Landsbyhistorier.dk

Engesvang sogn, kommune og by

Det kunne ikke undgås, at udviklingen påførte kommunen en hel del opgaver som f.eks. udbygning af veje og af skolevæsenet. Den første skole blev oprettet i Engesvang i 1857. Læreren her betjente også en biskole i Paarup indtil 1900. I 1880 opførtes en ny skole i Engesvang og i 1901 opførtes der skole i Paarup, Julianehede og i Skygge, og i 1920 opføres der endnu en skolebygning i Engesvang. I mellemtiden var Kragelund, Funder og Engesvang Kommune den 1. april 1915 blevet opdelt i 3 selvstændige kommuner. Byudviklingen i Engesvang forløb på samme måde som andre steder i landet, hvor der blev anlagt bane med tilhørende station.
Det oprindelige Engesvang var beliggende ved kirken, hvor også sognets ældste gårde fandtes. Det var også her Engesvangs første skole blev placeret, og der blev holdt skole i næsten 100 år, fra 1857 til 1956. Engesvang Mejeri blev også opført her 1907. Den første kro i Engesvang fra 1721 havde også ligget her, såvel som møllen, smedjen, bageriet og købmandsforretningen. Det er derfor ikke ubegrundet, at bydelen i dag kaldes for Gammel Engesvang, hvor i dag kun kirken og nogle få bygninger minder om det oprindelige Engesvang.
Det der i 1879 begyndte som “Et læssespor ved Landevejen” og med stationens opførelse i 1913 hurtigt udviklede sig til det vi i dag forstår ved Engesvang By, betød at udviklingen i Moselund og Gl. Engesvang gik i stå. Det var da også i Engesvang By man placerede det nye kommunekontor. I forvejen var bageriet og smedjen flyttet hertil fra Gl. Engesvang. Afholdshotellet var som nævnt allerede opført her i 1913, og endnu tidligere havde de første forretninger indfundet sig.
Mange boliger for tørvearbejder blev også opført her, selv om husenes standart ikke var af de bedste. Disse huse blev senere afløst af nye huse, der opførtes i.h.t. loven om landarbejderboliger.
I 1918 opførtes Engesvang Elværk, og året efter fik man en filial af Silkeborg Handels- og Landbrugsbank Allerede i 1920-erne kulminerede tørveproduktionen i Danmark og dermed også i Engesvang, hvilket først og fremmest skyldtes, at der nu kunne importeres udenlandsk brændsel. I Engesvang fortsatte man dog med en vis tørveproduktion gennem 1920-erne og 30-erne. Udnyttelsen af moserne gik dog nu mere i retning af at producere tørvestrøelse som supplement til tørveproduktionen.
I 1926 var importen af svenske tørveprodukter blevet så stor en trussel, at formanden for “Foreningen af Jyske Tørvefabrikanter” Rasmus Frederik Henriksen, Moselund henvendte sig til den daværende statsminister Th. Stauning, og fik ham til at stoppe denne import.
Det var derfor ingen tilfældighed, at statsminister Th. Stauning holder festtalen ved sommerfesten i Moselund. Den store tørveindustri med de mange arbejdere har sikkert også haft Staunings interesse, og her fik han lejlighed til at tale til dem.
Med oprettelsen af en fagforening i 1904 og en socialdemokratisk forening i 1912 kom de mange tørvearbejdere da også til at sætte deres præg på sognets politiske udvikling. Da Engesvang Kommune blev oprettet i 1915 var der kun 1 socialdemokratisk medlem af sognerådet, de øvrige 6 repræsenterede partiet venstre eller var valgt på en upolitisk borgerliste.
I 1929, tre år efter Staunings tale, opnår socialdemokraterne tre pladser i sognerådet, men først i 1937 opnår de flertal. Et forhold, der i det store og hele fortsætter uændret indtil sammenlægningen med Ikast Kommune i 1970. Selv i dag er Engesvang nok socialdemokratiets højborg i Ikast Kommune.
De mange tørvearbejdere kom dog også til at påvirke kommunen på mange andre måder. En så ensidig industri som tørveindustrien med den korte sæson, gav stor arbejdsløshed det meste af året. De fleste tørvearbejdere var kun beskæftiget 3-4 måneder af året, og gik ledige resten af året. Enkelte ugifte rejste dog over på ørene efter tørvesæsonen, og fik arbejde på de store gårde med høsten og roerne. De fleste blev dog i sognet og affandt sig med ledigheden.
Under disse forhold var understøttelsen fra fagforeningen hurtigt op- brugt, hvorefter kommunen måtte træde til med en form for hjælp, som indebar ekstraudgifter for kommunen, der i forvejen ikke var særlig velkonsolideret. Tørveindustrien havde da også sin bagside af medaljen.
I 1927 ser vi befolkningstilvæksten næsten ophører. Det er bemærkelsesværdigt, at denne stagnation falder sammen med “Den store krise”, der fortsætter langt ind i 1930-erne, men krisen er måske netop forklaringen på stagnationen.

Anden verdenskrig / tørveepokens endeligt
Med den igangværende tørveproduktion var Engesvang – Moselund hurtig til at få en storproduktion igang ved udbruddet af anden verdenskrig. De følgende års store tørveproduktion er på mange måder en gentagelse fra første verdenskrig, men med den forskel, at alle nu havde maskiner til en industriel produktion. Endnu engang kunne Bølling Sø-området lerverer råstofferne, idet man ved uddybning af eksisterende kanaler og nyanlæg af en kanal til Klode Mølle skaffede sig adgang til de dybere liggende tørvelag. Atter blev der sendt tusinde af tons tørv fra Engesvang – Moselund, og endnu engang blev Engesvang Tørv kendt over det meste af landet. Produktionen fortsatte endnu en del år efter krigens afslutning, men omkring 1970 var det slut med egentlig tørveproduktion. Nogle år blev der produceret tørvestrøelse og pottemuld, men også det er ophørt.

Arbejdsløshed / Syersker
Tørveindustriens stagnation skabte op gennem 1950-erne Engesvang om til en af landets værste arbejdsløshedsområder, specielt gik det ud over mændene. I de år var det ofte kvinderne der måtte sørge for hjemmenes hovedindkomst, ved dagligt at rejse til Ikast for at arbejde ved textilindustrien, eller som hjemmesyersker. Nogle få textilvirksomheder slog sig da også ned i Engesvang.

Nye industrieventyr
Engesvang sogneråd arbejdede dog ihærdigt på at få løst den uholdbare arbejdsløshedssituation, og i 1960-erne så det så ud til at lykkedes. Her var det sognets beliggenhed op til to store hovedvejslinjer og jernbanen, der endnu engang var afgørende for de nye industrieventyr i Engesvang. Paradoksalt nok var det den billigt importerede kul, koks og brændselsolie der havde udkonkurreret træaffald som brændsel, ligesom tørveproduktionen. Nu skulle træet så i stedet for anvendes til spånplader. Omkring 1965-66 stod Engesvang Spånpladefabrik klar til drift. Da fabrikken i 1970-erne var på sit højeste, havde man ca. 120 ansatte. I 1970 flyttede endnu en virksomhed til Engesvang som var afhængig af landevejene og det at være centralt placeret i landet, nemlig firmaet Unitruck A/S Engesvang. Det er et firma som stadig ekspandere i byen. Spånpladeeventyret i Engesvang ophørte den 1. april 1992, og bygningerne ligger i nogle år hen som en spøgelsesfabrik Men endnu et industrieventyr indvaderer Engesvang, igen et alternativ til energi og brændsel, nemlig Vindmøllefabrikken, der er etableret i den gamle Spånpladefabrik. Det er en arbejdsplads med omkring 600 ansatte, så nu valfarter omegnens befolkning igen til Engesvang for at arbejde.

 

0 replies

Skriv en kommentar

Har du kommentarer ti historien eller andres kommentarer?
Så send gerne dine kommentarer!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Modtag notifikationer via e-mail, hvis andre kommenterer på historien. Du kan også abonnere, uden at kommentere.