Petroleumslamper

Der var ingen elektricitet på vor egn, og det var den almindelige opfattelse, at det hårde, hvide lys fra en 25 Watt pære var skadeligt for øjnene alligevel. Det var ikke et spørgsmål om “sure rønnebær”, det var virkeligt, hvad mange troede. Den opfattelse er selvfølgelig for længst faldet bort, men min far havde ikke elektrisk lys at læse ved, før han flyttede til Guldbæk, da han var 67, og han kunne stadig læse avisen uden at bruge briller til han var langt over 60. Jeg har selv læst meget ved petroleumslampens lys, og der er ingen tegn på, at det har skadet mit syn.

Der var noget hyggeligt ved det gullige lys fra en petroleumslampe, der, som regel, var ophængt midt over bordet i en dekorativ hænger. Der var også en masse arbejde forbundet med at holde disse lamper gående, og det faldt, som den naturligste ting i verden, til min mor. Beholderne skulde fyldes op hver dag med ildelugtende petroleum; hver dag i det mindste i de mørke vinterdage. Lampeglassene skulle pudses ofte, og vægerne skulle trimmes, osv., og så var der brandfaren ved sådanne lamper at tænke på.

Sommetider ville lampens flamme blive lav, og så blev vægen skruet op. Flammen blev lav, fordi lampen måtte konkurrere med kakkelovnen om iltforbruget i det lille rum med de lave lofter. Når så en dør blev åbnet, og der kom et pust af iltrig luft ind i stuen, ville lampens flamme skyde op og sende en sky af sort sod op fra lampeglasset, og det ville dale ned i et jævnt lag over alt i stuen. Det skabte ekstra og ubehageligt arbejde for min mor, da det nødvendiggjorde en ekstra og uundgåelig rengøring.

Jeg husker, at jeg betragtede sådanne hændelser som spændende afvekslinger. Jeg gav ingen tanke til det ekstra arbejde for min mor. Der er nok få børn, som virkeligt værdsætter det arbejde, som deres mor udfører. Min mors indsats i vort hjems vedligeholdelse var enorm.

Petroleum for vore lamper var det eneste “energi forbrug”, som kostede penge, og vi havde endnu ikke lært at tænke på det som energi. Energi betød for os muskelkraft og villighed til at bruge det. Hestekraft var ganske simpelt hestekraft. Liv var muligt uden at bruge olie, benzin, gas, og elektricitet hvert minut af dagen. Vi klarede os meget godt med kraften fra vore egne muskler og fra hestenes muskler, og der var somme, der brugte vindkraft eller vandkraft såvel, og alt det er kun for så kort tid siden.

Det er ikke tilfældet, at jeg går omkring med hemmelige længsler efter “de gode, gamle dage”. Livet i dag er meget for komfortabelt for det, og “de gode, gamle dage” var ikke altid så gode. Hvad jeg har på tanke er, at det er muligt at leve uden hvad der i dag forstås ved energi. Jeg har levet igennem det uden at have lidt nogen større skade, og når al energien i dag kommer fra benzin, dieselolie, eller gas, hvor kan man så få nogle gode hestepærer til ens roser?