik var, skrev biskoppen bagefter, hvordan visitatsen var forløbet i embedsbogen. Dommen lød, at det stod ikke godt til i Gyrstinge. Det fik hverken præst eller lærer til at ændre adfærd.

Sognepræsten, pastor Wedel, en skikkelig stakkel, og den dovne og liderlige skoleholder Gerhardt trøstede sig vist med, at nu var det overstået. Biskoppen kom nok ikke igen i deres tid. Men der tog de fejl. Allerede i 1792 kom biskop Balle igen, og så gik der panik i både præst og lærer.

I et brev til biskop Balle sendt 14 dage før visitatsen skrev den stakkels pastor Wedel, at han ville tage sin afsked, og så lagde han sig syg. Biskop Balle støttede hans plan om at tage sin afsked. Hvis han ikke gjorde det, ville biskoppen indstille til Kancelliet, at han fik en kapellan. Lønnen til kapellanen skulle Wedel betale.

Skolelærer Gerhardt smed nøglen til skolen i gadekæret og skrev med kridt på en dør, at skolelærerembedet var vakant. Og så gik han til Sorø. I et brev meddelte han biskoppen, at han var blevet syg her. Det med nøglen og skriften på døren er nok en skrøne. For der var hverken dør eller vinduer i skolen.

Menighedens kundskaber var de ringeste i hele Sjællands Stift. Kirkegangen Til gudstjenester mødte højest 8 – 10 sognebørn op. Katekisation var der ikke meget af. Enten kom de unge ikke i kirken, eller også løb de ud af kirken, når præsten ville til at katekisere. Biskoppen nægtede tolv unge adgang til at gå til alters, førend de på ny havde lært deres katekismus. De kendte ikke det mindste til Gud eller Guds forsyn, hvorfor de gik til alters, hvad de skyldte deres forældre, øvrighed og husbond. Det var ikke muligt af få blot et halvt fornuftigt ord ud af dem.

– Tilstanden var slet ved min første visitats. Jeg advarede med iver og efterlod en skriftlig påmindelse. Denne gang var tilstanden langt slettere, skrev biskop Balle i sin indberetning til Kancelliet.

Fire sogneboere klagede på sognets vegne over skolelæreren.

Hr. Gerhardt var sjældent i skolen, når børnene mødte op. Hvis han var der, når de kom, forlod ham dem kort tid senere. Børnene lærte intet ud over spøg og leg. Et år skulle der ikke have været nogen skolegang.

Biskoppens overhøring af børnene fandt sted i kirken, fordi skolen var ubrugelig. Nogle få børn kunne læse tåleligt. Nogle havde lært deres katekismus udenad, men ikke forstået den. En kone og forældrene havde læst noget for dem. Hovedparten af børnene var uvidende.

Skolepatronen havde leveret brænde til skolestuens opvarmning. Men det brænde havde hr. Gerhardt solgt.

Om sommeren havde han hverken ved dag eller nat været i skolen og ført tilsyn med den. Skolen var ødelagt af kreaturer, som gik på gaden. Væggene var faldet sammen. Bønderne havde taget kakkelovne, borde og bænke i forvaring, så de ikke blev ødelagt.

Biskoppen havde personligt inspiceret skolen og set, at dens tilstand overgik alt, hvad man kunne tænke sig. Væggene var væltede. Vinduer og døre manglede. Gulvet var fyldt med affald. Skolevæsenet var i yderste forfald.

Den liderlige skoleholder, som aldrig har læst, men stedse sværmet og derhos yderligere ruineret skolen, er nu under tiltale efter forordningerne til embeds fortabelse, skrev biskoppen i et brev.

Pastor Wedel lå syg i sin seng under visitatsen. Da biskoppen kørte ud af præstegården, døde han. Det var den 29. juni 1792.

I embedsbogen beklagede biskoppen, at intet var blevet bedre siden visitatsen i 1786. Alt var blevet forværret. Hvis ikke der blev truffet nogle foranstaltninger, ville hedenskaben komme til at råde i Gyrstinge.

Nu skulle der findes en ny sognepræst til Gyrstinge-Flinterup Sogne. Biskop Balle mente, at embedet var så forhutlet, at ingen sognepræst ville søge det. Derfor foreslog han, at Kancelliet valgte en af fire navngivne kapellaner. Valget faldt på Nicolai Henrik Ursin, residerende kapellan i Kjøbelev og Vindeby sogne.

Kilder:
a. Udvalg af biskop Balles embedsbreve (1790-98) meddelt af L. Koch. Kirkehistoriske Samlinger, Tredje Række. Udgivne af Selskabet for Danmarks Kirkehistorie ved Holger Fr. Rørdam. Dr. Phil. Præst. G.E.C. Gad. 1874-77.
b. Georg Hansen: En Bispevisitats for 150 år siden. Ask Højskoles Årsskrift. 1939.
c. S. V. Wiberg: Personalhistoriske, statistiske og genealogiske Bidrag til en almindelig dansk Præstehistorie. Odense 1870.

 

0 kommentarer

Skriv en kommentar

Vil du bidrage til historien?
Skriv din kommentar i formularen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag notifikationer via e-mail, hvis andre kommenterer på historien. Du kan også abonnere, uden at kommentere.