Da tyskerne måtte kapitulere for svanerne

Jeg er født i 1937 og boede på Vormark Mølle indtil jeg var 7 år.

I 1943 eller 1944 bankede det på vores køkkendør. Udenfor stod hjælpepræsten og en tysk officer med en pistol, der pegede lige på min mor, som åbnede døren.
Tyskerne ønskede at bruge vores lade til opstaldning af deres heste. Og det måtte de jo så!

Men de havde gjort regning uden vært. For da de ville trække hestene til mølledammen for at drikke, blev svanefar så rasende, at han angreb heste og soldater med høje skrig og udbredte baskende vinger. Soldaterne måtte så hente vandet i spande, og næste dag brød de op, flere dage før planlagt.

Vi godtede os – men senere hen har jeg tænkt på, at de jo nemt kunne have skudt ham. Det tæller i + regnskabet, at de ikke gjorde.

Svaner var på det tidspunkt en sjældenhed, der var under 10 par i hele landet – i hvert fald ikke mange, men vores svanepar producerede det år 8 unger. Det var så sjældent, at det skam kom i avisen.