Landsbyhistorier.dk

Vrist i 50-erne

Da jeg var 6 år, blev min mor syg, og efter en operation skrantede hun og blev tynd og bleg. Moster Sine sagde til min far, at han skulle bygge et hus i læ af dæmningen på deres jord i Vrist, for mor manglede havet og solen. Han fik hjælp af en ven, og på et par måneder byggede de, i deres sparsomme fritid, et lille træhus. Far købte døre og vinduer på en auktion, med det resultat at hoveddøren blev en stor 2-fløjet dør og vinduerne gik fra loft til gulv. Auktionen var nemlig over materialer fra Lemvig Sygehus, som ombyggedes.

Selve huset opstod ud fra disse elementer. Nye døre og vinduer var dyre, men brædder var overkommelige. I det lille soverum blev overskud af træ brugt til at lave 2 køjesenge. Møbler og service var også købt på auktion. Drikkevand fandt en mand med en pilekvist. Kilden lå 10 meter fra huset og boringen gav udmærket vand. Noget bedre end moster Sines brune vand, men der lå vandpumpen også lige op ad møddingen. Det eneste problem med vores håndpumpe var, at vi måtte have vand for at få den i gang efter en lang vinter. Læderet i pumpemekanismen skulle være fugtigt for at fungere. Et år fik jeg den i gang med en Expres-citronsodavand , som vi fandt i den lille ”kælder”, far havde gravet ud til i soverummet.

De første år lavede mor mad på primus. Senere blev det gas, og hun fik også en lille ovn. Der var ikke indlagt el, så lys og varme fik vi fra petroleumslamper og en ”Bess-ovn”. Til sidst fik vi en lille brændeovn, som vi fodrede med ”ulovligt” drivtømmer. Toilettet var et lille lokumshus bag sommerhuset. Spanden skulle tømmes en gang om ugen. Vi gravede den ned et stykke væk fra huset i en lavning før dæmningen. Da der jo var sand og ikke jord, skulle man være forsigtig med ikke at ramme et brugt hul, da omsætningen gik meget langsomt. Der var et lille hjerte i døren, men man nød ikke opholdet på lokum en varm sommerdag. Men det hjalp, hvis døren stod på vid gab. Så kunne man se omtrent til Vejlby (som i dag hedder Victoria Street Station). Vi fik til sidst indlagt vand, som var en stor forbedring, men el fik vi aldrig, og set i bakspejlet var det en velsignelse, for hvad havde TV, radio og barbermaskine ikke medført?

Fra jeg var 7 år, til jeg som voksen, gift og mor til 2 børn, var Vrist fast sommerferiested. Mens jeg boede hjemme, begyndte ferien i Lynghytten, når skolen sluttede og sluttede først, når skolen igen startede. Når vi begyndte sommerhuslivet, cyklede vi med dyner og alt vores habengut de 15 km, der var fra Lemvig til Vrist. Det var drøjt op ad Engbjerg bakke, men herligt ned mod havet, som vi kunne se, så snart vi nåede bakkens top. Far cyklede ind på arbejde på havnen i Lemvig hver morgen kl. 4 og kom ud til os om eftermiddagen, så han kunne få et måltid varmt mad sammen med os. Senere anskaffede han sig en knallert, som var en stor hjælp for ham i hans pendleri.

En af moster Sines sønner, mors fætter Christian, var fyrbøder på toget mellem Vemb–Lemvig–Thyborøn –V.L.T.J. Togskinnerne løb lige forbi sommerhuset før Vrist station. Når toget dukkede frem efter svinget ved Vejlby, fløjtede Christian med dampfløjten, og jeg styrtede ned til skinnerne. Han havde nemlig den aftale med mor og far, at han købte en pose rundstykker hos bager Budde overfor stationen i Lemvig. Han kastede så posen ned til mig, når toget passerede. Det var herligt at få nybagt bagerbrød til morgenkaffen, for der var ingen bager i Vrist. En bager ville også have haft svære kår, for konerne i Vrist var mestre i al slags bagværk. Moster Sine var en af de bedste. Hun gik jo også ud som kogekone for at tjene en skilling til luksus som strømper, frisør og især gaver til børnebørn. Senere kom der et brødudsalg i den ene ende af et hus, hvor vi hentede rundstykker og andet bagerbrød. Endnu senere en rigtig kiosk, men da var jeg på vej væk fra Vrist.

Mor var panisk angst for to ting. Tordenvejr og mus. En morgen i sommerhuset vågnede mor og jeg op til en fremmed lyd fra køkkenet. Nu var det sådan, at vi hentede vand ved en vandpumpe lidt fra sommerhuset. Det stod så i køkkenet i en spand. Og det var fra spanden, lyden kom. Det viste sig at være en lille mus, som desperat svømmede rundt for at komme op af spanden, som den i nattens løb var faldet i. Resolut lukkede mor døren til køkkenet og forbød mig at redde det lille kræ. Køkkendøren var desværre også udgangsdøren fra huset, så der sad vi i stuen og ventede på, at far efter fyraften kom cyklende fra Lemvig. Angsten for tordenvejr var mere forståelig, for lyn og torden virker voldsomt ved havet. Når det trak op til torden, pakkede mor en taske og ilede med mig ved hånden de ca. 400 meter ned til moster Sine. Så sad vi i bryggerset og drak tordenkaffe. Jeg tror faktisk begge søstre var bange for naturens kræfter. De kendte jo havets magt fra barndommen. Havet havde taget mange af deres forfædre, og de havde fra barns ben lært at ha’ respekt for ”æ haw”. Og med hensyn til lyn, så fortalte mor med frygt og bæven om kuglelyn, som trillede ud af telefonen. Derfor sad de som børn oppe på bordet med åben dør ud, for hun sagde, lynet trillede på gulvet og trak mod åbne døre. De var de eneste, der havde en vægtelefon, for min bedstefar var strandvagt ved Knopper – en landsby, som nu er forsvundet og begravet under den nye dæmning ud for Cheminova. Moster Sine havde ikke telefon, hvad mange ikke havde i Vrist på den tid. Så vi brugte andre midler til at sende besked. Når vi hejste en klud op i flagstangen, vidste Moster Sine, at kaffen var klar. Og omvendt vidste vi, at hun havde noget godt til os, når kluden, ofte et stykke undertøj, gik til tops i hendes stang.

Jeg kommer i tanke om en anden ting i forbindelse med at sende besked. Der var ikke lås i dørene på ejendommen, så når en kost stod på skrå i døren, var det tegn på, at ingen var hjemme. Så gik besøgende ikke ind. Da landskabet her i Vest var fladt og med vidt udsyn, sparede det jo også den besøgende for spildte skridt. Ja, det var 1950-erne på landet i Jylland. Er det til at forstå?

Jeg boede hos moster Sine det forår, mor var syg og far byggede sommerhuset. Derfor startede jeg i 1. kl. i Vrist skole. Skoleåret gik fra april til april. Moster Sine og hendes mand, Senius, ejede et lille husmandssted i Vrist. I den lille stald var der vel plads til en 4 – 5 køer og et par svinebåse. Da jeg boede hos dem i 50-erne, havde de 2 køer og et par grise, som når tid var, blev slagtet og saltet . Der var også et faldefærdigt hønsehus, hvor en flok høns gik ind om natten. Ellers rodede de rundt, hvor de kunne finde lidt godt. I et flytbart bur østen for stuehuset gik en skrukhøne med en flok ællinger. Jordloddet strakte sig østfra med engene under Engbjerg bakke til klitterne mod vest ved Vesterhavet. Loddet var smalt og bestod stort set mest af lyngklædt hedejord. Længst mod vest af indlandsklitter med marehalm, lyng og ”swåtbær”. Engelsk Græs, som vi kaldte Kongens Knapper, plukkede vi store buketter af. De voksede i sand, men var store og flotte. De var også fine til blomsterkranse.

Det forår, jeg boede hos moster Sine og onkel Senius var deres børn flyttet hjemmefra , bortset fra Selma, deres yngste datter. Hun hjalp en ældre kone, Andrea, ved blandt andet at sove hos hende i hendes lille hus ved vejen. Jeg tror Andrea var bange for at være alene, så hver aften når mørket faldt på, drog Selma af sted til Andrea, og jeg lånte Selmas seng i hendes lille værelse med alle nipstingene på komoden. Det var jeg taknemlig for. Jeg havde nemlig nogle få gange overnattet i ” æ gjæskammer”, et gæsteværelse, som sjældent blev brugt, og derfor føltes kold og fugtig. Men det værste var ørentvisterne, som jeg i mørket kunne høre falde ned på dynen. Jeg frygtede de skulle kravle ind i mine ører og videre ind i hjernen. Ak, ja. Hvad børn frygter. Østen for gården voksede der blandingssæd på en mark. Stråene var så korte og spredte, at jeg, som barn, kunne gå i marken uden at træde kornet ned. På marken ved siden af gik de 2 køer. Der var ikke hegn om markerne, hvilket betød, at køerne skulle flyttes et par gange om dagen. De var tøjret med reb til en pæl, som skulle bankes i jorden, når man flyttede dem. Jeg frygtede at blive sat til det, bybarn som jeg var.

Jeg var bange for køerne og også for hanen, som kunne finde på at fare i nakken på én, bedst som man troede, der var fred og ingen fare. Ellers var moster Sines ejendom så godt som selvforsynende, selv om jeg i dag knapt kan fatte hvordan. Den smule mælk, de magre køer kunne levere, blev sendt til Harboøre mejeri. Overskud af æg blev leveret til Købmand Lars, som modregnede i købmandsvarer. Grisene blev slagtet og saltet, og høns, kyllinger og ænder var velkomment fersk kød til søn- og helligdage. Og de voksne sønner, som var fiskere, var flinke til at levere fisk. En nødvendighed for at få mad på bordet hver dag. De hjemmeboende børn betalte også til husholdningen. Når der ikke var frisk fisk, var der jo tørfisk, som altid hang på stejlen i rigeligt mål østen for huset og blev tørre, før fluerne kom. Kartofler og grøntsager blev dyrket på marken sammen med roerne. Bedre kartofler fandtes ikke, da de jo voksede på sandjord – mest sand. Tørfiskene spiste vi også rå. I min barndom var alle meget glade for tørfisk. De udgjorde det, man i dag vil kalde snold. Man skal dog ha’ spist dem som barn, for virkelig at holde af dem. At gøre en tørfisk spiseklar, lærte os tidligt at håndtere lommekniven, som om sommeren altid var i lommen.

Handelslivet i Vrist bestod af Købmand Lars, en slagter, endnu en købmand i den anden ende af landsbyen, Slikmutter Frida, som også solgte brød og kager, en tømrerforretning, en smedje og en trikotageforretning, som solgte det mest nødvendige inden for beklædning samt strikke- og sytilbehør.

Den daglige avis, Lemvig Folkeblad, hentede man ved 4-toget. Postbudet kom hver dag, hvis der var post. Hans rute voksede betydeligt i turistsæsonen, men han virkede glad og imødekommende, når han kom trækkende med sin tunge cykel gennem marehalm og sand.

Frida besøgte vi hver dag for at hente dagens is. Bolsjerne, hun solgte, opbevaredes i store, runde blikdåser, som hun slog på, før hun vejede 100 gram af i en lille pose. Hvis man var heldig, kom man lige på det tidspunkt, hvor dåsen med de blandede var ved at være tom. Så solgte hun nemlig ”smuld” fra den til billig pris. Smuldet havde en helt særlig smag, som var eftertragtet. Fridas hvidkalkede hus med det tjærede tag lå omgivet af ret høje volde, og jeg fik aldrig spurgt hvorfor, og nu er både Frida og hendes lille hus væk. Senere kom der et brødudsalg nord i byen i den ene ende af et hus og til sidst en rigtig sommerkiosk. Men duften og atmosfæren i Fridas lille butik med Frida selv i sort, blank kjole og det hvide hår redt i fin frisure, kunne de butikker ikke hamle op med.

Moster Sine havde ord for at være skrap. Jeg mærkede aldrig andet end varme og tryghed sammen med hende. Jeg elskede hende. I min mors familie brugte man ikke store ord og åbne kærtegn for at vise følelser, men jeg mærker endnu hendes varme hænder rede mit hår, før jeg gik i skole. Og så mildt hendes sort-grå øjne så på efternøler-plejebarnet. De samme øjne, som skød lyn, når nogen trådte hende for nær. Hun var skrap over for Senius, men antydede andre ringeagt for ham, huggede hun som en slange. Og hun havde en giftig tunge, som hurtigt bremsede videre snak. Onkel Senius var påholdende, hvad man jo nok kan forstå ud fra de forhold, der fandtes på stedet. For ikke at få besvær med ham, sendte moster Sine mig til mejeriet efter mejerismør, når de sov middagssøvn. Her skulle ikke betales, for det blev trukket fra mælkeleverancen. Hun ville ikke smøre margarine på sine gode boller, hvad også ville ha’ været en stor skam. Smør var ikke på købmandskontoen, og jeg tror, de til tider skyldte købmanden penge, for han fandt de billigste varer, når jeg med en seddel blev sendt op til Lars. Når jeg kom hjem med Alfa margarine, blev jeg straks sendt op for at bytte til Oma. Og moster Sine spruttede galde over den elendige købmand. Når hun selv handlede, vovede han ikke at komme med Alfa. Jeg har aldrig hørt nogen tage til genmæle over for hendes hvasse tunge.

Der var lang vej til lægen, så Moster Sine havde mange husråd til småskavanker. Engang skulle jeg skræve over et pigtrådshegn, som en legekammerat holdt nede med den ene fod. Foden smuttede og piggen smutte op og ridsede en 10 cm lang flænge på indersiden af mit lår. Blodet dryppede og moster Sine fandt en mælkeflaske med en gullig væske frem fra spisekammeret. Da hun hældte det ned i flængen, trak såret sig sammen og holdt op med at bløde. I løbet af få dage var det lægt. Da jeg ville vide, hvad mælkeflaskens indhold var, mumlede hun noget om en klog kone, men ville ikke uddybe forklaringen.

En af Sine og Senius’ sønner, Villy, fiskede fra Uruguay i Sydamerika. Han sendte de såkaldte Amerika-pakker til Vrist. Når moster Sine pakkede en ud, bredte en duft af eventyr, krydderi og de varme lande sig i bryggerset. Jeg husker især Johannesbrødet, som jeg fik, da det var en ukendt frugt for en vestjyde. Selv for en slikmund blev den dog hurtigt for sød og kvalmende.

Mens jeg var plejebarn hos moster Sine, var vi en søndag på tur til børnedyrskue på Råbjerghøj. Vi cyklede de ca. 10 km. Cyklerne var gamle vrag og skulle ofte lappes på turene. Vi var 8-10 i karavanen. Alle cykler med stor oppakning, nemlig proviant til en hel dag. Første stop var oven for Strande, hvor Sine og Senius havde en datter med mand og to børn boende. Så stod den på formiddagskaffe. Derefter videre mod Råbjerghøj, som nåedes ved frokosttid. Alle moster Sines lækkerier blev fundet frem. Det var noget helt specielt at sidde på jorden i det fri sammen med de voksne, og maden smagte på en særlig måde. Drikkelsen var hjemmelavet saft og orangeade, et nyt produkt hos købmanden. Så var det tid for os børn at se på dyr. Når vi kom tilbage til voksenflokken var det blevet kaffetid. Og her trak Moster Sine så flaskerne indpakket i strømper og avis med kaffe, et par flot pyntede lagkager og diverse småkager og hjertekager frem. Jeg har aldrig forstået, hvordan hun kunne fragte dem på cykel 10 km, sammen med alt det andet. Det var mørkt, før vi nåede hjem til Vrist efter årets lange udflugt.

Men der var også kortere udflugter. Som da vi en skønne dag hørte, at der blev solgt Premier is i Strande. I Vrist var ismærket Rønbjerg. Cyklerne blev pumpet en dejlig sommeraften, og vi drog i samlet flok de 3 km. til Strande for at prøvesmage den nye ispind. Jeg husker ikke, om den var anderledes, men jeg kan stadig høre onkel Senius’ stemme sige:” Der ær skedt i”. Og moster Sines svar:” Det ær æt skedt — det ær vanelle!”. I det hele taget sagde moster Sine – og hendes omgangskreds og børn – rammende og præcise ord, som jeg først som voksen forstod betydningen af.

Naturen i Vrist var ikke præget af storladenhed, bortset fra havet, som var frygtindgydende og utæmmelig. På vej til skolen kom jeg forbi nogle forkrøblede nåletræer, som kæmpede mod havgus og vestenvind. Jeg kunne se hen over dem, og forstod først som voksen, hvorfor moster Sine forbød mig at gå ind i ”æ plantage”, da der lå miner fra krigen. Træer – hvor lave og sølle, de end var – var en plantage. Og da den første sputnik var sendt ud i rummet, hørte man jo om hastigheder, som oversteg selv fantasien. Naturligvis blev den bus, som indsattes af V.L.T.J., og som klarede turen til Lemvig 15 minutter hurtigere end toget, straks med vanlig jysk ræsonnement døbt: ”Æ sputnik”.

Da skoleferien startede, var huset færdigt, og mor flyttede ind. Hun kaldte huset Lynghytten. Og moster Sine fik ret, for havet, havluften og solen gav mor livslyst, og hun blev rask og aktiv i løbet af sommeren. De 2 søskende, Sine og mor, fik hver sommer stor, daglig glæde af hinanden. Noget der i mange år ikke havde været muligt, da vi boede i Lemvig og moster Sine var bundet af dyr og mand, og nok heller ikke havde mange midler til selv små rejser.

Dage med østenvind var sjældne i Vrist. Men de dage var gode badedage, for der var ikke meget brænding i havstokken og havet efter første revle var i strandkanten og ikke dybt. Alligevel medbragte mor tøjsnoren, som jeg fik om livet. Så måtte jeg svømme langs med stranden, aldrig udad. Hvis hun syntes, jeg var på vej ud i noget snavs, halede hun i snoren og jeg måtte, trods protester, følge med. Oppe ved havet var der altid ting at finde. Sten med hul i kaldte vi køer. Hjemme ved sommerhuset bandt jeg en snor i, og så stod de på græs ved flagstangen og blev flyttet et par gange i løbet af dagen. Der flød flasker med fine mønstre ind og en enkelt gang en flaskepost fra Tyskland. Vi ledte altid efter rav, men jeg fandt aldrig noget, selv om jeg har bidt i talløse gule sten. Far havde ravøjne, og kom sommetider med en klump. Det var spændende at finde et haj- eller rokkeæg. Det var ikke til at forstå, at et æg kunne være firkantet og sort. Vi fandt også hvide ovale kalkskaller, som vi fik at vide var blæksprutteskeletter. Vi gav dem til kanariefuglene, som hakkede i dem. Og så var der jo alle de fine runde sten. Siden da har jeg samlet sten, og har efterhånden en god samling. Vi måtte samle alt ”naturligt” op, men så det fremmedartet og menneskelavet ud, var det forbudt. Far fortalte flere gange om dengang han, som barn, fandt et stykke gult pap og puttede det i lommen. Da det begyndte at varme, lagde han det på en stor sten og gik videre. Næste dag var det væk og stenen var sodfarvet og sprængt i stykker. Han gættede på, at det måtte ha’ været en slags gul fosfor. Kuglepenne var også forbudt, da han fortalte om nedkastning af sådanne under krigen. Når børn så samlede dem op, eksploderede de. Jeg ved ikke med familiens øvrige børn, men jeg rørte aldrig fremmedartede ting. Når man stod ved sommerhuset og så mod vest, kunne man ikke se havet, men man hørte brændingen.

Ca. 10 meter fra huset lå dæmningen, som skærmede baglandet for oversvømmelser. Gik man op på dæmningen så man havet og dets humør. Men man kunne ikke se stranden. Først når klitterne var overvundet, så man ud over strand og hav. Lavningen mellem klit og dæmning kaldte vi dæmningsgraven. Det var et mærkeligt landskab med lidt sumpet bund her og der. Om vinteren stod der havvand på dybe steder. På stranden lå store betonbunkers smidt hid og did. Hver sommer var det spændende at se, hvor havet nu havde smidt de tonstunge klodser hen, og hvilke klitter, der var forsvundet i vinterens storme. I min barndom tænkte jeg aldrig på havet som en fjende, men efter min mor solgte Lynghytten, nåede havet i en stormflod op til sommerhuset, og ødelagde klitter og dæmning vest for huset.

Både far og mor var født ved havet nogle km nord for Vrist. De gik mange og lange ture ved havet. Næsten altid hver for sig. Far havde gerne 14 dages ferie fra sit arbejde, og i de dage gik han mange timer ved havet. Hans barndoms fattigdom havde lært ham at tage mod havets gaver. I hele sin holdning var far en ærlig og lovlydig borger, men at gå forbi en god planke eller andet drivtømmer var et umenneskeligt krav. Det blev halet op mellem klitterne og gemt lidt af vejen – for i aftenskumringen at blive hentet hjem til sommerhuset og dækket af en presenning. Som teenager drillede jeg ham lidt med det, men modtog med glæde det lille 3-benede sofabord, han lavede af en mahogniplanke, han havde ”strandet” ved havet. Han havde altid noget med fra havet. Måske en engelsk mælkeflaske med patentprop, måske en mundblæst glaskugle, som havde revet sig løs fra et trawl. Eller bare en smuk, mærkelig ting fra de fremmede lande. Fars morgentur var før, vi andre stod op, og jeg tror, han nød den tur mere end dagens andre ture til havet. Hvad gik han og tænkte på? Hvem snakkede han med? Længtes han tilbage til barndommen med 5 brødre og 1 søster? Mindedes han barndommens mange ture ved havet, fiskeriet fra åbne havbåde, som blev trukket op på stranden, da der ingen havn var ved Langerhuse? Eller tænkte han på strandinger, han havde været vidne til som barn og ung? Måske planlagde han, at for mig skulle alle veje være åbne, hvis det stod til ham.

Far ville gerne ha’ været snedker, men det var udelukket. Han kom på landet og tjente bønder som lille dreng, til han fik kræfter nok til at tage hyre på en kutter. Men han holdt drømmen i live, når han havde mulighed for at tømre hylder, kasser og skabe sammen. Mor viste ingen begejstring for hans ”værker”, da han ikke gik meget op i mål og vinkler. En høvl hørte ikke med i værktøjssamlingen. I stedet fik frembringelserne flere lag tyk maling, som bandt de fleste splinter. Sommerhuset var en oplagt chance for at snedkerere med drivtømmeret. Da han havde gratis maling i farverne hvid og rød, var sommerhuset rødt, vinduer og døre hvide og soverummet lyserødt. Disse var også farverne på fars ”møbler”.

Som nævnt var østenvinden fin til badning, men når vinden var i øst om sommeren, betød det tit makreleventyr. Sildinger og brislinger gik helt ind under land. Vi kunne samle dem i spandevis. Og lige i halen på dem lurede makrellerne. Vi stod på stranden og fiskede med stang og blink. Der var bid, så snart blinket ramte vandoverfladen. Så det var bare at hale ind. Eventyret var kortvarigt, og det var mågerne med deres galpen, der fortalte os, at nu gjaldt det om at komme op til havet med fiskestangen. Jeg husker det som en tidligmorgen-ting. Når mågerne trak væk, gik vi hjem til sommerhuset og fik stegt makrel til morgenmad. Smagen af den friske fisk, duften af hav og lyng, terrassen foran huset med fars rå bord og bænk. Det var Lynghytte-lykke.

En stor sommerfornøjelse var ligeledes plukning af revlingebær – swåtbær. Vi gik ud bevæbnet med en tom sodavandsflaske, og målet var at få den fyldt. Flasken var praktisk. for bærrene blev i den til forskel fra en skål, som altid væltede før eller siden, og så var man lige vidt. Vi konkurrerede om at blive først færdig, for det gjaldt om at komme hjem til vandpumpen og få skyllet bærrene, få fyldt dem i en dyb tallerken, få sukker og mælk på. og så kom belønningen i form af en krydret, sød safteksplosion ledsaget af blå mælk. Vi plukkede til tider så mange, at mor lavede grød af dem, men hun var ikke begejstret for swåtbær – måske fordi det var eneste bær i hendes barndom, og hun nok havde fået for meget swåtbærgrød.

Moster Sine blev syg det år, jeg blev konfirmeret. Hun bagte ikke krumkager , kanelbrød og andre gode ting til festen, som hun ellers altid havde gjort til vore familiefester. Hun lå på sygehuset på konfirmationsdagen. Jeg var der for at vise hende min kjole. Hun, som altid havde været rund, varm og blød, var blevet lille og gul, som hun lå der i den hvide hospitalsseng, men hendes øjne var som altid, og det var sidste gang, jeg så min moster Sine. Derefter var Vrist og Lynghytten ikke mere det samme lyse lykkeland.

 

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag notifikationer via e-mail, hvis andre kommenterer på historien. Du kan også abonnere, uden at kommentere.