Landsbyhistorier.dk

Vejen – Lemvig i 50-erne

Skrænten, hed vejen. Ikke fordi den var stejl, men den lå på kanten af dalen. Vejen var lukket i en rhombelignende firkant. I bunden var der en lille trekant beplantet med hybenroser. I et af trekantens spidser rejste en høj flagstang sig. Husene langs vejen var næsten ens. Dog var højresidens huse skiftevis gule og røde 2-etagers villaer med balkon på gavlen fra 1. salen. Venstresidens huse var lave, røde villaer.

Det var min første vej og jeg var 7 år. Det skabte ingen uro hos voksne, når man råbte: ”Jeg går ud på vejen!”. For de få biler, der viste sig, lod os lege i tryghed. Vejen var vores, og vi vidste det. Vi var altid på vejen. Så snart skolen var slut, var vi der. En flok unger, der ikke havde brug for voksne. Fra tidlig forår til sen sommer var vejen samlingsstedet for os, lige til det blev mørkt. Og i sommertiden længe efter at mørket skjulte os. Seks måneder året var voksenfri, og kun kulde og regn tvang os ind i husene, stadig flokvis, dog i mindre flokke. Og stadig i voksenfrie områder.

På vejen havde vi ”vores heks”, som vi gjorde vanvittig med dør-fis og vild flugt. Vi havde ”vores syndebuk”, som vi mobbede og slog. Vi havde ”vores leder”, som vi fulgte i krig og fred. Vi havde ”vores fjender”, som boede i Vesterled. Vi havde ”vores forsyningstropper” blandt de hjemmeløbende mødre, som altid vidste, at NU var lykken en kage eller et stykke slik. De mødre havde til gengæld altid nogen, der var villige til at afbryde legen og løbe i byen. I byen kunne være til slagter efter 1 pund mellemskært til bøf hakket 2 gange og for 50 øre leverpostej. Eller til købmanden rundt om hjørnet på Heldumvej efter ½ pund kaffe. Måske kun op til ismejeriet på vejen. Damen i butikken så, sommer som vinter, blå og forfrossen ud. Ikke så mærkeligt, da hele butikken havde køleskabstemperatur. Hun holdt regnskab med, hvor mange is, vi kunne tiltuske os i løbet af en god sommerdag. En rund vaniljeis kostede 15 øre. En salmiakstang kunne erhverves for 10 øre, og netop en sådan blev min lærestreg i skelnen mellem dit og mit. Jeg havde efterhånden fået den vane, at når jeg løb ærinder for mor til udsalget, hvor vi ikke havde bog, ja, så måtte jeg afslutte handelen med køb af en salmiakstang, som forsødede hjemturen med indkøbsnettet. Lige til den dag mor talte byttepengene særlig energisk. Der manglede 10 øre. Jeg kendte intet til det, og var i samme nu på vej mod en kriminel løbebane for ”den der lyver – stjæler – og den der stjæler – kommer i fængsel.” Stor var min skam, da mor ringede til mejeridamen og tjekkede, hvad jeg havde købt. Jeg måtte gå den tunge vej med en af mine spare 10-ører op og få mors byttet, så hun kunne putte den i husholdningspungen. Der var ikke for mange i forvejen – 90 kr. om ugen til os 5 i familien. Til alt i husholdningen. Min skamfuldhed gik så dybt ind, at jeg aldrig siden tog noget, der ikke var mit.

Fortovene var jord med en række fliser. Det gav plads for kuglespillesteder ind mod hække og stakit. I sæsonen var der kuglehuller overalt, hvor jorden var faststampet og plan. I kuglesæsonen var vore pegefingre sorte. Vi havde alle stofposer fyldt med farvede lerkugler. Enkelte havde nogle få glaskugler, som alle ønskede at vinde. Reglerne var enkle og indiskutable. Rettede man sig ikke efter dem, var man ude af legen. Alle vidste det, så der opstod sjældent diskussioner.

Det var også på jordstykkerne, vi åbnede vore små loppemarkeder om foråret, når mødrene blev grebet af rengøringsvanvid og børneværelserne endevendt. Det var en tid, fædre og børn kom tættere på hinanden i fælles fortvivlelse over fredløsheden i hjemmet. Jeg husker det år, hvor mor lavede et nødkøkken med et par gasblus i vaskekælderen for at skåne det skinnende køkken oppe i huset. Vi sad i kælderen og spiste. Det var også det år, far bryggede øl, som han opbevarede i de mælkeflasker med patentlåg, vi havde fundet ved havet i Vrist. Og her var det praktisk at være tæt på et afløb, for noget var gået galt under gæringsprocessen. Halvdelen af indholdet stod som en skumflod op af flasken. Det, som ikke skummede ud, var grumset og smagte meget gæragtigt. Far hævdede, at smagen var som hans mors øl. Men min mor nægtede at smage, så i solidaritet måtte jeg drikke en lille tår, når far ”spenderede” en flaske. Mor fik dog ret i sin lovprisning af kælderen som spisested, for den sommer var usædvanlig varm og solrig. Når vi ikke var i kælderen, var vi i haven i skygge af hække og træer.

Selve vejen var asfalteret, hvilket gjorde den til en god racerbane. I perioder var der cykelløb hele tiden. Skrænten rundt. 6-dagesløb var jo det første, vi så i TV hos naboen, som var ejer af et fjernsyn. Par nr. 7 var vores helte samt en lille italiener med et skævt smil. Det fortalte vi nu ikke de voksne. Min venindes far havde været cykelrytter, og hans cykel hang stadig i deres kælder. Hun fik en Crescent cykel – faderens mærke. Hun gav os, til stor ærgrelse, ofte baghjul. Men vi var, til dels, indforstået med, at design og teknik kunne man ikke kæmpe imod.

Også rulleskøjter var der sæson for. Ikke i lange perioder, for det var ikke alle, der havde rulleskøjter. Indtil et par stykker af os hjemførte skøjter med gummihjul fra Hamburg, må det ha’ været en støjende omgang for vejens beboere.

Dåseskjul og Put havde ikke en speciel sæson, men var med hele tiden. Vi havde et godt skjulested i trekanten med flagstangen, hvor vi efterhånden havde fået dannet en labyrint af stier. Hybenbuskene voksede med os, så vi år efter år altid var skjult, set udefra. En dag var vajede dannebrog fra stangen, og en guirlande med flag var spændt over vejen. VELKOMMEN HJEM – stod der. I et af husene boede en kaptajn fra handelsflåden, og det var 2 år siden, han udmønstrede. Hele vejen var involveret i at gi’ ham en festlig hjemkomst. Dengang forstod jeg ikke den arme mands hovedkulse flugt ind i husets trykke ly – uden smil eller ord. Nu gør jeg.

De lyse sommeraftener var rundboldskampenes tid. Da vejen var smal, blev banen rektangulær, og vi var mange unger, så vi kunne stille gode hold. Engang imellem kom en mor ud og så på, og kunne vi lokke hende med som opgiver, fik spillet en særlig værdi. Det var en af de få gange, vi tog voksne med i vores verden – og vi kunne li’ det.

Der blev aldrig spillet fodbold på vejen. Jeg ved faktisk ikke, hvad grunden var. Måske ejede ingen en fodbold! Eller vi var for mange piger. Og for stærke. Så drengene nøjedes med klubbens tilbud.

Vi samlede på nummerplader – altså tallene på bilers nummerplader. Vi sad på fortovet og skrev ned i en lille lommebog, når en bil kørte forbi. På vores vej var der ikke trafik af betydning, så skulle vi ha´ skrevet gode numre, måtte vi op på Heldumvej, hvor vi kunne være heldige at få tyske numre, der var på vej til Vrist og sommerhusene. Denne leg er helt uforståelig for nutidens børn, og jeg ved ikke, hvorfor vi legede den. Hvis man ville ha´ mange numre, ku’ man jo bare digte nogle. Af en eller anden grund gjorde vi ikke det.

Det sammenhold vi havde på vejen, flyttede vi efterhånden ud i byen. Når en kom og sagde, at hun var blevet spejder, ja, så måtte vi da lige se, hvad det var for noget. Nogle af os fortsatte i 8-10 år.

Og om søndagen klokken halv et gik en flok af os ned i byen til søndagsskole. Ikke fordi vi var særlig religiøse på vejen. Men søndag havde sit eget ritual. Og søndagsskolen var 1. punkt i det. Forsynet med 2 kroner vandrede vi i flok og rad. Den nikkende negerdukke i missionshuset fik den ene krone i hånden og nikkede tak til os. Vi hørte bibelens historier og sang børnesalmerne. Og – ikke mindst – ved at give møde gjorde vi os fortjent til at deltage i Søndagsskolens Sommerlejr i Toftum Bjerge. En hel uge i frihed og leg. Og sovesale med køjesenge og ”den sorte hånd” som skræk…..

Efter 1½ times passivitet vågnede vi op til 2. punkt. Rundt om hjørnet så hurtigt som muligt for at komme forrest i køen til biografen. Men der stod altid nogle ”ugudelige” unger, som ikke fulgte vores ritual. Filmen begyndte kl. 1600 , men vi følte aldrig de 1½ time som kedelig ventetid, for vi var sammen med 200 andre børn, som vi mere eller mindre kendte. Så der var nok at se på og høre om. Når dobbeltdøren gik op, masede vi os frem til den lille billetluge og afleverede de 60 øre, som sikrede os en billet. Resten af pengene brugtes til is- og slikkøb. Larmen inde i salen var voldsom, kun afbrudt af direktør Nielsens runder i biografen. Direkte håndgemæng var sjældne, for vi havde jo set ballademagerens sortie i Nielsens store næve. Og man fik ikke de 60 øre retur.

På vejen øvede vi os i at blive kloge på den virkelige verden. Når vi bevægede os ind i fantasiens, måtte vi ned i dalen, som jo lå bag skrænten. Dalen var en ådal, hvor åen nok snarere var en bæk. Dalen var smal, og åen snoede sig i bunden. Engen omkring vandløbet var græsningsareal for en flok køer, og skrænten på den ene side var urskov med mange træarter. Her spillede vi vore rollespil med Hopalong Cassidy som helt og leder. Men vi var en lille flok, som frivilligt valgte rødhudernes grumme skæbne. Det gav os nemlig mulighed for at anvende spejderdolken, når vi fremstillede vore våben. Vi blev ret gode til at finde de grene, der kunne blive til en stærk flitsbue. Og der var noget magisk i at være jaget og i skjul frem for at være jægeren. Vi sad i timevis i skjulte huler. Jeg har glemt, hvad vi talte om, men jeg tror, det var om den fantasiverden, vi opholdt os i. Først når blegansigterne skulle hjem og spise, vovede vi os ud i åbent land. Men her lurede andre farer i form af vilde bisonokser og blodtørstige ulve. – Bybørn, som vi var, frygtede vi køer og fremmede hunde.

Den lille bæk gav mulighed for fiskeri. Her fangede jeg mine første fisk – skaller. Da jeg stolt kom hjem med en hel spandfuld, var det uforståeligt og dybt krænkende for mig, da min mor gik ud i haven og gravede et hul, mens hun sagde noget om gødning til jorden.

Om vinteren gennemlevede vi Rasmussens og Nansens trængsler i den sneklædte isørken med kælk og ski. Og overlevede kun ved hjælp af den medbragte kakao, der blev holdt varm i sodavandsflasken med patentprop pakket ind i en uldsok. Pakken med Lille Marie kiksene smagte aldrig bedre end her ved den yderste rand.

Vores nabo var apoteker. Der var 3 drenge i familien, og den ældste gik i faderens fodspor. Han var den lykkelige ejer af ”Den lille kemiker”. Når nytårsaften nærmede sig, gik vi i gang med eksperimenterne. Hvordan kunne man omdanne en fredelig 1-øres kineser til en bragende bombe? Vi samlede krudt fra mange 1-øres i et paprør, smeltede stearin, dyppede, pakkede ind og dyppede mere. Det udvalgte afprøvningssted måtte blive opgangen i vejens eneste 2-familieshus. Braget, bomben udløste, var så højt, at vi, der stod i opgangen ikke hørte det, men mærkede det. Billedet fra søndagsskolen med englen, der passer på to små børn på vej over en faldefærdig bro, fik ny mening for mig.

Som nævnt var vejen en øvelsesplads for vores forståelse af samfundets spilleregler. Vi fik slebet kanterne af. Efterhånden som vi voksede, forstod vi ondskaben i drilleriet af heksen, og det ophørte af sig selv. Da min hånd ramte syndebukkens ansigt, satte det et aftryk i min håndflade, som – nu godt 50 år efter – stadig giver mig afsmag for vold. Og da vores anfører bad os binde og pine en af Vesterledsungerne, én af de små, der havde vovet sig ind på vores område, lærte vi en sund skepsis for autoriteters dømmekraft.

Da jeg flyttede hjemmefra, blev vejen ved med at være hjem i mange år. Mine børn legede på vejen, når vi var på besøg. Men det var ikke mere min vej. Husene var beboede af bedsteforældre og pensionister, og børneflokken var borte.

         

 

0 replies

Skriv en kommentar

Har du kommentarer ti historien eller andres kommentarer?
Så send gerne dine kommentarer!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag notifikationer via e-mail, hvis andre kommenterer på historien. Du kan også abonnere, uden at kommentere.