Området ved Engesvang

Urbefolkning
Området ved Engesvang er et af de steder i Danmark, der beviseligt har været beboet længst tilbage i danmarkshistorien. Det faktum vidner bopladsfundene ved Bøllingsø om. Det bedste indtryk af denne urbefolkning, får man ved at besøge det lille museum ved Skallerund Sø i Klosterlund. De sidste års arkæologiske udgravninger i forbindelse med retablering af Bølling Sø, forrykker formentligt tidsgrænsen for de første Engesvang beboer yderligere bagud, så Klosterlund igen hører til de tidligste kendte beboede områder i Danmark, men vi må dog afvente de arkæologiske undersøgelsers afslutning, før vi bryster os af den egenskab.

Hærvejen
Engesvang og Bølling Sø danner ligesom grænsen mellem Østjylland og Vestjylland, selv om folk i Engesvang altid har været mere øst- end vestorienteret. Randlinien fra den sidste istid gik igennem området og gjorde Engesvang Sogn til en del af den Jyske Højderyg, og på den måde fik sognet plads på et hærvejsforløb. Hærvejen var både et gode og et onde for egnen. Studedrifterne sydpå hørte til goderne – det gav en vis indtægt, når studedriverne skulle gøre rast og holde hvil for natten. Men som navnet Hærvejen jo siger i sig selv, blev vejen benyttet af både egne og fjendtlige tropper, når de skulle rundt i Jylland. De historiske efterretninger meddeler da også, at egnens befolkning havde pligt til både kørsel og fødevarerforsyninger til egne tropper, de fjendtlige tropper forsynede sig selv ved plyndringer og afbrænding, så sognet indimellem var både fattigt, forarmet og udsultet. Der er hele to hærvejsforløb i sognet, den ældste der går øst om Bølling Sø (vintervejen). Vejens ælde ses blandt andet af de mange gravhøje, der følger vejforløbet. Det har åbenbart i oldtiden været vigtigt, selv i døden at kunne ses af folk på alfarvej. Det vestlige hærvejsforløb (sommervejen) er først blevet rigtig permanent, da Klode Mølle blev bygget i 1596, og man via mølledæmningen kunne passerer vandet uhindret. Gl. Kongevej i Engesvang er en del af det vestlige hærvejsforløb, der fortsætter til Paarup og videre sydpå.

Engiswong / Inggisuong
Det længste Engesvang sogn kan føres tilbage i de skrevne kilder er året 1437 under Erik af Pommeren, hvor Jens Stigsen og Jens Svendsen møder op på kongens retterting med deres breve på to gårde de var i trætte om. Kongen tildømte Jens Stigsen gårdene, hvorunder Elbæk og Klode Marker var indsvoret. På den tid staves navnet Engiswong, senere Inggisuong. Engesvang Kirke der har ligget samme sted som den nuværende, var da tilsyneladende allerede forsvundet, selvom det nævnes, at Kirken i 1490 var ejet af en gård og en boel. Man antager at Kirken er forsvun- det eller gået til grunde i årene efter “Den sorte død”. Pesten der i 1348 – 50 lagde mange sogne øde og mennesketomme. I løbet af det følgende århundrede begynder omridset af Engesvang sogn at tegne sig, i 1586 – 1596 findes der 8 gårde som betaler landgilde. Denne vækst og udvikling får ikke lov til at fortsætte uforstyrret, hvad der som omtalt, især skyldes Hærvejens forløb gennem sognet og ikke mindst 1600-tallets mange krige. Her må man lige huske på at Engesvang – Kragelund og Funder var et pastorat til 1896, og en kommune til 1915.