Landsbyhistorier.dk

Mine bedsteforældre Karen og Peder Laursen

Mine forældre boede i Homaa, da jeg blev født, men kort tid efter flyttede vi til Aastrup. Det er derfor i vort lille statshusmandsbrug i Aastrup, at mine barndomserindringer starter.

I modsætning til mine søskende besøgte jeg ofte min mors forældre Karen og Peder Laursen i Studstrup. Besøgene gjaldt hovedsageligt min bedstemor, for min bedstefar sagde aldrig et ord til os. Han brød sig ikke om børn, skønt han selv havde sat 7 i verden.

Når bedstefar var på arbejde, og mine ældre søskende var i skole, gik jeg ofte over til bedstemor. Turen gik gennem en smuk bøgeskov, hvor violer, anemoner og skovmærker om foråret lyste op i skovbunden. Jeg nød de ture og havde intet imod at gå alene. Sommetider plukkede jeg en buket blomster til bedstemor, men det forekom, at jeg hørte det rasle og pusle i skoven. Da hændte det, at eventyret om Rødhætte og ulven ganske langsomt sneg sig ind på mig. Så løb jeg det bedste, jeg havde lært i retning af bedstemors hus. Når jeg kunne se bækken, følte jeg mig i sikkerhed, for så var jeg næsten fremme.

Bedstemor tog altid glad imod mig. ”Godt du kom bette muer”. Vi skal have vasket lommetørklæder”.
Det var det samme hver gang. Som jeg dog hadede de lommetørklæder, som bedstemor satte mig til at vaske på vaskebræt, når jeg kom på besøg. Men der var ingen vej udenom. Når jeg var færdig, forsøgte hun at opmuntre mig ved at spørge, om vi skulle spille kort. Vi spillede gerne Tosserakke, og før jeg gik hjem, gav hun mig som regel en skilling. Mønterne opbevarede hun i et bitte skab, hvori der stod et hvidt krus med 1- og 2 ører.

På det tidspunkt, hvor bedstefar plejede at komme hjem, kikkede bedstemor ofte op mod bakken. Hun vidste, hvilken vej han ville komme, og så snart hun så ham nærme sig, rejste hun sig, åbnede skabet og rakte mig en 2 øre med ordene: ”Så bette muer, no må do hellere go, no kommer bedstefar. Do må ænlig it træej på nå’et, når do goer”. Og forsigtigt listede jeg af sted mod gangbrættet, der førte over bækken ind i skoven, og jeg tænkte på, at mor og hendes søskende også havde været bange for bedstefar, da de var små.

Bedstefar havde arbejde på flere gårde i omegnen. Han var blandt andet på Segalt ved Løgten. Han havde repareret redskaber på Grevelund samt haft mange andre opgaver rundt om. Han gik dagligt mange kilometer for at passe sit arbejde. Da der blev bygget et Sanatorium i Aastrup, blev han ansat der som havemand.

Var bedstemor i krig?
Før jeg gik over til bedstemor, fik jeg instrukser fra mor om endelig ikke at gå hjem, hvis det blev mørkt. I stedet skulle jeg så blive hos mine bedsteforældre om natten. Udsigten til at tilbringe en aften i selskab med bedstefar gjorde, at jeg som regel gik hjem i god tid, men det hændte, at tiden løb fra mig.

Tydeligt i mine erindringer står en aften, jeg overnattede hos dem. Deres to senge stod i hver sin side af værelset. Jeg krøb op under bedstemors dyne og lå og betragtede omgivelserne, mens jeg ventede på, at også hun skulle komme til køjs. Hun havde tilsyneladende mange gøremål, men langt om længe kom hun ind i soveværelset. Vi så på hinanden, men vi talte ikke sammen af frygt for at vække bedstefar, som altid var træt og gik tidligt til ro. Stille klædte bedstemor sig af. Jeg betragtede hende i smug, og det var fra hendes seng, at jeg for alvor havde udsigt til datidens klædedragt. Stor var min forundring, da jeg så hende gøre sig klar til natten, og den aften indså jeg, hvorfor bedstemor var så stor.

Diskret skottede jeg til hende, når hun stykke for stykke klædte sig af. Så meget tøj havde jeg ikke forestillet mig, at noget menneske kunne være iført. Først tog hun et gråt trekantet klæde af. Det var bundet sammen i en knude. Så trak hun af sin tunge grå vadmelskjole. Den bestod af to dele, heraf en rynket nederdel, der gik helt ned til fødderne. Kjolen havde høj halslinning og fløjl ved ærmerne. Under kjolen havde hun et rynket vadmelsskørt og derunder igen noget uldent stof. Stykke for stykke gled de mange tøjstykker af hendes krop, ind til hun stod i sine uldne, strikkede underbukser, der gik langt nedad benene til de strikkede strømper i sivskoene.

Indtil det tidspunkt havde hun haft en kyse på. Da hun løsnede båndene og tog den af skottede jeg ikke mere diskret, jeg nærmest stirrede, for til syne på hendes hoved kom et par store knude. Hvad de bestod af, og hvordan de var kommet, havde jeg ingen anelse om. Men den nat tænkte jeg meget på knuderne, som lå der på puden ved siden af mig.

Længe efter den oplevelse kredsede mine tanker om knuderne. Ingen talte om dem, og jeg kunne derfor kun gætte på, hvad der var sket med bedstemor. En dag indså jeg, at knuderne naturligvis måtte stamme fra krigens tid. Folk talte meget om krig. Min fars far, Søren Jensen Jacobsen i Albøge havde været i krig. Det var i krigen, han havde mistet noget af sit ene øre. En del af øret var blevet skudt af i kamp. Hvorfor skulle så ikke også bedstemor have været i krig? Det var helt sikkert tyskerne, der var skyld i de knuder, bedstemor den dag i dag gik med på hovedet. Jeg vovede ikke at spørge hende ud om krigsskaden, men vished måtte jeg have, så i stedet spurgte jeg mor: Har bedstemor været i krig? Forklaringen fik jeg aldrig.

Det var med knuderne som med krige. De gav ingen mening.

Når vi spillede kort, skottede jeg ofte til knuderne og følte ubehag ved tanken om deres opståen og udseende. Men bedstemor og jeg talte aldrig om dem.

         

 

0 replies

Skriv en kommentar

Har du kommentarer ti historien eller andres kommentarer?
Så send gerne dine kommentarer!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag notifikationer via e-mail, hvis andre kommenterer på historien. Du kan også abonnere, uden at kommentere.