Landsbyhistorier.dk

Skrødstrup Skole

Der var ingen skole i Hem, så jeg startede i Skrødstrup skole ved en lærerinde ved navn frk. Schulz. Hun blev senere afløst af lærer Knudsen, som var en ældre mand med et stort hvidt skæg.
Vore pulte var forsynet med en rille til penneskaftet. Den rille havde længe været genstand for vores opmærksomhed, for når lærer Knudsen var fordybet i at øse af sin viden, havde han for vane at køre sin ene finger i rillen. Der var for stor en fristelse for opfindsomme elever, og en dag blev rillen fyldt op med blæk. En spøg som blev praktiseret gentagne gange.
Sikke et syn, når lærer Knudsen kørte sin finger gennem rillen med blæk og senere igennem sit store hvide skæg.

Om vinteren gik de store elever i skole 4 dage om ugen. De små kun 2 dage. Om sommeren var det omvendt, for da var der behov for de store børns hjælp derhjemme. I frikvartererne spillede vi bold. Langbold var det, vi praktiserede mest. Der var imidlertid kun en lille bitte legeplads, så vi legede på vejen. Det gjorde vi uheldigvis også den dag, da Niels Markussen kom kørende med sin en-spænderhest igennem Skrødstrup. Dybt koncentreret om at gribe bolden, løb jeg intetanende baglæns med det resultat, at jeg stødte lige ind i Markussens hest og vogn. Markussen var alle elevers skræk og så afgjort ikke til at spøge med. Det fik jeg at føle i samme øjeblik, jeg stødte ind i hans køretøj. Som altid lød det højrøstet fra Niels Markussen: ”A ska læer den hwalp”. Af sted strøg jeg over marken og ud i engen, hvilket resulterede i, at halmen i mine træsko blev våde. På tilbagevejen så jeg mig om efter noget tørt at lægge i træskoene. Idet jeg kom forbi Markussens hus, fik jeg en idé. Med et snuptag rev jeg en tot strå ud af hans stråtag. Markussen havde fået hesten spændt fra, og da han så, jeg forgreb mig på hans tag, satte han i løb efter mig. Afsted løb jeg med ham i hælene. Da jeg stod foran en grusgrav, hvor de harpede grus, så jeg ikke anden udvej end at springe. Det betød ganske vist et fald på 3 meter, men hellere grusgraven end Markussen, tænkte jeg og sprang.

Niels Markussen sprang ikke, og det blev min redning. Optrinnet var nok ikke blevet bemærket, hvis ikke Mik Maren den dag havde hængt vasketøj op. Hun stod, så hun kunne følge hele forløbet, og hun berettede senere rundt om i byen, at hun så ”En knæjt der kam flyvend”.

Niels Markussens ejendom var det farligste sted i Skrødstrup. Var det ikke ham, så var det hans gæs, der var efter os.

 

0 replies

Skriv en kommentar

Har du kommentarer ti historien eller andres kommentarer?
Så send gerne dine kommentarer!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag notifikationer via e-mail, hvis andre kommenterer på historien. Du kan også abonnere, uden at kommentere.