Vindmøllerne

Vindmøllerne, der i gammel tid stod som vartegn for mange egne og byer. Ligesom smedjen, var møllen et sted, hvor bønder mødes når de skulle have deres korn malet, og hvor der var gode muligheder for at høre nyt sladder. Bønderne kom med deres korn i sække på en vogn. Mens kornet blev malet fik hesten sin mulepose og bonden sad i møllerstuen, hvor møllerkonen måske havde beværtning.
Engang havde den gamle Dronninglund kommune otte vindmøller, men nu er der kun en tilbage, Dorf Mølle, som nyligt er restaureret. Den har fået nye vinger og maler korn på aktivitetsdage, hvis vinden er til det. Møllen er desuden den sidste på Jyske Ås.

Netop nu rejses der godt nok en hel del møller i landskabet, men det er en hel anden slags møller end de karakteristiske gammeldags vindmøller, der kaldes Hollænder typen, som jeg synes bedst om. Men vi er jo nødt til at følge udviklingen, ellers boede vi jo i jordhulerne endnu, og det ville være elendige forhold. Det er godt, at der ikke var noget der hed fredningsnævnet dengang man begyndte at bygge huse til beboelse! Ellers havde vi været der endnu.

På Nørkær Mølle i Gerå boede indtil i 1950erne den kendte møllebygger Jens Peter Jensen. Han byggede møller i store dele af Vendsyssel. Jens Peter Jensen købte sidst i det tyvende århundrede den gamle Nørkær Mølle, som han rev ned og byggede op, så den stod som ny. Den nye Mølle stod indtil 1934.
Der var også en Mølle der stod lidt syd for Melholt, men hvornår den forsvandt, det ved jeg ikke, da jeg kun har fået det fortalt, men aldrig læst om den.
Men angående Jens Peter Jensen Møllebyggeren, han var altid på farten for at opføre nye møller. På fire måneder kunne han bygge en mølle med 26 alens vingefang. I de første år gik han til de steder, hvor han opførte møller, så han var kun hjemme engang om ugen. De andre dage arbejdede han sammen med sine hjælpere 14-15 timer i døgnet. Med tiden fik han råd til at anskaffe sig hest og vogn. Jens Peter Jensen opførte den sidste mølle omkring 1916, for der kom petroleums motorerne og standsede produktionen af de gamle vindmøller og en ny epoke begynder inden for landbrugets udvikling. Jens Peter Jensen døde i 1952.

Og sådan afløser den ene epoke den anden i tidens gang. Og med den mistede også Gerå, som andre landsbyer de mange stråtage og den gamle idyl med de snørklede grusveje, hvor tiden ikke spillede den helt store rolle. Dagligdagens hastigt voksende tempo krævede bedre og mere lige veje. Derfor anlagde man asfaltveje, der skar i gennem landsbyerne uden nåde til det gamle bondesamfund.
Ja tiden sætter sine spor både i landskabet og på os mennesker. Både på godt og ondt. Lige for tiden kan alt kun gå for langsomt.

Herefter følger en sang om Gerå by og land.
Mel.: Pigerne i Småland, tekst: Poul Erik Pedersen

Et hanegal ved daggry – alt for tidlig dumme kræ
for livet var på landet, her var både folk og fæ.
Den galede sit kyk-li-ky, for dagen der var ny.
Så sprang man ud af fjerene til liv på land og by.

Til Madamblå der lokker med sin friske kaffeduft.
Den kunne få de sidste, ud af dynens lumre luft.
Til morgenmad fra, køkkenet med gammeldags komfur,
vi nød det hele, Gerå og vor landsbykultur.

Jeg husker svagt min barndom, men fra vores skoletid
står minderne så klare, og vi læste bog med flid.
Fra geografiens atlas og fra bogens visdomsord.
Om folkeslag i verden på den kuglerunde jord.

En lommeregner fandtes ej i vores skoletid,
vi brugte kugleramme, dertil satte vi vor lid.
En enkelt brugte facitlisten frem for hjerneskal.
Så den blev konfiskeret. Der sku regnes med tal.

Når møddinger sku’ køres ud på mark og pløjes ned
ved forårstid, når frosten og en vinter gik på gled.
Det lugtede af landbrug, og vor næse var ej sart.
Men vasketøj til luftning røg af snoren i en fart.

Den gamle Massy Ferguson der vendte jord med plov.
det gav en særlig stemning i vor gamle by ved skov,
For det var forårstiden og med lærkens trillefløjt,
ja, selv om man fik travlt, så var humøret højt.

Som moderne de skifter. I mit minde dette står,
man hørte nu the Beatles, moden blev det lange hår.
Vi klædte os lidt spraglet, ja, nu skulle håret gro,
trods spalter og små krøller til frisure som afro.

Vi var et syn for guderne, men det var tidens trend.
Ja, sådan blev vor ungdom, og vor barndomstid var endt.
Det gamle bondesamfund skulle byttes ud med nyt,
strukturen blev brudt ned, alle stod så forknyt.

Det gamle var vel godt nok, og hvad skulle vi med nyt?
Jo, industrien blomstrede, og alle ku’ få dyt.
Det ændrede på stilen men, det tog vi med et smil,
skønt afrohår til flipperstil, de fleste købte bil.

Men ældre folk tog afstand, lad os be om ”gameldas”,
og enkelte på vejen op, der røg en pibe hash.
Og kvinderne blev frigjort’ viste frem de bare lår,
vore øjne stod på stilke, mens vi nød de lækre skår.

Det var i brydningstiden, og vort landbrug var for småt,
det trængte til forandring, ellers blev det aldrig godt.
Skønt sliddet her var stort nok, så var kræfterne for små,
og dertil pesticiderne, som gled i havet blå.

Ja, det var lidt af minderne fra tiden, der svandt bort,
fra dengang man ved juletid hvert år fik julekort.
Så skrev man til hinanden: Glædelig jul herfra igen,
Med venlig hilsen fra en gammel Gerå-bo og ven.