På ferie i Gyrstinge Brugs 1911

I 1911 var en dreng på 10 år på ferie i Gyrstinge Brugs. 72 år senere nedskrev han sine erindringer om det ophold, der havde gjort et stort indtryk på ham.

Hans søster, den 19-årige Martha var netop blevet gift med uddeleren, Christian Buchwald Mortensen. Han var 25 år. De var vokset op på hver sin gård i Nordrupvester Sogn.
I daglig tale blev de kaldt “Mortensen” og “Martha”. Hvorfor denne ene blev kaldt ved efternavn og den anden med fornavn, melder historien ikke noget om.
Det unge uddelerpar havde travle arbejdsdage. Brugsen åbnede kl. 06.00 om morgenen og lukkede ved 20-tiden om aftenen. Om lørdagen først kl. 22.00.

Udover butikken bestyrede de forsamlingssalen, sognets eneste mødested. Salen skulle holdes ren og pæn. Med til pligterne hørte også servering af øl, kaffe og smørebrød til bestyrelsen og festdeltagere.
Martha fortalte engang, at hun havde serveret smørebrød med sild kl. 2-3 om natten.

De var tilfredse, sagde hun med et smil.

Helt tilfreds var uddelerparret vist ikke selv. De kom til Gyrstinge 1. november 1910 og i 1912 sagde Christian Buchwald Mortensen op til 1. juli. Han havde fået stilling som uddeler i Hyllinge.

Alt i en bygning
Brugsbygningen grænsede op til præstegårdshaven. Den var inddelt i tre dele. I den ene ende var der butik og kælder. I midten beboelse med soveværelse, dagligstue, pæn stue, køkken og udhus.
I den tredje del var forsamlingssalen. Fra uddelerens lejlighed kunne man gå lige ind i salen.

Man kom ind i butikken gennem et bislag af træ. Det gav læ for vinden. På døren sad en klokke, som forkyndte, når der kom kunder i butikken.
På døren var der sømmet en trækasse fyldt med tobak. Kunderne kunne gratis stoppe piben. Lejlighedsvis røg der også en håndfuld tobak i lommen.
Den nye uddeler satte trækassen ind på disken, og så rakte tobakken lidt længere.

Tobakskassen fandtes dengang i stort set alle brugser. Den var et symbol på andelsbevægelsen. Alle var lige. Husmænd og gårdmænd, når blot de var med i bevægelsen.

I 1908 var der også en tobakskasse i Pedersborg Brugs. En gårdejer, som havde solgt sin gård og nu var blevet rentier, slog et slag eller tre hen i brugsen hver dag for at høre nyt om priser, hjembragte varer og de sidste historier fra sognet. Hver gang gik han med en bemærkning om, at han lige skulle have piben stoppet.

Disken
Disken gik hele vejen rundt. Kun i det ene hjørne kun man løfte en klap og gå bag disken. Det vovede ingen at gøre uden uddelerens tilladelse. Varerne – mel, sukker, gryn, sæbespåner og andet – var anbragt i skuffer under disken, og på hylder en gangbredde bag disken.

Kaffen kom fra en kæmpedåse og gjaldt for at være friskmalet, selvom leverandøren kun leverede kaffe to til tre gange om ugen. Men kunderne var tilfredse. De kendte ikke bedre, indtil brugsen fik en kaffemølle.

På disken stod vægte med to skåle. I den ene lagde man lodder og i den anden satte man posen med mel, sukker, kaffe og så videre.
At veje på en så primitiv vægt var en kunst. Beherskede uddeleren eller kommisen ikke den, gik der for meget til svind. Det gik ud over uddelerens pengepung. Lønnen var ikke stor.
En papirspose blev anbragt i den ene vægtskål og lodder i den anden. Derefter dykkede uddeleren ned i en af de mange skuffer og hældte forsigtig og langsomt den ønskede vare i posen, til vægtnålen begyndte at bevæge sig mod ligevægtsmærket. Stop i rette tid. Pakning af posen. Oppe i loftet hang en rulle sejlgarn i en metalbeholder. Uddeleren greb den nedhængende snor, slog snor om posen og bandt behændigt en råbåndsknude.

Kundens korte “farvel” besvarede uddeleren altid med “farvel, Hans Pedersen” eller hvad han nu hed. Det tilsagde god skik og brug.

Butiksdisken var fuld af skuffer. En skuffe tjente som kasse. Mønter og sedler lå hulter til bulter. Et kasseapparat fik Christian Buchwald først omkring 1920, hvor han var avanceret til brugsforeningsbestyrer i Høng. Det kostede brugt 6.000 kr.

På diskknækket lå der indpakningspapir og brugsens litterære tilbud. Ikke bøger men kort med revyviser og sange som “Vi fødtes begge to i juni, min Frederik og jeg, og jordemoren sagde, vi var li´umulig, min mor..”, “Tjimdada, når den er gal, Ingeborg fra femte sal, vips ned af trappen i en røg af stegeos og fejemøj…”Jeg har tumlet mig i leg på Skamlingsbanken” og “Da jeg var barn på moders skød.”

Udskænkning i bagbutikken
Øllet hentede man i kælderen. Brændevinsankeret og petroleumstønden med standeren stod i bagbutikken. Ankeret var undertiden det mest benyttede. Dengang kostede en liter brændevin ikke meget. Vel omkring en halv krone. Der var tørstige sjæle på egnen.

Det lille anker kunne godt friste svage sjæle. Dog ikke i Gyrstinge. Værre gik det til Nordrupvester Brugs. Her fandt uddeleren en dag en arbejdsmand liggende under brændevinsankeret, mens de klare dråber rislede ned i hans mund.

Der kom mange i bagbutikken. Med en øl til 10-12 øre i hånden kunne man lige sidde en halv times tid om eftermiddagen og sludre. Derefter gik hver til sit.

Noget tyder dog på, at brændevinen gav problemer. I hvert fald afslører bestyrelsens beslutningsprotokol en vis bekymring over udskænkningen i butikken. På den halvårlige generalforsamling i april 1911 foreslog bestyrelsen en indskrænket udskænkning af spiritus i brugsforeningens butik. Den gik ikke. Generalforsamlingen vedtog, at brugsforeningen – læs uddeleren – skulle overtage ansvaret for mulige følger af udskænkningen og fritog bestyrelsen for ansvar.

I juni 1912 vedtog bestyrelsen at fortsætte med salg af 7½ % brændevin til 70 øre pr. liter. Den gik heller ikke. På et møde i august samme år blev prisen nedsat til 65 øre pr. liter.

Telefon
Der fandtes ikke mange telefoner i sognet dengang. Brugsen havde en telefon. Den fandtes i kontoret. Telefonapparatet var skruet fast i væggen. Man ringede op på et håndsving, fattede hørerøret og talte ind i en tragt. Telefoner af den type blev anvendt så sent som i 1940.

Alle andelshavere kunne få lov til at bruge telefonen. Mod betaling. Den blev fastsat af bestyrelsen. Der var en takst for opkald til Sjælland og en lidt højere for opkald til København. Ville folk, der ikke var andelshavere telefonere, måtte de betale en lidt højere takst.

I 1911 betalte medlemmerne 10 øre pr. samtale på Sjælland minus København. Ikke-medlemmer måtte slippe 15 øre pr. samtale. Prisen for en samtale til København var 25 øre pr. opkald for alle.

Lokalerne
Ifølge beslutningsprotokollen var der i forsamlingsdelen to klublokaler, en garderobe og en sal. Garderoben var udlejet for den formidable sum af 8 kr. for et helt år.

I klublokalerne blev der en overgang afholdt sognerådsmøder. I 1909 betalte Fremskridtsforeningen 3 kr. i leje for afholdelse af et politisk møde. Året før var lejen fastsat til 4 kr. pr. aften for udensogns og 1 kr. for indensogns.

I salen blev der årlige bal for medlemmerne holdt. Den blev også udlejet til gymnastikkerne. I marts 1911 fik de lov til at holde bal som en afslutning på vinterens arbejde, men uden udskænkning af spiritus. Kun medlemmer måtte deltage i ballet. Det var vist ikke en succes. I hvert fald vedtog bestyrelsen i december samme år, at nu skulle der betales 10 kr. i leje for hver balaften. Men baller med afholdsbeværtning og offentlig adgang nedsatte lejen til 5 kr.